fredag, maj 3, 2024
ForsideArtiklerTechBrief 2017

TechBrief 2017

D. 12 oktober var redaktionen inviteret til Stockholm hvor PR-bureauet Related havde arrangeret TechBrief, et arrangement hvor en nordiske tech-presse møder en række producenter og får præsenteret deres vigtigste produkter samt nyheder vi kan forvente at se i nær fremtid. Det var 5. gang TechBrief blev afholdt, og 3. gang på svensk grund, de første 2 gange blev den nemlig afholdt i København,

Nedenfor en kort opsamling af de vigtigste nyheder og highlights fra producenterne.

Creative

Creative brugte det mest af deres præsentation på deres gaming brand Sound Blaster X. De startede dog med at minde os om at de har været med i mange år, de sendte deres første lydkort på markedet tilbage i 1987, en tid mange af de fremmødte havde svært at ved at huske. Derefter præsenterede de os for deres Sound Blaster X AE-5 som er et lydkort med ultrahøj opløsning, det behandler lyd i 32 bit med en samplerate på hele 384 Khz der giver mulighed for at efterbehandle lyden i høj kvalitet. Det har en kraftig indbygget hovedtelefonforstærker der kan trække selv de tungest audiofile hovedtelefoner. Derudover har det 5.1 lyd, og understøtter selvfølgelig også Aurora reactive lighting. En feature jeg synes var interessant var at det også understøtter en app der kan køre på ens smartdevice, hvorpå man kan få en Scout Radar op. Det er en visualisering af hvor lydene i spillet kommer fra, så man med et hurtigt blik på sin telefon kan se hvor i spillet ens fjende kommer snigende fra, eller hvor skudene bliver affyret fra. Det hele bliver udregnet på AE-5 på baggrund af lydsporet i spillet. Er det snyd, eller smart? Det lader jeg op til læseren at vurdere.

De præsenterede også deres Catana soundbar og deres gaming headsets. Der var dog ikke nogle særlige nyheder i det lineup i forhold til sidste år, det var alt sammen mindre opgraderinger.

For ikke-gamere præsenterede de at par højttalere. Den ene var deres Halo Bluetooth speaker med imponerende lysdetaljer. Vi har den i øjeblikket til test, så forvent at høre mere om den inden for nærmeste fremtid. Den anden højtaler var deres Omni speaker, der er en splash-proof Wi-Fi/Bluetooth multiroom højttaler. Den er slank, cylinderformet og forholdsvis let. Det var desværre ikke til at vurdere lydkvaliteten i det ret støjende udstillingslokale.

Wacom

Wacom laver digitizere, altså interfacet mellem pennen i den menneskelige hånd, og den digitale verden. Deres præsentation gik på at præsentere de store grupper i deres produkt portføjle, samt at understrege at deres teknologi var i rigtigt mange produkter der ikke nødvendigvis havde Wacom navnet på sig. Blandt andet benytter man en Wacom digitizer til at underskrive alle nye pas i Sverige. Nogle læger bruger Wacom udstyr til at markere og analysere røgntenbilleder og scanninger hurtigere end tidligere.

Blandt produkterne til det private marked gik spændet lige fra den store Wacom MobileStudio Pro der er en stor, og kraftig, tabletcomputer med pen, der kan køre de gængse designsoftwaresuiter, og som har et interface der kan registrere over 8000 grader af tryk. Den har som noget nyt en skærm hvor digitizer, skærm og frontglas er lavet som en samlet enhed, hvilket betyder at der nærmest ingen afstand er fra pennespids til skærmen. Den største model har en bl.a. 15,6” 4K skærm, Core i7 processor og NVIDIA Quadro M1000M grafikkort til en pris på den forkerte side af 3.000 Euro. I den modsatte ende af spektret fremviste de deres Bamboo Folio der minder om et skriveunderlag hvor man kan placere sin blok med papir. Når man så tegner eller skriver på blokken med Bamboo pennen, så kan man med et tastetryk gemme et snapshot at det man har på blokken digitalt, sendt direkte til sin mobile enhed. Det gemte bliver ikke bare gemt som et screendump, men som digital ink. Det betyder at man kan arbejde videre med det på den mobile enhed, det er altså et ”levende” snapshot man tager. Den mindste model i serien benytter papir i A5 størrelse, og koster omkring 150 Euro.

Cooler Master

Præsentationen fra Cooler Master var den korteste i blandt, men dermed ikke nødvendigvis sagt at den skulle være med mindst indhold også. Man holdte sig blot til en introduktion af virksomheden, som i øvrigt har mere end 3.000 medarbejdere verden over, og dét de står for. Endvidere åbner de snart en Branch Office i Sverige, som skal varetage det nordiske marked, hvilket vi må håbe gør at der kommer endnu mere fokus på os som forbrugere.

Cooler Master er en interessant størrelse og virksomhed, idet de startede i begyndelsen af 90erne med at lave køling til CPU og kabinetter, mens de ligeså småt har bevæget sig inde fra og ud, hvor deres produkt-lineup i dag indeholder alt fra køling inde fra til kabinetter, mus, tastaturer og headsets.

Det handler i høj grad om at give brugerne friheden til at lave deres enheder personlige og konceptet “Make it yours” slår igennem på især deres kabinetter. Her er der nogle serier der er mere modulære end andre, hvilket vi også blev introduceret til på deres stand, hvor deres nye Cosmos C700P case nærmest kan inverteres på kryds og tværs internt og har naturligvis også mulighed for RGB-lys.

For at sprede deres budskab om “Make it yours” og øge populariteten af blandt andet deres cases hoster Cooler Master events, hvor der afholdes konkurrencer med præmier for Case moddere, hvor folk bringer deres moddede cases på bordet foran dommerpaneler osv. En meget smart måde at lære af forbrugerne og deres ønsker og behov for fremtidig udvikling i og for sig.

Det fede ved events som TechBrief, hvor man får mødt nogle folk bag de produkter man til dagligt omgås med er at man også lærer lidt mere om både virksomhed og historierne bag produkterne. Eksempelvis lærte jeg at Cooler Master står for at producere meget af det hardware, der findes i andre producenters produkter.

BenQ

 

BenQ kender de fleste nok bedst for deres skærme og projektorer, men BenQ ejer også brandet ZOWIE og det var dette brand der fyldte mest på dagen. ZOWIE brandet blev etableret i 2008 og startede allerede i 2010 et samarbejde med BenQ, hvor produkterne blot blev brandet med BenQ’s navn også, i 2015 købte BenQ dog hele firmaet og ZOWIE fungerer nu som BenQ’s gaming brand. Under ZOWIE brandet produceres pt. skærme, mus/tastatur og måtter samt forskelligt tilbehør.

ZOWIE er gaming udstyr til eSports udøvere og dermed den lidt mere profesionelle del af kundegruppen, hvilket også betyder at de fleste af top-spillerne indenfor CS:GO rent faktisk bruger BenQ/ZOWIE udstyr, uagtet at de er sponseret eller ej.

Den største nyhed som BenQ/ZOWIE kunne fremvise, var Deres helt nye ZONE – et “all inclusive” gamingbord til dem der bare ikke kan eller vil nøjes, desværre måtte vi nøjes med en video, ligesom der heller ikke kunne gives nogle prisindikationer. Der er dog mulighed for at følge med på BenQ’s website.

Udover ZONE kunne BenQ fremvise Deres mus, som iøvrigt alle er med samme hardware, forskellen ligger i form og størrelse – så der i alt er rigtig mange forskellige modeller, da flere af dem også fås i både hvid og sort udgave.

TP-Link

Netværksproducenten TP-Link fortsætter deres fremmarch på det nordiske marked og havde en del spændende produkter og tendenser at fortælle om. TP-Link’s “mission” er at løse udfordringerne med tilslutninger og dækning, noget de fleste nok kan nikke genkendende til. Det betyder også at de har knap så meget fokus på hastighed fremover, da Wi-Fi efterhånden har nået en hastighed hvor der, til den gængse familie, ikke er behov for højere hastighed, dækningen, eller rækkevidden er dog stadig en udfordring i mange hjem. Sidstnævnte vil TP-Link også gerne hjælpe med, så deres første Mesh produkt, Deco M5, opdateres snart med introduktionen af M6. De præcise detaljer omkring M6 var ikke helt på plads, men der er bl.a. indbygget mediecenter og så vil systemet komme til at kunne snakke sammen med flere andre smarthome systemer.

Udover netværksprodukterne med Mesh-teknologi, viste TP-Link også deres smarthome produkter frem, med primær fokus på Deres pærer der kunne styres via Wi-Fi samt deres overvågningskameraer. KC120 var seneste skud på stammen, et stand-alone Wi-Fi kamera med optagelse direkte til skyen og til en pris lige over 1000,-

Kingston / HyperX

Folkene bag Kingston startede deres præsentation med at cementere for os at de ser Kingston og HyperX som to helt separate brands og nærmest virksomheder. Eftersom de to fokuserer på forskellige segmenter er dette måske også den bedste måde at sikre sig at der ikke kommer overlap eller forstyrrelse blandt de forskellige udviklings- og marketingshold eller lignende. De to virksomheder har i år eksisteret hhv. i 30 og 15 år, hvor Kingston naturligvis er den ældre.

Det sidste års tid har fokus fra Kingston været på at levere til deres kunder grundet udfordringer med levering af flash-hukommelse og derfor har vi ikke set voldsomt mange produkter fra dem, men det skal til at ændre sig lige så stille får man fornemmelsen af. De kommer med deres Bolt Duo USB-stik inden længe og denne er specialdesignet til at supportere lightning-stikket på ens iPhone eller iPad. Samtidigt hermed vil enheden ligge fladt når den sluttes til en af de to nævnte enheder, således at man ikke hverken løfter enheden eller knækker Bolt Duoen under brug. Det var ikke muligt at få bekræftet overførselshastigheden, men folkene på standen mente denne lå på 120 MB/s.

Om man kan kalde HyperX et subbrand til Kingston er der sikkert delte meninger om, men man kan i hvert fald sige at HyperX er Kingstons fokus på gaming og det hele startede som nævnt i ovenstående for 15 år siden. Her var der fokus på DRAM til gamere, men nu kigger vi på også på mus, tastaturer og headsets. Ikke nødvendigvis lanceret i nævnte rækkefølge, idet sidstnævnte, altså headsets, er det som HyperX har vundet mest på. Det kan nævnes at de bedste spillere i CS:GO finalen til Svenske Dreamhack i sommers var brugere af HyperX Cloud headsets og det sågar uden at de alle sammen var sponsorerede af virksomheden.

Netop gamerne har HyperX lyttet til og man kommer nu med HyperX Cloud Alpha headsettet, der blandt andet byder på forbedret komfort samt dual-chamber lyd, hvor bass og mid/high bliver separeret inde i selve ørebøfferne. Det fik vi lov at prøve på ørerne og lyden er som ventet helt fantastisk. HyperX lancerer også et nyt og redesignet gaming tastatur, hvor de bibeholder partnerskabet med Cherry MX mekaniske switche og ellers tilføjer nogle forbedringer til det ALLOY FPS vi fik testet i sin tid.

LG

LG havde ikke de helt store nyheder på tapetet, men highlightede at de havde vundet et hav af bl.a. EISA priser det seneste år, bl.a. Bedste LCD TV, Bedste OLED TV og Bedste Soundbar.

Derudover var fokus på deres flagskibsmodeller såsom OLED TV’er, særligt det papirstynde TV som var markedets første kommercielle produkt i denne kategori. Derudover blev deres SJ9 soundbar fremhævet og den nye V30 smartphone.

På Deres stand var der udstillet et OLED TV (OLED E7) samt SJ850 (Super UHD-TV)  og man må bare sige at denne type TV’er har et imponerende flot billede med masser af smæk på farver og kontrast.

Derudover havde LG frembragt et par af deres mere specielle produkter, bl.a. TwinWash der er en vaskemaskine med en ekstra tromle, så der kan vaskes 2 vaske, samtidig! Derudover havde de deres LG Styler med, et damp-skab til skjorter og andet tekstil som man normalvis ville stryge.

Acer

Acer havde ikke en præsentation med på Tech Brief, men de var repræsenteret i udstillingsområdet. Der havde de både deres gaming brand Predator Gaming med, samt deres Spin convertible tablets, Switch og Swift laptops med. De fremviste den nyeste udgave af deres kraftværk af en gaming laptop i Predator Trition serien, en slank laptop proppet med kraftigt gaming grej. På laptopsiden fremviste de bl.a. deres Swift 5 laptop, som er opbygget i en carbon/metal legering der giver den styrke, mens vægten bliver holdt helt nede omkring et kilo. Den var så let at holde at man kom i tvivl om der rent faktisk var noget indmad i maskinen 😉

 

Blue Microphones

Blue Microphones fortsætter et eller andet sted, hvor de slap sidste år. De har i løbet af året introduceret os for en del nye produkter i form af lydgenskabende headsets samt også nye mikrofoner og der kommer løbende mere til.

Et af de spændende tilføjelser er Blackout Spark, som er en mikrofon, der er optimeret til streamere/gamere i den forstand at deres gain er centreret og retningsbestemt. Dette er udviklet efter feedback fra brugere på deres populære Yeti-serie, som er yderst velegnet til tale og interviews, men de opfanger simpelthen for meget ambient lyd fra tastaturet og andre elementer i et gaming miljø.

Blue Microphones har entry level produkter og så hele vejen op til rigtig high end, hvor deres Ella headset til adskillige tusinde kroner er et godt eksempel på at de vil vise de har styr på teknikken, hvis blot man er villig til at betale. De spiller i hvert fald ganske fænomenalt. De var dog ikke udstillet til messen i dag, men de kom på tale imens vi snakkede om deres ellers brede produkt-lineup, som indeholder alt fra små USB-mikrofoner, der virker med iPhones til store fuld størrelse mikrofoner designet til professionelle musikere og des lignende.

 

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer