tirsdag, maj 14, 2024
ForsideAnmeldelserTest: EPOS ADAPT 660

Test: EPOS ADAPT 660

EPOS er klar med et headset til dig der skal bruge ét headset til både underholdning og arbejde. Vi har fået det headset, som denne fokus er blevet til I form af Adapt 660. Vi ser nærmere på headsettet med ANC, aptX og Teams integration.

Hvad er der i æsken?

Værende et headset, der er målrettet den professionelle bruger, så er indpakningen til EPOS Adapt 660 ikke med fokus på detaljer, flotte farver eller illustrationer. Den er derimod leveret I en kedelig kasse af genbrugspap.

Indholdet derimod er ikke nær så kedeligt og består af et hårdt etui med headset, kabel til opladning, jackstik kabel og USB modtager.

Design

Selvom EPOS er en nye branding og virksomhed dannet af Sennheiser og Demant, så vil kenderne godt kunne genkende Sennheiser PXC designet I dette nye Adapt 660, som altså ligner en PXC 550-II til nærmest forveksling. EPOS Adapt er dog en del mere sort og mørk og en anelse anderledes bestykket. Dog er der tale om et designmæssigt stilrent produkt uden de store detaljer.

Designet af Adapt 660 er også relativt kompakt til trods for de 40 mm store lyddrivere, som headsettet er bestykket med. Omsluttet af kunstlæder og blød polstring burde de også være behagelige at have på hovedet. På toppen er hovedbøjlen også betrukket med blød polstring, så hovedet på den måde burde få nok støtte.

Ørebøfferne er formet på en sådan måde at de ligner et æg, der står “på hovedet” så at sige og er altså en anelse ovale fremfor cirkulære. Det synes jeg føjer til det elegante design og gavner helhedsindtrykket. Apropos helhedsindtrykket smed jeg også EPOS Adapt 660 gennem “vridetesten”, hvor jeg vrider det mellem hænderne for at lytte og mærke efter svagheder uden at kunne spotte nogen. Det virker også ret veludført og materialerne, som værende af kvalitet. Det meste af det ydre er dog plastik og man ser noget metal i selve hovedbøjlen. Hovedbøjlen føles derfor også helt ensartet og lækker at betjene. Desværre skal den også betjenes hver gang efter man har haft headsettet i det medfølgende etui, for det er nemlig nødvendigt at samle headsettet helt førend det kan passe deri.

Selve etuiet er dog ret lækkert udført og robust, så man føler at ens headset er godt beskyttet mens det ligger der i æsken under transport eller opbevaring. Der er også plads til kabler og USB dongel, så denne kan komme med af sted når man eksempelvis skal ud og rejse, når vi engang er klar til det igen.

Adapt 660 er Teams certificeret og har også en dedikeret knap på kanten af ørebøffen ved siden af knappen til at tænde og slukke for ANC med. ANC knappen har i øvrigt tre indstillinger og det er slukket samt to niveauer af ANC. ANC delen kommer vi nærmere ind på.

Der er ikke nogen knap til at slukke for mikrofonen med. Ikke hvad jeg kunne finde i hvert fald og værende et headset til den professionelle bruger, så synes jeg helt klart at det er en mangel.

På ydersiden af den højre ørebøf har man på EPOS Adapt 660 touch understøttelse som gør dig i stand til at styre lyden ved hjælp af bare at trykke eller swipe på overfladen. Denne del virker faktisk overraskende godt sammenlignet med så mange andre touch implementeringer vi har set. EPOS Adapt 660 er ikke fejlri, men det er godt nok til at det ikke er et irritationsmoment.

Ved at man drejer på ørebøfferne så kan man hænge dem om halsen, hvilket også kaldes DJ style, men med EPOS Adapt 660 betyder denne handling også at headsettet går i standby og slukkes til man drejer dem om igen. Det tænder relativt hurtigt igen når man sætter det på hovedet og oftest hurtigt nok til at man kan besvare et indkommende opkald, men alligevel synes jeg denne funktion irriterede mig for det betød at musikken stoppede, selvom det ikke var min hensigt.

Headsettet slukker dog ikke helt på denne måde og hvis man ønsker at slukke for Bluetooth og udelukkende køre på kabe, så er der en meget skjult knap på toppen af den ene ørebøf, som man slider til off.

Funktionalitet

I henhold til EPOS og en undersøgelse de refererede til, så svarer op imod 95% brugere at de oplever problemer med lyden under møder og 79% føler at problematikken løses med det rette audio udstyr. En af disse måder mener EPOS er ved at anvende EPOS Adapt 660, så det har jeg sat på prøve til de sidste par møder jeg har haft.

Indledningsvist valgte jeg at installere EPOS’ app så jeg kunne få lidt kontrol over headsettet fra min telefon og det eneste jeg studsede over her var at appen ville have tilladelse til min lokalitet mens jeg brugte den. Ellers var appen ganske simpel og lod mig indstille lydprofilen og andre lydmæssigt relaterede indstillinger direkte via min smartphone. Indstillingerne slog også igennem til når headsettet var forbundet til computeren via USB donglen. Det betød faktisk at jeg midt under et kald kunne sidde med appen foran mig og indstille lyden så denne passede til den type af møde jeg sad i.

Apropos det tidligere nævnte at headset tænder og slukker hver gang man drejer på ørebøfferne så er der også en kvindelig stemme, som fortæller dig som bruger at du nu er forbundet til Phone 1 og dongel. Dette kan man så (heldigvis) slå fra i appen.

Det jeg til gengæld ikke kunne slå fra var, hvis jeg lyttede til musik via min telefon og der kom en notifikation på Windows, så ville musikken på telefonen stoppe og det skete selvom Windows computeren var mutet.

Lydmæssigt er EPOS Adapt 660 et ganske fornuftig headset til både underholdning og til online møder. Der er tale om en lys lydprofil, hvor der er fin detaljegrad, men hvor bassen udebliver en smule – selv til min smag. Jeg er generelt ikke til så meget bund og elektrisk musik, så det plejer ikke at gøre mig noget, men jeg synes godt at EPOS kunne tune balancen en anelse mere i dennes favør. Om det vil koste på talekvaliteten og stemmer er jo naturligvis svært at vurdere førend man har hørt det, så hvis det er beslutningen kan jeg måske godt følge logikken, idet EPOS Adapt 660 er tiltænkt kontorbrugeren.

Dermed absolut ikke sagt at EPOS Adapt 660 lydmæssigt ikke er anbefalelsesværdig for der er temmelig god all-around lyd i headsettet her og det lukkede system gør at musikken føles relativt tæt på uden at være for omsluttende.

Til tale er der dog tale om et ganske fornuftigt headset, som med en meget god ANC sørger for at man holder temmelig meget kontorstøj ude. Jeg testede også EPOS Adapt 660 mens jeg var ude og køre bil og her oplevede jeg at min dieselhakker af en bil blev fuldstændig stille. Det var nærmest lige før jeg nød bare at tage headsettet på hovedet og køre uden at der nødvendigvis var musik tændt, men jeg er bare ikke fan af ikke også at kunne høre trafikken så jeg tog også headsettet af, men en interessant test ikke desto mindre.

Apropos det tidligere omtalte lukkede design, så frygtede jeg at det også ville betyde at EPOS Adapt 660 ville være lettere ubehageligt med tiden, men jeg i denne forbindelse en positiv overraskelse. Dermed ikke sagt at Adapt 660 er det mest behagelige headset jeg har haft på, men grundet den lave vægt og meget bløde puder, så kunne jeg holde ud at have det på hovedet selv i længere tid ad gangen. Jeg følte en svag varme omkring ørerne efter lidt tid, men som nævnt ikke noget der ikke kunne holdes ud.

Konklusion

EPOS Adapt 660 er måske ikke en designmæssig revolution i forhold til tidligere headsets fra enten EPOS | Sennheiser eller bare Sennheiser, men der er heller ingen grund til at fikse noget, som ikke er i stykker. Komfort, god lyd, god aktiv støjreduktion og et flot design er alt sammen kendetegnende for EPOS Adapt 660. Jeg ville ønske at det ikke slukkede blot ved at jeg valgte at hænge det om halsen, men foruden det er der ikke meget andet at sætte fingeren på. Det skulle da lige være at jeg synes det er ret irriterende den ikke har en mute knap når nu det er så velintegreret med Microsoft Teams, så det håber jeg de husker ved en ny version.

Positivt

  • Elegant design
  • God komfort
  • Teams integration
  • Lydkvalitet

Negativt

  • Ingen mute knap
  • Tænd og sluk funktion ved at dreje på ørebøffer

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 2.976,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

EPOS er klar med et headset til dig der skal bruge ét headset til både underholdning og arbejde. Vi har fået det headset, som denne fokus er blevet til I form af Adapt 660. Vi ser nærmere på headsettet med ANC, aptX og Teams...Test: EPOS ADAPT 660