tirsdag, maj 14, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Hombli Smart Radiator Thermostat

Test: Hombli Smart Radiator Thermostat

Hombli laver efterhånden stort set alt man kan forestille sig indenfor smart home og vi har i denne omgang lånt deres Smart Thermostat, så vi kan lege lidt med at lade vores radiatorer styres over nettet.

Hvad er der i æsken?

Hombli Smart Radiator Thermostat kommer i en ret neutral hvid æske, med illustration af de to termostater og bridgen, der følger med. Udover dette har du også to AA-batterier per termostat og et microUSB kabel til at drive bridgen og så adaptere til at sætte termostaterne fast til din radiator med. Manualen er ret beskeden, hvilket vi efterhånden kender Hombli for.

Design

Hvorvidt det er teknikken, der gør det nødvendigt, eller Hombli der synes at disse digitale termostater skal minde om almindelige termostater kan jeg ikke udtale mig om, men når du tager de enkelte termostater ud af æsken kan du sagtens se ligheden mellem dém og de termostater du tager fra eksempelvis Danfoss.

Mine Danfoss termostater er dog med sorte detaljer mens Hombli Smart Thermostaterne er helt hvide. Jeg forstår udmærket at Danfoss’ termostater har behov for at kunne vise dig tal analogt og har behov for kontrasten i farverne, men jeg synes helt klart mere om Homblis løsning. Det hvide design falder nemlig langt bedre ind i resten af hjemmet og fanger ingen opmærksomhed omkring sig.

Der er en krom-ring i bunden af enheden, men det er fordi denne skal være af metal for at kunne holde sikket fast i radiatoren når du monterer den. Udover det er enheden helt hvid mens den er passiv. Når du så drejer på knappen kommer der et display frem med hvidt lys, som dog e tydeligt at se.

Når du skiller Hombli Smart Thermostat ad så ser du at displayet er yderst simpelt, men du har også kun brug for simple informationer fra dette, så det er helt fint at holde det til det basale.

I toppen af Hombli Smart Thermostaten har du en forhøjning og det er dens knap. Denne bruger du til at tjekke temperaturen på enheden og status uden at ændre ved indstillingerne. Når du begynder at dreje på enheden begynder den nemlig at tilpasse temperaturen afhængigt af hvilken retning du drejer i.

Hombli Smart Thermostat bruger almindelige AA-batterier og der skal bruges to stykker per enhed, som så burde holde i op til et halvt år ad gangen. Det afhænger naturligvis af hvordan man bruger det og konstant tilpasning af temperaturen og regulering af termostaterne bruger naturligvis mere strøm end hvis de får lov at passe sig selv. Jeg havde dog ikke i nærheden af et halvt år til at skrive dette review så jeg kan ikke udtale mig om rigtigheden i dén oplysning fra producenten.

Også den lille bridge, der hører til sættet, er i et helt hvidt design. Det gør den nem at placere diskret, men jeg ville ønske at man kunne slukke for lyset på den så dette ikke lyste op. Man må antage tingene virker når de ikke blinker eller lyser rødt, så for mig bør smarte devices i hjemmet helst kunne være usynlige så længe de ikke kræver opmærksomhed. Bridgen fylder dog utroligt lidt, så den er til at gemme af vejen.

Funktionalitet

Det føles lidt som om det er manualerne at Hombli sparer flest penge på, for selvom disse er i farver, så er det holdt til minimalerne i instrukserne for hvordan man sætter tingene op. Jeg fik dog sat Hombli Smart Thermostaterne op næsten uden udfordringer. Den første enhed drillede lidt, men det hjalp tredje gang jeg tog batterierne ud af den og startede forfra. Parringen af enhederne er en smule ulogisk, men når man er forbi det er der umiddelbart nogen udfordringer.

Appen er simpel at navigere rundt i, selvom det er den samme app til alle dine Hombli enheder. Det kan jeg dog personligt godt lide for jeg ville hade at skulle ind i en separat app for hver eneste løsning fra samme producent. Det minder mig om dengang producenterne af gaming mus, tastaturer og headset havde en app for hver enhed.

Der er en masse muligheder for dig i Hombli appen for så vidt angår Smart Thermostate. Du kan sætte enheden op til at have børnesikring, så de ikke ved en fejl kan pille ved temperaturen og koste en masse penge. At fjerne låsen kræver enten at du fjerner den i appen eller at du holder knappen i toppen inde i fem sekunder på selve enheden.

En anden måde, hvorpå du også kan spare dig selv for penge er ved at sætte skemaer op for termostaterne, så de sørger for at slukke eller gå ned i temperatur på bestemte tidspunkter af dagen, hor du ikke render rundt i huset alligevel. Disse skemaer vil i øvrigt sørge for at tilpasse temperaturen, hvis du skulle have sat temperaturen op og glemt at sætte den tilbage.

Hombli Smart Thermostat har også en funktion, hvor de slukker, hvis de opdager at et vindue er åben. Det er ikke fordi termostaterne er så smarte at de kan høre dig åbne et vindue, men måden det virker på er at termostaten simpelthen slukker, hvis temperaturen falder omkring den. Denne funktion drillede mig gevaldigt under min test og jeg tror Hombli skal kigge lidt på noget kodning. Jeg kunne følge med i appen, hvor temperaturen faldt fra 19.7 grader til 17.3 uden at termostaten slukkede.

I appen kan du også følge med i om temperaturen nu også har været det du har sat den til at være. For mit vedkommende kæmpede Hombli Smart Thermostat eksempelvis med at være sat til 16 i et lokale, men de omkringliggende lokaler og varmen fra naboerne gjorde at min temperatur ofte var en smule højere. På den måde ved du dog at din radiator ikke har tændt og brugt varme, så alt er godt. Du kan følge detaljeret med i dit forbrug i appen, som kan vise dig oversigt over udvalgte perioder og temperaturen i dit hjem.

Jeg målte Hombli Smart Thermostat til at være ret præcis i forhold til at fortælle mig den rigtige temperatur. Det var kun når jeg åbnede vinduet og syntes at det var bidende koldt her i vinterkulden at Hombli stadig viste et højere tal end jeg målte, hvilket måske også var årsagen til at den ikke slukkede. Hvis du dog oplever at temperaturen på Hombli Smart Thermostaten i appen er skæv, så kan du tilpasse denne og “lære” den at vise mere korrekt. Det kan nemlig skyldes placeringen af din radiator i rummet også. Målingen foregår nemlig på selve enheden så den kan være forkert i forhold til lokalet, især et stort et.

Appen er en stærk følgesvend til termostaten i øvrigt, da du gennem denne kan indstille ret mange scenarier. En indstilling sørger eksempelvis for at tænde din radiator i tredive sekunder hver fjortens dag, selvom der ikke er behov for det så dine radiatorer ikke kalker til. En anden kaldet Antifreeze sørger for at holde radiatorerne over fem grader så de ikke fryser til, hvilket også kan skade dem. Derudover har du så de gængse indstillinger, hvor du kan sætte radiatorer i grupper for samme lokale, hvis du har flere og så ellers indstille temperaturen i hjemmet til det du ønsker i løbet af dagen. Hvis du ved at hjemmet er tomt hele dagen mellem eksempelvis 8-16 så lader du temperaturen falde i stedet for at du fyrrer op for fuglene som man siger.

Du kan også sætte Hombli Smart Thermostat til “Away”, hvis du ikke er hjemme, så ser den bort fra dine planlagte temperaturer for dagen, men fokuserer så til gengæld på at holde den minimumstemperatur du sætter. Der er altså ikke mulighed for at sætte geofencing op så Hombli tilpasser temperaturen til når du er på vej hjem, men det hele styres over internettet så du skal blot huske at sætte temperaturen når du ved du er på vej hjem.

Konklusion

Hombli Smart Thermostat er dejligt nem at finde ud af for appen gør sættet nemt at sætte op og styre i detaljen. Du kan også udvide sættet med yderligere enheder, så du kan have hele dit hjem og styre det via telefonen eller sågar stemmen. Der er nogle små afvigelser i de målte temperaturer når vinduerne bliver åbnet for udluftning, men er man opmærksom på dét kan man styre udenom. Ellers er der tale om et flot design og, praktisk produkt til overkommelige penge, der potentielt set kan spare dig en masse penge i løbet af året.

Positivt

  • Nem at anvende
  • Nogenlunde simpel opsætning
  • Diskret og flot design

Negativt

  • Registrerer ikke åbne vinduer

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hombli laver efterhånden stort set alt man kan forestille sig indenfor smart home og vi har i denne omgang lånt deres Smart Thermostat, så vi kan lege lidt med at lade vores radiatorer styres over nettet. Hvad er der i æsken? Hombli Smart Radiator Thermostat kommer...Test: Hombli Smart Radiator Thermostat