lørdag, maj 4, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Chromebook X2 11-da0000no

Test: HP Chromebook X2 11-da0000no

HP introducerer os for en let og mobil Chromebook med et såkaldt detachable design, hvor skærm og tastatur kan adskilles i denne test, hvor vi altså ser nærmere på HP Chromebook X2 11.

Hvad er der i æsken?

Den lille æske til HP Chromebook X2 11 er en smule tungere end jeg havde forventet af et lille device på denne størrelse, men indholdet i æsken afslører lidt af årsagen hertil. Indholdet består nemlig af selve tablet-enheden, et cover til siden med bagstykket og så er der tastaturcoveret til den anden side. Derudover er der en strømforsyning med USB-C tilslutning.

Design

Hvis vi skal starte et sted med gennemgangen af designet i Chromebook X2 11 så er det nærliggende at bryde de tre hovedelementer op i hver sin enhed forestiller jeg mig.

Den første værende selve tabletten, som med sine 11″ displayareal føles ret let og slank, men hvor kamerabumpet også lader sig mærke på bagsiden. I hvert fald hvis man lader den ligge på skrivebordet uden de øvrige beskyttende dele omkring den. Skærmen går dog temmelig langt ud til kanten og det får selve tabletten til at fremstå større end den er.

På undersiden er tabletten udstyret med magnetforbindelse, som bruges til tastaturet, men ellers er der sådan set ikke blevet plads til det store antal porte. Faktisk er HP Chromebook X2 11 blot udstyret med to USB-C porte, som begge kan bruges til både data og opladning vel at mærke. Derudover er der knapper til styring af lydniveau og mere af knapper og dutter er der sådan set ikke.

Ved siden af knapperne til justering af lyd er der et slot som man skal have adgang til ved hjælp af en nål eller SIM-kort værktøj og i denne model er det så et slot til både microSD og SIM-kort i henhold til producenten. Eftersom der dog ikke er WWAN i tabletten tænker jeg at slottet i vores testudgave kun er til microSD-udvidelse.

Coveret til bagsiden er ved første øjekast noget, der virker relativt billigt og skrøbeligt, men sætter man det på, så indser man at det er en del mere robust end det ser ud. Det klæber sig fast til tabletten med magneter og giver så også den fordel at det kan bøje på midten, så det agerer som en stand til tabletten, når du vil have denne til at være i oprejst tilstand. Du kan også vippe foden langt bagud så du kan få tabletten langt ned mod skrivebordet for at gøre det mere behageligt at tegne på. Der er naturligvis også en udskæring til kameraet så dette står frit og kan bruges til at tage billeder med selvom coveret er på. Jeg har dog ikke umiddelbart indtrykket af at coveret beskytter kameraet gevaldigt.

Det sidste stykke der følger med i æsken til Chromebook X2 11 er tastaturdelen, som også er den del, der gør at denne Chromebook kan fungere som tablet såvel som laptop. Tastaturet hægter sig som nævnt fast ved hjælp af magnet og står egentlig temmelig fint fast. Jeg oplevede i øvrigt på et tidspunkt da jeg smed Chromebook X2 11 på en sofa at coveret bagpå løsnede grebet, mens tastaturet ikke gjorde. Naturligvis har det noget at gøre med at det var den side med bagcoveret, der ramte sofaen først, men jeg blev overrasket for jeg følte ikke at magneterne er svage på nogen måde.

Under selve tasterne er der så en touch-pad, som er af en overraskende god størrelse. Der er rigelig plads til at “boltre” sig på og overfladen er behagelig at bevæge fingeren på. Ingen indvendinger her umiddelbart, men der er dog trods størrelsen ikke nogle fysiske knapper.

De tre komponenter står lidt i skarp kontrast til den medfølgende strømforsyning. Der er intet i vejen med nævnte strømforsyning, men den føles en smule stor og billigere udført end resten af enhederne, for overordnet set føles Chromebook X2 11 nemlig som en premium Chrome OS device. Om jeg helt ville kalde den en Chromebook når nu det er en tablet med tastaturcover vil jeg lade navngivningsekspertrådet om at diskutere. Alt i alt synes jeg dog at den er ret lækker og især skærmen fremstår som en primær attribut.

Specifikationer

  • Productnummer: 57Z93EA
  • Navn: HP Chromebook X2 11-da0000no
  • CPU: Qualcomm Snapdragon 7c (8 cores, 8 threads)
  • RAM: 8 GB LPDDR4X-2133 SDRAM
  • Grafik: Qualcom Adreno 618 GPU
  • Lager: 128 GB eMMC
  • Skærm: 11″ med 2160 x 1440 multitouch 400 nits
  • Webcam: 5 MP for, 8 MP bag
  • WiFi: Qualcomm Atheros 802.11a/b/g/n/ac Wi-Fi og Bluetooth
  • Udvidelse: 1 microSD og 1 nano-SIM kort kombostik
  • Porte: 2 x USB-C 5Gbps
  • Dimensioner: 25,25 x 17,66 x 0,75 cm
  • Vægt: 0,56 kg tablet, 0,47 kg for cover og keyboard
  • Batteri: 2-cell 32 Wh Li-ion polymer med 45 W USB-C oplader

Funktionalitet

Et Chreom OS device som Chromebook X2 11 er bygget til for det meste at afvikle et browser-miljø, som ikke ligger lokalt på maskinen, så derfor er indmaden heller ikke kraftige strømslugende processorer og RAM, men derimod beskedne ARM-teknologi og LPDDR4X RAM. Jeg synes dog ikke under mit testforløb at jeg mærkede noget negativt til ydelsen. Tværtimod oplevede jeg at jeg havde en flydende oplevelse med det jeg smed efter denne tablet. For mig at se er en Chrome OS device til de ikke så tunge kontoropgaver og jeg kunne sagtens køre mine officeprogrammer fra browseren og arbejde fint derigennem. At scrolle via Chrome browseren føltes ganske hurtigt og uden forsinkelser.

Skærm

Foruden at skærmen er stor og med smalle rammer, så står den også knivskarpt. Det er nok højdepunktet for mig i denne Chromebook X2 11 tablet, som jeg nødt mest. Farverne føles levende og korrekte samtidigt med at den høje opløsning gør at der er plads til mange elementer på skærmen samtidigt og de også fremstår skarpt og detaljeret.

Lysstyrken er også en del bedre end jeg havde frygtet, hvilket betød at jeg godt kunne tage Chromebook X2 11 udenfor og arbejde på den. Indrømmer dog også at jeg ikke så mange solskinsdage i min testperiode, så det kan naturligvis farve min vurdering af dette.

Kamera

Det lidt pinlige er at jeg glemte at gemme billederne jeg havde lavet med selve tabletten inden jeg sendte den tilbage til vores partner, så jeg kan ikke medtage billlederne som dokumentation for hvor godt eller skidt det står til.

Begge kameraer overraskede mig positivt ved første brug, men jeg valgte også at give mig i kast med tabletten her inden jeg læste om dens specifikationer for netop ikke at blive farvet af data og fakta. Når jeg brugte kameraet til at tage selvportrætter eller af genstande udenfor så var billedet ganske klart og med fin detaljegrad. Farverne en anelse mindre livlige til min smag, men alt i alt ganske fint af en tablet som denne at være. Den døjer straks med billedet når lysforholdene bliver dårlige, hvilket dog heller ikke overraskede.

Kameraet på fronten lider en smule af forsinkelse føler jeg, men det er ikke voldsomt meget. Det er når man vipper tabletten foran sig at man lige ansporer en smule ghosting, men alt i alt god kamerakvalitet i denne klasse.

Lyd

Som så mange andre HP produkter, så er lyden i Chromebook X2 11 udviklet i samarbejde med danske Bang & Olufsen. Det sætter forventningerne lidt højt for mit vedkommende og lige i Chromebook X2 11 lever den ikke helt op. Lyden føles på en måde sammentrykket og kan heller ikke spille voldsomt højt. Måske forventer jeg for meget af et device, der måler blot 0,75 cm i højden. Det kan dog sagtens bruges til baggrundsmusik mens man arbejder eller til samtaler på meet og zoom kald, men man skal nok ikke forvente at skabe en feststemning med dem.

Tastatur og touchpad

For en som mig, hvor et tastatur ikke bare er et tastatur, så er det som følger med Chromebook X2 11 ikke voldsomt godt sammenlignet med et decideret tastatur. Misforstå mig ikke for det er ret præcist og tasterne har en god afstand og vandring i det hele taget. Der hvor kæden hopper af for mig er når tastaturet forsøges lagt på bordet og ikke rører bordet med hele overfladen, hvilket resulterer i at det i de øverste rækker bøjer ved skrivning. Ved en skrivetest betød det at jeg skrev 25% langsommere og 5% mindre præcist end jeg gør på mit almindelige daglige tastatur.

Det jeg dog vil rose, men som ganske vidst ikke er noget HP unikt, er at tastaturer på Chrome OS enheder er med små bogstaver fremfor store. Da det er disse bogstaver vores børn oftest møder i bøger og tekster, så giver det også rigtig god mening.

Som nævnt er Chromebook X2 11 udstyret med en touchpad af en rimelig størrelse. Det er dog ikke sådan at man rører ved den mens man skriver trods størrelsen fordi tastaturet er så kompakt at man ikke når at komme med hænderne så tæt på touchpadden.

Touchpadden virker ganske fint og har en lidt rug overflade, som gør at fingeren får lidt modstand under bevægelse uden at det er for meget. Den store overflade gør den meget medgørlig.

Det jeg dog oplevede var et kæmpe issue, uden at jeg kunne identificere den nøjagtige årsag, var at når jeg anvendte touchpadden mens jeg havde HP Chromebook X2 11 på skødet, så havde den en tendens til at låse fast som om jeg trykkede på den, selvom jeg forsøgte at flytte markøren blot.

Konklusion

Hvis du er på udkig efter en Chrome OS enhed, hvor designet også er i top og ikke blot lavet til at modstå skoleelevers strabadser, så er HP Chromebook X2 11 et rigtigt fint bud, hvor designet føles premium og skærmen er helt i top. Tastatur og touchpad er dens eneste reele kritikpunkter fra min side, men alt i alt en solid Chrome device til det meste.

Positivt

  • Flot design
  • Solid ydelse
  • Flot skærm

Negativt

  • Touchpad på tastaturet
  • Pen medfølger ikke

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 5.499,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

HP introducerer os for en let og mobil Chromebook med et såkaldt detachable design, hvor skærm og tastatur kan adskilles i denne test, hvor vi altså ser nærmere på HP Chromebook X2 11. Hvad er der i æsken? Den lille æske til HP Chromebook X2 11...Test: HP Chromebook X2 11-da0000no