torsdag, maj 9, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Elite Presenter Mouse

Test: HP Elite Presenter Mouse

Er man tit ude for at skulle præsentere noget materiale for enten et større eller mindre publikum og man er vant til at stå på scenen så at sige, så ved man også at det kan være belastende hele tiden at skulle tilbage til computeren og skifte slides på sin præsentation. Der findes en del presentere derude til formålet, men hos HP har man valgt at kombinere den funktionalitet, som en presenter tilbyder, sammen med en ganske almindelig computermus. Slutresultatet er HP Elite Presenter Mouse, som vi har fået lov at lege med.

Hvad er der i æsken?

Så snart der står Elite i navnet fra HP så ved man at der er tale om et produkt i deres premium serie og HP Elite Presenter musen er ingen undtagelse. Den er derfor leveret i en lille lækker æske og i denne finder man selve musen, et ladekabel og et lækkert kunstlæder-etui til opbevaring og transport.

Design og funktionalitet

Når man trækker HP Elite Presenter ud af æsken og etuiet så kunne man umiddelbart fristes til at tænke at den er en anelse for flad til rigtigt at kunne blive brugt som en mus. Det smarte i designet er så at den har et knæk på midten, som man drejer på og så gør dette at enheden bukker på midten og på den måde får en bue på midten.

På denne måde får HP Elite Presenter en smule højde og kan til dels agere som en rigtig mus. Det forudsætter at man kan vænne sig til at anvende en mus med fingerspidserne for dét at musen kommer op i højde betyder ikke at “kroppen” bliver tykkere.

Nu vi er i den knækkede stand kan vi ligeså godt analysere designet fra denne synsvinkel. Til trods for den tynde profil så har HP Elite Presenter en scroll-knap foruden de to primære knapper at gøre godt med. Scroll-knappen er dog helt flad og virker på berøring. Det vil sige man glider fingeren i den retning man ønsker at scroll skal gå, men det betyder også at man ikke har scroll til siderne. Dog kan man godt trykke på scroll-knappen så den midterste knap er der, men den kan være lidt sværere at ramme når man nu ikke har en fysisk knap med feedback.

Scroll-funktionen virker nogenlunde præcist. Jeg synes at kæmpe med den nogle få gange, men der hvor problemet i virkeligheden opstår er at der er indbygget en såkaldt infinite scroll i rulleknappen. Dette vil sige at når man ruller og slipper så fortsætter musen med at scrolle i lang tid efter. Den stopper først når man hviler fingeren på scroll-knappen igen. Denne funktionalitet er fin nok når man kan høre eller se knappen rulle af sted, men når man har med en digital berøringsfølsom knap at gøre, så er det ikke helt så hensigtsmæssigt efter min mening.

I venstre side af musen når den er i mus-mode finder man mikro USB-A forbindelsen til opladning. Umiddelbart kan jeg godt forstå placeringen af USB-indgangen idet det ville være svært med “knækket” på midten at placere den anderledes, men det betyder desværre at man nærmest ikke kan bruge HP Elite Presenter mens den lader op.

Materialerne på HP Elite Presenter er plastik, selvom Elite kunne have været lidt mere luksuriøst, men det er slet ikke nødvendigt når vi taler om dette type af produkt. Metal havde været koldt i hånden og musen føles alligevel ikke billig da den er relativt solidt bygget.

Flipper man så musen på knækket igen så den bliver flad, så har man lige pludselig en lille fjernbetjeningslignende enhed at gøre godt med. I øvrigt kan man kun knække den ene vej og af en eller anden grund forsøger jeg at dreje HP Elite Presenter den forkerte vej hver gang. I denne tilstand har man fem knapper at gøre godt med og de er alle centreret om den cirkel man har i toppen. Disse knapper er til at starte diasshow, skifte slides og så for at styre musemarkøren på skærmen.

Ved at kunne styre musemarkøren på skærmen har man to fordele og den ene værende at man kan bruge HP Elite Presenter som en mus i denne tilstand også, idet man på midten også har en knap man kan klikke på. Den anden er at man med softwaren fra HP kan sørge for at musemarkøren bliver forvandlet til en rød prik på skærmen. Denne røde prik kan man bruge til at signalere eller pointere noget på skærmen når man præsentere, men det smarte er at modsat en traditionel presenter så er den røde prik digital. Det vil sige at selv dem, som deltager præsentationen gennem Skype eller andre løsninger, også får at vide, hvad det er man forsøger at pege på. Selv har jeg været til møder i virksomheden, hvor vores jyske kolleger ofte har sagt “Vi kan ikke se hvad du peger på” og i stemmen kan man godt tyde en smule ironi da det ikke er første gang den som præsentere glemmer at man er forbundet remote.

Apropos forbindelser så forbinder HP Elite Presenter trådløst gennem Bluetooth. Der er en rækkevidde på 10 meter, hvilket bør være rigeligt for de fleste, men altså ikke nødvendigvis for alle dem som præsentere i større forsamlinger og godt kan lide at bevæge sig rundt blandt “publikum”.

Den trådløse forbindelse er heldigvis med et genopladeligt batteri, som i øvrigt lader fuldt op på under to timer. Det er efter min mening for længe for et så lille batteri, men til gengæld får man op til to måneders batteritid med en opladning. Dette burde være nok for de fleste, men levetiden afhænger af den måde man bruger den på naturligvis. I mus-mode er gyroskoperne for eksempel slukket, mens laseren er tændt, så det afhænger af hvilken af disse funktioner der bruger mest strøm. Det lidt irriterende er dog at HP Elite Presenter er temmelig hurtig om at gå i dvale når man ikke bruger den og så er den et par sekunder om at vågne op igen. De par sekunder føles i øvrigt som en evighed. Man skal i øvrigt huske at slukke for HP Elite Presenter når den ligger i tasken, hvis man vil have batterierne til at holde og det har man en knap i toppen til. Her finder man også knappen til at forbinde enheden med sin computer med og så er der ikke flere knapper at gøre op med i øvrigt.

Konklusion

HP Elite Presenter er en ret så kompakt mus og tanken er egentlig også at den skal agere som et supplement og ikke ens primære kontormus, hvis man arbejder meget på kontor. Den skal ligge i tasken og være klar til når man skal bruge den på farten, men samtidigt skal den agere som en traditionel presenter når man skal på scenen. Dette klarer den egentlig ganske glimrende og man skal blot huske ikke at forvente andet af den, så skal man nok blive glad. Personligt kunne jeg godt tænke mig en centimeter eller to mere i længden når jeg skal bruge den som presenter, men det er ikke en mening alle deler med mig har jeg fundet ud af, så jeg vil lade det være en smagssag. Knapperne er dog ret nemme at nå uanset om man er i presenter eller mus tilstand og det synes jeg er det vigtigste. Scroll-knappen og opladning i siden er i og for sig de eneste små kritikpunkter jeg har på HP Elite Presenter Mouse og kan man se udover disse, så har man med en solid lille hybrid løsning at gøre, der kan bidrage til forskellige formål, men man skal altså ikke gøre sig forhåbninger om at gøre den til den primære mus i dagligdagen.

[checklist]

  • Flot og smart hybridt design
  • Knapper nemme at nå
  • Digital “laser”

[/checklist]
[badlist]

  • Scroll
  • Længde (for nogen)

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 586,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Er man tit ude for at skulle præsentere noget materiale for enten et større eller mindre publikum og man er vant til at stå på scenen så at sige, så ved man også at det kan være belastende hele tiden at skulle tilbage til...Test: HP Elite Presenter Mouse