onsdag, maj 8, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Omen Mindframe Prime gaming headset

Test: HP Omen Mindframe Prime gaming headset

HPs gaming afdeling har lyttet til alle gamere, som døjer med varme på ørerne ved brug af gaming headsets og introducerer os til Omen Mindframe headsettet med aktiv køling til at modvirke netop den problematik. Vi ser nærmere på dette headset, der umiddelbart er helt unikt i sit design.

Hvad er der i æsken?

Selve indpakningen af Omen Mindframe er ret fed, men man får kun selve headsettet ud af æsken, da der ikke er andet tilbehør med til. Mikrofonen er fastmonteret på også. Dog er det en smule besværligt at pakke den op, da den er bundet fast til indpakningen adskillige steder. Dette er en unødig irritation når man eksempelvis har fået et headset og glæder sig til at komme i gang med det og så skulle bruge flere minutter på at få det ud af æsken.

Design

Omen Mindframe minder mig ikke rigtig om andre gaming headsets og det har et ret unikt design med en hvid plastik ramme og så et sort kabel gennem midten. Ørebøffer og den inderste hovedbøjle er i øvrigt også sorte. Det nævnte kabel er i øvrigt synligt og stikker også en smule ud over selve øretelefonerne.

Hovedbøjlen i Omen Mindframe er den selvjusterende type med en blød kunstlæder polstring, som holdes på plads af en plastikbøjle i toppen, men denne top burde ens hoved ikke komme i berøring med.

Ydersiden af ørebøfferne er med Omen logo og en RGB-kvadrat rundt om denne, så det kan lyse i alle regnbuens farver om man vil. Det er dog ikke en effekt man selv kan se, med mindre man har et spejl … et sted.

Omen Mindframe virker som et ret robust headset og med en vægt på 475 gram er det heller ikke en letvægter ligefrem. Den afgav en del knirkelyde under min obligatoriske vridetest, men det var ikke mere alarmerende end at det var at forvente af plastikken og det lidt særlige design. I nedenstående billede ser man det, hvor jeg har vredet det temmelig meget.

Ørebøfferne på Omen Mindframe er runde og relativt store, hvilket også er fordi de skjuler 40 mm Neodymium drivere og desuden er udstyret med ret bløde puder. Mine ører kunne trods størrelse sagtens komme ind i “hulen” uden besvær.

Den fastmonterede mikrofon på venstre ørebøf kan løftes op og da begynder den at lyse rødt som indikation af at den er mutet, så man ved at man fx kan snakke frit uden at ens online-venner hører, hvad der bliver sagt.

På den højre ørebøf har man til gengæld en ret markant volumenknap. Denne er ikke som sådan synlig eller iøjefaldende, men designet er sådan at man nemt kan finde den med sin finger og justere volumen i farten uden at man skal gøre det i Windows eller spillet.

HP Omen Mindframe slutter til computeren via et USB-kabel, som er ret robust og med vævet stof for ekstra robusthed. Ikke at jeg synes man skal køre over det med en stol eller lignende, men det holder nok mere til en sådan tur end et “almindeligt” kabel vil gøre det.

Esset under ærmet for Mindframe headsettet er dog dens termoelektriske kølere inde i ørebøfferne, som gennem Frostcap teknologien sørger for at køle dine ører ned selv efter lang tids brud. Der er tale om en aktiv køling, som du i øvrigt selv kan justere, hvilket vi går i dybden med i de næste afsnit.

Funktionalitet

For at få fuldt udbytte af Omen Mindframe så er det en god idé at installere softwaren, som er udviklet til det. Ligesom så meget andet nyere teknik, så er det softwaredrevet for at optimere oplevelsen og giver samtidigt mulighed for at du som bruger kan skræddersy det til dine behov.

Softwaren er ret basal, men har de funktioner man skal bruge, hvor man kan justere lyden en smule, men surround er eksempelvis ikke mulig at personliggøre i forhold til ens egen hørelse.

Det er også muligt at justere RGB lyset og niveauet for den førnævnte kølingseffekt. Begge indstillinger er med en digital skydeknap, som dog kræver at man tager fat i knappen og trækker til det sted man ønsker. Det er altså ikke muligt at trykke på den digitale linie og det synes jeg er en smule irriterende.

Lydkvalitet

Omen Mindframe er helt sikkert lavet til gaming. Der er masser af bund og de kan også spille ret højt de 40 mm store lyddrivere. Detaljegraden i musik er høj nok til at man sagtens kan nyde en bred vifte af genrer af musik, om end det nok ikke slår mange dedikerede musik-hovedtelefoner.

Til gaming har man dog masser af bund og til skud og eksplosioner er Omen Mindframe ret godt. Surround effekten, hvis slået til, er også med til at øge indlevelsesevnen. I for eksempelvis CS:GO er det med surround tændt muligt at høre retningen af lyd som fodspor og skud og det kan være med til at give en fordel. Surround effekten er solid, men den vil også være en smule afhængig af ens ører og hoved, eftersom man ikke kan justere surround-effekten i softwaren.

Mikrofon

Ens stemme i Omen Mindframe går klart igennem med en del detaljegrad. Det man til gengæld ikke vil kunne lide er at den tager imod for meget støj udefra og så lyder ens stemme ret digital og robotagtig.

Selve mikrofonen er dog nem at bruge og armen er fleksibel nok til at man kan indstille den til enten at være tæt eller langt fra munden. Dertil virker det helt fint at den muter når man vipper den opad.

Komfort

Mindframe er et headset, som vejer en del i forhold til mange andre gaming headsets jeg har haft til test. Trods vægten er det ikke noget, der tynger for meget på hovedet ved moderat brug. Hvis man skulle spille i mange timer dagligt ved jeg ikke hvad effekten vil være dog.

Det man dog til gengæld kan få med Omen Mindframe og som ikke er tilfældet med andre headsets på markedet lige pt er dens køling i ørepuderne. Teknologien er bygget sådan op at man kan skrue op og ned for effekten og ved maksimal indstilling kan man sågar mærke inde i ørebøfferne at de er ret kølige. Hvis man har store ører kan man dermed dog risikere at ens ører mærker kulden direkte. Det var dog ikke tilfældet for mig og jeg har trods alt ører, der nok er større end gennemsnittets.

Kølingsefffekten er ret unik og også fed. Dog er designet sådan at den varme, som systemet udvikler til at køle sig ned, forsvinder ud i ydersiden af ørebøfferne, så disse er ret varme. Det er ikke noget man mærker i det daglige, men for at være helt ærlig så er køleeffekten mindre end jeg havde forventet. Jeg kunne godt mærke en smule køling, men ikke voldsomt, selvom jeg testede i højeste indstilling.

Selve komforten af Omen Mindframe er dog ganske fornuftig og grundet den selvjusterende hovedbøjle vil den med sikkerhed passe de fleste hovedstørrelser og forme. Det er lidt tungt, men det er så prisen for den teknologi, som giver køleeffekten.

Konklusion

HP Omen Mindframe Prime headsettet bringer noget helt nyt til bordet og det er ret kærkomment i et ellers mættet marked med relativt lille innovationsgrad, hvor det at forbedre lyden efterhånden kun kan mærkes af audiofile. Med Mindframe får du foruden god lyd, fedt design også ægte aktiv køling, som gør dem ekstra behagelige at have på. De er lidt tunge med deres knap halve kilo, men det til trods synes jeg de bringer nok nyt på bordet til at have et eksistensgrundlag og retfærdiggør det lidt højere prispunkt.

Positivt

  • Cool design
  • Unik køling feature
  • Simpel opsætning
  • Komfort

Negativt

  • Ret tungt headset

Pris og tilgængelighed

Set til 1.398,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

HPs gaming afdeling har lyttet til alle gamere, som døjer med varme på ørerne ved brug af gaming headsets og introducerer os til Omen Mindframe headsettet med aktiv køling til at modvirke netop den problematik. Vi ser nærmere på dette headset, der umiddelbart er...Test: HP Omen Mindframe Prime gaming headset