mandag, maj 6, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Omen X 2S gaming laptop

Test: HP Omen X 2S gaming laptop

Hvis du synes at det lyder fedt med to skærme i en bærbar, så læs med i vores anmeldelse af den første gaming laptop med to skærme, HP Omen X 2S.

Hvad er der i æsken?

Den kasse vi fik leveret Omen X 2S i var en smule brugt da den helt sikkert har været ude ved andre og muligvis også til HPs forskellige events, men det var alligevel muligt at se at der var kælet en smule for unboxingen. Kassen er holdt sort og indeni ser man først og fremmest den bærbare computer, som man løfter op inden man får adgang til strømforsyning og papirværket.

Specifikationer

  • Skærm: 15,6″ Full HD 144 Hz IPS
  • CPU: Intel Core i7-9750H hexacore
  • RAM: 32 GB DDR4 RAM
  • Lagringsmedie: 512 GB QLC SSD
  • Grafik: Nvidia GeForce RTX 2080 MX
  • Dimensioner: 20 x 262 x 362 mm
  • Vægt: 2,46 kg
  • Porte: Thunderbolt (USB-C), 3 x USB-A, 1 x RJ45, 1 x kombostik til lyd

Design

HP Omen X 2S er ikke den første laptop med en ekstra skærm, men er den første gaming computer, som har taget denne designtype til sig. Den ekstra skærm er også det mest iøjefaldende ved designet af Omen X 2S, som kommer til syne over tastaturet på den nederste del af computeren. Resultatet heraf er så at selve tastaturet er flyttet ned, hvor man normalt ville hvile sine hænder.

Som konsekvens heraf, så er touchpadden skrympet en hel del i størrrelse og er flyttet til den højre side af tastaturet og med nogle taster over touchpadden i toppen. Disse taster er bekvemt genveje til brug med den ekstra skærm man har stillet til rådighed.

Når vi nu er ved skærmen, så er der naturligvis også noget at sige om denne. Modsat den Asus vi testede forleden, så er skærmen i HP Omen X 2S ikke en som går på tværs. Den fylder “kun” 6 tommer, men til trods for det er det en Full HD opløsning. Skærmen står skarpt ganske vist grundet den relativt relativt høje pixeltæthed.
Hvad der er ret så imponerende ved HP Omen X 2S er det slanke design, som er opnået til trods for den heftige hardware, som computeren her gemmer på. Dertil vejer computeren ikke det man kender gaming slæbbare for. HP Omen X 2S er dermed ret mobil alt taget i betragtning.

Tastaturet på HP Omen X 2S er med lys og i alle regnbuens farver på alle taster. Det er muligt at skifte deres lys på tasterne individuelt, men det kræver at man kører en applikation i fuld størrelse. Den lille skærm har nemlig også sin egen “app” så at sige. Med denne kan man styre nogle få ting, såsom belysning, men kun på overordnet format. Dernæst kan man lade appen vise, hvor meget RAM, CPU og grafikkort er belastet under brug. Selvom mange spil giver dig mulighed for at vise denne information direkte på din hovedskærm, så er dette med belastning nok det som jeg finder mest brugbart ved den ekstra skærm.

Den store skærm på HP Omen X 2S er monteret således at den har hængsler i midten og så har den nogle skrå linier, der går fra midten og udad. Det er efter min mening for meget gaming i denne del af designet, for resten af designet er meget mere nedtonet og lækkert. Man har på tastaturet en skrifttype, som også afslører gaming ophavet og Omen logoet på indersiden og toppen af låget er måske også en smule afslørende. Bagtil er der store riller, som er ventilationsdyser til varm luft og som skal være med til at holde denne gaming computer kølig under brug. Der er også hul i højre side, hvor der også kan komme varm luft ud. Dette er mindre heldigt, idet dem som spiller med højre hånd (cirka 90%), kan risikere at sidde med musen lige dér, hvor den varme luft kommer ud.

Omkring skærmen har man øverst og nederst relativt høje rammer, mens det i siden er lidt mere spiseligt og smalt. Displayet som gemmer sig her er et 144 Hz display med Full HD opløsning og denne står ret fint, om end den ikke er så kraftigt lysende at HP Omen X 2S kan anbefales at blive brugt udenfor. Betragtningsvinklerne er dog ganske fine og farverne bliver hverken udvisket eller forvrængt af at man kigger fra siden.

Funktionalitet

Efter at have kigget på selve designet ville jeg sætte HP Omen X 2S på prøve. Der er både selve ydelsen at tjekke efter, som må siges at være den vigtigste parameter, men som et ekstra element ser jeg også løbende på, hvorvidt den ekstra skærm giver fordel og ikke mindst – om den giver mening.

Skærm(ene)

De to skærme har i udgangspunktet hver deres formål. Den lille skærm er tiltænkt som et supplement og til ekstra information. Eksempelvis kan man lade den lille skærm vise dig information om din RAM, CPU og GPU brug. Så kan du holde øje med om din computer oplever fald i ydelsen, hvis du presser den for meget. Den selvsamme information kan du få i mange spil nu om dage, men bestemt langt fra alle.

Selvom den lille 6″ skærm er tiltænkt til ekstra information, så er det alligevel muligt at spille nogle simple spil på den. Opdateringshastigheden er ikke 144 Hz, men det må man sige er knap så vigtigt i spil som Hearthstone, Elder Scrolls Legends, Legends of Runeterra og lignende. Så kan man eksempelvis sidde og lave andre ting, mens den lille skærm bliver brugt til turbaserede spil.

Den lille skærm er i øvrigt med touch og du kan styre den med fingrene. Det underlige er dog at touch bliver slået fra når man kører spil i full screen på den anden skærm. Hvis der var risiko for at røre skærmen ved fejl kunne jeg forstå dette valg, men da skærmen er over tastaturet, så burde man jo ikke være i farezonen. Man kan styre sin mus ned mod den lille skærm dog, men så snart man trykker på den, så minimerer spillet.

En smart feature ved den lille skærm er i øvrigt at man kan vælge en portion fra den store skærm, som bliver klonet ned til den lille skærm. Dette kan bruges, hvis man vil have fokus på noget bestemt, men det skal lige siges at det ofte er sådan at ens øjne er fokuseret på den store skærm. For mit eget vedkommende havde det måske sparet mig for det tab jeg fik i Warzone fordi jeg ikke holdte øje med, hvor mange spillere vi var tilbage på mappet. Anyway, måske man kan være mere kreativ end mig og finde noget at bruge den ekstra skærm til, såsom Discord eller sin egen stream på twitch.

Lyd

Udstyret med B&O lyd, så har man også nogle forventninger til hvad man får af lyd ud af et den 15,6″ store bærbare. Personligt bruger jeg headset i 95% af tiden, men engang imellem får man lyst til at hvile ørerne for varmepuderne og slippe musikken løs via den bærbare. Lyden i Omen X 2S er fin til brug på hjemmekontoret, om end den mangler lidt bass. Den 15,6″ store kasse havde jeg forventet var i stand til at levere lidt mere bass, men maskinen er jo slank som nævnt.

Tastatur

Når man tænker på at designet er med et tastatur monteret i fronten af den bærbare, hvilket er en relativt ny trend på disse computere med to skærme, så er der tale om et ret vellykket tastatur. Der er tale om flade taster med lille vandring. Tasterne er dog rigtig præcise og ensartede på tværs af tastaturet, hvilket jeg personligt ligger stor vægt på. Det er et af de bedste tasaturoplevelser jeg har med en laptop af denne type, hvor det i min hukommelse kun er ThinkPad, som er bedre. Man skal dog lige vænne sig til at tastaturet er foran og man ikke har et sted at hvile sine hænder mens man skriver.

Ydelse

Et af de mest spændende emner som gør sig gældende også når man slukker lyset og ikke er så fokuseret på hvordan ens computer ser ud, men derimod, hvordan ens spil performer. Indledningsvist smed jeg HP Omen X 2S gennem Prime95 for at se om dens ydelse og mærkede at den peaker for at throttle ned på 3 GHz stabilt og en CPU temperatur på 73 grader. Efter længere tid kravler vi over 3,5 GHz og en temperatur på cirka 90 grader. Det er ikke alarmerende og det endnu mere opløftende er at HP Omen X 2S faktisk ikke larmer alt for voldsomt når den er under pres. Hverken i Prime eller i spil, hvor det var mest PUBG, som pressede den over de 85 grader.

Playerunknown’s Battlegrounds FPS: 110-125 (Full HD Ultra)
Project CARS 2 FPS: 195-210 (Full HD)
CS:GO FPS: 220-260 FPS ved high
Fortnite FPS: 103-120 med Epic Full HD settings
PCMark8: 4372
3D Mark Time Spy: 6257

Helt overordnet set så har Omen X 2S en rigtig god performance af en så slank enhed at være. Den ekstra skærm har vi diskuteret og giver måske for nogen en værdi med et forstørret map eller en bestemt stat. Den larmer mindre end frygtet og det virker til at være en ret solidt bygget maskine til både gaming og tunge arbejdsopgaver om man vil. Designet skriger dog gaming, så lad os da endelig holde den til det.

Opgradering

Da jeg så en YouTube video af Omen X 2S blive splittet ad lignede det at det var en nem sag. Sagen er dog den at efter man har fjernet de seks philipsskruer i bunden, så skal man brug noget plastikværktøj til at fjerne låget og løfte det op. Det er ikke muligt at fjerne blot ved hjælp af fingrene.

Konklusion

Hvis du kan se en situation, hvor du kan have god gavn af den ekstra skærm på HP Omen X 2S, så skal du også lige vurdere om den er merprisen værd. HP Omen X 2S er nemlig ikke nogen billig laptop og sammenlignet med en tilsvarende speccet computer kan du købe en lille ekstra skærm for et mindre merbeløb. HP Omen X 2S gør dog denne opgave med ekstra skærm nem. De smarte genveje gør at skærmen ikke føles alt for overflødig. Overordnet set yder Omen X 2S ganske fortrinligt og der var ikke nogle spil, som jeg kunne smide efter den, den ikke kunne tygge igennem. Der er tale om en gaming computer man sagtens kan have med sig, hvis altså man kan leve med det gaming inspirerede design også.

Positivt

  • God ydelse
  • 144 Hz display spiller godt
  • Slankt design
  • Sekundær skærm er en fin gimmick

Negativt

  • Design for meget gaming?
  • Sekundær skærm er lille

Pris og tilgængelighed

Set til 27.600,-

Du kan læse mere om Omen X 2S ved at følge producentens hjemmeside her

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis du synes at det lyder fedt med to skærme i en bærbar, så læs med i vores anmeldelse af den første gaming laptop med to skærme, HP Omen X 2S. Hvad er der i æsken? Den kasse vi fik leveret Omen X 2S...Test: HP Omen X 2S gaming laptop