fredag, maj 17, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech ERGO M575 mus

Test: Logitech ERGO M575 mus

Med en trend, som nok er kommet for at blive, vil flere af os tilbringe mere tid foran computeren og i den forbindelse er det vigtigt af have det rette og ergonomisk korrekte udstyr. Netop sådan noget er eksempelvis den nye ERGO M575 mus fra Logitech som minimerer bevægelse af armen, idet sensoren styres via en kugle.

Hvad er der i æsken?

Modsat MX ERGO musen så er ERGO M575 en hvad man kan kalde entry-level kvalitet og det fremgår også af æsken, som den leveres i. Denne er nemlig ikke nær så lækker og udpakningen er lidt kedelig. Indholdet bestående af mus, sensor og et AA-batteri.

Design

Logitech ERGO M575 er en trackball og skal derfor ikke forveksles med en traditionel mus, idet tanken ikke er at bevæge musen for at få markøren på skærmen til at rykke. Her er designet således at du kan hvile din hånd på den relativt store overflade og så ellers anvende tommelfingeren til at styre med.

Den trådløse forbindelse eller rettere sagt de trådløse forbindelser, for Logitech ERGO M575 kan forbinde via både den medfølgende USB-modtager 2.4 GHz eller via Bluetooth. Det betyder også at du kan have musen sluttet til to forskellige enheder og så skifte mellem dem ved hjælp af knappen på undersiden af musen.

Der er mulighed for at bestille Logitech ERGO M575 i både hvid (off-white) og sort (graphit), mens vores testeksemplar var den mørke udgave. Begge er med den samme blåligt farvede kugle i siden dog. Eftersom kuglen er placeret der, hvor man normalt ville finde frem og tilbage knapperne, så er disse heldigvis ikke afskaffet, men i stedet placeret øverst til venstre over den primære venstre knap. Derudover har man et scroll-hjul. Scroll-hjulet er dog ikke værd at skrive om synes jeg for det er meget basalt og når man har vænnet sig til det der er på MX Ergo, MX Master og MX Anywhere og mange andre mus fra Logitech, så er det savnet.

Det er ikke umiddelbart tanken at du skal kunne tage kuglen ud af ERGO M575, men jeg fandt ud af under en transport i min taske da denne faldt ud at det sagtens kan lade sig gøre. Det kan være rart efter lang tids brug lige at rense musens indre måske, men uden at jeg har oplevet at den opsamler støv eller smuds i min testperiode.

Kvalitetsfølelsen af ERGO M575 er relativt høj, men man kan også klart mærke at der er en kæmpe forskel op til MX udgaven, som også har mulighed for at blive vippet i forskellige vinkler. Denne mulighed har man altså ikke med ERGO M575, men jeg synes nu heller ikke jeg savnede dette, selvom jeg kan se fordelen i at kunne vælge og aflaste på forskellige måder. Æsken til ERGO M575 var dog ved at sende mig i en helt anden retning da den kvalitetsmæssigt virkelig føles billig, men det gør selve musen heldigvis ikke.

På undersiden af Logitech ERGO M575 finder man som nævnt knappen til at skifte forbindelsestype, men også et låg, som giver adgang til batteriet og ved siden af batteriet er der lavet plads til at man kan gemme USB-modtageren inde i musen. På den måde bliver den ikke væk under transport.

Funktionalitet

Logitech ERGO M575 kræver ikke nogen software for at virke, men du kan installere Logitech Options, hvis du vil pille ved indstillingerne og styre musens og kuglens følsomhed.

Jeg har længe ikke siddet med en kuglemus selvom jeg sad længe på MX ERGO og arbejdede, men alligevel føles det helt naturligt at komme i gang med. Jeg ramte kun ved siden af det jeg skulle når jeg tænkte over det, hvor end underligt det måtte lyde. Når jeg bare brugte musen og kuglen instinktivt, så var det både præcist og behageligt.

Jeg kan huske første gang jeg skulle bruge en kuglemus i længere tid, så var det også noget jeg skulle vænne mig til, men det tog ikke mere end et par aktive timer. Med ERGO M575 gik der så minutter fordi jeg havde prøvet det før.

Præcisionen i sensoren er overraskende god og man kan også lave præcisionsarbejde med en kuglemus, eller i hvert fald med ERGO M575 for jeg skal naturligvis ikke kunne sige det samme gør sig gældende for alle kuglemus. Når det for mig var lidt stressende på arbejde, så kunne min tommelfinger dog ikke helt slappe af og præcisionsklikkene blev en smule sværere. Man har ikke mulighed for at klamre om musen og bevæge hele hånden på samme måde nemlig.

Komfort

Afsnittet her er vel, hvad man må kalde denne mus’ primære feature. Af kilder inde hos Logitech har vi fået at vide de har brugt rigtig mange timer med eksperter på området for at skabe en mus, der både er nem at anvende og, hvor brugerens led er mindst muligt belastet. Tommelfingeren er naturligvis mere brugt når man bruger den som den eneste til at bevæge markøren, men hertil siger Logitech at dét også er vendt med eksperterne og kuglemus er mere ergonomiske alligevel.

For mit eget vedkommende kan jeg godt mærke en forskel i hvor meget mine hænder og led er belastet med ERGO M575 end enhver anden almindelig mus, hvor der ikke er fokus på det ergonomiske design. Min hånd bliver heller ikke bevæget, så jeg kan placere musen foran tastaturet så det faktisk ikke blot er håndleddet, der har fordel, men også albue og skulder.

Der hvor ERGO M575 taber lidt point er til hurtige bevægelser og fx til gaming. Dermed ikke sagt at der sikkert er tale om en vanesag og man vil godt kunne spille lidt casual gaming, men jeg tror ikke på at man vil kunne opnå det samme som med en dedikeret gaming mus. Dels grundet sensorens præcision og følsomhed, men også hastigheden i tommelfingeren kontra håndled. Dog kan en ergonomisk løsning som ERGO M575 måske være den eneste løsning for folk, der gerne vil game og har nogle museskader, som gør at de simpelthen ikke kan bruge en almindelig mus.

Batteritid

Afhængigt af om man bruger Bluetooth eller 2.4 GHz forbindelsen, så holder Logitech ERGO M575 på papiret strøm i henholdsvis 20 og 24 måneder ved almindelig daglig brug. Uanset om man bruger musen mere end gennemsnittet eller ej, så er det temmelig lang batteritid, hvor man ikke skal bekymre sig om batteriet. Selv foretrækker jeg genopladelige batterier, men lige her er det faktisk en fordel at det er udskifteligt, for ellers ville man skulle lade op en gang om måneden cirka for mit vedkommende, da genopladelige batterier aflades på en anden måde. Musen er i øvrigt altid responsiv og skal ikke umiddelbart vækkes til live efter en dvale, hvilket jeg også synes er rart. Jeg er ikke fan af at man skal klikke sig i gang eksempelvis.

Konklusion

Hvis du af den ene eller anden årsag har brug for eller blot et ønske om en mere ergonomisk mus, hvor dine led bliver mindre belastet end, hvis du skal bevæge hele armen eller håndleddet, så er Logitech ERGO M575 et ganske fornuftigt bud, som jeg har vænnet mig til at bruge i løbet af relativt kort tid. Det vil sige den forventeligt ikke kræver meget tilvænning og er til gengæld utrolig behagelig, præcis og så skal du i lang tid ad gangen slet ikke bekymre dig om batteritid, selvom den er trådløs. Prisen for ergonomien er en anelse mere end en almindelig kontormus i samme klasse, men her bør man overveje om merinvesteringen ikke også er dét værd.

Positivt

  • Behagelig
  • Trådløs og med lang batteritid
  • Logitech Options gør den indstillingsbar

Negativt

  • Føles en anelse billig

Pris og tilgængelighed

Set til 399,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Med en trend, som nok er kommet for at blive, vil flere af os tilbringe mere tid foran computeren og i den forbindelse er det vigtigt af have det rette og ergonomisk korrekte udstyr. Netop sådan noget er eksempelvis den nye ERGO M575 mus...Test: Logitech ERGO M575 mus