lørdag, maj 11, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech G915

Test: Logitech G915

Et slankt design, trådløs forbindelse, flade taster uden kliklyd og alligevel tillader Logitech at kalde deres nyeste G915 for et gaming tastatur. Ikke uden at vi får lov at teste det for dét, så det er netop hvad vi gør i dette review. Læs med.

Hvad er der i æsken?

Af et mekanisk gaming tastatur at være så er æsken til Logitech G915 både let og slank. Indholdet er relativt beskedent og består af selve tastaturet, et microUSB kabel med dertilhørende adapter til den trådløse modtager. Derudover er der et Logitech G klistermærke og en manual.

Design

Designmæssigt er Logitech G915 blandt et af de flotteste gaming tastaturer derude. Især, hvis man, som jeg, er vild med noget slankt, der ikke fylder alverden. Det eneste andet tastatur jeg kan komme i tanker om med en tilsvarende tilgang til designet er ROCCAT Vulcan 120. Også her er der nemlig flade taster på et fladt chassie og med et smukt design ellers.

Toppen under tasterne er børstet stål og det giver både et lækkert look, men sørger også for at tastaturet er ret robust og fast. Det ville være synd at sige at der er tale om et ligeså robust design, som de noget tykkere mekaniske tastaturer, men jeg er sikker på at kan man styre sit temperament, så vil man også med Logitech G915 have et tastatur med lang levetid.

De almindelige taster er af plastik og med en lettere konkav bue på midten, så fingrene passer fint ned på. Man har set andre tastaturer med fx Cheery MX Low-profile switche, hvor toppen af tasten var helt flad og det er jeg (og sikkert mange andre) ikke store fans af. På Logitech G915 føler man en god kontrol over tastarne netop fordi fingrene naturligt hviler på tasterne.

Foruden de gængse taster og et numerisk tastatur i højre side, så er der i venstre side også gjort plads til fem G-taster, som man kan programmere efter egne ønsker og behov. Man kan sætte almindelige genveje op eller makroer. Måtte jeg vælge ville jeg personligt være disse taster foruden da jeg ofte trykker på dem ved en fejl fordi jeg tænker den sidste tast til venstre på mit tastatur er CTRL-tasten. Der skal ikke være andet derude.

Logitech G915 har også nogle andre genvejstaster i toppen og over de nævnte numeriske taster. Disse er ikke mekaniske og har også en gummi-top i stedet for plastik. Det er dog taster til genveje såsom styring af musik, skift af profiler, aktivering af Gaming-tilstand, lys, forbindelsesteknologi. Længst og øverst til højre har man en rullebar til justering af lydniveau. Sidstnævnte tast bør være obligatorisk på et godt tastatur. Jeg er i hvert fald stor fan.

Når vi nu er ved tasterne så er det værd at nævne at alle taster, både plastik og gummi, er med RGB baggrundsbelysning, hvilket vil sige de kan lyse i alle regnbuens farver. Farven på selve tasten og tekstens gennemsigtighed er dog på Logitech G915 en smule uheldig i kombinationen for det er meget svært at læse teksten når man slukker lyset på tasterne. En god idé ellers, hvis man vil spare på batteriet, men med det til følge at man svært kan læse tasterne.

Forventningerne fra min side var at ganske vist ville tasterne være flade, men værende et mekanisk tastatur, så mente jeg at selve chassiet ville være tykt. Sammenlagt er Logitech G915 bare kun 2,2 cm i højden når det ligger på skrivebordet fladt og det er ikke meget. Til sammenligning har førnævnte ROCCAT tastatur en hel centimeter at give af for at komme ned på dette niveau.

Der medfølger i øvrigt som bemærket ikke nogen håndledsstøtte til Logitech G915, men spørgsmålet er om det overhovedet er nødvendigt med det flade design. Jeg savner det i hvert fald kun lidt og det kan skyldes at jeg har været vant til en sådan ret længe efterhånden.

En lille sjov detalje ved Logitech G915 er at den kun har to lys-indikatorer i toppen. Den ene fortæller status på batteriet og den anden hvorvidt CAPS Lock er slået til. Når Scroll Lock og Num Lock er i brug er det ikke til at se på nogen måde.

På undersiden af Logitech G915 gemmer der sig ikke meget spændende. Den har to størrelser af fødder man kan løfte op så man enten kan lade tastaturet tilte i 4 eller 8 grader. Personligt fandt jeg det mest behageligt ved at lade tastaturet være helt fladt på skrivebordet, men det ved jeg er en vanesag.

Helt generelt et rigtig flot og veludført tastatur med solid byggekvalitet. Selv opladekablet er med vævet stof omkring det så det kan holde længere, selvom det forventeligt ikke er et man bruger hele tiden takket være den trådløse forbindelse. Eller de to trådløse forbindelser for at være helt præcis for Logitech G915 kan nemlig også forbinde via Bluetooth til ens mobil eksempelvis.

Funktionalitet

Logitech G915 efterlader et ganske positivt indtryk designmæssigt, hvilket er en frisk addering til det eksisterende marked. I hvert fald hvad angår gaming kategorien så er der temmelig meget med store og lysende taster. Ved Logitech G915 har man tonet det ned uden at det tilsyneladende går ud over integriteten af selve hardwaren. Det er så hardware-delen vi nu skal kigge nærmere på.

Software

Vi ligger ud med Logitech G Hub softwaren, som skal installeres for at man kan indstille sit tastatur efter ønske. Logitech G915 er naturligvis også muligt bare at sætte til computeren og så kører det. Det man dog ikke får mulighed for er at indstille knapperne og belysningen efter eget ønske.

Logitech G Hub er den seneste software fra Logitech Gaming og er ligesom sin forgænger i stand til at lade dig styre flere af dine Logitech gaming produkter fra en og samme applikation. Softwaren er nem at finde ud af og rundt i, men jeg synes ikke overskrifterne altid er helt sigende.

I Logitech G Hub kan man indstille stort set alt på sit tastatur og derefter også gemme det på tastaturets indbyggede hukommelse, som kan gemme på tre profiler. Det vil sige man kan have tre profiler man skifter rundt med via de taster i øverste venstre side, som er lavet til formålet. Derudover kan man lade Logitech G Hub styre profiler i henhold til hvilket spil eller program man har kørende.

For at bryde det ned kan man altså ret nemt og hurtigt få sat genveje og lys op så det matcher det spil man spiller, så de taster man bruger mest er lige ved hånden eller sågar lyser i en anden farve end alle de andre taster. Det som er vigtigt at nævne er at Logitech G Hub og Logitech G915 arbejder hurtigt sammen, så man skal ikke bruge flere sekunder fra man har gemt en given kommando til den rent faktisk virker på tastaturet.

Det er også i softwaren muligt at se den nøjagtige batteristatus i procent, således at du ikke sidder i sidste øjeblik og skal lade op, men kan planlægge det forud for et vigtigt game.

Overskueligheden er i og for sig fin nok i Logitech G Hub, men jeg oplevede også at jeg måtte lede efter funktioner til tider. Fx gik jeg ind i et spil CS:GO og fandt ud af at tastaturets lys blev styret af spillet, hvilket naturligvis er en fed effekt, men hvis man vil slå det fra så skal man lige ind i en undermenu og finde funktionen i stedet for at det er i selve belysningsafsnittet når man alligevel er i gang. Effekterne i Logitech G915 gjorde at eksempelvis lyste kun de aktive knapper man bruger i CS:GO og så blinkede numpadden i takt med at bomben var plantet og skulle springe. Disse lyseffekter er også understøttet i andre spil og der kommer sikkert også flere til.

Taster

Logitech G915 er det første tastatur fra producenten, hvor der anvendes deres helt nye og egen udviklede GL mekaniske switche. Der er tale om en meget lav switch, som trods kompaktheden har hele 2,7 mm vandring og et aktiveringspunkt ved blot 1,5 mm. Til sammenligning er en Cherry MX Brown med 4 mm og 2 mm henholdsvis, så lidt forskel er der trods alt.

Logitech nye switche fås i tre udgaver med brune, røde og hvide GL, som hver især har deres specifikke funktionalitet. Her på kontoret fik vi lov at lege med de røde, som er de lineære og afgiver altså mindst lyd ved brug. Det nye ved GL switchen er at lysdioden er lokaliseret væk fra selve switchen og det er blandt andet dét som gør det muligt at gøre switchen og tasten så lav, som den er på Logitech G915.

Logitech gør dog stadigvæk det med deres nye switche, som de også gjorde med de gamle, at de ikke giver dig mulighed for at sætte runde gummiringe under tasterne, som ellers på fx Cherry MX switche er gode til at fjerne den der hule “klunk” lyd når tasterne rammer bunden.

Hvis man ser bort fra den larm, som tasterne laver når de så rammer bunden, så er Logitech G915 en rigtig fed tasteoplevelse. Det gælder for mit vedkommende både skrive og gaming. Tasterne er nemlig meget faste og utroligt præcise i deres vandring, selvom man kunne frygte at deres tynde profil kunne være på bekostning af noget integritet og rigiditet. Det er dog absolut ikke tilfældet. Med en aktiveringskraft på blot 50 g er Logitech GL switchen dog ikke blandt de tunge drenge i klassen, men for mit vedkommende var der også fin modstand og skulle jeg gætte ville jeg også have skudt på at det var mere. Det gør at ens fingre heller ikke bliver trætte efter længere sessioner.

Du kan købe Logitech G915 med de røde lineære switche vi testede eller med brune og hvide, som giver dig enten en taktil switch eller sågar en clicky.

Komfort

Personligt oplevede jeg at det flade design gjorde at Logitech G915 var rigelig komfortabelt at anvende, hvilket nok skyldes at fingrene ikke behøvede at bue for højt opad i forhold til resten af hånden. Samtidigt, som nævnt, er tasterne ret lette at aktivere og der er også rigelig afstand mellem tasterne ligeså.

Selvom jeg vænnede mig af med at anvende en håndledsstøtte da jeg satte mig foran Logitech G915, så var det noget jeg var blevet vant til og begyndte til tider lidt at savne det. Ikke dermed sagt at oplevelsen blev decideret ukomfortabel, men ikke desto mindre, så synes jeg at Logitech bør have inkluderet en sådan støtte til dem, der foretrækker at bruge en sådan. I dette prisleje forventer man det også som forbruger et eller andet sted.

Batteritid

I henhold til Logitech bør man have næsten to ugers gaming på en enkelt opladning (forudsat man ikke spiller hele dagen) og det vel at mærke mens man har RGB lyset tændt. Slukker man for dét får man til gengæld nogle måneders batteritid. Begge dele virker til at være mere eller mindre rigtigt, selvom jeg havde svært ved at måle det nøjagtigt, men Logitech G915 kan også anvendes mens det lader op, så på den måde er man også sikret.

Hvordan Logitech tilsikrer den hurtige responstid, som jeg oplevede at Logitech G915 har og samtidigt at batteriet holder så længe er jeg mildest talt imponeret over, men det spiller, så måske skulle jeg ikke stille for mange spørgsmål.

Konklusion

Et slankt og smukt gaming tastatur uden kabel sågar havde jeg som sagt ikke en gang kunne drømme om bare for nogle år tilbage, men Logitech G915 gør det faktisk muligt og er et fantastisk tastatur hele vejen rundt. Der er nogle rigtig gode switche og taster, dedikerede medietaster, god størrelse og en solid software til at understøtte det hele. Mange vil sikkert savne at der ikke er en håndledsstøtte med til og især den høje pris taget i betragtning, men ellers rammer Logitech G915 alt andet helt rigtigt og er blandt de absolut bedste tastaturer derude til gaming lige nu.

Positivt

  • Smukt design
  • Gode taster
  • Logitech G Hub softwaren
  • Medietaster og volumen-tasten
  • To trådløse forbindelse til forbindelse af flere enheder samtidigt

Negativt

  • Ingen håndledsstøtte
  • Pris

Pris og tilgængelighed

Set til 1.890,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Et slankt design, trådløs forbindelse, flade taster uden kliklyd og alligevel tillader Logitech at kalde deres nyeste G915 for et gaming tastatur. Ikke uden at vi får lov at teste det for dét, så det er netop hvad vi gør i dette review. Læs...Test: Logitech G915