fredag, februar 13, 2026
ForsideAnmeldelserTest: NuPhy Air75 V3 mekanisk tastatur

Test: NuPhy Air75 V3 mekanisk tastatur

Vi har i denne omgang fået et NuPhy tastatur ind ad døren. NuPhy er kendt blandt dem som går op i mekaniske tastaturer, men deres Air75 V3 er det første vi har stiftet bekendtskab med. Det byder på lavprofilstaster, to trådløse forbindelser, kabelforbindelse og 1000 Hz polling rate, så det burde spille til både gaming og skriveri, men lad os se nærmere på det og finde ud af om det også gør sig gældende.

Hvad er der i æsken?

NuPhy Air75 V3 leveres i en æske, der ikke er meget større end selve tastaturet og hele udpakningen føles ret lækker og gennemført. Der er på en eller anden måde blevet plads til både tastatur, et værktøj til at trække taster og switche op med, et USB-kabel og en USB trådløs modtager samt et par ekstra taster og skruetrækker.

Design

Jeg synes at kablet, der følger med NuPhy Air75 V3 på en eller anden måde er det mest sigende omkring designet af hele tastaturet. Kablet er nemlig en smule gråligt med en snert af blå farve. Det minder om de farver, som vi havde op igennem halvfemserne på vores kontorudstyr og kabler.

Det er denne slags vibes at NuPhy Air75 V3 generelt smider, men samtidigt er det top moderne i sin fremtoning. Jeg ved ikke om det er mit førstehåndsindtryk, der farver mit syn på det, men jeg synes det er retro og moderne på samme tid og jeg er ret vild med designet.

Vores eksemplar af NuPhy Air75 V3 er hvidt og med enkelte andre farve taster, men det kan også erhverves i sort, hvor kombinationen også er en smule farverig. Det er en kombination af aluminium og plastik, men hvor balancen er ramt ret godt så tastaturet føles både lækkert, robust og ikke billigt.

Øverst til højre på tastaturet er der en orange knap, som du kan skifte ud med en anden af de medfølgende knapper. Dette er klart en anbefaling fra min side, da de to andre knapper giver dig mulighed for at konvertere knappen til en drejeknap, som du også kan trykke på og dermed styre lydniveauet.

Den flade af de to volumenknapper du kan sætte på er lidt dum for du kan ikke tage fat omkring den grundet de omkringliggende taster og når du bare vil dreje med en finger, så føler jeg godt den kunne være med lidt mindre modstand for at lydjustering gik lidt mere smooth. Den anden drejeknap til gengæld er lidt høj og det føles som om den bøjer.

NuPhy har ikke glemt at inkludere RGB-lys i NuPhy Air75 V3. Her er tasterne fint belyste og det kan på den hvide overflade give nogle ret fede effekter. Jeg ved ikke om belysningen føles ligeså kraftig på den sorte version af tastaturet men med vores udgave er der for mig at se ikke noget at klage over.

NuPhy Air75 V3 har også to lysbjælker i siderne, som indikerer forskellige ting såsom om du har forbundet via Bluetooth eller USB-modtageren, hvor hurtigt du skriver og om du har slået CAPS LCK til. Jeg synes ikke det har den store værdi, men det ser ret lækkert ud på sin egen søde måde.

Funktionalitet

NuPhy Air75 V3 er plug and play ud af boksen. Hvis du dog som jeg ønsker at omprogrammere en tast, såsom den gule tast, der ab fabrik ikke har en funktion, så løser producenten dette på en lidt utraditionel måde. Det er nemlig ikke muligt at installere en app og så være kørende. Du skal derimod ind på en hjemmeside, hvor du finder adgang til NuPhy IO og giver din browser adgang til dit tastatur, hvor du så kan indstille det som du ønsker.

NuPhy viser os tastaturet på adskillige billeder sammen med en tablet, men tastaturets størrelse er slet ikke så småt at det ikke kan bruges sammen med en computer også. Du sparer noget plads på skrivebordet og der er en god størrelse på knapperne. Jeg må dog erkende at knapperne er en smule tæt på hinanden, hvilket gør at fingrene føles en smule klumpet sammen når man skriver.

Konfiguration foregår gennem webbrowser men er relativt nemt at finde rundt i

På denne måde kan du også slippe for at have en app kørende eller overhovedet at være afhængig af den. Du kan indstille dit tastatur så længe du har adgang til en browser, men det kræver at tastaturet er forbundet til computeren via kabel.

Bag på NuPhy Air75 V3 er der skydeknapper, som du bruger til at tænde og slukke for det med. Du vælger her også om det skal forbindes via kabel eller trådløst og slutteligt er den anden skydeknap til at du vælger om tasterne på tastaturet skal være gearet mod Windows eller MacOS.

Ved at du sparer på pladsen så får du med NuPhy Air75 V3 også kun 84 knapper at gøre godt med, hvoraf 75 i navnet også kommer af (altså 75% størrelse i forhold til et fuld størrelse tastatur (cirka)). Du føler dog ikke at du mangler noget. Tværtimod er NuPhy Air75 V3 med sin lave profil på 13,2 mm alligevel i stand til at levere os switche, der har en vandring på 3 mm. Det lyder virkelig ikke af meget, men når man tænker på at andre lavprofilsswitche er nede på næsten det halve, så har det bestemt en betydning.

For mig er NuPhy Air75 V3 utrolig behagelig at skrive på af samme årsag. Tasterne har en del mindre modstand end jeg er vant til og de kræver kun 43 gf til aktivering. Sammenlignet med andre tastaturer jeg har testet, så føles det med NuPhy Air75 V3 som om der ikke engang er modstand og fingrene bare vandrer over tasterne. Det er rart på sin vis, selvom jeg selv foretrækker noget andet så begyndte NuPhy Air75 V3 at vokse på mig af samme grund.

Du kan i øvrigt vælge tastaturet med tre forskellige switche afhængigt af om du ønsker taktil feedback eksempelvis. Vores test var med de lineære switche, som hverken har lyd eller en taktil feedback og det betød så at jeg sagtens kunne bruge det på et åbent tastatur uden at det generede folk omkring mig. Det gjorde sig dog bemærket alligevel fordi det adskiller sig designmæssigt end så meget andet, men det er på den gode måde.

Jeg testede også NuPhy Air75 V3 i gaming og her blev jeg overrasket over at de lave taster sammen med den bløde vandring slet ikke generede mig. Jeg følte at jeg havde god kontrol over tasterne og aktiveringen på dem. Den lave modstand har den fordel at dine fingre ikke bliver ligeså trætte selv efter lang tids skriveri og gaming. For mit vedkommende betød det at jeg nærmest søgte at skrive noget bare for at mærke tasterne under fingrene. Måske var Juleferien alligevel lidt lang…

Værende et trådløst tastatur, så er et andet interessant aspekt også batteritiden i NuPhy Air75 V3. Denne afhænger af om du tænder RGB-lyseffekterne eller ikke for lysene har en kæmpe indflydelse på batteritiden.

Vi får oplyst at batteriet vil holde op til 1.200 timer med lyset slukket og op til 100 timer med effekterne tændt. Det synes jeg egentlig ikke man kan klage over og lysene slukker også automatisk når du ikke bruger tastaturet, så du behøver ikke rende rundt og slukke det, men det er nok en god idé at gøre, hvis du skal transportere det i tasken eksempelvis.

Konklusion

Jeg er stødt på mange, som har sagt nej til mekaniske tastaturer, fordi de simpelthen enten fylder for meget eller fordi tasternes vandring er for meget anderledes i forhold til det de er vant til. Det er nærmest som om producenten i tilfælde af Nuphy Air 75 V3 har lyttet til netop disse kommentarer og valgt at lave noget, der svarer på dette. Nuphy Air 75 V3 er nemlig et kompakt mekanisk tastatur, der er stille under drift og hvor vandringen af tasterne er super behagelig og aktiverer med meget lidt modstand. Det er utroligt behageligt at skrive på, selv når man sidder i lange sessioner og taster og så er det utrolig fedt at det også er muligt at modificere med andre taster og switche, hvis man skulle have lyst til det. Som en bonus forbinder det til adskillige enheder samtidigt både trådløst og via kabel. Jeg har ikke haft erfaring med NuPhy før og det er tydeligvis en fejl fra min side, for deres første tastatur (for mig) efterlader altså et ret godt indtryk og jeg glæder mig til at se, hvad de kommer med hen ad vejen også – selvom jeg forestiller mig at et tastatur som NuPhy Air75 V3 kan holde i meget lang tid for enhver. Et af de bedre tastaturer jeg har leget med, forudsat du kan leve med dens kompakthed.

Positivt

  • Flot og robust design
  • Let og kompakt
  • Stille under skriveri (vælg rigtige switche)
  • Behagelige og faste taster

Negativt

  • Rulleknappen (den ene af dem)
  • Tasterne er ret tæt på hinanden

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Tidligere artikel
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame
Vi har i denne omgang fået et NuPhy tastatur ind ad døren. NuPhy er kendt blandt dem som går op i mekaniske tastaturer, men deres Air75 V3 er det første vi har stiftet bekendtskab med. Det byder på lavprofilstaster, to trådløse forbindelser, kabelforbindelse og...Test: NuPhy Air75 V3 mekanisk tastatur