tirsdag, maj 7, 2024
ForsideAnmeldelserTest: OnePlus Nord CE 2 smartphone

Test: OnePlus Nord CE 2 smartphone

Vi har fået den nye OnePlus Nord CE 2 til test i denne omgang og skal nu gennemskue navngivning, performance, forventninger og mere til. Læs med om hvad vi synes om den nye telefon med blandt andet 5G understøttelse.

Hvad er der i æsken?

OnePlus Nord CE 2 5G leveres i en sort æske og indholdet består af selve telefonen, en manual, værktøj til at tage SIM-kort holderen ud, en oplader og det efterhånden kendetegnende røde opladekabel og så et mat/gennemsigtigt cover i blød plastik.

Specifikationer

  • Skærm: 6,43″ 2400×1080 pixels, 90 Hz, Afluid AMOLED, Corning Gorilla Glass 5
  • Hardware: OxygenOS baseret på Android 11, MediaTek Dimensity 900, ARM Mali-G68 MC4, 8GB, 4500 mAh batteri
  • Dimensioner: 160,6 x 73,2 x 7,8 mm / Vægt: 173
  • Kamera: 64 Megapixel + 8 Megapixel (bag + for)
  • Sensorer:
  • Porte: 3.5 mm jackstik, USB-C
  • Hukommelse: 8 GB RAM / 128 GB SSD + microSD udvidelsesmulighed

Design

Med OnePlus Nord CE 2 leverer producenten os en telefon, der lever op til sit navn for så vidt angår design. CE står nemlig for Core Edition og der er ikke meget distinktivt over designet. Det skulle da lige være den blanke sorte overflade, men telefonen føles ret meget plastik over hele overfladen.

Dog skal det også siges at den føles ret robust og solidt bygget, så man har ikke på fornemmelsen at man har med en billig telefon at gøre hellere, men den skiller sig dog heller ikke gevaldigt ud.

Displayet på OnePlus Nord CE 2 er med et fladt display, hvilket jeg personligt selv har skreget efter lige siden de buede skærme i en periode var meget populære. Det er nok en smagssag, men jeg bliver nok aldrig helt glad for det buede design personligt, så det flade design i denne telefon er kærkomment.

På bagsiden er OnePlus Nord CE 2 denne nævnte blanke sorte farve og det er som om at bumpet omkring de to kameraer er lavet sådan at det er dækket til af denne plastik. Denne detalje kan jeg egentlig godt lide eller rettere sagt er jeg lidt splittet. Jeg kan godt lide at det føles som værende i ét stykke, men samtidigt føles det grundet materialevalget også en smule billigt.

OnePlus har valgt at beholde et jackstik på Nord CE 2 og det vil nok behage mange, som stadig bruger kablede hovedtelefoner til opkobling, men bemærk at der altså ikke følger et headset med i kassen.

Dét som OnePlus til gengæld ikke har valgt at inkludere på telefonen er den slider-knap, som de ellers nærmest har været kendte for. Det var i hvert fald min favoritknap i de OnePlus telefoner jeg selv har ejet i tidernes morgen. Det er knappen, som lader dig lynhurtigt styre om din telefon er på mute, vibration eller afspiller lyd for fuld hammer ved notifikationer og opkald. Det synes jeg helt klart er en mangel.

Hvis du vil beskytte din telefon har OnePlus trods alt stadig valgt at inkludere et cover til din telefon. Det er ikke et cover, som er noget særligt per se, men hvis man ønsker at den blanke bagside forbliver blank og “lækker” så er det en måde at beskytte den på. Coveret er en anelse svært at få på telefonen må jeg indrømme, men til gengæld så sidder det rigtig godt omkring telefonen og føles ikke klodset eller løst.

Foruden nævnte jackstik er OnePlus Nord CE 2 også udstyret med et USB-C stik i bunden, som bruges til opladning og dataoverførsel. Det er dog godt nok de færreste jeg kender, som rent faktisk benytter sig af dataoverførsel til deres telefoner da det meste nok er i skyen. Hvis du dog skulle være utilfreds med mængden af lager på OnePlus Nord CE 2, som er på 128 GB, så har OnePlus et såkaldt triple slot i siden. I dette er der plads til to SIM-kort og på toppen af det også ét microSD kort. Her kunne mange andre lære fordi man ofte ser at de enten lader dig vælge Dual-Sim eller SIM+microSD. OnePlus Nord CE 2 har altså plads til alle tre på en gang.

Bemærk at OnePlus ikke nævner hvorvidt denne telefon er vand eller støvtæt, hvilket nok betyder at den ikke er det i så tilfredsstillende grad at det er værd at skrive om, så pas på du ikke taber den i en vandpyt eller glemmer den i lommen på vej i vandet.

Funktionalitet

Nu er det ikke så tit jeg tester smartphones, men har selv i lang tid haft en OnePlus device før min nuværende daglige driver. Det som forvirrede mig en smule med Nord CE 2 var faktisk navngivningen, fordi den ikke gav så meget mening i forhold til den tidligere nummerering og T-modellerne. Der skal man lige have tungen lige i munden for at vide, hvad det er for en serie, man har fået fat i. Nord CE 2 er nemlig OnePlus’ budget-klasse telefoner og er derfor en smule billigere i både design og materialer, men også i de features man får i telefonen. Eksempelvis har OnePlus Nord CE 2 hverken trådløs opladning eller en rating på at den er vand- og støvafvisende.

Dermed ikke sagt at OnePlus Nord CE 2 ikke er udstyret med en masse andre fede features, såsom fingeraftrykslæseri skærmen, ansigtsgenkendelse og understøttelse af superhurtig opladning eksempelvis. Faktisk så oplevede jeg at OnePlus Nord CE 2 var bedre til at registrere mine fingeraftryk end min Samsung. Jeg var slet ikke frustreret over sign-in mulighedern på OnePlus Nord CE 2 uanset om jeg anvendte ansigt eller fingeraftryk til at åbne op for telefonen med. OnePlus Nord CE 2 hedder egentlig også 5G til sidst fordi dét er den store opgradering fra den tidligere model og betyder at du nu kan surfe på det hurtigste net tilgængeligt også.

Lyd

De fleste bruger nok headsets eller højtalere når de lytter til musik via deres telefon, men med OnePlus Nord CE 2 bliver det nærmest en nødvendighed. Højtaleren kan nemlig ikke spille voldsomt højt. Det er ikke fordi lyden er uklar, men den kan bare ikke spille særlig højt i forhold til nogle af de andre telefoner jeg forsøgte at gøre det samme med, såsom Note 10+ og iPhone 13.

For så vidt angår lyd så har OnePlus Nord CE 2 dog den fordel, modsat de to andre nævnte, at den har et jackstik, så du som bruger har flere muligheder. Hvordan lydkvaliteten er på stikket var dog ikke del af min test i denne omgang.

Kamera

På den anden side så var der også kamerakvaliteten at teste og her synes jeg at jeg selv blev positivt overrasket med OnePlus Nord CE 2. Den har et kamera, der nærmest matcher min Galaxy Note på nogle punkter og det er jo nok fordi den er langt nyere.

Portræt med OnePlus Nord CE 2

Telefonen har eksempelvis en Macro-indstilling, som lader dig tage billeder af objekter meget tæt på telefonen og den virker ret godt. Fokus er relativt hurtigt, forudsat belysningen er nogenlunde, men du skal også være opmærksom på at billedekvaliteten daler en smule når du anveneder makro.

Makro billede med OnePlus Nord CE 2

Til prisen er kameraet godt, men modsat min Note 10+ så er der ikke nogen stabilisering i videooptagelse og det gør at især video bliver en del shaky når man bevæger sig og filmer.

OnePlus Nord CE 2 billede i mørke
Det obligatoriske instagrambillede med OnePlus Nord CE 2

Batteritid

Den medfølgende oplader er specialdesignet til OnePlus telefoner og giver disse mulighed for hurtig opladning, mens du med andre brands af telefoner sagtens vil kunne oplade, men det ville være med max 10 Watt og altså en langsommere opladning. Opladningen af OnePlus Nord CE 2 er nemlig ganske hurtig og bare det at sjat-lade i få minutter kan nogle gange redde min aften, hvis jeg for eksempel er kommet hjem fra arbejde og har brugt telefonen meget.

Batteritiden er i virkeligheden ganske imponerende i OnePlus Nord CE 2, så ovennævnte scenarie skal jeg være ærlig og sige kun opstod én eneste gang fordi jeg de første dage legede meget med telefonen og forskellige indstillinger og features. Det dræner naturligvis batteriet, men ellers oplevede jeg at jeg havde omkring 30 % strøm når det alligevel var aften og jeg var i nærheden af min oplader. Eksempelvis taber telefonen 5 % strøm ved afspilning af 1 times YouTube video (uden at skærmen er i fuld lysstyrke) og det tænker jeg egentlig er ganske fint.

Skærm

Af en telefon i entry-serien at være hos OnePlus så har Nord CE 2 et ganske glimrende display. Det kæmper lidt i direkte sollys, som vi er så heldige at have her i landet for tiden, men til gengæld står den skarpt og kører også med en opdateringshastighed på 90 Hz. Der er tale om et OLED-display med HDR og farver og detaljer er okay, omend jeg synes den føles en anelse udvasket ved enkelte billeder. Den er dog ganske fremragende at se Netflix på.

Ydelse

Udstyret med en MediaTek Dimensity 900 CPU siger det ikke så meget om dens ydelse. Kort fortalt så er den ganske responsiv og hurtig at arbejde med når man surfer og gør ved. Det jeg dog frygter er at efter noget tid og man har installeret de mange (mange mange mange) apps man bruger at så kan den komme lidt til kort. Telefonen har også 8 GB RAM, så den burde være godt kørende, men årsagen til at jeg alligevel er lidt skeptisk er at den i en benchmark scorer middelmådigt, som det fremgår af nedenstående screenshots.

Personligt oplevede jeg dog ikke decideret at skærmen blev langsom eller telefonen for den sags skyld, selvom jeg satte den til at game eksempelvis racingspil. Så selvom tallene siger én ting, så er telefonen højt ydende i min test i hvert fald.

Konklusion

OnePlus Nord CE 2 er en ok telefon til prisen. Den har en solid skærm, et acceptabelt kamera, fantastisk batteritid og så understøtter den både dual-sim og microSD samtidigt. Dens akilleshæl er i virkeligheden at den ikke skiller sig gevaldigt ud med hverken unikke features eller et ekstraordinært flot design og så findes der lige pludselig mange konkurrenter til denne type af telefon. En prisklasse OnePlus ellers nærmest dominerede for noget tid siden. Hvis den eksempelvis havde sin famøse skydeknap kunne den lige skille sig ud nok til at den slog konkurrencen. Dermed ikke sagt det ikke er en god telefon, for den er bund solid og så har den også stadig et jackstik, hvilket gør den en anelse mere alsidig end meget andet på markedet.

Positivt

Godt display
God batteritid
God ydelse i brug
Triple Slot med 2 SIM og microSD

Negativt

Ingen videostabilisering
Ingen skydeknap til notifikationer
Højtaler

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har fået den nye OnePlus Nord CE 2 til test i denne omgang og skal nu gennemskue navngivning, performance, forventninger og mere til. Læs med om hvad vi synes om den nye telefon med blandt andet 5G understøttelse. Hvad er der i æsken? OnePlus Nord...Test: OnePlus Nord CE 2 smartphone