mandag, maj 6, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Poly Studio P5 webcam

Test: Poly Studio P5 webcam

Webcams er blevet en essentiel del af ethvert computer-setup uanset om det er privat eller arbejde, idet corona for rigtig mange har betydet at de i perioder kun kunne kommunikere med folk via digitale platforme. Her kommer Poly ind i billedet med deres Studio P5 webcam med fokus på høj kvalitet og smart design. Vi har set nærmere på det i denne test.

Hvad er der i æsken?

Værende en leverandør til det professionelle marked, så har Poly valgt at shippe deres Studio P5 webcam i en neutral kasse af genbrugspap, som både er billigere og mere venligt for miljøet. De fleste smider alligevel kassen ud, så det er vel heller ikke nødvendigt at gøre et større nummer ud af det. Indholdet består faktisk blot af kameraet for at det ikke skal være løgn. Dét kom lidt som en overraskelse for mig da jeg pakkede enheden ud, fordi æsken ikke afspejler det beskedne indhold og når nu man tænker på miljøet, så burde æsken også fylde lidt mindre af transportmæssige årsager tænker jeg.

Design

Poly er gået lidt atypisk til værks, hvad angår designet af dette webcam. Studio P5 er nemlig modsat mange andre webcams vi har kigget på ikke med et fladt rektangulært design. Derimod fylder det mest bagud og er altså dybere end bredere med en nærmest kilefom bagtil.

Designet er i al fald friskt og selv overfladen er lavet så den også skiller sig ud. Fra afstand fristes man til at tro at Poly Studio P5 er hvidt, men i virkeligheden er det med små sorte prikker, så det nærmest ligner lidt granit, hvis jeg skulle sammenligne det med noget.

Poly Studio P5 er udstyret med en temmelig fleksibel fod og kameraet på toppen kan også dreje. Det gør at du kan placere det, hvor det passer i dit setup. Det kunne uden problemer monteres på både min laptops skærm, såvel som min noget tykkere og dybere 34″ curved monitor. Ved at samle foden vipper man kameraet mere til at pege nedad og omvendt ved at løsne foden peger det mere opad.

På fronten af kameraet er det muligt at dreje på linsen. Man tænker dette kunne aktivere den 4x zoom, men det er faktisk sådan at privacy-filteret i Studio P5 fungerer. Ved at dreje på denne front så slukker man for kameraet så snart man begynder at dreje på ringen. På toppen af Poly Studio P5 lyser så et rødt lys op, som ellers ville lyse hvidt og kameraet slukker. Man kan så blive ved med at dreje og der kommer også et fysisk orange filter foran kameraet. Dette er for dem, som ikke stoler på softwaren og vil sikre sig at kameraet virkelig ikke kan se når man ikke vil have det. Det tog mig lidt tid må jeg erkende at opdage at det orange fysiske filter faktisk danner Poly logoet (sådan da) når det er lukket foran kameraet. Smart lille detalje.

Funktionalitet

Det er sjældent at man ser et Webcam med en skjult funktion, men Poly Studio P5 er udstyret med et aftageligt bagcover, hvor der gemmer sig en USB-port bag. Dette gør at du så kan smide donglen for dit headset i og gemme det væk ellers. På denne måde mister du med Poly Studio P5 ikke en USB-port på din computer. At USB-porten så er en smule svært tilgængelig og at det kan være svært at få en lille USB-dongle ud igen (i hvert fald med mine pølsefingre) er noget helt andet.

Hvad angår brugen af Poly Studio P5 så er det såre simpelt både at sætte op i Windows og at sætte op dér, hvor man skal bruge det takket være den smarte fod. Foden er nem at håndtere og den er fast nok til at den ikke rykker sig af sig selv.

Når det så kommer til billedkvalitet, så er denne lidt i begge lejre. Med det prisskilt som Poly kommer med havde jeg nok bare en anden forventning til billedet og kameraets tilpasningshastighed og det er nok snarere sidstnævnte, som skuffer mig en smule i min test.

Til sammenligning – Logitech Brio 4K til højre for Poly Studio P5

Mens billedet står knivskarpt, om end det kun er Full HD opløsning, så synes jeg ikke kameraet er nær så hurtigt som forventet til at tilpasse sig skift i omgivelser. Dette gælder både belysning, men også når jeg bevæger mig hurtigt frem eller tilbage foran kameraet. Her synes jeg simpelthen den er for længe om at få mig i fokus sammenlignet med andre kameraer. Det er ikke kun skidt for jeg synes til gengæld at autofokus rammer rigtigt og fokuserer på mig eller den genstand jeg forsøger at vise mine kolleger på kaldet, men den er lige en my for langsom til det efter min smag. Når den så får mig i fokus så står jeg til gengæld meget skarpt, hvilket kan skyldes kameraets 4x zoom, der gør det i stand til at fokusere bedre for der er ikke en decideret zoom funktion man kan anvende i kameraet.

Selve billedet fejler dog ikke noget og faktisk har Poly Studio P5 nogle flotte farver, som virker naturlige og korrekte. I hvert fald sammenlignet med meget af det billige kamera-lineup jeg ellers har haft mellem hænderne både her på siden og i andre sammenhænge. Det du skal være opmærksom på med Poly Studio P5 er at den trods den relativt lave opløsning altså kun kører 30 FPS. Det gør ikke så meget i samtale-øjemed, men hvis du streamer kan det altså godt virke lidt hakket sammenlignet med 60 FPS kameraer.

Billedmæssigt er Poly Studio P5 en ganske fornuftig upgrade, hvis man eksempelvis ønsker et bedre kald på Teams, Zoom eller andre platforme og den er efter min mening også værd at investere i for dem med kamera i deres laptops. Poly Studio P5 giver dig nemlig også en mikrofon, som jeg mener er bedre end det der er bygget ind i de fleste laptops i dag.

Eftersom Poly laver løsninger til virksomheder, så har de også udviklet Poly Studio P5 til at understøtte IT-afdelingen i virksomheden ved at gøre dette webcam muligt at styre remote fra IT-afdelingen og det selvom man måtte have adskillige af dem installeret. Det var ikke en feature jeg kunne teste, men værdien af denne funktion er stor for professionelle, idet det lader dem eksempelvis opdatere alle kameraer samtidigt, skulle der eksempelvis være opdaget en sikkerhedsbrist i softwaren.

Konklusion

Poly Studio P5 er et simpelt kamera udefra, men i virkeligheden gemmer den på en del features. Selv designet er med en skjult USB-throughput så du kan sætte donglen til dit headset ind i kameraet. Du kan dog også bruge den indbyggede mikrofon og slippe for headsetets mikrofon om du vil. Den eneste anke jeg har er at kameraet er langsommere end forventet, men ellers er både billede og lyd på et acceptabelt højt niveau og designet er tilmed et, der adskiller sig fra det sorte flertal.

Positivt

  • God billedkvalitet
  • Skjult USB-port
  • Flot design
  • Privacy filter

Negativt

  • Lille smule langsomt til at tilpasse sig ændrende omgivelser

Pris og tilgængelighed

Set til 899,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Webcams er blevet en essentiel del af ethvert computer-setup uanset om det er privat eller arbejde, idet corona for rigtig mange har betydet at de i perioder kun kunne kommunikere med folk via digitale platforme. Her kommer Poly ind i billedet med deres Studio...Test: Poly Studio P5 webcam