fredag, maj 17, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ROCCAT Horde memkanisk gaming tastatur

Test: ROCCAT Horde memkanisk gaming tastatur

Gaming tastaturer findes efterhånden i mange afskygninger, men alligevel mener ROCCAT at de kan tilbyde noget særligt i deres “Make it yours” serie af produkter, hvoraf vi i denne omgang har fået ROCCAT Horde tastaturet til test. ROCCAT Horde er med såkaldte membranical taster, som er et hybrid mellem membrane og mekaniske taster, deraf navnet og så kan man udbygge det lidt med egne ønsker. Tasterne er med baggrundslys og der er mange genvejstaster til rådighed, så der er rigeligt at tage fat om. Læs med om vores indtryk og oplevelser i testen her.

Hvad er der i æsken?

Af en eller anden årsag synes jeg at ROCCATs indpakning altid er meget meningsfuld. Der er naturligvis en masse tekst og billeder, men det er udført på en sober måde, der lader brugeren i butikken læse om de features man ikke nødvendigvis kendte til om produktet på forhånd og det er alt sammen med dertilhørende illustrationer. Indholdet i denne omgang er dog meget beskedent i form af tastatur og manual.

Design

ROCCAT er et tysk brand, som efterhånden har eksisteret i en del år og den tyske mentalitet skinner igennem virksomheden, som jeg for nogle år tilbage havde mulighed for at besøge. Desuden var en delegation fra Hamborg også af sted til Danmark årligt så man fik rig mulighed for at snakke om deres udviklingsfaser og visioner. En meget spændende virksomhed, hvis produkter efter min mening ikke får den credit de faktisk fortjener, for de laver ofte ret fede og også innovative produkter.

ROCCAT Horde er et bud på, hvad deres mange år i branchen kan byde på og dermed ikke sagt at man har med et top of the line produkt at gøre. Derimod viser tyskerne at man også til en relativt lav pris – i hvert fald set i forhold til så meget andet på markedet for tiden – kan skabe noget lækkert og med mange detaljer.

Designmæssigt minder ROCCAT Horde mig om deres Isku tastaturer, som var nogle af deres første produkter. Ikke fordi de som sådan ligner, om end de har nogle fælles karaktertræk, men mere at man har med et tastatur at gøre, hvor man ikke er bange for at udstråle gaming med skarpe kanter og unødige detaljer. Mange andre konkurrende brands har nemlig valgt at bevæge sig væk fra denne trend og tilbyde derimod mere subtile designs. I modsætning til dette har ROCCAT Horde et todelt design, hvor den ene overflade er rug og den anden mere mat. Begge egentlig fint modstandsdygtige overfor fedtfingre, hvilket jeg er sikker på vil glæde nogle. Selve tasterne er derimod utroligt glade for fedtfingre og skulle jeg vælge ville jeg hellere foretrække at det var tasterne, som var fedtfingre-fri. Dog føles ROCCAT Horde en smule mindre robust end jeg personligt kender den tyske producent for.

Tænker man på at ROCCAT Horde er med makrotaster i siden, medietaster i toppen og et drejehjul øverst til højre, så er det faktisk ret kompakt. Det fylder ikke unødigt på skrivebordet, men det er i hvert fald iøjefaldende og dét selv når lyset er slukket.

Tænder man for tastaturet så får man et lettere dæmpet blåt lys frem, men uden at det er kedeligt. Sammenligner man det med lys i dyrere tastaturer, også fra ROCCAT selv, så vil man nok ikke være imponeret. Blåt lys er bare ikke det som lyser kraftigst op og så er den sorte overflade på tastaturet også med til at dæmpe det en smule.

Tastaturet har en solid vægt når man tænker på at det er plastik. Dette gør at tastaturet forbliver på plads der hvor du stiller det, hvilket naturligvis ikke er en uvæsentlig feature. Tasterne er ligeså robuste og der er i denne omgang tale om membranical taster, som nævnt tidligere, hvilket er et hybrid mellem mekaniske og membrane taster. Det vil sige hver tast er separat opbygget, men de forbinder til samme plade for at spare på omkostningerne. Makrotasterne i venstre side af ROCCAT Horde tastaturet er også værd at nævne, for de er nemlig positioneret lavere end de andre taster. Deres vandring er ligeså en smule anderledes, men det gør, for mit vedkommende i hvert fald, at man ikke trykker på dem ved et uheld så nemt.

I toppen af venstre side på tastaturet er der lavet en lille skinne, som jeg først erfarede var tom da jeg modtog ROCCAT Horde til test. Sagen er den at man kan hente blueprints til 3D-modellen, som man så selv kan printe og sætte på, hvis man fx ønsker at montere sin mobiltelefon på tastaturet. Tanken er egentlig god nok, for man kan på den måde undlade at de brugere, som ikke ønsker denne funktionalitet, betaler for at andre kan nyde af det. Vores lokale bibliotek har en 3D-printer, som borgerne i kommunen kan låne til at lave deres udprint på biblioteket til relativt få penge, så det er ikke fordi man behøver investere i en 3D-printer i virkeligheden.

Funktionalitet

Som de fleste andre gaming tastaturer, og tastaturer generelt i virkeligheden, så er ROCCAT Horde plug and play, hvilket vil sige du kan slutte det til din computer og være klar fra første sekund. Man må dog så leve med at genvejstasterne agerer jf. fabriksindstillingerne om man kan lide det eller ej. Det er derfor anbefalelsesværdigt at installere ROCCAT Swarm softwaren.

Software

Hvis du kender ROCCAT fra tidligere og har bevæget dig væk fra brandet i nogle år så vil det måske glæde dig at der er sket en del udvikling på denne front. ROCCAT holder stadigvæk fast i at man ikke skal bruge en bruger til at logge ind for at kunne gemme og uploade sin profil. Det skyldes den tyske mentalitet, som kort fortalt går ud på at de ikke ønsker at være forbundet til noget unødigt da det omhandler deres privatliv. Under mit næsten et år lange ophold i Tyskland erfarede jeg også at de var langt mindre tilbøjelige til at invitere folk ind i deres hjem end vi er det i Danmark så der er nok noget om det.

Selve softwaren har dog fået sig en gevaldig og tiltrængt overhaling i forhold til tidligere, hvor ROCCAT var notoriske for at deres software var langsom og kunne være uden respons når man foretog ændringer. Denne tid er forbi og ROCCAT Swarm er langt mere medgørlig. Opdateringer sker næsten prompte og menuerne er meget nemme at finde rundt i. Menupunkterne giver dig mulighed for justering af taster, drejehjulets funktionalitet, lys og makroindspilning. Det er også muligt at tilføje en lyd til når man trykker på en tast, men jeg håber for alt i verden at ingen benytter sig af den mulighed. Det lyder lidt ligesom dengang Renault lavede en sportsudgave af deres Clio (mener jeg det var) og hvor man så kunne lade bilen lyde som en V8 eller lignende inde i kabinen. Der er bare nogle ting, der skal forblive på tegnebrættet og ikke føres ud i livet.

Resten af Roccat Swarm giver heldigvis god mening og lader dig indstille ROCCAT Horde tastaturet så det passer til lige nøjagtig det spil du spiller. Med genveje, der giver mening så man kan give sig selv en udfordring overfor konkurrencen.

Taster

Hvis man i første omgang analyserer tasterne på ROCCAT Horde uden at tænke på hvad de er, så vil man umiddelbart mistænke dem for at være membrane. Dette er en smule atypisk, idet de andre memkaniske tastaturer jeg har testet hovedsageligt har forsøgt at imitere mekaniske switche på følelsen. Dette synes jeg ikke ROCCAT Horde gør og om det er noget folk vil kunne lide skal jeg ikke være bestemmende overfor. Personligt synes jeg at det enten skal være det ene eller det andet for at det giver mening og her falder ROCCAT Horde i god jord, idet det føles mest som en membran tast når jeg skriver eller spiller.

Tastevandringen er en smule blød og selve tasterne er langt mere stille end mekaniske taster, men ROCCAT Horde støjer mere end det gennemsnitlige kontortastatur. Hvis støj er af ypperste vigtighed, så er det dog ikke alarmerende støjende og i hvert fald ikke i forhold til de fleste mekaniske tastaturer.

Den bløde vandring er dog præcis og samtidigt kræver det ikke mange kræfter af fingrene at skrive eller spille på ROCCAT Horde. Det betyder at tastaturet er behageligt at anvende, idet man ikke anstrenger sig. Da dette er en smagssag vil jeg ikke kommentere om man skal gå efter det ene eller det andet, men blot vide at aktiveringskraften er relativt lav.

Det er faktisk rart at macro tasterne er af en anden formfaktor og vandring, for det betød at jeg missclickede på dem langt færre gange end jeg tidligere har oplevet det med denne type af tastatur med en række af genvejstaster til venstre for tabulatoren.

Drejehjulet

En volumenknap eller drejeknap er ikke unik for ROCCAT Horde. Vi har set det på forskellig vis udført af både Logitech, Corsair og andre, men det som man kan med ROCCAT Horde er lidt i stil med Logitechs Craft tastatur og det er at man kan anvende og programmere knappen til forskellige ting. Det er slet ikke så omfattende som Craft, men Swarm softwaren giver altså en muligheden. Med opdatering af softwaren håber jeg dog, der kommer flere funktioner, som kan anvendes med drejehjulet da det på nuværende tidspunkt er meget begrænset.’

Konklusion

Hvis man absolut skal have hybride taster, der er en mellemting mellem membrane og mekaniske switche, så tager ROCCAT efter min mening den rigtige tilgang til dette. Disse taster forsøger ikke at være mekaniske, men er derimod blot bygget mere robuste og men en hurtigere aktivering end almindelige membrane taster.

ROCCAT Horde formår at fremstå af mere end det er, hvilket i virkeligheden er en god ting, idet man føler man får mere end man betaler for. Ganske vidst er kvalitetsfornemmelsen en smule under forventningen fra min side, men der er altså tale om et funktionsrigt tastatur med makro-taster, baggrundslys, genveje med et smart drejehjul og en ganske solid software. Mere kan man vel et eller andet sted ikke forlange og til en hvad jeg vil kalde overkommelig pris.

[checklist]

  • Makro-taster lavere end andre taster
  • Hjulet
  • God vægt og solid byggekvalitet

[/checklist]
[badlist]

  • Føles en smule billig

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 593,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Gaming tastaturer findes efterhånden i mange afskygninger, men alligevel mener ROCCAT at de kan tilbyde noget særligt i deres "Make it yours" serie af produkter, hvoraf vi i denne omgang har fået ROCCAT Horde tastaturet til test. ROCCAT Horde er med såkaldte membranical taster,...Test: ROCCAT Horde memkanisk gaming tastatur