tirsdag, april 30, 2024
ForsideAnmeldelserTest: SteelSeries Sentry Gaming Eye Tracker

Test: SteelSeries Sentry Gaming Eye Tracker

y4iaEXy

Hvis du mangler indsigt i, hvorfor du simpelthen ikke kan blive bedre i dine games, eller pwner du simpelthen så meget at du vil lære fra dig, så er der i begge tilfælde hjælp at hente fra en og samme enhed, navnlig SteelSeries Sentry, som er en sensor udstyret med øje-sporingsteknologien fra Tobii. I sin enkelthed går det ud på at du placerer SteelSeries Sentry på bunden af din skærmramme og lader den og softwaren følge dine øjenbevægelser mens du spiller, men vi har hos eReviews.dk sat os for mål at teste om det nu også er så simpelt, og ikke mindst om det “spiller”.

Hvad er der i æsken?

Lige for tiden kører SteelSeries en kampagne med Ubisoft, hvor de forærer et Assassin’s Creed Rogue med i købet af en SteelSeries Sentry, som altså ekstraordinært er med i vores udgave af sensoren og foruden dette spil finder man SteelSeries Sentry eye-trackeren, USB 3.0 kabel, to skærmmonteringsfilm, rengøringsklud og en quick-start manual.

Design

Den ser ikke ud af særlig meget sådan en øje-sensor når man tænker på, hvad det er den skal kunne. De minder mest af alt om en sensor til en Nintendo Wii eller Xboxens Kinect, mens SteelSeries Sentry dog har tre sensorer, der lyser rødt når de bliver aktiveret og begynder at tracke. Det er dog heldigvis tale om en blød og varm rødlig farve, som ikke generer øjnene når den er placeret der under skærmen.

På bagsiden af SteelSeries Sentry har man i midten et magnetisk stykke, som bruges til at klæbe sig fast til den medfølgende skærmmonteringsfilm, da denne er lavet af metal. Umiddelbart ikke den kønneste løsning, da monteringsfilmen nærmest er umulig at fjerne igen da denne limes fast til skærmen. Jeg har ikke fjernet denne fra min skærm, hvorfor jeg ikke kan fortælle om der efterlades spor, men lim bør kunne renses væk fra de fleste skærmes overflader forestiller jeg mig. Når man monterer sin SteelSeries Sentry ligger man mærke til at den buer en smule opad, hvilket i mit særtilfælde faktisk er en smule uhensigtsmæssigt, eftersom rammen på min skærm selv buer en smule opad og jeg har derfor været nødsaget til at tilpasse vinklingen på selve sensoren. Mindre detalje og ikke noget jeg giver SteelSeries Sentry skylden for, idet de fleste normale skærme naturligvis har flade rammer.

Mere er der efter min mening ikke at sige til designet af SteelSeries Sentry, for den er sort og rektangulær og på denne front ganske simpel. Fronten er blank og derfor utrolig glad for fedtfingre, men det er til at tørre af og så husker man at tage om den på en anden måde næste gang.

Funktionalitet

SteelSeries Sentry skal tilsluttes en højtydende USB 3.0 port for at virke. Jeg fik udfordringer med 2 ud af 3 USB-hubs der simpelthen ikke gav den nok strøm eller båndbredde til at blive registreret på computeren, så dette skal man have i mente når man leder efter en port at sætte den til. På nær denne mindre detalje er SteelSeries Sentry yderst nem at sætte op. Man bliver i hurtigmanualen bedt om at installere den nødvendige software for at få tingene til at spille og det kræver en genstart af computeren, hvorefter man er klar til at kalibrere enheden og øjesporingssoftwaren. Kalibreringsprocessen er kortfattet og man bliver præsenteret for en step-by-step guide. Man skal finde en behagelig sideposition når man sætter SteelSeries Sentry op, men det betyder faktisk ikke at man skal sidde fastlåst i denne stilling når man benytter den. De fleste af dens funktioner er nemme at udføre selv hvis man læner sig lidt frem, tilbage og til siden fra udgangspunktet og det er faktisk en ganske behagelig konklusion, for ellers kunne man frygte at man skulle sidde stiv i nakken for at få noget ud af oplevelsen. Jeg vælger faktisk at kalde SteelSeries Sentry for en oplevelse, da det er noget helt andet end hvad jeg før har oplevet i min tid som gamer.

Kontrol med øjnene

Som nævnt i indledningen er SteelSeries Sentry udstyret med teknologi fra Tobii EyeX, som faktisk er udviklet til at hjælpe folk med at benytte deres computere fx hvis de er handicappet eller af anden årsag har behov for nemmere at anvende deres computer. At SteelSeries har arbejdet med dem på et gaming-optimeret setup er efter min mening genialt påfund og adskillige professionelle gamere har allerede udtalt deres begejstring for de muligheder det kan give dem både personligt, men også evnen til at dele deres viden. Fordi SteelSeries Sentry benytter Tobii EyeX og denne software bliver installeret på ens computer, så er der også mulighed for at styre sin computer med øjnene, eller det vil sige, musemarkørens placering kan bestemmes ved at bruge øjnene, hvilket ikke er mindre imponerende af den grund.

I nedenstående video præsenterer jeg en del af de funktioner man kan anvende SteelSeries Sentry og Tobii softwaren til. Det er altså ikke blot musemarkørens placering man kan have gavn af, men også aktivt bruge sine øjne til at styre sin computeroplevelse. Man kan eksempelvis scrolle ned ad en hjemmeside ved blot at kigge derned og ellers holde sin aktiveringsknap nede. Eller man kan ved at ALT-tabbe med øjnene vælge den app man ønsker at åbne som det næste.

Det medfølgende spil, Assassin’s Creed Rogue, er i øvrigt ikke tilfældigt, for her er det faktisk også muligt at aktivere SteelSeries Sentry eye-tracking og benytte dette til at styre sit sigte eller kameraet og hvor man kigger. Det kræver ligesom alt nyt en smule tilvænning og bringer i starten en smule frustration med sig fordi styringen ikke helt gør som man forventer det, men efter at have givet funktionaliteten lidt tid bliver spiloplevelsen en smule sjovere og anderledes. Eksempelvis kan man sætte spillet til at lave pause, hvis spilleren forsvinder ud af syne, fx hvis man bliver kaldt på eller på anden vis drejer hovedet væk fra skærmen.

//media.ereviews.dk/#!album-159

Analyse i spil

Man kan se to ting af nedenstående screenshots, hvoraf det ene er lavet af mig og den anden er et preview af softwaren, som er præinstalleret for at man kan se hvordan resultatet er. Det første man ser er, hvor elendig jeg personligt er til StarCraft II, men det mere relevante er de ting man faktisk kan kigge på og blive klogere ved at lære mere om. Eftersom SteelSeries er en virksomhed med gamere så har de naturligvis tilpasset deres software til at give gamere verden over den bedst mulige indsigt i deres spil, hvilket muligvis er derfor at der indtil videre kun er to spil, som understøtter disse analyser, hvor flere følger. Man ser eksempelvis i StarCraft også hvor ofte man kigger på sine ressourcer og så udregner programmet, hvor opmærksom man er på denne statistik mens man spiller. Ved at have et måleapparat som SteelSeries Sentry og den medfølgende software kan man motivere sig selv til at blive en bedre spiller.

//media.ereviews.dk/#!album-171

Stream-overlay

Hvis man på den anden side er typen, der streamer de spil man spiller for enten at skabe og være del i en community eller blot ønsker at lære fra sig, så er der med SteelSeries Sentry også hjælp at hente som nævnt. SteelSeries Sentry muliggør nemlig streaming overlay og implicit betyder navnet at man ligger et lag oven på sit stream vindue på eksempelvis twitch ved hjælp af Xsplit Broadcaster eller Open Broadcaster Software (OBS). Man har adskillige indstillingsmuligheder når man vælger denne option gennem SteelSeries Engine softwaren, også hvorvidt man ønsker et SteelSeries vandmærke på sin stream, dennes placering osv., men vigtigst af alt kan man vælge den “form” som ens såkaldte overlay skal have. Den kan være cirkulær, dynamisk, gennemsigtig eller ej og det er op til den enkelte at vælge, hvad han eller hun foretrækker.

Det et streaming overlay som SteelSeries Sentry muliggør er velegnet til er at vise dem der kigger på via twitch, hvad det er man selv kigger efter når man spiller uden at man konstant skal have fortællerrollen på. Det er god indsigt og selvom det er selvsagt, så ser folk eksempelvis vigtigheden af at følge med i hvad der foregår på minimappen. I skydespil er det måske mere vigtigt at vide hvad folk sigter efter og helt naturligt kigger ens øjne jo der, hvor man ønsker at skyde.

Stream overlay funktionen med SteelSeries Sentry gør det muligt at skifte enkelte indstillinger, såsom farven på overlayet og formen, så man bedst muligt kan tilpasse den sit game, men jeg var ikke umiddelbart i stand til at ændre størrelsen på den cirkel/form der dukker op på ens stream og det kunne ellers være rart nok, så det kan fylde det man nu en gang har lyst til at det skal fylde.

Konklusion

Jeg indrømmer blankt at jeg var yderst skeptisk til at starte med da jeg fik SteelSeries Sentry ind ad døren. Min forventning var at den naturligvis virkede efter hensigten og vidste nogenlunde præcist, hvor det var at mine øjne havde fokus mens jeg spillede, men overraskelsen kom i form af at jeg faktisk kunne bruge SteelSeries Sentry til at styre min computer med øjnene. Hvis kalibreret korrekt så er softwaren lavet sådan at man sagtens kan browse sin vej gennem internettet uden at bruge meget mere end en knap til formålet. Det som SteelSeries Sentry dog har som formål er at give streamere og gamere en fordel og dette gør den ganske fornuftigt. Jeg glæder mig til at se at flere spil bliver tilføjet til listen af de spil man kan få statistisk data på, men til da, så kan jeg kun anbefale SteelSeries Sentry, forudsat at du har en utrolig kraftig computer, vel at mærke, for SteelSeries Sentry kræver en del af en maskine – processorkraft om ikke andet.

[checklist]

  • Fantastisk nyttig til gamere og streamere
  • Streaming overlay
  • Præcist
  • Statistisk data

[/checklist]
[badlist]

  • Få spil understøttet

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 1499,-
Se aktuel pris hos PriceRunner

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis du mangler indsigt i, hvorfor du simpelthen ikke kan blive bedre i dine games, eller pwner du simpelthen så meget at du vil lære fra dig, så er der i begge tilfælde hjælp at hente fra en og samme enhed, navnlig SteelSeries Sentry,...Test: SteelSeries Sentry Gaming Eye Tracker