lørdag, april 27, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Toshiba Satellite U940

Anmeldelse: Toshiba Satellite U940

Satellite_U940_Full_Prod_Aug2012_07

Den efterhånden ikke så nye type af bærbare computere, Ultrabooks, er uden tvivl kommet for at blive. Det er heller ikke så underligt når de flestes hverdag byder på fart og rejser, så er det rart at have en mobil computer med sig, der ikke er begrænset ydelsesmæssigt. Sådan en løsning har Toshiba et bud på med deres Satellite U940 Ultrabook.

Hvad er der i kassen?

Pakken til Toshiba Satellite U940 Ultrabook er af pap og den billige af slagsen. Nogle vil tænke at det var dog noget grimt noget til et produkt der skulle være lækkert, mens andre vil tænke at det må være godt for miljøet. Indeni finder man selve maskinen, en oplader og manual. Mere skal der vel ikke til, selvom vi har set andre producenter pifte det hele op med en lækker sleeve, taske eller lignende for at pointere at der her altså er tale om et anderledes produkt.

Satellite_U940_Full_Prod_Aug2012_04

Toshiba Satellite U940 Ultrabook features

  • 14,0” Trubrite HD LED med en 1366 x 768 opløsning
  • 1,7 GHz Intel Core i5-3317U processor med to kerner
  • 8 GB DDR3 RAM på 1600 MHz
  • 640 GB harddisk med 5400 RPM
  • Bluetooth
  • 2 x USB 3.0 / 1 x USB 2.0 / HDMI / Ethernet-port
  • SD-kortlæser

Satellite_U940_Full_Prod_Aug2012_02

Design og funktionalitet

Den Toshiba Satellite U940 vi havde til test var i en blålig grå farve (producenten selv kalder det Ice Silver), der uden at være iøjnefaldende alligevel var lækker at se på. Låget og håndledsstøtten er med en ru overflade og når man bevæger sine fingre over den er fornemmelsen den samme som ved et par denim jeans. Selve området hvor ø-tastaturet befinder sig er mat og selvom farven er ens føles det anderledes at kigge på grundet de forskellige overflader og dette giver Toshiba Satellite U940 en lækker to-tonet farvesammensætning.

Det nævnte tastatur er af behagelig størrelse og der er masser af plads mellem de enkelte taster. Touch-padden i Toshiba Satellite U940 er ligeledes af en passende størrelse, hvilket er vigtigt da den understøtter multitouch og forskellige gestures, men den lider desværre af et velkendt problem og det er at den nogle gange fejlagtigt vurderer ens håndled som tastetryk og det kan resultere i nogle til tider sjove sætninger, hvis man ikke er opmærksom på at markøren pludseligt er placeret et andet sted i teksten end man selv tror. De mange multi-touch funktioner gør dog at computeren er nem at arbejde med og man er mindre afhængig af en rigtig mus, med mindre man skal lave præcisionsarbejde.

Tastaturet er i Toshiba Satellite U940 er yderst fladt og det betyder at tasternes vandring er meget lille og giver dermed lidt feedback. Det er intet problem til mindre skriveopgaver, men til større arbejdsopgaver kan det blive trættende, især mellemrumstasten ved man sjældent om man har tastet eller ej. Dog er det en dejlig feature at tastaturet i Toshiba Satellite U940 er baggrundsbelyst, hvilket gør denne computer nemmere at bruge i mørke omgivelser. F# tasterne er dog kun delvist oplyst så man kun kan se de speciele funktioner, såsom volumen og medietaster. Det vil sige at hvis man ikke ved hvilke af disse specialtaster der hører til de almindelige F# taster skal man i mørke gætte sig frem da indikationen er printet på og ikke gennemsigtig som ved resten af tastaturet.

Bunden af Toshiba Satellite U940 er knap så interessant, men her finder man fire små gummifødder, hvor de bagerste og forreste ikke er af samme størrelse. Dette bevirker at når man placerer den bærbare computer på en flad overflade foran sig så tipper den en anelse fremad og giver en mere behagelig skriveposition.
Af en Ultrabook at være føles denne Toshiba Satellite U940 en smule tung, til trods for at den naturligvis overholder reglerne for en Ultrabook og vejer mindre end 2 kg. Det er måske ikke helt fair at sammenligne den med en MacBook Air eller Asus Zenbook da disse er en tomme mindre end Toshiba Satellite U940 med 14”, men i forhold til disse føles denne Toshiba noget mere tung og klodset i hænderne. Der er dog uden tvivl tale om en Ultrabook da den er og føles mindre end almindelige bærbare computere i denne størrelse. Den kompakte størrelse har dog gået ud over højttalerne, der trods en klar lyd uden forvrængning ikke kan spille særlig højt. På plussiden er der dog to af dem så man får stereo og ikke mono, som i mange andre bærbare computere.

Den 14” skærm i Toshiba Satellite U940 er ganske fin med gode betragtningsvinkler i siderne, men knap så gode skulle man bevæge sig opad eller nedad for så forsvinder farverne hurtigt. Ellers er skærmen yderst skarp og med passende god lysstyrke.

Takket være den kraftige Intel Core i5 processor og Ultrabook reglerne er Toshiba Satellite U940 en bærbar computer med god ydelse. Til hverdagsopgaverne og arbejdet på farten er den helt perfekt takket være hurtig opstart fra både slumre- og dvale-tilstand. Den gemmer arbejdet og lader dig fortsætte fra hvor du slap og takket være SSD-cachen går det lynende stærkt. Fra almindelige slumretilstand er man klar til at arbejde 2 sekunder efter man har løftet låget. Eftersom Toshiba Satellite U940 ikke har noget grafikkort med dedikeret videohukommelse er den ikke velegnet som spillemaskine, men bortset fra dette har den en god overordnet ydelse nærmest uanset hvilket program man smider efter den.

Computeren er udstyret med et batteri der kan holde i mange timer. Batteritiden afhænger altid af den måde man bruger sin bærbare computer på, men vi var uden besvær i stand til at presse Toshiba Satellite U940 op på 5 timers almindeligt arbejde. I selve styresystemet fortalte batterimåleren dog at ved et fuldt opladt batteri havde vi cirka 300 timers batteri og uanset hvor mange gange vi slukkede og genstartede computeren blev den ved med at komme med disse absurd høje værdier, der dog, ikke overraskende, faldt hurtigere end den angivne tid.

Satellite_U940_Full_Prod_Aug2012_06

Benchmark

  • PC Mark 7 Basic Edition Score: 4134
  • Windows Experience Index: 5,6
  • 3D Mark ’11: 628
  • HD Tune Pro (Average Read): 73,2 MB/s (HDD) / 494,9 MB/s (SSD)

Se detaljer i galleriet nedenfor.

http://media.ereviews.dk/#62

Konklusion

For den aktivt rejsende, der gerne vil få gjort noget mens han eller hun er på farten og samtidigt have et diskret, men flot design så er Toshiba Satellite U940 en rigtig god følgesvend. Det eneste reelt negative man kan ytre om denne maskine er tastaturet med den mindste vandring undertegnede har været vidne til. Det er desværre så slemt at man nogle gange slet ikke ved om man har tastet eller ej. Ligesom (næsten) alt andet er der tale om noget man kan vænne sig til, spørgsmålet er blot om man gider det. Præstationsmæssigt overrasker Toshiba Satelite U940 dog positivt og klarer mange opgaver let som en leg.

[checklist]

  • Elegant design
  • Baggrundsbelyst tastatur
  • God ydelse (Foruden gaming)
  • Batteritiden

[/checklist]

[badlist]

  • Meget følsom touchpad
  • Meget flade taster
  • Batteri-indikator

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Fås i forskellige konfigurationer, fra 5699,-

Find forhandler og den bedste pris på Toshiba Satellite U940

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Den efterhånden ikke så nye type af bærbare computere, Ultrabooks, er uden tvivl kommet for at blive. Det er heller ikke så underligt når de flestes hverdag byder på fart og rejser, så er det rart at have en mobil computer med sig, der...Anmeldelse: Toshiba Satellite U940