onsdag, maj 1, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: 3096 dage (DVD)

Anmeldelse: 3096 dage (DVD)

3096dageplakat

Tilbage i 1998 blev en lille østrigsk pige ved navn Natascha Kampusch bortført på vej til skole af Wolfgang Priklopil. Hun tilbragte de efterfølgende 8 år i fangenskab hos den sadistiske mand, indtil hun i 2006 formåede at flygte og komme frem til virkeligheden igen. Efter lang tids reetablering til virkeligheden skrev hun biografien ’3096 dage’, som fortæller den detaljerede historie om hendes forfærdelige tid i fangenskab. Denne bog var utrolig interessant at læse, men nu mente filmselskaberne, at historien også skulle vises på det store lærred. Jeg deler ikke forestillingen om, at denne modbydelige historie har brug for at blive illustreret og genskabt, men alligevel blev den produceret.

Filmen tager udgangspunkt i de unge år af Kampuschs liv, hvor man kort følger hendes familieliv efterfulgt af den skæbnesvangre kidnapning, som fjernede hende fra sin familie i hele 8 år. Selve filmen beskæftiger sig med hendes opvækst i det klaustrofobiske kælderrum, og jo ældre pigen bliver, jo værre bliver overgrebene og de sadistiske aspekter af deres forhold. Filmen er meget udpenslende i det ubehagelige forhold mellem fange og fangevogter, og filmen opnår at vække ubehaget visuelt.

Selve filmen skulle efter min mening slet ikke være blevet produceret. Hele konceptet passer sig bedst til en personlig bog omkring traumerne frem for at skuespillere skal sætte sig ind i situationen og udleve det forfærdelige forhold. Det er absolut unødvendigt, at denne film er blevet produceret, da den virker til at udnytte det groteske aspekt i historien til kommerciel brug. Den eneste grund til tilblivelsen af denne film er måske, at Kampusch kan vise sit liv på den mest realistiske og ærlige måde, men det fungerer bare meget bedre på det skrevne. Og så kan man ikke andet end at blive irriteret over, at alle skuespillerne skal snakke engelsk – og endda med britisk accent! Det ødelægger hele konceptet, da filmen ville være meget mere realistisk og intens, hvis de havde bevaret det originale, østrigske sprog. Optagelserne foregår i Østrig og generelt omgivelserne stemmer overens med historien, men dialogerne er simpelthen for latterlige, og lukker luften ud af ballonen på den realistiske del.

Thure Lindhart er det største lyspunkt i filmen, da han leverer en utrolig troværdig skikkelse af den sadistiske psykopat. Hans ansigtsmimik er skræmmende og skildringen af det hyppigt skiftende temperament er et eksempel på virkelig godt skuespil. Lindhart gør filmen seværdig, og hvis man kigger objektivt på handlingen, fungerer konceptet egentlig meget godt. Den unge skuespillerinde Antonia Campbell-Hughes i rollen som Natascha Kampusch gør det helt eminent, da hun virkelig giver associationer til en forvirret, udsultet pige i fangenskab.  Hun virker dog til at have tendenser til anoreksi, hvilket giver et lidt ambivalent forhold til, hvordan skildringen af den uheldsramte pige bliver portrætteret.

Bonusmateriale

På bonussektionen finder man en række forskellige interviews med bl.a. instruktøren, produceren og ikke mindst Natascha Kampusch, som giver deres indblik i historien og filmens tilblivelse. Derudover finder man nogle klip bagom scenerne, som giver et sidste dyk ned i de makabre detaljer om en af tidens mest omtalte kidnapninger.

Konklusion

Filmen er generelt meget langtrukkent i handlingen, og det fungerer både på en god og dårlig måde. Den dårlige måde gør, at man keder sig og føler at handlingen ikke har nok substans til at have en varighed på 1 time og 45 minutter, men den gode måde gør, at filmen giver associationer til den utålmodighed, som er et vigtigt nøglepunkt i Kampuschs forfærdelige ophold i kælderen. Men generelt for hele filmen er, at den ikke rummer nok kød på historien til, at man kan kalde den seværdig nok. Den ville med det samme blive kategoriseret som en B-film, hvis ikke den havde Kampuschs historie at læne sig op ad. På trods af godt skuespil og en ubehagelig fremvisning af det traumatiske ophold hos sin fangevogter, kan 3096 Dage ikke række ud til folk på den måde, som instruktøren har tiltænkt. Bogen har allerede klaret beskrivelserne af Kampuschs 8 år i fangenskab, og filmen bliver derfor blot et forsøg på at tjene penge ind.

Pris og tilgængelighed

Release: 21-11-13 på DVD og Blu-ray

Find forhandler og den bedste pris på 3096 dage

3096 dage trailer

[youtube id=”wEyRLTiys6Q” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer