torsdag, maj 2, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Høj pistolføring 2 1/2 (Blu-ray)

Anmeldelse: Høj pistolføring 2 1/2 (Blu-ray)

NakedGun2_3d_DK

Efterfølgere til store film har altid været et følsomt område, da presset på instruktøren er utroligt stort og fansene frygter, at man burde have stoppet, mens legen var god. Heldigvis for klassiske spoof-film fra 80’erne, som har bevæget sig over i en efterfølger i 90’erne, er niveauet bibeholdt, og Leslie Nielsens efterfølger til Høj pistolføring (The Naked Gun) er mindst lige så sjov som sin forgænger.

Vi følger endnu en gang betjenten Frank Drebin på sine dumdristige affærer i politistyrken mod de hårde kriminelle. Denne gang er Frank ramt af kærestesorger, da hans elskede Jane forlod ham ved alteret for et par år tilbage. Da en række usympatiske ledere fra forskellige grene af energibranchen vil gøre alt for at undgå, at nye, miljøvenlige energiformer overtager markedet, må Frank Drebin lægge sine følelser bag sig og redde dagen. Men fortiden indhenter ham, da Jane dukker op i efterforskningen – kan han balancere sin efterforskning samtidig med at hans livs flamme langsomt sniger sig ind i hans liv igen?

NG2_C

Denne efterfølger minder om en James Bond-film, hvor alt går galt – konceptet er opbygget som en ægte spion/agent-film, og humoren stammer fra den totale fiasko i alt, hvad den normalt overlegne superskurk plejer at mestre. Referencerne, ironien og den tykke sorte komik er vendt tilbage i en succesfuld efterfølger, som på fornemmeste vis fortsætter de uheldige eskapader af politistyrkens mest idiotiske politibetjent. Filmen har et langt større fokus på de små, morsomme detaljer, som virkelig sætter prikken over i’et i parodifilmen – etteren havde masser af disse små detaljer, men efterfølgeren er langt mere omhyggelig med at tilføje dem til hver eneste scene. Hele konceptet virker til at have bevæget sig op i et langt højere gear, da de dumme eskapader, fjollede parodier og tåkrummende situationer har fået meget mere plads i den overordnede handling.

Man kan stadig mærke gnisten mellem de to hovedpersoner, som med den fortabte kærlighed i mellem dem virkelig udfolder den allerede interessante historie fra etteren. Leslie Nielsen dominerer filmen med sit overbevisende, komiske talent og beviste for alle, at den klassiske falde-på-halen-komik også ville fungere i 90’erne. Hans medsammensvorne O.J. Simpson og George Kennedy er også bragt langt mere inde i rampelyset, hvilket giver spillerum til en masse hylende morsomme bi-historier.

Mange af komedierne i 90’erne er præget af montageklipning og visuelle virkemider, hvilket giver en god dynamik mellem handlingen og selve vittigheden. Der er simpelthen ingen grænser for, hvor plat og sortkomisk humoren er i denne film – det er som om, at filmen har nået et nyt lavpunkt, som i denne sammenhæng betyder, at instruktøren har ramt plet.

Denne efterfølger har et langt mere indviklet og snedigt plot i forhold til etteren, hvilket ikke blot gør plottet interessant, men også danner rammerne for en masse muligheder på det komiske plan. Desuden har instruktøren fokuseret langt mere referencer til andre film, som muligvis gør efterfølgeren til den mest opfindsomme film i Høj pistolføring (The Naked Gun) trilogien. Hvor etteren stadig er bedst på grund af originaliteten, er toeren mest dominerende på den alsidige komik såvel som detaljerige billedklipning.

Konklusion

Samlet set er Høj pistolføring 2 1/2 en værdig efterfølger til en af spoof-films genrens mest morsomme produktioner. Humoren er gældende fra start til slut, skuespillerne er i deres es og gnisten fra etteren er blevet overleveret til toeren med en Leslie Nielsen i solid topform.

Pris og tilgængelighed

Release: 02-10-13 på Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Høj pistolføring 2 1/2

Høj pistolføring 2 1/2 Trailer

[youtube id=”H4RssRXLWhQ” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer