mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Kolbøttefabrikken (Blu-ray)

Anmeldelse: Kolbøttefabrikken (Blu-ray)

Kolbøttefabrikken

Dansk komik er en meget speciel genre, som enten kan gå i dybden med nogle unikke træk af det danske sprog eller fokusere på nogle sortkomiske aspekter af livet. Kongen indenfor komediegenren i Danmark er efter min mening Anders Thomas Jensen, som har skabt film såsom Blinkende Lygter, Adams Æbler og De Grønne Slagtere. Derudover har jeg også en fascination af komikeren Mick Øgendahl, så derfor var det interessant at få lov til at kigge nærmere hans og andres medvirken i den nye, danske film Kolbøttefabrikken.

Filmen udspiller sig på et psykiatrisk hospital, hvor den alternative healer Acacia (Paprika Steen) bliver indskrevet. Her møder hun nogle specielle typer, som kæmper med en psykisk lidelse i hverdagen – derudover skal hun også bøvle med en ustabil afdelingschef samt en naiv sygeplejerske. Acacia må finde sig i at være en del af denne verden eller bevise, at hun bare er lidt anderledes end de andre.

Det første der skal siges om denne film, er desværre, at den slet ikke er sjov. Den giver inden start indtrykket af, at man skal se en morsom, lille grænseoverskridende fortælling om balancen mellem sindssyge og komik, men denne lykkelige tilstand dukker aldrig op. Man bliver bare kastet ind i historien om Acacias ustabile tilværelse uden videre historieopbygning og derefter skal man så introduceres til de forskellige karakterer på anstalten. Her forventer man selvfølgelig, at de mest prominente roller individuelt byder ind med noget enten hylende morsom, grænseoverskridende eller kynisk. Det sker så heller ikke, og i stedet får man en utrolig langtrukket handling, som bare virker til at arbejde sig henimod slutningen så hurtigt som muligt. Karaktererne er tydeligvis forskellige og tiltænkt at skulle bidrage med noget unikt, men man hører blot en masse kedelige samtaler om vind og vejr frem for at fremprovokere nogle samfundskritiske aspekter eller bare morsomme øjeblikke.

Selvom filmen blot varer 77 minutter, så føles den utroligt langtrukket i længden. Man forventer hele tiden at komikken indhenter tempoet, men det sker bare ikke – Mick Øgendahl er alt for underspillet og kommer aldrig til sin ret, Mia Lyhne er alt for påtaget og Paprika Steens karakter er bare irriterende og meget uoriginal. Den eneste som er lidt sjov og som virker til at tage pis på hele konceptet, er Simon Juul, som bare sidder og ryger en fed, mens han viser den mest ligeglade mine, man nogensinde kan forestille sig. Dog virker alle skuespillerne til at være placeret uden for deres normale rækkevidde af talent, da de slet ikke byder ind med noget af det, man kender dem for. Det virker lidt som om, at man under ’rekrutteringsfasen’ bare har samlet nogle forskellige skuespillernavne sammen, rystet posen og håbet på det bedste. Der er slet ikke nogen struktur på handlingen som sådan, andet end at Acacia åbenbart har evnen til at vække lidt stemning i gang hos den i forvejen urealistiske kultur på sindssygehospitalet.

Når filmen så ikke er sjov, forventer man lidt, at den byder med noget unikt eller meningsskabende, men det sker heller ikke. Det er egentlig bare 77 minutter, hvor folkene går rundt og ikke rigtig ved, hvad de skal gøre af sig selv. Måske er meget af det improviseret og med så vagt et koncept til at starte med kan det bare slet ikke fungere i praksis. Måske er det mig, som forventer noget andet end filmen har at tilbyde, men jeg synes bare, at den er promoveret til netop at fange min interesse. Samlet set er Kolbøttefabrikken en kæmpe skuffelse, som hverken er sjov, meningsfuld eller underholdende.

Pris og tilgængelighed

Release: 09-10-14 på DVD og Blu-ray

Find forhandler og den bedste pris på Kolbøttefabrikken

Kolbøttefabrikken trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer