onsdag, maj 8, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Robin Hood (Blu-ray)

Anmeldelse: Robin Hood (Blu-ray)

1

Fortællingen om Robin Hood og hans klassiske slogan ’stjæl fra de rige, giv til de fattige’ har altid været en underholdende rejse ind i en eventyrlig fortælling. Min favoritfilmatisering af den klassiske historie er uden tvivl Robin Hood: Prince of Thieves fra 1991, med Kevin Costner i front – ikke mange skridt bagefter ligger denne herlige Disney-udgave af den lovløse helt.

Vi følger den notoriske ræv Robin Hood, som sammen med Lille John arbejder som tyve i Sherwoodskoven, hvor de stjæler fra de rige og giver til de fattige. Da den onde Kong John fortsætter med at hæve skatterne, så beboerne ikke har råd til en tilværelse, er Robin Hood og hans venner nødt til at stå i vejen for kongens onde tyrannisering.

Disney er altid kendt for at bruge nogle gode historier i en omskrevet version, hvilket ofte har resulteret i nogle unikke oplevelser – det er bestemt også gældende i denne film, hvor man får en af de mest charmerende historier om vores allesammens Robin Hood. Denne film er et solidt eksempel på de helt gamle klassiske tegnestrøg med meget grove linjer, blyantfejl og en masse flotte illustrationer. Originaliteten er virkelig i højsædet på denne film, og man bliver utroligt imponerede over de opfindsomme kreationers såvel som dynamikken i hele den visuelle side. Denne genudgivelse i HD-kvalitet er en fryd for øjet, og filmen har formået at se endnu mere detaljeret og skarp ud, dog uden at miste sin originale atmosfære. Det er virkelig en film med et kæmpestort hjerte og en overvældende mængde charme for både børn og voksne. Hele handlingen sprudler af energi og gåpåmod, hvilket virkelig gør dette til en af de mere mindeværdige kreationer fra Disney.

Handlingen rummer en fantastisk fortolkning af en klassisk historie og hele personificeringen af dyreskikkelser gør det hele mere familievenligt og yderst underholdende. Filmen er spækket med fantastiske figurer, som virkelig får smilet frem på læberne på grund af deres originale karakterer og unikke særpræg. Af alle de helt gamle klassikere før 90’erne er Robin Hood uden tvivl en af de mest hjertevarme og hyggelige kreationer til dato. Filmen beskæftiger sig med nogle herlige tematikker omkring kærlighed, venskab og forskellen på de gode og de onde. Derudover er handlingen spækket med fornem humor, som gennemsyrer hele filmen og gør det til en sand oplevelse. Et af de elementer i filmen, som gør den til en rigtig eventyrlig oplevelse er uden tvivl også den formidable underlægningsmusik. Robin Hood har nogle af de mest mindeværdige sange og musikstykker i Disney-branchen, og der er op til flere melodier, som er brændt fast i hukommelsen flere dage efter.

Til forskel fra mange andre produktioner i 70’erne, har denne film et lidt anderledes handlingsforløb, hvor alt morskabet er blevet fordelt mere ligeligt ud i hele filmen. Ofte er det nemlig først den sidste halve time af filmen, hvor klimakset bliver presset ind på utrolig kort tid, mens en opbyggende, langsommelig baggrundhistorie starter ud. Det fungerer også som sådan fint nok, men man sætter bare mere pris på en film som denne, da den har højt tempo hele tiden og formår at skabe unikke øjeblikke og fremragende underholdning i samtlige minutter af filmen. Ræven Robin Hood er en af de helt store Disney-helte for drenge, og man sætter stor pris på det lidt mere mandige univers. Samlet set er denne klassiske Disney-film et must-have i samlingen, da den ikke blot er en unik animationsfilm, men generelt også bare er en fantastisk, visuel oplevelse for hele familien.

Bonusmateriale

Her finder man det klassiske Disney-bonusguf, hvor man kan synge med på filmens sange, se slettede scener samt nærstudere nogle interessante skitser og billeder fra filmens tilblivelse. Som det sidste er der en lille, herlig kortfilm, og samlet set er denne omgang bonusmateriale perfekt afbalanceret og sætter det sidste prik over i’et.

Pris og tilgængelighed

Release: 06-11-14 på DVD og blu-ray.

Find forhandler og den bedste pris på Robin Hood

Robin Hood trailer

https://www.youtube.com/watch?v=awONp__GGvU

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer