mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: AOC AG275QZN 240 Hz gamingmonitor

Test: AOC AG275QZN 240 Hz gamingmonitor

AOC AGON byder os til dans med deres nye gaming monitor lineup, hvor vi har fået lov at se nærmere på en AG275QZN, som er en flad, 27″ med 1440p og 240 Hz opdateringshastighed.

Hvad er der i æsken?

AOC har gjort det nemt for dig at pakke din nye skærm ud for der er tale om en kasse med et låg og ikke én, hvor du skal trække skærmen ud. Der er i æsken anvendt pap i stedet for flamingo og også omkring kablerne har man anvendt andet end plastik, hvilket vidner af at producenten er miljøbevidst. Indholdet er dog ikke beskedent af den grund og gemmer på både skærm, fod, HDMI kabel, DisplayPort kabel, USB kabel og strømkabel.

Specifikationer

  • Skærm: 27″ VA WLED panel med 240 Hz og 2560×1440 pixels
  • Opdateringshastighed: 240 Hz
  • Respons: 1 ms (grey to grey)
  • Kontrast: 3000:1
  • Lysstyrke: 400 cd/m²
  • Porte: 2 x HDMI 2.0, 2 x DisplayPort 1.4, 4 x USB, Jackstik 3.5mm

Design

Sammenlignet med mange andre bud på gaming skærme, så skiller AOC AG275QZN sig lidt ud ved ikke at have et skrigende design, der bare stråler gaming fra alle sider. Fra fronten er der ganske vidst en lidt spids fod at se, men resten af designet er helt sort og uden smart eller iøjefaldende RGB-belysning. Det er først på bagsiden at man ser en kombination af rødt og sort og personligt er jeg stor fan af at det fra fronten ikke er så “skrigende”.

Der er tale om et fladt 27″ display, hvilket nærmest er atypisk i denne størrelse for gaming skærme efterhånden. For mit eget vedkommende skal en skærm på 27″ dog ikke nødvendigvis bue for effekten føles ikke nær så kraftig, som ved større displays.

AOC AG275QZN ville bestå en test på kontoret, for den kan både højdejusteres, vippes og roteres, så du bør alt andet lige kunne finde en position, der passer dig og dit skrivebord. Jeg synes dog ikke den kan dreje voldsomt meget, men til gengæld kan den roteres helt lodret og det foregår relativt nemt. Du skal blot huske at vippe og løfte den en smule først så den ikke støder mod foden eller bordet mens du roterer.

Det er dog ikke fordi foden fylder voldsomt meget. Tværtimod, så står AOC AG275QZN på en fod med, så at sige, tre fødder, der optager lidt på skrivebordet, men mellem dem er der plads til dine ting om du har lyst.


På bagsiden af foden, der holder fast i skærmen er der i toppen en hank, som du kan gribe fat i for nemmere at kunne transportere skærmen rundt. Hanken er en smule tynd, så mine små pølsefingre har lidt svært ved at tage fat, men det er nok til at jeg kan bære de knap 6 kg med en hånd.

I foden har du i bunden også hul igennem, så du kan føre kablerne ud mod bagsiden. En lille, men bestemt ikke ubetydelig detalje for især sådan en som mig, der godt kan lide at have styr på netop kabler.

En anden funktion, som AOC AG275QZN er udstyret med, til at du kan holde styr på dine ting er at den i siden af skærmen har en lille hank du kan trække ud. Denne kan du bruge til at hænge dit headset i siden af skærmen, så du altid ved, hvor det er. En meget velkommen feature, men desværre oplevede jeg at hver gang jeg satte headsettet på hanken, så vippede skærmen en anelse til den side. Det var selvom jeg relativt forsigtigt satte headsettet på plads for ikke at tale om når jeg bare smed det på. Det betød at jeg skulle justere skærmen hver gang jeg havde sat headsettet på. Jeg forstår at det skyldes at man har gjort skærmen nemmere at rotere, men måske skulle man stramme det bare en smule.

Det helt smukke ved AOC AG275QZN er i øvrigt at der er tale om et rammeløst design på tre af siderne og også bunden er relativt tynd. Det får skærmen til at fremstå større og det er virkelig lækkert. Nok mere end billederne kan vise. Også bagud er skærmen relativt tynd og det er til trods for at strømforsyningen er indbygget og der bare er et kabel ned til strømstikket.

Til gengæld så har AOC valgt ikke at inkludere et sæt højtalere i AOC AG275QZN, så du må nøjes med at der er et indbygget 3.5 mm jackstik til headset, som du kan bruge, hvis du fx slutter en PlayStation til via HDMI.

Funktionalitet

Den tynde ramme omkring AOC AG275QZN gør at den egentlig ikke føles så fysisk meget mindre end den 34″ jeg ellers sidder med til dagligt. Ikke dermed sagt at jeg forsøger at bilde nogen ind at de er tilnærmelsesvist lige store, men det gør bare noget at der er tynde rammer på en skærm og det både ser flot ud og er praktisk, da det giver en illusion af mere plads.

Den oplevelse har jeg i hvert fald med AOC AG275QZN, som med en 2560×1440 opløsning gør at den sagtens kan bruges til både gaming og en masse andet også. Jeg havdei hvert fald en masse digital skrivebordsplads at gøre godt med når jeg sad med denne skærm i testperioden. Det er lidt mindre end på de 3440×1440 jeg ellers bruger, men med AOC AG275QZN kan du sagtens have to dokumenter åbne ved siden af hinanden uden at du føler du savner for meget.

Du kan forbinde en del enheder til AOC AG275QZN, hvilket gør at du kan nøjes med én skærm til både spillekonsol 1, spillekonsol 2, laptop og desktop om du vil. Der er dog ikke nogen USB-C indgang, så du kan ikke få billede og strøm til din laptop i ét kabel. Det er en funktion, som også er forbeholdt mere kontorrettede skærme i øvrigt.

Alt andet har du dog lige ved hånden. AOC AG275QZN er nem at indstille. Måske en smule for nem at rotere, som jeg nævnte i forbindelse med det at smide headset på hanken, men det gør at den er pænt behagelig at sætte op og anvende.

OSD

For så vidt angår opsætning, så er der en masse funktioner, der gemmer sig i On Screen Display menuen på skærmen. Denne tilgår du via joysticket på bagsiden af skærmen. Den er placeret tilpas nok ud i siden, så du burde kunne nå den med hånden omkring skærmen. Med 27″ er det ikke så ofte at man sidder for langt væk til at dette skulle være en udfordring, som jeg ellers oplevede med den Philips 32″ jeg testede forleden.

Menuen er med store billeder, der fortæller dig om hovedpunktet du er ved at ændre. Nogle funktioner slår andre funktioner ude af drift og det kræver lidt træning og god vilje at lære det hele at kende. Eksempelvis kan du ikke pille ved en del af de øvrige funktioner, hvis du slår Adaptive Sync til osv.

Jeg bliver aldrig gode venner med OSD menuer, men så længe det ikke er noget man skal indstille så ofte, så gør det ikke noget. Menuen i AOC AG275QZN er nogenlunde medgørlig om end der til tider er lidt for mange klik før man er hvor man ønsker at være.

Via OSD menuen kan du også slå en FPS counter fra, men for mit vedkommende viste skærmen blot opdateringshastigheden og ikke FPS i de spil jeg var i gang med. Det denne counter ville vise dig i adaptive sync var, hvis skærmen ikke blev udnyttet fuldt ud til gengæld.

Hastighed

Selve skærmens hastighed er så en anden sag. Her går det virkelig stærkt for sig. Jeg har læst mig frem til at andre har testet at indstillingen Low Input Lag gør en stor forskel i forhold til netop input-lag og at der ingen umiddelbare konsekvenser er ved at slå det til, så det første råd er at slå denne funktion til for i henhold til andre test på nettet, som jeg af tekniske begrænsninger ikke kan udføre, så betyder det en hel del.

Beklager det lidt slørede billede – det viser dog en tydelig UFO og skærmen kan altså følge med

Du har så også nogle andre funktioner, såsom Overdrive, som gør at du imødekommer Ghosting så at sige. Ghosting kan for de hurtige gamere være en ret så irriterende effekt når det går stærkt for sig i spil og at eliminere dette er en gave. Du bør dog eksperimentere med de mange indstillinger for at finde ud af, hvad der behager dig mest og giver dig den bedste oplevelse uden at resultere i overshooting. Jeg havde det bedst med low og medium og synes at billedet ikke led af at det var tændt.

Jeg smed hastighedstest op via Chrome browseren og den lille UFO og så et relativt hurtigt kamera for at se om jeg kunne fange skærmen i at fejle eller give et sløret billede ved hurtige bevægelser, men selv ved 240 FPS viste det sig at spille ganske fint. Der var ikke hverken ghosting eller screen tearing. Det skal siges at jeg spiller med et AMD grafikkort på min PC, så det kan være en fordel for AOC AG275QZN understøtter kun AMD FreeSync. Dog kan man “tvinge” NVIDIA grafikkort til at understøtte denne funktion også. Det har jeg i hvert fald haft held med tidligere. Jeg kan dog ikke teste om oplevelsen ville være den nogenlunde samme.

Også på PlayStation 5 testede jeg hastigheden og kunne sætte skærmen til at køre 120 Hz, så i de spil, hvor dette er understøttet vil jeg helt klart anbefale det til dem der spiller kompetitivt. Det burde også virke på de nye Xbox konsoller, men det har jeg desværre ikke mulighed for at teste.

Husk at du kun kan udnytte skærmens fulde opløsning og 240 Hz via DisplayPort kablet af nyere dato. HDMI 2.0 som er i skærmen kan simpelthen ikke følge med den nødvendige båndbredde, så denne forbindelsestype er forbeholdt konsollerne og 120 Hz. Samtidigt skal du huske at ønsker du at slå Motion Blur Reduction til, så kan Adaptive Sync ikke virke samtidigt med. Motion Blur Reduction er til for at minimere slør i billedet og er en smagssag om man vil have aktiveret. Det afhænger både af de spil man spiller og den måde man spiller.

Billede

Af en HDR400 skærm at være, så er billedet ret så skarpt og lysstærkt. Det er naturligvis efterhånden den mindste værdi af HDR man kan få nu om dage, men jeg synes at AOC AG275QZN gør det ganske fint til de spil, hvor man spiller for oplevelsens skyld. Jeg syntes dog at den døjede med de mørke scener til tider, hvor de blev gjort for mørke, hvilket måske er “naturligt” korrekt, men til gengæld kan man i Warzone ikke se når “Rose” gemmer sig i skyggerne. Så HDR400 og konkurrence-gaming går ikke nødvendigvis i hånd efter min mening. Til mere “smukke” spil, hvor fokus er på at få en på opleveren, så er det klart en fed feature.

Dette sammen med nogle ret så flotte farver gør at jeg synes AOC AG275QZN står ret skarpt og kan bruges til meget andet end gaming. Jeg ville ikke gå så vidt at kalde den en professionel monitor til grafikere, men du kan sagtens bruge den til billede og videoredigering på hobby-niveau, mens du også har den til gaming.

Konklusion

Tiden hvor man skulle frygte VA paneler i gaming er forbi viser AOC AG275QZN os og samtidigt med at du får nogle sorte “farver” der står flottere end på almindelige IPS, så får du også et 240 Hz display med flotte farver og en rigtig hurtig skærm, der samtidigt står flot. Sidste sætning var måske lidt lang, men det var for at få alt det gode ved AOC AG275QZN med i en omgang og der ér meget at rose denne skærm for. Den tynde ramme og det relativt diskrete design gør at jeg sagtens kunne se mig selv med netop denne skærm, hvis ikke det var fordi jeg var så vant til min 3440×1440 opløsning til arbejde. Dog virker QHD opløsningen i AOC AG275QZN til at gøre det ganske fortrinligt og der er virkelig ikke noget at sætte en finger på. Det skulle da lige være at skærmen har en tendens til at vippe når jeg smider et headset på og så er prisen altså også deroppeaf, men alt i alt er der tale om en ganske fornuftig skærm.

Positivt

  • Hurtig
  • Flotte farver af en 240 Hz gamingmonitor at være
  • Tynd ramme (3 ways)
  • Pænt og ikke iøjefaldende design
  • Kabelføring i foden
  • Hank til at bære nemt

Negativt

  • Vipper når man hænger headset på holder
  • OSD kræver lidt nerver

Pris og tilgængelig

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

AOC AGON byder os til dans med deres nye gaming monitor lineup, hvor vi har fået lov at se nærmere på en AG275QZN, som er en flad, 27" med 1440p og 240 Hz opdateringshastighed. Hvad er der i æsken? AOC har gjort det nemt for dig...Test: AOC AG275QZN 240 Hz gamingmonitor