søndag, april 28, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Arlo Ultra 4K videoovervågning

Test: Arlo Ultra 4K videoovervågning

Markedet for overvågningsløsninger til private hjem er efterhånden ret stort og udvalget af produkter har heldigvis fulgt med efterspørgslen, og det betyder også at priserne i dag heller ikke er afskrækkende. Arlo, som er en serie under NETGEAR brandet, har haft ry for at levere trådløse løsninger der var nemme at sætte op, nemme at betjene og til at betale.

For et par år siden testede vi Arlo Pro 2, den gamle topmodel – og de sidste måneder har vi testet afløseren, Arlo Ultra 4K. Som modelnavnet antyder understøttes nu 4K opløsning, derudover har kameraerne bl.a. fået “spotlight” funktion som kan tændes når kameraet registrere bevægelse og så er der nightvision i farver.

Hvad er der i kassen?

Arlo Ultra 4K fås i flere udgaver, først og fremmest kan man vælge imellem en hvid og en sort udgave, dernæst 1-4 kameraer inkluderet. Modellen her er basis udgaven i hvid med ét kamera inkluderet i kassen.

I kassen finder man følgende:

  • Netgear Arlo Ultra 4K
  • Genopladeligt/udskifteligt batteri
  • Basestation med strømforsyning
  • Strømforsyning/oplader til kamera med magnetisk strømkabel
  • Ethernetkabel
  • Vægbeslag til kamera med magnet
  • Vejledninger og quick-start guide

Udvalgte specifikationer

  • 100% trådløse kameraer
  • 4K opløsning
  • 2-vejs audio
  • LED lys i kamera
  • Op til 180 graders synsvinkel
  • Op til 6 mdr’s batteritid

Opsætning og installation

Arlo-serien har altid haft stor fokus på brugervenlighed, det gælder alt fra opsætning til den daglige betjening. Det betyder også at opsætningen af Arlo ikke kræver nogen særlig teknisk kunnen eller viden, det er nemlig rimelig meget “plug and play”.

Basestationen skal kobles til dit netværk/router via ethernet-kabel, derudover skal den have strøm. Kameraet, eller kameraerne, er 100% trådløse så de skal bare oplades og monteres. Med i pakken er et smart magnet-beslag som skrues på væggen, kameraet kan således “klikkes” af og på ifm. opladning og er nemt at justere. Skulle man ønske at montere det på anden vis, så er der alm. kamera-gevind i bunden, som gør udvalget af 3. parts beslag ret stort.

Installation og opsætning af Arlo-systemet foregår via Arlo-app’en der hentes gratis i app-store. Her guides man først igennem installation og opsætning af et nyt system, hvorefter man tilføjer kameraerne, ét efter ét. Undervejs guides man trin for trin med fine illustrationer – endda på dansk, så det kan ikke være meget nemmere at gå til.

Opsætning af kameraer

Når først den grundlæggende opsætning er overstået kan man reelt læne sig tilbage og benytte systemet “som det er”, men vil man have fuld udnyttelse – så kræver det lige at man bruger lidt tid på at fine-tune systemet.

Først og fremmest bør man være opmærksom på at hvert enkelt kamera kan indstilles individuelt, altså kan man bestemme præcist hvordan det skal reagere. Det kan måske være praktisk at nogle kameraer reagerer på både lyd og bevægelse, mens andre kun reagerer på én af tingene. Derudover kan man indstille hvor følsomt det skal være og man kan også oprette “aktivitetszoner” så kameraet kun reagerer på bevægelse i et bestemt område af billedet. Sidstnævnte kunne eksempelvis være aktuelt hvis man filmer ud i en indkørsel, men ikke ønsker at kameraet skal reagerer på biler der kører forbi ude på vejen.

Når kameraet reagerer lyd eller bevægelse kan man vælge hvorvidt der skal startes optagelse og hvor længe – i udgangspunktet lagres optagelser i skyen i 30 dage, men der er mulighed for at optage på lokalt medie hvis man ønsker det. Det er også muligt at vælge om aktivitet på et kamera skal “trigge” en alarm, e-mail notifikation eller push-besked på ens smartphone, alt efter hvad der passer bedst til ens behov.

Kameraerne i Ultra-serien er udstyret med LED spotlight som i udgangspunktet tændes når der registreres bevægelse, det betyder at man kan optage i farver under dårlige lysforhold, også om natten. Derudover har de 2-vejs audio, så man kan høre hvad der sker, samtidig med at man kan snakke igennem kameraet – altsammen via Arlo app’en.

Daglig brug af Arlo

Via app’en kan man aktivere og deaktivere Arlo som et almindeligt “alarmsystem”, mens det også er muligt at opsætte forskellige planer for hvornår det skal aktiveres/deaktiveres automatisk, det kunne eksempelvis være hver nat, når man er væk fra huset ifm. arbejde eller noget helt tredje. Derudover er der også mulighed for at bruge såkaldt “Geofenching”, en funktion der automatisk vil aktivere/deaktivere Arlo system alt efter din lokation, det kan være ret praktisk hvis man er typen der glemmer at få det aktiveret, men mindre praktisk hvis man gerne vil have det aktiveret mens man reelt er hjemme.

Alt efter hvordan man har valgt at blive notificeret, kan man ex. få en push-besked på sin smartphone når der registreres bevægelse, samtidig med at dette optages, så kan man nemt se om det er en fragtmand, en fremmed kat i indkørslen eller reelt nogle der ikke burde være i eller omkring dit hjem. Via app’en kan du tale ud via kameraet, hvis du eksempelvis ønsker at skræmme en potentiel indbrudstyv, eller “bare” skal tale med barnet der er kommet hjem uden sin nøgle.

Viser det sig at der er fare på færde, så kan man aktivere en sirene der sidder i basestationen, så det faktisk fungerer også som et alarm-system og ikke bare overvågning.

Ultra kameraerne ser i vinkler op til 180 grader, det betyder at man kan placere kameraet i et hjørne og få enormt meget med i ét billede. Det betyder dog også at billedet “forvrænges” en smule, så man kan sætte vinklen ned til 155 eller 120 grader hvis man ønsker lidt mere “fisheye” effekt. Det er også muligt at indstille hvert kamera individuelt, så man får den bedst mulige optagelseskvalitet ift. strømforbrug, bl.a. kan man vælge om man ønsker 4K videostreaming når man er på lokalt netværk, det er tungt – men giver også et bedre billede!

Optagelserne gemmes i skyen 7 dage tilbage og har man brug for at tage backup, så kan man blot downloade de enkelte sekvenser til sin smartphone, tablet eller lign.

På oversigtsskærmen kan man nemt “livestreame” fra alle de tilsluttede kameraer, i tilfældet er der 4 kameraer at vælge imellem. Du kan tilslutte op til 15 kameraer pr. basestation og der kan streames fra 5 kameraer samtidigt – det burde også være rigeligt til hjemmebrug og/eller den mindre virksomhed der søger en kosteffektiv løsning. Billedkvaliteten er god, uanset om det er nat eller dag og med 4K optagelser er der høj detaljegrad, så det bliver nemmere at se hvad der sker og hvem der evt. måtte være på optagelserne. På nogle andre overvågningskameraer er opløsningen og detaljegraden, særligt ved nightvision, så ringe at det er svært at se hvad der foregår på optagelserne – det er på ingen måde tilfældet her!

Kameraerne er 100% trådløse og tåler både vind og vejr, dog bør man – som alt andet elektronik, forsøge at placere det så de ikke er direkte udsat for elementerne. Det kunne eksempelvis være under et udhæng, i en carport eller lign. Det indbyggede batteri giver op til 6 mdr’s “standby-tid” og afhænger ellers af hvor ofte det aktiveres. I app’en kan man hele tiden følge med i batteristanden og man advares i god tid inden opladning er nødvendig. Opladning sker via medfølgende magnetiske USB oplader, der er ikke engang behov for at at tage batteriet ud.

Konklusion

Med en startpris på ca. 3700,- for basen og ét 4K kamera er Arlo ikke den billigste løsning på markedet, men måske er det i stedet én af de bedste – i hvert fald hvis vi snakker stabilitet og brugervenlighed.

Det er virkelig nemt at sætte op, så nemt at jeg vil mene næsten alle med en lille smule it-færdigheder kan kommer igennem processen ret hurtigt. Dernæst er brugerfladen og den videre opsætning enorm brugervenlig og alt foregår på dansk i app’en. Det er ret ligetil at tilføje nye kameraer og andre enheder til app’en, og det hele kan tilpasses efter ens egne behov.

Om man vil bruge Arlo som et “alarmsystem” eller “bare” til at holde øje med hvad der sker i og omkring hjemmet er helt op til en selv, begge dele er det yderst velegnet til. Optagelser gemmes i udgangspunktet i 7 dage i skyen og ellers kan man altid, så længe der er en aktiv internet-forbindelse, tilgå kameraerne via app’en, uanset hvor man befinder sig. Det kan eksempelvis være praktisk hvis man er på ferie og alarmen går, da har man mulighed for at logge ind og se om der vitterligt er nogle ved huset eller der er tale om en fejlalarm.

Samlet set kan jeg kun give “thumbs up” til den seneste tilføjelse til Arlo-familien, nemlig Ultra 4K der bl.a. tilføjer 4K optagelser, lys i kameraerne og nightvision i farver!

Pris og tilgængelighed

Priser fra 2700,- for basestation og ét kamera, fås også med 2 og 4 kameraer.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Brugervenlighed
Design
Pris
Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Markedet for overvågningsløsninger til private hjem er efterhånden ret stort og udvalget af produkter har heldigvis fulgt med efterspørgslen, og det betyder også at priserne i dag heller ikke er afskrækkende. Arlo, som er en serie under NETGEAR brandet, har haft ry for at...Test: Arlo Ultra 4K videoovervågning