søndag, april 28, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ASTRO A50 trådløst gaming headset (gen 4)

Test: ASTRO A50 trådløst gaming headset (gen 4)

Astro vil gerne give dig mulighed for at opleve fantastisk lyd i både underholdning og spil med deres nyeste version af deres A50 serie nu i generation 4, som vi har fået til test. Astro A50 er blandt de headset, hvor det ikke handler om lys og lygter, men derimod lydoplevelsen og det ser vi nærmere på i denne omgang.

Hvad er der i æsken?

Den store æske fra Astro gemmer ikke på så mange elementer og består af selve headset, base station, microUSB kabel og et toslink optisk kabel til lyd. Der er selvfølgelig også en brugsanvisning til og denne er simpel og illustrativ. Selve udpakningen er der også kælet en smule for og man glæder sig mere og mere mens man pakker ud til man får sit nye headset ud.

Design

Astro A50 gaming headsettet er ikke et headset med RGB-lys og andre effekter, der ellers trender i gaming udstyr, men det betyder dog heller ikke at det i sit design på nogen som helst måde ligger skjul på sit gaming ophav. Det har et meget karakteristisk design, hvor især hovedbøjlens justering er anderledes end, hvad man ellers ser.

Den nævnte justering betyder at ørebøfferne glider op og ned ad hovedbøjlen og i denne udgave er der en smule mere modstand end i den tidligere udgave. Om man foretrækker det ene eller det andet er op til en selv. Personligt synes jeg at den højere modstand både er mere rar og sender et signal af højere byggekvalitet.

Apropos byggekvalitet så er Astro A50 prisen taget i betragtning ret meget plastik. Det er kun skinnerne på siden, som er af metal. Dermed ikke sagt at plastik-materialerne sender et negativt signal om byggekvalitet. Tværtimod, så er Astro A50 ret solidt bygget. Min obligatoriske vridetest resulterede i hvert fald ikke i at Astro A50 afgav nogle alarmerende lyde, som kunne indikere at det ikke kunne holde til gaming på den lange bane.

På det punkt med robusthed er Astro A50 gen. 4 dog ikke væsentlig anderledes end sin forgænger. Den ligner sig selv og virker meget kvalitetsfuld til trods for plastikken. Der er mange detaljer i designet og det vil på den måde være noget, som skiller folk for enten kan man lide det eller også er man mere til noget mere moderat.

Det er et headset, som føles meget let, men i virkeligheden er det med 380 gram ikke ligefrem en letvægter. Det skyldes den trådløse forbindelse, som kræver et batteri og så at det er 40 mm lyddrivere bag.

Selve ørebøfferne er med stofsovetræk, hvilket jeg ved mange er fans af inklusive mig selv. Hvis man derimod er mere til kunstlæder eller ønsker et andet design, så er puderne på Astro A50 aftagelige og hænger sammen med magneter. De er lige til at tage af og skifte enten hvis man får brug for det grundet slid eller fordi man vil have et andet materiale.

Du kan ikke anvende Astro A50 gen. 4 med andet end den medfølgende base. Da mikrofonen heller ikke kan tages af ville det nok heller ikke være i de flestes interesse. Derimod er der på selve base stationen både optisk indgang, aux og microUSB. Sidstnævnte forbindelse er jeg ikke fan af at man anvender. Især ikke når Astro A50 gen. 4 er lanceret i 2019, hvor USB-C bare bør være standardvalg.

På base stationens forside er der indikatorer, som fortæller dig, hvilken indstilling du har sat til også selvom du får bip-lyde når du skifter indstillingen mens headsettet er på hovedet. Førhen var der en slider-knap, som gjorde det lidt nemmere at mærke indstillingen på selve headsettet, men man vænner sig nok til begge dele.

Base stationen er heldigvis skrumpet en smule i størrelsen og fylder en del mindre på skrivebordet. Dét har Astro trods alt lyttet til, men til gengæld har de altså ikke gjort det nemmere at sætte headsettet i basen når man vil lade det op eller er færdig med at bruge det. Det er bare ikke godt at den samme udfordring er at finde igen i denne nye generation. Det er lige før man ikke kan bruge én hånd til at smide headset på plads.
Den nævnte og ikke aftagelige mikrofon er mulig at vride og flekse i temmelig meget. Det gør dig i stand til at sætte den så den passer lige nøjagtigt til dig og hvordan du spiller. Vipper du den lodret op så er den mutet i øvrigt.

Funktionalitet

Astro A50 kan erhverves i to udgaver og er henholdsvis kompatible med PlayStation eller Xbox One. Begge udgaver virker dog med PC. Vores testeksemplar er PS4 udgaven, om end jeg ærligt talt ikke kan se, hvad forskellen skulle være på nær at Xbox One versionen understøtter Dolby Atmos og PS4 “blot” Dolby Audio. Det tyder dog ikke på jævnfør producentens hjemmeside at der medfølger andet i boksen eller detaljer om, hvordan de er teknisk forskellige.

Software

Hvis du vil bruge Astro A50 på din PC, så er det ikke nødvendigt med andet end at lade windows installere driveren til det. Dog kan man gøre sig selv en tjeneste og installere Astro Command Center for at kunne justere lydindstillingerne efter egen smag.

I virkeligheden er softwaren ret simpel både af opbygning, design og indstillingsmuligheder. Det indeholder dog det væsentligste, hvor du kan justere equalizer, mikrofon, streamingport og generelle indstillinger. Streamingporten er brugt til den optiske udgang man har på bagsiden af base stationen.

Det jeg lidt savner i command centeret for Astro A50 er muligheden for at justere graden og vinklingen af surround når man har denne understøttet via sin kilde og spil. Det handler om at vi alle sammen har forskellige hoveder, ører og fysik. Derfor vil standardindstillinger til enhver tid give en individuel oplevelse. Derfor ville det give mening at man kan justere denne, men det er altså med Astro A50 ikke muligt, som stoler på deres egen profil. Det ser vi på i det næste afsnit.

Lydkvalitet

Jeg ligger desværre ikke inde med en tidligere version af Astro A50 til sammenligning på lyden, men erindrer jeg det korrekt, så er både det gamle og det nu testede 4. gen Astro A50 med en åben og klar lyd. Der er en meget høj detaljegrad.

Af et gaming headset at være, så har Astro A50 en ret lys profil, hvor bunden er god, men ikke overskyggende. Fra standardindstillingerne ville jeg foretrække en smule mere bund i mine skydespil, men til gengæld er musikken spot on. Her er min test playliste sat på prøve og Astro A50 performer rigtig godt. For mit vedkommende er lyden tilpas god og fyldig til at jeg vil kunne bruge det ene headset til både musik og gaming. Min testplayliste er lavet til netop at teste lydudstyr med og indeholder alle mulige genrer og Astro A50 gør det rigtig godt og afbalanceret.

Hvad angår den nævnte surround, så er denne især ved Dolby Digital understøttede spil ganske fin. Jeg følte med Astro A50 at lydene kom fra forskellige sider. Jeg følte mig tilpas suget ind i midten af handlingen og det er det vigtigste ved god surround. Så den profil Astro har valgt for deres headset viser sig at passe mig fint.

Med Astro A50 er lyden åben grundet det åbne design. Det er en smagssag og er nok også årsagen til at bassen føles en smule lys. Dette åbne design har også en betydning for komforten, hvilket vi ser nærmere på lidt senere.

Mikrofon

Når det handler om gaming headsets, så er det mindst ligeså vigtigt, hvad du kan sende den anden vej, som det du får af lyd. Det handler nemlig om at kunne kommunikere, da dine venner ofte kan se noget du ikke kan. Astro A50 skuffer ikke på dette punkt og leverer en ganske fornuftig mikrofonkvalitet. Lyden føles ret klar, detaljeret og ikke særlig digital. Det kræver dog at man spiller på sit værelse og væk fra støj for den er ikke særlig god til at screene lyde ude. Alt i alt dog en ganske fornuftig mikrofon.

Komfort og brug

Som nævnt er Astro A50 med et åbent design. Det betyder at luftcirkulation er temmelig god og det gør også at mine ører fint holder det ud at have Astro A50 på hovedet i længere tid af gangen. Trods de 380 gram så føles det ret let at have på hovedet, hvilket er takket være et godt design og ret så bløde ørepuder af stof.

Med tiden og efter lange spilsessioner svinder komforten lidt for mit vedkommende. Et velkendt problem for mit hoved, der af den ene eller anden årsag begynder at få ondt lige over ørerne, selvom jeg til at starte med ikke føler at headsettet strammer dér. Alt i alt dog et rigeligt komfortabelt og jeg regner med, som før, at de fleste ikke vil opleve de stramninger over ørerne som jeg oplever.

Batteritid

Astro A50 er med en form for sensor i øvrigt lavet sådan at når man smider det om halsen, så spiller de videre, men når de bliver stillet på skrivebordet så holder de op med at spille og begynder at spare på strømmen. En meget smart feature, som alt andet lige vil betyde at du får længere batteritid.

Af ren spilletid giver Astro A50 i mine tests omkring de 15-16 timers spilletid. Afhængigt af hvordan man bruger det og hvor meget man skruer op vil man naturligvis have en anden oplevelse. I den forbindelse er det nævneværdigt at jeg ikke skruer så voldsomt højt op når jeg spiller. De 15+ timer passer fint med hvad Astro lover og derudover er der cirka 20 måneders standby tid, hvilket lyder af ret meget, men jeg har ikke rigtig tid til at teste det desværre.

Konklusion

Selvom Astro for nyligt er blevet opkøbt af Logitech, så virker det ikke til at der har været nogen større indflydelse på producenten og i hvert fald ikke en vi negativt kan mærke på produktet vi havde til test. Tværtimod, så er jeg personligt glad for at man har valgt dette nye og mere sobre farvetema og ikke de skrigende farver fra sidste generation.

Dertil kommer så det faktum at lyden endnu en gang er helt igennem fantastisk at lytte til og det er uanset om man vælger at spille eller bare lytte til noget musik. Der er en god balance mellem tonerne og med en detaljegrad helt i top. At man kan justere lydbilledet via software er endnu et plus og at man kan bruge Astro A50 med både PC og PS4 så har man sig lige pludselig et rigtig stærkt headset, der spiller rigtig godt og også er utrolig komfortabelt at have på hovedet. Base stationen bør understøtte en Xbox One, men chatfunktionen vil så blot ikke virke og denne base station er (heldigvis) også blevet mindre end sin forgænger. Hvis du har lyst til at spendere de penge Astro A50 koster, så er den efter min mening pengene værd.

Positivt

  • Lydkvalitet
  • Komfort
  • Design
  • Mikrofon

Negativt

  • Besværlig at sætte på plads i basen

Pris og tilgængelighed

Set til 2.080,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Astro vil gerne give dig mulighed for at opleve fantastisk lyd i både underholdning og spil med deres nyeste version af deres A50 serie nu i generation 4, som vi har fået til test. Astro A50 er blandt de headset, hvor det ikke handler...Test: ASTRO A50 trådløst gaming headset (gen 4)