lørdag, april 27, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ASUS ROG Ally håndholdt gamingenhed

Test: ASUS ROG Ally håndholdt gamingenhed

ASUS har udstyret os med deres seneste skud fra stammen i form af ROG Ally gamingenheden, som bedst kan beskrives som en mobil spillekonsol med Windows styresystem. ROG Ally har form som en stor controller med skærm i midten og så byder den på USB-C tilslutning, masser af lys og ydelse. Vi har set nærmere på den.

Hvad er der i æsken?

Man køber en gamingcomputer og får den leveret i en æske til en tablet. Det er næsten sådan jeg følte det og kunne ikke undlade at trække på smilebåndet, så allerede ved udpakningen var mine forventninger til ROG Ally en anelse høje. I selve æsken får du gamingenheden, USB-C lader med kabel og en manual. Derudover er der i æsken en lille pap-udskæring, som du kan tage ud og bruge til at placere ROG Ally på højkant på bordet eksempelvis.

Specifikationer

  • CPU: AMD Ryzen™ Z1 Extreme Processor (8-core /16-threads, up to 5.10 Ghz boost)
  • GPU: AMD Radeon™ Graphics (AMD RDNA™ 3)
  • TDP: 9-30W
  • Skærm: 7″ 1920×1080 IPS 120Hz, responstid 7ms, 500 nits lysstyrke, Gorilla Glass Victus
  • RAM: 16 GB
  • Lager: 512 GB
  • Porte: 1 x combo jack, 1 x ROG XG Mobile Interface, 1 x USB-C, 1 x UHS-II microSD kortlæser
  • Forbindelse: WiFi 6E, Bluetooth 5.2
  • Battery: 40 WHr
  • Vægt: 608 gram
  • Dimensioner: 28 x 11,1 x 2,12 cm

Design

Med en syv tommer skærm i midten så er ROG Ally ikke nogen lille enhed. Den er dog ikke ubehageligt stor, men hvis man er vant til at spille på sin mobiltelefon uden knapper, så bevæger man sig ind på en anden boldgade her.

Eksteriøret er hovedsageligt hvidt, med sorte knapper og det får den for mig til at fremstå ret lækker i designet. Dog kan jeg godt se at svedige hænder og snavs kan sætte sig på den hvide overflade. Det jeg dog bemærkede i min tid med ROG Ally var at det ikke var et nær så stort problem, som med andre hvide enheder, hvilket kan skyldes overfladen og materialet.

Formen af ROG Ally er relativt flad. Det har dne fordel at den er nem at have med rundt i en taske eksempelvis. Desværre har dette også en lille downside, idet det tynde design gør at mine hænder mangler lidt at gribe omkring når jeg holder den. Den må i hvert fald ikke være tyndere, før jeg tror andre vil have det på samme måde eller decideret tænke den er ubehagelig.

ASUS har udstyret ROG Ally med to analoge pinde i forskudt design, som det er på en Xbox controller, og så har du D-pad og de øvrige knapper ved siden af de to analoge pinde. Pindene er oplyste af AURA Sync lys bag og det kan du ændre eller slukke om du vil, men effekten er ret fed.

Bagud har du fire trigger.knapper at gøre godt med og de nederste af disse er ganske fine og nemme at nå og trykke på. Til gengæld er de øverste en anelse for smalle (lave om man vil) og det er hér jeg mener man kunne leve med lidt mere tykkelse for en endnu bedre holdeoplevelse.

På undersiden har du også to trigger-knapper du kan bruge og for mine lidt større hænder var disse noget nemmere at nå end de var for mine to sønner på hhv. syv og elleve år. Det var ikke umuligt, men heller ikke nogen succes, så de to nederste knapper er nok bedst egnet til mindre hænder.

På toppen af enheden er der en del mere at se. Her er der en tænd/sluk knap, som har integreret fingeraftrykslæser, som du kan bruge til at logge ind i Windows med og dermed slippe for at skulle taste koder, men stadig have sikkerheden i top.

Derudover finder du knapper til at justere lydniveau med, men endnu mere spændende er at du har en XG forbindelse ved siden af. Denne kan du bruge til at forbinde et eksternt grafikkort til ROG Ally og dermed give den endnu flere kræfter, hvis du bruger den som primær enhed når du spiller hjemme eksempelvis (denne feature havde vi ikke mulighed for at teste). Hvis du vil bruge det eksterne garfikkort gennem XG porten skal du dog være opmærksom på at prisen er temmelig høj.

Ved siden af har du så microSD-slottet, hvis du vil udvide den interne hukommelse og have mulighed for at installere flere spil. Her er det vigtigt at vælge et hurtigt kort for at udnytte den hurtige interface og have en flydende spilleoplevelse.

Som den sidste port har du så også et combo stik, som du kan bruge til at tilslutte et headset med.

Funktionalitet

På ASUS’ hjemmeside og i navngivningen kaldes ROG Ally for en mobil gamingenhed. Det er måske ikke forkert, men det virker som en underdrivelse at fokusere på dét segment alene. Når man tænder for ROG Ally opdager man nemlig at den “bare” kører Windows 11 med et interface, der er optimeret til dens knapper og genveje.

Slutter du dog en computerskærm til med USB-C, så konverterer du nemt ROG Ally til en computer i fuld størrelse. Med tastatur og mus så kan du altså bruge ROG Ally som en desktop og installere både Office pakken og andre Windows applikationer.

Det er ikke enhedens primære formål, men du kan så nøjes med at have én enhed til alle dine behov. Kan den køre spil, så kan den i udgangspunkt køre mange andre programmer også. Når du forbinder Ally til en ekstern skærm kan du ved at holde de bagerste trigger knapper inde og trykker X skifte mellem om der skal være billede på begge skærme eller kun den eksterne. Denne funktion er dog ikke selvforklarende, så man skal selv finde disse genveje ved eksempelvis at kigge på ASUS’ hjemmeside. Der er en del af disse uklarheder i brugen af ROG Ally, som man lige skal vænne sig til. Du kan fx heller ikke skifte opløsningen på skærmen til 720p før du er gået ind i et spil.

Ydelse

Det var dog hverken office eller andre applikationer jeg legede med på ROG Ally. Jeg smed derimod en masse spil efter den for at finde ud af, hvad den kunne byde på. De fleste spil jeg spillede kunne snildt klare omkring 50-60 FPS, hvis jeg legede lidt med indstillingerne, hvilket egentlig er ret imponerende af en så lille enhed som denne.

Når ROG Ally virker så er den overraskende god som en spillemaskine. Det var for mit vedkommende en rigtig fed oplevelse og det gjaldt båede når jeg var på farten, såvel som når jeg bare sad i stuen ved siden af fruen, som kunne have fjernsynet i fred, mens jeg spillede og vi alligevel kunne være tæt på hinanden.

Måske er det overraskelseselementet, der gør at jeg er så positivt stemt overfor ydelsen med ROG Ally, men jeg har på det punkt virkelig ikke noget at sætte en finger på. Hvis man forventer mere end det som ROG Ally kan præstere, så synes jeg ikke det er helt fair. I hvert fald ikke for så vidt angår ydelse, grafisk præstation og generelt load tider, som også er acceptable. Det som tog længst tid var i virkeligheden at få startet spillene op. Nogle gange ville genvejstasterne og Windows ikke helt som jeg ville det.

Det som dog skal nævnes og som ødelægger oplevelsen en smule med ROG Ally er den konstante mængde af opdateringer, som man skal igennem. De sætter en stopper for spillet, da de ofte er tvungne inden man kan bruge nævnte genveje fordi man er afhængig af Armoury Crate softwaren. Dén app er tung at danse med og har i virkeligheden altid været det, selv da jeg testede ASUS tilbehør.

Du kan dog tweake din spilleoplevelse en hel del og vælge opløsning, ydelse, genveje, RGB lyseffekter (til en vis grad) og mere til. Du kan altså vælge ydelsen til at være stille eller højt ydende. Det har en smule indflydelse på batteritiden også, men mest af alt så er den stille indstilling fedest fordi den lader dig spille iblandt andre uden at blæseren irriterer folk. Støjniveauet er simpelthen overraskende lavt og helt acceptabelt. Ydelsen daler så også med 30-50% i visse spil, men så er det dét trade-off man kan lave.

Jeg er dog en smule splittet for spil ser smukkere ud på den 7″ store skærm i Full HD, men de kører væsentligt bedre i 720p opløsningen. For mit vedkommende betød det at jeg spillede singleplayer i 1080p mens de spil, hvor der var multiplayer eller andet element af konkurrence i 720p for at få flest mulige FPS ud af den.

Jeg nævnte batteritiden med Ally og her skal man måske ikke sætte forventningerne op. Jeg rammer cirka en times spilletid på den hurtigste indstilling og 1080p, mens Silent mode, hvor du drosler CPU ned på 9 Watt, så kunne jeg få næsten to timer. Det er dermed ikke en mobil spillekonsol til de lange sessioner, men til gengæld lader den relativt hurtigt op via USB-C porten.

Skærm

Trods sin størrelse, så er skærmen på ROG Ally egentlig fin til det den skal bruges til. Det er trods alt større end en mobiltelefon og dertil har du dedikerede knapper, som du kan spille på.

ROG Ally skærmen har en rigtig fin lysstyrke og de gange jeg havde den med ude på tur kunne den også sagtens tackle dagslys. Der var ikke direkte sollys de pågældende dage – det kan vi have langt imellem herhjemme nogle gange – men jeg tror den også ville kunne klare denne del.

Skærmen er med sin 120 Hz opdateringshastighed ganske egnet til gaming og føles hurtig og ikke som flaskehalsen. Som nævnt er FPS i de fleste spil under de 120 Hz alligevel.

Også farverne på skærmen af ROG Ally ser ganske flotte ud. Det er med til at gøre oplevelsen dét bedre at skærmen ikke bare er en udmattet en af slagsen. Den står skarpt, flot og tydeligt.

Lyd

Med ROG Ally har du to Smart Amp højtalere på fronten, som er rettet direkte mod brugeren, der kigger på skærmen. Rillerne ved siden af skærmen afslører højtalernes placering.

Lyden er både Dolby Atmos og Hi-Res certificeret. Det hjælper også en smule på lyden at pille ved de forskellige indstillinger, men for mig bliver det stadig kun et supplement til eksempelvis et headset man slutter til.

Lyden mangler for mig en smule bund og klarhed hvis man skruer højt op. Til at spille i sofaen ig have lyden som sekundær er det dog ganske fint.

Knapper

Hvis jeg ser bort fra de lidt smalle øverste trigger knapper, så er tasterne ellers både godt placeret og ret gode på ROG Ally.

Tasterne har en fast og ensartet vandring, hvilket gør at man føler man har god kontrol over dem. De er også godt placeret for mine hænder så jeg ikke føler det ubehageligt at skulle nå nogle af tasterne.

Konklusion

Gameren i mig har glædet sig vildt meget til at prøve kræfter med ROG Ally. Nok mest fordi jeg voksede op med GameBoy og PlayStation Portable og siden da har der ikke rigtig været enheder, der helt har ramt mit behov for mobil gaming. Det har så ændret sig med ROG Ally, som giver mig mulighed for at spille de spil jeg er vant til fra min PC, men mobilt nok til at jeg kan tage spillet med på farten eller rejsen.

ASUS ROG Ally vil ikke erstatte computeren for hardcore gameren, for dertil er ydelsen ikke god nok, men som et supplement er den ganske enkelt genial. Den lille skærm du har foran dig bliver udnyttet og du får nok hastighed i de fleste spil til at det er en fin fornøjelse. Modsat streaming-spil, så er du ikke afhængig af internethastigheden, der hvor du spiller og det synes jeg gør at ROG Ally skiller sig ud og leverer en tilfredsstillende spilleoplevlese på farten. Du kan også streame spil som du kan på din mobiltelefon, men ROG Ally giver dig mulighed for begge optioner og gør det rigtig godt.

Den er nogenlunde behagelig at holde på, om end jeg synes den kunne have en smule mere tykkelse, men så ville den ikke være ligeså nem at transportere rundt, så det trade-off forstår jeg godt ASUS har lavet, selvom jeg havde prioriteret en anelse anderledes.

Alt i alt har ASUS efter min mening ramt temmelig spot on med ROG Ally til det den skal. De mange firmware opdateringer der løbende kommer er dog desværre nødvendige da enheden har en tendens til at glitche, fryse og drille fra tid til anden, men det bliver bedre og bedre for hver opdatering (måske placebo). For den casuale gamer, så kan den sagtens erstatte computeren derhjemme for du kan forbinde den til ekstern skærm og dermed have én enhed til alle dine gamingbehov.

Positivt:

  • Design
  • Ydelse
  • Nemhed
  • Mulig at forbinde til ekstern monitor
  • Gode knapper (om end trigger-knapper lidt smalle)
  • Flot skærm
  • Stille drift mulig

Negativt:

  • Konstante opdateringer forstyrrer spiloplevelsen
  • Windows – suk – kræver du genstarter i ny og næ

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

ASUS har udstyret os med deres seneste skud fra stammen i form af ROG Ally gamingenheden, som bedst kan beskrives som en mobil spillekonsol med Windows styresystem. ROG Ally har form som en stor controller med skærm i midten og så byder den på...Test: ASUS ROG Ally håndholdt gamingenhed