lørdag, maj 4, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ASUS ZenScreen MB16QHG

Test: ASUS ZenScreen MB16QHG

Mangler du skærmareal når du arbejder på din computer, så er en mobil skærm du kan tage frem når og hvor det passer måske løsningen for dig. Det tænker ASUS i hvert fald og introducerer os til deres ZenScreen MB16QHG, som du kan lære mere om i vores test her.

Hvad er der i æsken?

I en æske, som er en smule tykkere end jeg ville mene nødvendigt for et display så syndt som dette finder du selve skærmen, et USB-C kabel, en strømforsyning og et HDMI-kabel foruden det obligatoriske papirværk. I forhold til miljøet er der en anelse mere plastik end jeg ville mene burde være nødvendigt.

Specifikationer

  • Skærm: 16″ 16:10 2560×1440
  • Paneltype: IPS
  • Lysstyrke: 500 cd/m2
  • Responstid: 5 ms
  • Opdateringshastighed: 120 Hz
  • Kontrast: 1200:1
  • HDR: HDR10
  • Porte: 2 x USB-C (DP Alt mode), 1 x HDMI 2.0, 1 x 3.5mm jack

Design

Ved første øjekast ligner ZenScreen MB16QHG en forvokset tablet, der dog har en vipbar fod på bagsiden. Designet er pænt lækkert, men skærmens størrelse gør også at konstruktionen føles en smule skrøbelig ved at den bøjer. Selve foden er en del mere robust, mens skrøbligheden er konsekvensen af at skærmen er lavet ret tynd. Hvis jeg skulle vælge ville jeg dog nok også hellere foretrække at den var tynd så den var nemmere at have med i tasken for efter at have stillet ZenScreen MB16QHG på bordet ved siden af mig, så var det sjældent at jeg havde behov for at flytte meget mere på den.

Med sine 15,6″ er ZenScreen MB16QHG en relativt stor størrelse ekstern mobil skærm, men den står fint på niveau med min 14″ MacBook fordi ASUS skærmen ikke har et tastatur foran sig og kan derfor komme tættere på fx skrivebordet. Skærmen ser i øvrigt også en smule større ud end den er fordi rammen omkring den i toppen og siderne er relativt tynd. I bunden er der mere “tykt” og her er der også blevet plads til ASUS logoet.

ZenScreen MB16QHG har to knapper på bagsiden, hvor knappen til højre (set fra fronten), styres som en joypad til flere funktioner, mens den venstre knap kun kører op og ned for at styre lydstyrke og lysstyrke. Begge knapper kan dog bruges til at vække skærmen til live når der er strøm til den.

Vi har for ikke så lang tid siden testet ASUS ZenScreen MB16AWP, som har en lidt anden tilgang til det med foden, hvor den flipper ud fra cirka midten af bagsiden og udad, så er den på ZenScreen MB16QHG lavet således at den bøjer nedad i stedet.

Begge løsninger føler jeg har hver deres fordele, men selv er jeg mere af af ZenScreen MB16QHG, fordi det giver en anden fordel. Her kan du nemlig placere portene i selve foden og gøre at din skærm kan komme til at stå lige med skærmen på din bærbare eksempelvis. I den anden løsning skal kablerne placeres i selve skærm-rammen.

Apropos porte, så er ZenScreen MB16QHG udstyret med en del af disse. Faktisk har den flere porte end mange nye og slanke laptops efterhånden har i dag ved at den har to USB-C porte med DisplayPort og strøm, samt en HDMI i fuld størrelse og et 3.5 mm jackstik. Det gør at du kan forbinde den til en del enheder uden at skulle lede efter adaptere.
Det medfølgende sleeve til ZenScreen MB16QHG er ret lækkert og er ikke “bare” et hylster, da det er i lækkert og lidt robust materiale. Jeg ville dog ikke satse på at det beskytter skærmen synderligt meget, så pas på med pakningen, men det burde holde den beskyttet for de fleste ridser og skrammer.

På bagsiden har ZenScreen MB16QHG også et 1/4″ gevind til montering på en tripod eksempelvis. På den måde kan du montere skærmen på et stativ nemt, når du ikke vil have den med, men derimod vil bruge den på et skrivebord eksempelvis.

Funktionalitet

Den flipbare fod på bagsiden af ZenScreen MB16QHG vippes ud i den vinkel du ønsker skærmen skal stå. Du kan også rotere skærmen og på den måde får den mere fladt ned. Det du skal være opmærksom på når og hvis du ligger skærmen ned eller vender den på højkant, så virker dens auto-rotation funktion kun i Windows. Det vil sige at hvis du som jeg sidder med et andet opeartivsystem, så skal du selv ind i skærmindstillingerne på operativsystemet og dreje skærmen, sådan som du har ZenScreen MB16QHG til at stå.

Du kan sætte strøm til ZenScreen MB16QHG på to måder. Enten ved at anvende dens medfølgende strømforsyning (en hvilken som helst anden USB-C strømforsyning med nok Watt), eller du kan sætte den til en bærbar, som har USB-C passthrough.

Dog så fortæller min MacBook mig at den tilsluttede enhed kræver mere strøm for at køre optimalt, hvis jeg sætter de to enheder sammen uden at have strøm til min laptop. Skærmen kører dog stadig videre og jeg fandt ikke ud af, hvilke begrænsninger det gav uanset hvor mange indstillinger og opgaver jeg satte skærmen til.

Selve displayet på ZenScreen MB16QHG er ret lækkert. Forudsat man indstiller det korrekt naturligvis, for du har adskillige indstillingsmuligheder. Du kan få skærmen optimeret til tekst, såvel som arbejde med farver. Af en kompakt skærm at være, så er ZenScreen MB16QHG ret funktionel og har en HDR400 med 100% DCI-P3.

Farver fremstår flot og skærmen utrolig skarp. Med en QHD opløsning på 15,6″ så er detaljegraden god og du kan udvide dit skrivebord temmelig meget da du kan have en del elementer på skærmen.

Det flotte billede kan sågar ses på billedet her, hvor jeg har sat ZenScreen MB16QHG op ved siden af den tidligere testede anden eksterne skærm fra ASUS. Det er tydeligt at se at der med ZenScreen MB16QHG er fokus på farverne i højere grad.

MB16AWP venstre / MB16QHG højre

Overfladen på skærmen er mat. Dette gør det nemmere at arbejde med, hvis man sidder under meget lys eller hvis man vil bruge ZenScreen MB16QHG udenfor. Lysstyrken i skærmen er kraftig nok til at du kan sidde udenfor, men du skal stadig sørge for at solen ikke lyser direkte ned på skærmen.

ZenScreen MB16QHG har også gode betragtningsvinkler. Der er kun en smule farveforskel når man kigger på skærmen fra forskellige vinkler, men det er ikke voldsomt og sagtens muligt at sidde flere foran den samme skærm og følge med i hvad der foregår på skærmen.

I OSD (On Screen Display) menuen på ZenScreen MB16QHG er der en del indstillingsmuligheder. Jeg vil ikke gennemgå alle funktioner i OSDen, men du kan indstille skærmen til dens forudindstillede værdier til gaming, læsning og alt muligt andet. Dette er meget smart da man hurtigt kan få optimeret billedet til opgaven i stedet for at skulle lege med indstillinger i flere minutter hver gang.

En af indstillingsmulighederne er gaming og her skruer skærmen sikkert op for dens responstid, mens dens opdateringshastighed på 120 Hz bidrager til at du godt kan bruge skærmen til bevægelser, men at kalde ZenScreen MB16QHG en gamingskærm ville nok være en smule overkill. Der er en del screen tearing trods de 120 Hz, men alt i alt må jeg indrømme at den var langt bedre at game på end frygtet. Til almindelig og ikke competitiv gaming, så synes jeg faktisk at den klarer sig ganske fint.

Konklusion

Som ekstern skærm er der ikke meget at sætte fingeren på med ZenScreen MB16QHG, som er bestykket med et godt display, flotte farver og masser af detaljegrad samt et næsten rammeløst design. Den er et godt supplement til dig der arbejder på en laptop og har brug for mere plads. Hvis du har brug for ekstra skærmareal, men ikke har pladsen i hjemmet, så er ZenScreen MB16QHG et godt bud på en løsning, som dog kræver strøm fra enten din laptop eller dens egen strømforsyning. Den har en god lysstyrke, rigeligt med porte og så en god fod at stå på. Konstruktionen føles dog en anelse for plastik og let at bøje, men kan man se udover dét, så er den altså ganske glimrende.

Positivt

  • Flotte farver
  • Godt display med gode betragtningsvinkler
  • Hurtigt display med 120 Hz
  • Masser af tilslutningsmuligheder

Negativt

  • Plastikken føles lidt nem at bøje

Pris og tilgængelighed

Forventet vejledende udsalgspris på 3.490 DKK

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Mangler du skærmareal når du arbejder på din computer, så er en mobil skærm du kan tage frem når og hvor det passer måske løsningen for dig. Det tænker ASUS i hvert fald og introducerer os til deres ZenScreen MB16QHG, som du kan lære...Test: ASUS ZenScreen MB16QHG