fredag, maj 3, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Creative Zen Hybrid hovedtelefoner

Test: Creative Zen Hybrid hovedtelefoner

Det er tid til at lukke omverdenen ude og lade sig fordybe med lyd fra Creative Zen Hybrid, som byder på SXFI, ANC og en masse andet vi kigger nærmere på i denne test.

Hvad er der i æsken?

Man kan godt mærke at Creative har valgt at fokusere på selve indholdet fremfor indpakningen til Zen Hybrid og selve æsken er en smule let og tam. Det er dog ingen kritik, især ikke i disse tider, hvor man kigger mere og mere på miljøet fremfor indpakningen. Indholdet består så af selve hovedtelefonerne, et USB-C til -A ladekabel, et 3.5mm jack-kabel og en lækker pose til transport.

Design

Allerede når man tager Zen Hybrid ud af æsken mærker man hvor lette de er. Her var jeg for at være ærlig en smule bekymret for deres byggekvalitet fordi de var så lette og leddene var også nemme at bøje. Denne fornemmelse blev ikke manet til jorden ved at jeg vred og bøjede headsettet for også her virkede de ret lette i konstruktionen. Dog var det ikke sådan at de afgav nogle knirkelyde, hvor jeg tænkte at de knækker lige om lidt. Det er vanlig Creative stil synes jeg og de minder lidt om Aurvana headsettet blot en anelse mere fyldige og naturligvis trådløse.

At Zen Hybrid er trådløse betyder at de kan forbinde til din mobiltelefon via Bluetooth, men du kan også bruge det medfølgende kabel. Da hullet er standard 3.5mm så kan du også bruge alt muligt andet, men det hvide kabel passer dog fint til headsettet.

På selve ørebøfferne finder du i den ene side en USB-C port til opladning og i den anden ende har du så 3.5mm jack, en tænd/sluk knap og knapper til at justere volumen med. Alt sammen i hvidt design og nogenlunde samme overflade. Knappen til tænd/sluk er dog udstyret med en forhøjning for at du nemmere kan finde knapperne mens du har headsettet på hovedet.

Apropos ørebøffer, så er disse betrukket med kunstlæder i en lys grå farve, så det matcher resten af designet på Hybrid Zen. Materialet føles en anelse billigt og mine ører blev også en del varme under længere tids brug, hvilket kun blev værre når jeg var ude i det der til tider lignede sommervejr.

Kunstlæderet er dog temmelig isolerende og giver både god isolation af lyden indad mod dig som bruger, men også ud mod folk, der måtte være omkring dig. Det gør dem mere praktiske at anvende i det offentlige, hvor du kan undlade at spille koncert for folk, der rejser med eller ved siden af dig.

Yderst på ørebøfferne har man en bronze-farvet tekst, der nævner de teknologier som headsettet har og for mig er det et kæmpe turn-off. Hvis jeg har købt et par hovedtelefoner så ved jeg allerede, hvad de har og jeg behøver ikke reklamere det for sidemanden for at denne skulle blive interesseret i at købe det samme.

Funktionalitet

I brug er der adskillige elementer at snakke om for så vidt angår Creative Zen Hybrid. Der er både selve lydkvaliteten, dens Super X-Fi og slutteligt ANC at diskutere for ikke at tale om komfort og batteriniveau naturligvis, som også er en del af den samlede pakke.

Når det kommer til lyd så skuffer Creative vanen tro ikke. Der er rigelig med detalje og dybde i lyden og jeg ville vurdere lyden til at være en anelse mere lys end det man ser i Marshall eksempelvis. Der er god lyd hele vejen rundt, men jeg ventede mig nok en snert mere bund fra de 40 mm store neodymium drivere. Det er på ingen måde skuffende og lydmæssigt lyder de “rigtigt” så at sige.

Zen Hybrid understøtter Creatives Super X-Fi teknologi, hvis man skulle være i tvivl når nu det står så fint skrevet på selve ørebøfferne, og dét denne teknologi gør er at den omdanner lyden til dine ører. Det kræver at du tager et billede af dine ører og sender ind til Creatives servere, som så tilpasser lyden til dig. Der er forskel for jeg testede med mine og konens ører og der er også forskel i den lyd man får ud. Det fede er at lyden på en måde føles mere som om den kommer udefra og ikke fra to højtalere monteret direkte på dine ører. Det er dog en smagssag om man kan lide funktionen for den ændrer i lyden sammenlignet med andre høretelefoner og så virker funktionen i øvrigt kun med lokal musik, som du kan afspille gennem SXFI appen.

At tage Creative Zen Hybrid på hovedet er umiddelbart en fint komfortabel oplevelse. De er lette og de strammer på ingen måde, selvom jeg udvider dem en del når jeg får dem på. Toppen er også behagelig mod min hovedbund, selvom jeg ikke har noget hår til at støtte op imod, men dér hvor udfordringerne melder sig er desværre de nævnte puder, som ikke lader min hud ånde og så bliver det til en svedig omgang sågar og det føles helt rart at få hovedtelefonerne af igen.

Creative oplyser os at batteritiden i Zen Hybrid er på 27 timer. Min første tanke var at dette var med ANC slukket, men det viser sig at de bliver bare ved med at spille og jeg tror sagtens man kan få 30 timer plus ud af dem, hvis man slukker ANC. Det er hovedregning for jeg brugte ikke en timer til at notere hver gang jeg brugte dem og hvor lang tid. Risikoen for at man glemmer at lade op fordi man ikke gør det så ofte er der i hvert fald, men så kan man heldigvis bruge Zen Hybrid med et almindeligt kabel, såfremt din smartphone har en sådan én naturligvis.

Den nævnte ANC er en feature, som ligesom RGB i gaming udstyr er kommet for at være en del af ethvert headset nærmest. Sagen er bare den at det ikke spiller optimalt på alt og Creative Zen Hybrid er desværre også en af de hovedtelefoner, hvor ANC er lidt en gimmick og den virker i bedste fald middelmådigt. Jeg kunne sagtens få summen fra min luftrenser til at fade en smule ud, men hverken kontorstøj eller trafikstøj var synderligt dæmpet. I hvert fald ikke meget mere end de isolerende ørebøffer selv klarede det for mig.

Det medfølgende stof-etui er ganske fint og beskytter dit headset under transport

Konklusion

Creative Zen Hybrid er et solidt sæt hovedtelefoner med masser af funktion og en brand god lyd. Lydoplevelsen er detaljeret, fyldig og så understøtter den Super X-Fi. De spiller i lang tid per opladning og designet er flot (hvis ikke det var for teksten på ørebøfferne), men hvis de skulle arbejde på noget så ville det nok være de ørepuder, som i deres nuværende form lader huden ånde meget lidt og gør at komforten lider. Foruden dét er der tale om et ganske glimrende headset til prisen.

Positivt

  • Lydkvalitet
  • Let design
  • Super X-Fi er godt
  • Batteritid
  • Nem at betjene

Negativt

  • Super X-Fi virker kun med lokale filer
  • Komfort efter længere tids brug

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 109 EUR.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det er tid til at lukke omverdenen ude og lade sig fordybe med lyd fra Creative Zen Hybrid, som byder på SXFI, ANC og en masse andet vi kigger nærmere på i denne test. Hvad er der i æsken? Man kan godt mærke at Creative har...Test: Creative Zen Hybrid hovedtelefoner