lørdag, maj 4, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Elite Dragonfly G3 laptop

Test: HP Elite Dragonfly G3 laptop

HP er selv både glade og stolte over deres Dragonfly serie. Så meget at vi nu bliver belønnet med en tredje generation i serien og den har vi fået et nærmere kig på i denne omgang.

Hvad er der i æsken?

Eftersom HP har fokus på miljøet, så er indpakningen til Elite Dragonfly G3 også beskeden og i den klassiske “kedelige” brune genbrugspap. Selve indholdet er også holdt minimal og uden plastik, så du som forbruger kan føle dig en smule tryg for så vidt angår miljøet.

Specifikationer

CPU: Intel Core i5-1235U 10 Core
RAM: 16 GB LPDDR5
Skærm: 13.5″ Full HD 1000 nits med Sure View
Lager: 512 GB PCIe NVMe SSD
Vægt: 0,99 kg (jeg glemte dog desværre at veje enheden)
Mål: 29,74 x 22,04 x 1,64 cm
Produktnummer: 5P6Z6EA

Design

Vi har været vant til et kantet design i Dragonfly serien, men er nu med Elite Dragonfly G3 så heldige at være vidne til et helt nyt design fra HP, hvor der er tale om et mere afrundet og buet design, som især kommer til udtryk i kanterne.

Det er overraskende lækkert mellem hænderne, selvom jeg på en eller anden måde synes det føles som noget man har set før uden at jeg lige kan sætte ord på det pt. Er dog stor fan af designet fordi det er anderledes og samtidigt ret slankt. Når jeg tænker på at Dragonfly G3 vejer så lidt som den gør, så føles den også meget let, men udseendemæssigt ville jeg nok skyde på den var tungere, hvis ikke jeg vidste bedre.

Det jeg lidt forsøger at sige med dét er at Dragonfly G3 føles robust på chassiet og når man går rundt med den. Der hvor dens lette vægt og konstruktion lidt kommer til udtryk er ved at dens låg føles vaklende. Jeg gør eksempelvis det forbudte at jeg griber min arbejdscomputer ved skærmen og bærer rundt på den sådan til tider når det er nemmere og lige dét skal man måske ikke gøre med Dragonfly G3. Laptoppen her er testet efter militære standarder og burde kunne holde til lidt “tæsk”, men modsat mange andre modeller med samme tests, så føles den ikke ligeså robust i låget og skærmen.

Elite Dragonfly G3 er udstyret med et tastatur i fuld størrelse med undtagelse af de numeriske taster naturligvis. Det er hvad der er plads til på en maskine med blot 13.5″ skærm. Der er dog en del genvejstaster i den øverste række, som gør at du ikke helt savner nogle taster. Elite Dragonfly G3 er lavet til produktivitet, så der er genveje til at tænde/slukke for både mikrofon og webcam, såvel som at aktivere flytilstand.

På tastaturet har du i øvrigt piltasterne, men også denne gang har HP valgt at tasterne til op og ned skal placeres så de to taster optager én tasts plads og størrelsen er altså en smule begrænset. Jeg synes ikke det er nemt at trykke på i hvert fald, men jeg må også indrømme at mine fingre ikke helt er så slanke.

Med Dragonfly G3 har HP valgt en lidt anden formfaktor for skærmen er nu i 3:2 format og på 13.5″ mod de tidligere og mere gængse 13.3″. Dette gør at formen føles en smule mere som en kvadrat end rektangel, men det gør også at du får en højere skærm, som du kan have flere linjer på. Rammen omkring skærmen på Dragonfly G3 er i øvrigt ret tynd, uden helt at være det i top og bund.

HP har valgt en lidt mørkere, men stadig blålig, farve til Dragonfly G3 i øvrigt, som jeg synes gør at den fremstår ret flot og anderledes end de mange andre premium laptops i grå nuancer. Du kan dog også vælge Dragonfly G3 i en silver udgave, men jeg kan simpelthen ikke finde billeder af den nogen steder.

Trods sin kompakte størrelse og vægt, så er Dragonfly G3 udstyret med hele to USB-C Thunderbolt 4 porte på hver sin side af computeren foruden at der også er plads til både HDMI og en USB-A port i fuld størrelse. USB-A porten er dog en der skal udvides, men det spiller helt fint og så er der udover det også en 3.5 mm jackstik til headset.

Funktionalitet

HP Elite Dragonfly G3 overrasker i den praktiske test, hvor jeg gjorde den til min primære laptop i nogle dage. Under denne test mærkede jeg ikke at den på noget tidspunkt ikke kunne følge med i de opgaver jeg smed efter den. Jeg valgte naturligvis ikke at kværne store filer gennem rendering og lignende, men brugte computeren til mere gængse kontor-applikationer og brugsscenarier, hvor den fulgte med ganske fint.

Til trods for at jeg ikke udsatte den for voldsomt meget pres, så skuffer den lidt på ét parameter uden at det dog overrasker mig – og så alligevel. Den bliver simpelthen varm når den har mange applikationer kørende og det til trods for at den også aktiverer blæserne for fuld drøn når det er. Disse blæsere bliver mere højlydte end jeg gider have det fra en premium laptop som denne og så havde jeg simpelthen en anden forventning til 12. generation Intel processorer, selvom jeg godt ved at tynde og lette laptops ofte døjer med at komme af med varmen.

Selvom Dragonfly G3 klarer sig fint i de daglige opgaver, så skal det ikke forstås sådan at dette er en laptop til de power-hungrende brugere. Det ser man jo tydeligt når den kæmper sig gennem varmen ved “almindelige” opgaver.

Skærmen i HP Elite Dragonfly G3 må dog være dens absolutte trumfkort. Ikke fordi det er den flotteste skærm på markedet, hvilket jeg ikke har belæg for at påstå og den er heller ikke helt på niveau med min daglige maskine, som er en MacBook Pro 14″ M1, men Dragonfly G3 klarer sig ganske enkelt fortrinligt på det punkt alligevel. Skærmen er skarp, står med flotte farver og er også ret lysstærk.

Skærmen er i øvrigt også udstyret med HPs sikkerhedsfeature kaldet Sure View, som lader dig som bruger tænde og slukke for et indbygget digitalt privacy filter, så folk omkring dig ikke så nemt kan se, hvad der foregår på din skærm. På denne måde kan du beskytte data og billeder på din skærm.

SureView slukket
SureView tændt – tydeligt at “se” man har svært ved at se hvis man sidder fra siden og ikke lige foran skærmen

HP Elite Dragonfly G3 understøtter i øvrigt også en snes andre af HPs sikkerhedsfeatures, som sikrer dig mod databrud og for at få sikker adgang til selve computeren kan du både bruge webcam til ansigtsgenkendelse eller fingeraftrykslæseren i tænd/sluk knappen. Features, som jeg valgte ikke at teste da der var tale om en lånemaskine med installeret bruger, men ud fra erfaring fra tidligere HP maskiner forventeligt noget, som virker helt fint.

Apropos view, så er Elite Dragonfly G3 udstyret med et 5 megapixel webcam, hvilket gør det ret godt til konferencekald. Lige i denne test var jeg lidt glemsom inden jeg sendte enheden retur til HP, så jeg glemte foruden at veje enheden også at tage billeder med webcam, men det virker ret godt. Det virker ikke nær så godt som et eksternt webcam med samme opløsning, men det er klart bedre end de fleste laptop-webcams ellers. Både for så vidt angår kvaliteten af billedet, men Dragonfly G3 klarer sig også “ok” til ændring af lysforhold, om end dedikerede webcams især her gør det bedre generelt.

Tastaturet i Dragonfly G3 er ganske lækkert. Det er naturligvis en smagssag og den bløde vandring, om en lækker og præcis, er ikke min kop te. Jeg er personligt til mere “hårde” taster, men foruden pil op og ned så er der ikke noget decideret at sætte fingeren på ved tastaturet på Dragonfly G3.

Touchpadden er til gengæld af ganske fin størrelse og understøtter i øvrigt brug af flere fingre, så du kan sætte det til at genkende gesturer, så du nemmere og hurtigere kan styre det ved hjælp af flere fingre. En feature ikke unik til HP, men noget som Windows 11 understøtter. Touchpadden på Elite Dragonfly G3 var “god” til at lade vær med at registrere min håndflade når jeg sad og skrev, så den del klarer den også fint.

Konklusion

HP Elite Dragonfly G3s primære attribut er at den er super lækker. Der er kælet for designet og så kan man enten lide det eller ej. Faktum er dog at det er en af de letteste maskiner med denne indmad på markedet og så er den sprængfyldt med features fra HPs professionelle lineup, såsom det digitale privacy filter Sure View. Den klarer de daglige opgaver ganske fint, men er altså ikke lavet så du kan kværne store excel ark eller redigere videoer på den. Det den gør, gør den ganske fint og ser flot ud imens. Man kan kun rose HP for at have inkluderet så mange porte på et så tyndt og let design, selvom det egentlig tager lidt af det flotte design.

Positivt

  • Lækkert design
  • Masser af tilslutningsmuligheder
  • Godt webcam
  • Flot skærm
  • Meget let

Negativt

  • Piltaster til op og ned er for små
  • Bliver varm og blæsere larmer

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

HP er selv både glade og stolte over deres Dragonfly serie. Så meget at vi nu bliver belønnet med en tredje generation i serien og den har vi fået et nærmere kig på i denne omgang. Hvad er der i æsken? Eftersom HP har fokus på...Test: HP Elite Dragonfly G3 laptop