lørdag, maj 4, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP OMEN 45L Desktop

Test: HP OMEN 45L Desktop

Vi har fået fornøjelsen af HPs seneste OMEN 45L gaming computer, som vi naturligvis har hygget os med og bringer her en vurdering du kan bruge til eventuelt at overveje om du vil erhverve dig en forudbygget computer eller bygge selv.

Hvad er der i æsken?

Når man tænker på, hvad der gemmer sig i kassen, så er selve indpakningen yderst beskeden. Jeg vil ikke gå i for mange detaljer omkring indholdet og udpakningen, da jeg ikke var den første til at få HP OMEN 45L computeren op. Umiddelbart læser jeg mig dog frem til at HP har valgt at levere maskinen med strømforsyning, kort manual og uden tilbehør i håb om at dem der spenderer denne mængde af penge på deres computer i forvejen sidder klar med mus og tastatur.

Specifikationer

  • Processor: AMD Ryzen 9 5900X
  • RAM: 64 GB HyperX RAM
  • Lager: 2 TB SSD + 2 TB HDD
  • Grafik: NVIDIA GeForce RTX 3080 Ti
  • Dimensioner: 470 x 204 x 555 mm med en kampvægt på 22,6 kg
  • Porte: 2 x USB-C, 4 x USB 3.2, 4 x USB 2.0, 1 x RJ45, 1 x HDMI, 3 x DisplayPort

Design

Når man nøjes med at se billeder af HP OMEN 45L så kan man godt fristes til at tænke den ligner enhver anden desktop mere eller mindre. Billederne afslører at der er RGB-lys i de tre blæsere på fronten og at kabinettet er gennemsigtigt i siden, hvilket giver dig adgang til at se ind på indmaden.

Når man dog skal til at pakke den op af den førnævnte æske bliver det evident at der er tale om noget lidt andet også. Der er nemlig hult mellem selve kabinet og så toppen. Umiddelbart var det for mit vedkommende fristende at bruge dette til at løfte computeren op af æsken med, hvilket den også overlevede, men jeg læser mig frem til at det ikke nødvendigvis er tiltænkt fra producentens side, så jeg fraråder det, idet konstruktionen i toppen måske ikke er egnet til at man kan løfte de 20+ kilo med.

Til trods for de blinkende lys og det gennemsigtige design, som kunne lade én til at få indtryk af at HP OMEN 45L er plastik og “legetøjsagtig” af mangel på bedre udtryk, men den høje vægt er ikke opnået ved at putte bly ind forskellige steder, som B&O engang gjorde det i deres fjernbetjeninger. Det skyldes for OMEN 45Ls vedkommende at glasset på kabinetlåget er temmelig tykt og tungt i sig selv. Det gør at det nok vil holde længere og er nemmere at holde rent end de plastik-versioner vi har set fra billigere alternativer. Et rygte siger i øvrigt at HP har i sinde at sælge kabinettet uden indmad på et tidspunkt og så længe de kan holde prisen ønskværdig, så tænker jeg de har et produkt.

Det er måske at overkonkludere på det samarbejde HPs interne afdelinger kan have med hinanden, men du kan tilgå indmaden i OMEN 45L uden brug af værktøj. Du trykker simnpelthen på en knap i det førnævnte hulrum og så popper låget frem og kan tages af. Denne feature kender vi fra eksempelvis HPs Workstation serie og det gør det langt nemmere og mere tilgængeligt når man vil opdatere sin computer. Eksempelvis anvender HP et microATX kort i systemet, mens der er plads til et full size skulle man have lyst til at opgradere.

En af årsagerne til at opgradere kunne eksempelvis være fordi man ikke helt er tilfreds med det antal porte som HP OMEN 45L er udstyret med. Ja det lyder af meget med ti USB porte i alt, men ser man kombinationen af dem så er der ikke mange på bagsiden og så er fire af dem USB 2.0.

Et andet samarbejde mellem afdelinger at HP har erhvervet HyperX og så er det jo passende deres RGB RAM, som er at finde i OMEN 45L i øvrigt. Alle komponenter i HP OMEN 45L kan nærmest lyse op af sig selv så du kan sætte et lysshow op om du vil. Du kan også lade det være dæmpet eller slukket helt naturligvis efter smag.

Årsagen til det specielle design i HP OMEN 45L er i øvrigt at deres patenterede løsning til køling, kaldet Cryo Chamber, er at finde i toppen. Det er her 240mm blæseren er monteret og sørger for at cirkulære luft gennem kabinet samt til væskekølingssystemet, der søger for at holde processoren kølig i maskinen.

Der hvor HP OMEN 45L adskiller sig fra andre “pre-builds” fra de store producenter er at den designmæssigt mere minder om noget, som nogen sagtens kunne have sat sammen selv. Altså med RGB-blæsere i fronten og et gennemsigtigt kabinet, hvilket ellers (for mig) ikke har været set tidligere.

En anden “nyhed” på denne front er at komponenterne i OMEN 45L ser ud til at være af højere kvalitet. HP har indset at for at konkurere på dette gaming marked, som i øvrigt er voksende, så er det ikke tilstrækkeligt at fyre nogle specifikationer af i form af en kraftig processor og et populært grafikkort. Gamere har rådighedsbeløbet og ved, hvad de vil bruge det på og det er ikke udelukkende specs.

Derfor er det også rart at se at HP OMEN 45L faktisk ser temmelig gennemført ud og det er både indvendigt og udvendigt at jeg har et højere kvalitetsindtryk end det tit er set med forudbyggede gaming computere fra de store producenter (med al respekt for undtagelserne).

Designmæssigt virker det til at OMEN ved hvad de vil signalere af budskab i både kvalitet og fremtoning og som med alt andet kna man enten lide det eller ej. For mig er ydelsen den vigtigste, men jeg ønsker heller ikke at have noget ragelse liggende bare fordi det kan køre. Ungerne herhjemme syntes at OMEN 45L var mega fed, så det kan man jo også tage i betragtning. De næste afsnit skal dog handle om dens ydelse og brug.

Funktionalitet

Den primære opgave et monster som HP OMEN 45L vil have er at køre nogle spil, så jeg har ikke fokuseret på så meget andet. Ser man på mobiliteten og nemheden i at tage OMEN 45L med sig på LAN eller lignende, så skal man have en sækkevogn eller lignende nærmest.

Den får altså ikke point for mobilitet. Dertil så er vores testudgave udstyret med Windows 11 og er et OS jeg lige skulle vænne mig til at navigere i. Ikke fordi det er så drastisk anderledes end Windows 10, men lidt nyt er der dog. Heldigvis så er OMEN 45L (næsten) fri for bloatware og software man helst vil være fri for. Det eneste, som man måske ikke kan undgå er HP OMENs egen software til at styre computerens små finurligheder, såsom RGB-lys og “overclocking” hvor du kan sætte dine RAM i en højere clock-frekvens end udgangspunktet. Det er dog stadig DDR4 RAM i maskinen vi har med at gøre. Til gengæld er der 64 GB at gøre godt med.

Udover den nødvendige software så er der også MyHP, ExpressVPN og McAfee, hvor de sidstnævnte to blot er prøveperioder og hvor HPs partnere håber du vil købe når du har prøvet dem nok. Den del vil jeg ikke blande mig i.
Til gengæld, så vil jeg gerne fortælle en ting eller to omkring, hvad jeg oplevede under mine spilsessioner. Jeg smed en del spil efter HP OMEN 45L og både af nyere og ældre dato for at se om jeg kunne bringe den i knæ på nogle punkter. Det skal bemærkes at jeg under testperioden havde adgang til en Philips 279M1RV monitor med 4K og HDR, så spillene blev spillet i både FHD og 4K opløsninger. Årsagen til at begge giver mening er fordi nogle af os, som spiller konkurrencespil, foretrækker en højere FPS end de smukke omgivelser. Ved FHD og sågar QHD opløsninger kunne jeg nærmest ikke få OMEN 45L under 100 FPS selv i hurtige spil. Det var først ved Ultra indstillingerne i 4K på fx Warzone at jeg ramte “bunden” som stadig var stabilt over 60 FPS og altså ganske spilbart.

Ydelse

For så vidt angår gaming så virker det ikke til at hverken høje opløsninger eller timevis af gaming resulterede i at HP OMEN 45L var på overarbejde. Den kan høres under brug selv når man ikke laver noget og ja dens blæsere blev en smule mere højlydte ved gaming ved max opløsning, men det var ikke irriterende højt.

Selv ved at presse grafikkort og CPU i henholdsvis Prime 95 og FurMark, så blev computeren kun en anelse “støjende”, men på intet tidspunkt ramte CPU eller GPU en alarmerende høj temperatur. Det er et positivt tegn hvis man ser på Cryo Chamber og designet HP kalder unikt, men jeg er ikke så sikker på at temperaturerne er væsentligt lavere end jeg måske havde fået med et andet kabinet (givet vis med god airflow naturligvis) og væskekøling.

I nedenstående kan du se resultaterne for mine benchmarks foretaget på maskinen. Hvis ikke tallene siger dig noget, så betyder det at HP OMEN 45L byder dig op til dans og beder dig om at finde noget den ikke kan æde. Spøg til side, men lige nu er der nok ikke meget som denne computer ikke kan kværne igennem med den konfiguration vi havde til test.

HP OMEN 45Ls egentlige akilles hæl er i virkeligheden nok det ikke så smarte design for så vidt angår portene. Jeg har nævnt dem, men gør det desværre igen for under brug savnede jeg virkelig nogle flere porte, således at jeg kunne slippe for at have for meget sluttet til i toppen af computeren. Mit udstyr består af webcam, mus, tastatur, headset, mikrofon, opladekabel til diverse enheder såsom mobil og med alt det sluttet til så er hullerne på bagsiden fyldt ud, selvom der tydeligvis er fysisk plads.

Porte på toppen i front på HP OMEN 45L

Konklusion

Det kan egentlig siges meget kort for HP OMEN 45L er et kraftværk og et monster af en gaming computer. Den er dog enorm, vejer et ondt år, kommer med gratis regning til rygdoktoren, hvis du skulle finde på at flytte den for ofte, men til gengæld så er den smuk, veludført, velkølet og i vores testudgave velkonfigureret. Den kan spise alle spil (vover jeg pelsen og påstå) og så er den hovedsageligt stille og kølig under drift. RGB-lyset kan slukkes, men kan også bruges til at du kan smide et personligt præg på det hele. Jeg ville ønske at HP OMEN 45L havde flere USB-porte på bagsiden så jeg ikke skulle føre kabler fra fronten eller bruge USB-hub, men udover dét er der ikke meget at sætte fingeren på. Eller, nævneværdigt er det nok at du skal bemærk du får altså også lov at betale prisen…

Positivt

  • Anderledes og fedt design
  • God ydeevne
  • Relativt stille (larmer når den bliver presset dog)

Negativt

  • For få USB porte på bagsiden og ingen USB-C på fronten?
  • Pris

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har fået fornøjelsen af HPs seneste OMEN 45L gaming computer, som vi naturligvis har hygget os med og bringer her en vurdering du kan bruge til eventuelt at overveje om du vil erhverve dig en forudbygget computer eller bygge selv. Hvad er der i...Test: HP OMEN 45L Desktop