lørdag, april 27, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Spectre x360 2in1 Laptop 14-ef2038no

Test: HP Spectre x360 2in1 Laptop 14-ef2038no

HP har udstyret os med deres Spectre x360 2in1 laptop, som vi ser nærmere på i denne test. Der er tale om en tynd bærbar med flipbar skærm i et premium design og et stærkt feature sæt.

Hvad er der i æsken?

HP Spectre x360 2in1 leveres i en semi-neutral æske, hvor det medfølgende udstyr er pænt arrangeret og separeret. Indholdet består af laptop, pen, ekstra toppe til pennen, strømforsyning og et sleeve til transport.

Specifikationer

  • Skærm: 13,5″ 3000×2000 OLED multitouch SDR 400 nits HDR 500 nits
  • Processor: Intel Core i7-1355U 10 core
  • Lager: 1 TB GB M.2 NVMe PCIe Gen4
  • RAM: 16 GB RAM LPDDR4x-4266 MHz
  • Dimensioner: 298 x 220,4 x 16,9 mm
  • Vægt: 1,36 kg
  • Porte: 1 x USB-A 10 Gbps, 2 x USB-C Thunderbolt 40 Gbps, 1 x audio combostik, 1 x microSD-kortlæser

Design

Skal vi sige der er kage til den første, der husker det fulde modelnavn for denne laptop? Spøg til side, så kan det måske godt virke lettere uoverskueligt, men der er mening med navngivningen – til en vis grad.

Spectre hører til blandt nogle af de mest premium produkter, som HP tilbyder i deres forbrugerserie af computere. Dernæst udligner x360 og 2in1 lidt hinanden, da det står for at produktets skærm kan foldes hele vejen rundt og dermed kan computeren bruges som PC såvel som tablet, idet tastaturet slukker når det er vippet en vis grad omkring skærmen.

At der er tale om en laptop bør så ikke komme som en overraskelse og 14 beskriver skærmens størrelse, mens resten er for at man kan identificere den specifikke model, som altså har den indmad, som er remset op i ovenstående.

HP Spectre x360 2in1 har designmæssigt en blanding af bløde og afrundede former samt skarpe kanter. Det kan lyde som en mærkelig kombination, men personligt synes jeg at HP lykkes med det, hvilket måske kan skyldes den bronze/brune farvekombination, der gør at de skarpe sider ikke er så iøjefaldende.

Der hvor det mest kommer til udtryk er i øverste kant over tastaturet, hvor rammen har en skrå linje som afslutning. Denne har HP så udnyttet og i den ene side placeret et jackstik mens der er en USB-C port i den anden side.

Et andet sted, hvor man intelligent har udnyttet designet er ved at lade en USB-A port være tilgængelig, hvis man vipper flappen nedad. Det er set tidligere med RJ45 stik og denne gang har man altså en “skjult” USB-A port, som på en smart måde lader computeren have en slank profil uden kompromis (kan ses af ovenstående billede).

Det er ikke helt rigtigt at laptoppen her er med 14″ skærm for den er “kun” 13,5″, hvilket dog ikke er nogen lille størrelse og arealet føles større da det er i såkaldt 3:2 format, hvor den er mere firkantet end de 16:9 brede skærme vi har været vant til længe.

Den mindre aflange skærm gør at den bærbare føles som om den har et større areal man kan arbejde på og det hjælper også på denne del at der er et nærmest rammeløst design omkring selve skærmen. Det er kun i bunden at denne er lidt tykkere, hvor du også finder HP logoet.

Et andet element på HP Spectre x360 2in1, der nærmest går kant til kant er dens store touchpad. Den går ganske vist ikke ud til siderne, men rører nærmest tastaturet i toppen og forsvinder i bunden. Dermed har man et dejligt stort areal at arbejde på.

Det kompakte design af HP Spectre x360 2in1 er ikke helt kompromisløst dog. Vi er herhjemme vant til en stor enter-tast på vores tastaturer, men denne er der ikke blevet plads til og man må derfor nøjes med den smalle enter-tast man kender fra US-layout tastaturer. Resten af tastaturet på Spectre x360 2in1 er dog nordisk og altså med den rette placering af genveje samt ÆØÅ.

Tastaturet i HP Spectre x360 2in1 har i øvrigt også baggrundsbelysning i flere niveauer. Lyset slukker automatisk når du flipper skærmen om i tablet mode. Lyset er en kærkommen detalje, som lader dig nemmere finde tasterne i mørke omgivelser.

På selve tastaturet har du i øverste række de mest gængse genveje, såsom lyd, lys, musikstyring og også knappen til at tænde og slukke for privacy filteret. På Spectre x360 2in1 er privacy filteret fysisk. Man kan høre det flytte sig, sikkert ved hjælp af magnetisme, når man aktiverer den så man ved at kameraet er slået fra når man ikke vil bruge det.

På tastaturet er der også gjort plads til fingeraftrykslæseren, som HP altså har valgt ikke skal være integreret i en af de øvrige knapper og det resulterer i at der er et “hul” på tastaturet. Jeg siger ikke at layoutet dermed havde været bedre, men den plads kunne man have brugt til at gøre enter-tasten større.

Skærmen på HP Spectre x360 2in1 kan som navnet lidt antyder og jeg allerede har nævnt vippes hele vejen rundt. Den bliver holdt fast af to hængsler, der deler samme farveskema som resten af comptueren. Disse lader så skærmen vippe hele vejen rundt så du altså kan bruge den som tablet, idet skærmen som nævnt understøtter touch og du kan bruge dine fingre.

Der er en fysisk privacy shutter på kameraet

Det medfølgende sleeve er lavet i kunstlæder og passer egentlig ganske fint til designet af den bærbare. Dog er der ikke plads til at have strømforsyningen med også.

Funktionalitet

Premium computere har det til tider med at have fokus på de brugere, som sætter mest pris på æstetikken og knap så meget på, hvordan denne laptop så i virkeligheden præsterer når den bliver sat til en opgave. Med Spectre x360 2in1 er det blandt andet denne ydelse jeg også har kigget på og generelt hvordan den er at anvende. Før vi løfter sløret for dens benchmarks og hvordan den klarer daglige opgaver, så vil jeg gerne bryde de næste par afsnit ned i, hvordan min oplevelse har været ved brug af den.

Skærm

Selvom Spectre x360 2in1 befinder sig midt på en skala mellem 13” og 14”, så føles computeren mest som en 13” med lidt ekstra plads på skærmen. Den er måske en smule mere klodset end andre moderne 13” i dens klasse, men det firkantede design giver den fordel at du har et højt display med plads til en masse linjer.

Selve skærmen er dejlig skarp, med utroligt flotte farver og en rimelig god lysstyrke. Jeg var ikke udfordret af at sidde med vinduet i baggrunden så længe der ikke kom direkte sollys på skærmen. Jeg blev påvirket af dagslyset fra vinduer, men det var til at leve med, selvom jeg søgte mod mere behagelige vinkler når jeg skulle arbejde effektivt.

Skærmen modtager input fra både dine fingre og den medfølgende pen, som er utrolig god til at udføre noget præcisionsarbejde med, såsom at tegne eller lave markeringer i dokumenter eller på billeder. Jeg synes selve pennen er en smule kantet og af den grund mindre behagelig at holde på end eksempelvis pennen fra Microsoft, der hører til deres Surface serie af produkter. Pennen fra HP minder mere om en blyant og føles en smule tyndere end surface pennen uden at jeg havde begge ved hånden til at måle præcist. Pennen er dog en fin addering synes jeg, men den kan være svær at få med på farten da man ikke har et specifikt hylster til den på det medfølgende sleeve.

Lyd og video

Mange af os bruger vores PC som kommunikationsenhed når vi snakker med folk enten i forbindelse med arbejde eller når vi ikke kan mødes fysisk med folk vi holder af. Hertil er det vigtigt med et godt kamera og en god lyd. HP Spectre x360 2in1 skuffer ikke på denne front hellere. Kameraet er ret fint og håndterer også forskellige lysforhold acceptabelt. Jeg synes det er et af de bedre kamera-oplevelser i en laptop, men det ville være forkert at sige det kan måle sig med bare lidt bedre webcams på markedet. HP har dog udstyret laptoppen med software, som du kan bruge til at forbedre (eller i hvert fald tilpasse) din videooplevelse, således at du kan lade appen optimere (retouche) dit billede, som du sender til din modtager. Så behøver man måske ikke være helt klar før morgenkaffen altid.

Lydmæssigt er Spectre x360 2in1 bestykket med hele fire højtalere, som også er udarbejdet i samarbejde med Bang & Olufsen. Det resulterer i en temmelig fornuftig lytteoplevelse til trods for den kompakte størrelse. Jeg synes ikke at jeg kan holde fest eller helt stille mine musikmæssige krav, men til musik mens jeg arbejder eller til at høre YouTube videoer osv. Så er både lydkvalitet og lydniveau helt acceptabelt. Der mangler bund, men det er også at forvente. Det er uanset en af de bedre oplevelser med en bærbar i denne formfaktor.

Tastatur

HP Spectre x360 2in1 har et tastatur, der minder meget om de øvrige tastaturer, som HP laver i deres Spectre og EliteBook serier. Der er tale om faste taster med en præcis vandring, som ikke er voldsom lang. Tasterne virker meget ensartede, hvilket jeg nærmest synes er vigtigere end selve følelsen af tasten. Dette er også tilfældet med tasterne på Spectre x360, som har nogle ret fine laptop-taster.

Baggrundsbelysningen i tasterne kan du justere i forhold til lysstyrke, så du naturligvis også kan slukke denne når du ikke har brug for den for alt andet lige bruger det mere strøm at der er lys tændt.

Piltasterne har individuelle taster, men pilene op og ned deler pladsen af én tast, hvilket godt kan mærkes. Det er nogle gange lidt svært at ramme disse, især når man som jeg har lidt større (tykkere fingre).

Over tasterne Escape og Delete har man to gummilister, som er til for at skærmen ikke skal ramme ned på tastaturet. Det er slet ikke så skidt at skærmen på denne måde bliver holdt væk fra tasterne, således at fedtet og skidtet fra fingrene ikke bliver overført til skærmen. Dog synes jeg at gummilisterne til tider kan være lidt irriterende da jeg kommer til at trykke på dem.

Touchpad

Et af de punkter, hvor HP Spectre x360 2in1 udemærker sig er dens touchpad, som jeg synes er ret stor og behagelig at arbejde med. Det fedeste ved den er måske sågar at den trods sin størrelse ikke kommer i vejen for brugen af computeren. Forstået på den måde at det er sjældent at touchpadden forvirrer mine håndled med fingre og fejlklikker. Det gør den nemlig ikke så tit men er tværtimod ret behagelig at anvende og så har den også multi-finger support så du kan bruge flere fingre til at styre og bruge gesturer som genveje.

Batteritid

PC producenter har det lidt ligesom bilproducenter. De har et målesystem, som de skal angive deres parametre efter, såsom batteritid og kilometer per liter, men når man selv skal genskabe de samme resultater, så spiller vind og vejr også ind og det bliver aldrig det samme. De oplyste 13,5 timers batteritid, som Spectre x360 2in1 er “udstyret” med er i hvert fald en del fra de cirka 6,5 timer jeg kunne komme op på ved almindelig brug i en batteritest. Hvis jeg pressede computeren så holdte den omtrent det halve og mindre. Dog kan man ikke nødvendigvis være utilfreds med batteritiden for man kan sidde relativt længe, hvis bare man skal sidde og skrive. Det er først når man smider flere opgaver efter den at dens batteritid virkelig daler.

Også den medfølgende pen lader op via USB-C

Ydelse

Apropos opgaver så er vores Spectre x360 2in1 udstyret med en kraftig processor, rigeligt med RAM og en temmelig fin størrelse SSD. Alt andet lige burde denne kombination betyde at vi har med en temmelig habil laptop at gøre. Dog skal vi også huske at selvsamme laptop designmæssigt også har fokus på æstetik, så der er ikke just gjort plads til de store køleenheder, blæsere og RAM er Low Power. Det resulterer i en laptop, der er ganske glimrende til dagligdagens almindelige opgaver, hvor det at skrive, surfe og lave let excel arbejde klares ganske uden problemer.

Det er ikke en laptop til det grafiske arbejde, selvom skærmen er flot og har flotte farver. Billeder og redigering af samme kan den sagtens klare, mens videoer og spil er en udfordring computeren ikke var vild med og ikke noget jeg kan anbefale den til.

Jeg lykkedes ikke med at lave nogle 3D opgaver eller benchmarks med Spectre x360 2in1 hvilket bekræfter at det ikke er en maskine man skal erhverve for rendering eller redigering af video, men den er overraskende hurtig og responsiv til mange andre opgaver.

Under min test var HP Spectre x360 relativt stille mens jeg havde gang i arbejde på den. Du kan dog styre enkelte indstillinger og sågar profiler i den medfølgende software, HP Command Center, så du har mere fokus på enten at den skal være stille eller yde mere afhængigt af hvad du foretrækker. Der er på den måde mange muligheder og helt generelt så er ydelsen ikke værre end forventet af en laptop, hvor fokus tydeligvis er et smukt design.

Konklusion

Spectre x360 2in1 er en rigtig flot laptop, der designmæssigt også skiller sig ud fra mængden med en god blanding af skarpe såvel som bløde kanter. Jeg er egentlig fan af designet, som sammen med en flot skærm og et rigtig godt tastatur gør den utrolig behagelig at arbejde med. Det er dog en tynd og lækker laptop, så du skal ikke forvente at få den til at kværne excel ark eller grafisk materiale dagen lang. Til almindelige og lettere tunge opgaver så tror jeg den vil klare sig fint og så er både skærm, kamera og lyd i top til dig der gerne snakker med andre via din computer. Helt generelt og kort fortalt så er HP Spectre x360 2in1 bestemt et kig værd, men

Positivt

  • Flot design
  • God skærm
  • Gode taster
  • God lyd

Negativt

  • Piltaster fylder for lidt
  • Enter tast er smal
  • Batteritid

Pris og tilgængelighed

Set til 12.999 for udgaven med FHD display og Core i7-1255U.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

HP har udstyret os med deres Spectre x360 2in1 laptop, som vi ser nærmere på i denne test. Der er tale om en tynd bærbar med flipbar skærm i et premium design og et stærkt feature sæt. Hvad er der i æsken? HP Spectre x360 2in1...Test: HP Spectre x360 2in1 Laptop 14-ef2038no