søndag, maj 5, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Jabra Elite 65e

Test: Jabra Elite 65e

Jabra har fornylig lanceret deres Elite 65e, som er et in-ear headset med aktiv støjreduktion der lover god komfort og høj lydkvalitet. Lad os se hvordan det klarer sig i vores test.

Hvad er der i kassen?

Jabra Elite 65e kommer i pæn indpakning der viser produktet på forsiden. Lukker man kassen op, så bliver ørepropperne flot præsenteret gennem en udskæring i pappet.

Graver man sig længere ind i indpakningen så finder man selve Jabra Elite 65e solidt pakket i en plastikbakke.

Løfter man plastbakken ud så finder man ekstra gummipropper i størrelse small og large, samt et opladningskabel og et blødt opbevaringsetui.

 

Design og funktionalitet

Jabra Elite 65e har det kendte design med en bøjle der hviler på skuldrene og så et kabel op til hver øreprop. Det er et design der går igen hos mange producenter, og ikke uden grund da det er ret komfortabelt og det giver mulighed for at producenterne kan benytter større batteri og placere flere knapper på headsettet.

Selve bøjlen er lavet i en blanding af hård plastik og blødt gummi. Ledningerne til ørepropperne er rigeligt lange, og er lavet med et fladt kabel. På ledningen til højre øreprop sidder der en forholdsvis stor mikrofon der sidder tæt på munden når man har Jabra Elite 65e på.

Selve ørepropperne har en anderledes facon. De består af en gummifinne der lægger sig i ørets fold, og så en øreprop der lukker tæt til øregangen. Men øreproppen er oval på Jabra Elite 65e, noget jeg ikke har set før. Jeg følte det gav en lidt bedre komfort når man havde Jabra Elite 65e på i længere tid.

Det er muligt at kombinere forskellige størrelser finner og propper for at få den helt rigtige pasform. Headsettet er monteret med størrelse medium fra start af, og de passede mig faktisk fint. Ørepropperne har en indbygget magnet så de kan klikkes sammen når man har Jabra Elite 65e på skuldrene, men ikke har ørepropperne i ørerne. Skulle telefonen ringe, så kan besvare opkaldet ved blot at skille ørepropperne fra hinanden og tage dem i ørerne.

Betjeningen af Jabra Elite 65e sker med knapper på begge sider af bøjlen. På højre side finder vi de klassiske tre knapper der bliver brugt til at tænde og slukke Jabra Elite 65e, pause og starte musikken, skifte musiknummer og styre lydstyrken.

På venstre side sidder der to knapper. Den ene aktiverer den digitale assistent på mobiltelefonen, og er man i telefonopkald lukker den for mikrofonen. Den anden aktiverer aktiv støjreduktion, og ved et langt tryk aktiverer den “listen-through” som sender lyd fra omgivelserne direkte ind i headsettet så man kan lytte til vigtige beskeder uden at tage Jabra Elite 65e ud af ørerne. Opladningen sker via et USB stik bagerst på Jabra Elite 65e, og en komplet opladning tager ca 2 timer.

Jabra skriver i deres materiale at en opladning giver en spilletid på 13 timer uden aktiv støjreduktion, og 8 timer med. Batteritid afhænger af mange faktorer, men min oplevelse under testen var at batteritiden var fin til mit brugsmønster.

Ørepropperne sidder fint i øret og sidder fast uden at klemme. Dog synes jeg at ledningen til øreproppen er for stiv, og har det med irritere mig fordi den hænger ind mod ansigtet. En almindelig rund, og tyndere ledning havde været at foretrække i stedet for det lidt kraftige og flade ledning der er valgt at benytte til Jabra Elite 65e. Når ørepropperne sidder i øret, så blokerer de for en rimelig mængde støj. Har man brug for yderligere støjdæmpning kan man tænde for den aktive støjreduktion, som elektronisk forsøger at annullere støjen der når øret. Den er mest effektiv mod de dybeste frekvenser, mens stemmer og andet støj i de højere frekvensområder slipper igennem. Det er ikke den mest effektive aktive støjreduktion jeg har prøvet, men den dæmper dog de mest irriterende frekvenser som motorstøj, vindstøj og andet. Man kan også aktivere en “listen through” tilstand som egentlig er det omvendte af aktiv støjreduktion i det at Jabra Elite 65e opfanger lydene omkring en, og sender dem direkte ind i ørepropperne. På den måde kan man lytte til vigtige beskeder uden at fjerne Jabra Elite 65e fra ørerne. Det virker ganske godt, lyden bliver næsten lige så høj som når man ikke har Jabra Elite 65e i ørerne.

Jeg har testet rækkevidden med min iPhone 8 Plus, og her skulle jeg omkring 10 meter væk inden der var udfald i lyden, det er ikke den længste rækkevidde jeg har testet, men bestemt alt rigeligt til normalt brug.

Jeg har også testet lydkvaliteten når man lytter til musik, og her har jeg som sædvanligt været igennem mange forskellige stilarter, lige fra tung dødsmetal, over akustisk musik til spinkle stemmer, og Jabra Elite 65e gør det altså godt! Bassen er dyb og kraftig uden at blive for meget, mellemtonen er tydelig og diskanten er let og luftig uden at blive skinger. Synes man ikke om lyden i Jabra Elite 65e, så har man faktisk mulighed for at lave den om! Hvis man installere Jabras Sound+ app på sin telefon så får man adgang til bl.a. at ændre i en equalizer og dermed fremhæve eller dæmpe dele af frekvensbåndet. Indstillingerne bliver gemt i hovedtelefonerne, så man behøver altså ikke at have Sound+ åben når man først en gang har lavet sine indstillinger.

Der er indbyggede talebeskeder i Jabra Elite 65e, og fra Sound+ kan bl.a. også skifte sprog på beskederne.

Går man rundt med Jabra Elite 65e om halsen, men ikke med ørepropperne i ørerne, så kan stadig få besked hvis man får et telefonopkald. Der er nemlig (som i mange andre headsets i dette design) indbygget en vibrator der vibrer bøjlen når telefonen ringer.Selve lyden under telefonopkald er virkelig god. Man får ikke fornemmelsen af at man ikke kan høre sig selv, der er nemlig en indstilling i Sound+ hvor man kan vælge hvor meget af sin egen stemme man ønsker at høre under opkald. Modparten i opkaldet var også meget tilfreds med lyden, og det skyldes nok den forholdsvis store mikrofon der hænger tæt ved munden.

Konklusion

Jabra Elite 65e har en rigtig god lydkvalitet, både når man lytter til musik og under telefonopkald. Med Sound+ app’en har man mulighed for at justere mange aspekter Jabra Elite 65e så det passer til ens personlige præferencer. Ørepropperne sidder godt i øret, på trods af det lidt anderledes design. Det eneste der irriterede mig lidt, var de stive ledninger. Af en eller anden grund så endte de med at bøje på en måde så de sad ind mod mit ansigt. Måske er jeg bare sart, men jeg ville gerne se at ledningerne var mere bløde så man ikke lagde så meget mærke til dem når man havde headsettet på. Men det er i småtingsafdelingen, for Jabra Elite 65e er bestemt et godt headset, både til at lytte til musik i hverdagen, men opkaldsfunktionerne er også stærke så det kan også sagtens bruges arbejdsrelateret hvis man taler meget i telefon.

Pris og tilgængelighed

Set til ca 1500,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Jabra har fornylig lanceret deres Elite 65e, som er et in-ear headset med aktiv støjreduktion der lover god komfort og høj lydkvalitet. Lad os se hvordan det klarer sig i vores test. Hvad er der i kassen? Jabra Elite 65e kommer i pæn indpakning der viser...Test: Jabra Elite 65e