mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech Signature Slim Combo MK950

Test: Logitech Signature Slim Combo MK950

Vi er blevet bestykket med et nyt sæt med tastatur og mus fra Logitech i form af deres Signature Slim Combo, som byder på endnu fladere taster og en mus i fuld størrelse ved siden af.

Hvad er der i æsken?

Combo udgaven er egentlig en sammensætning af det nye keyboard, K950, samt musen, M750, der begge er nye og hører til Logitechs Signature serie. Forduen de to produkter, samt de batterier de er udstyret med så medfølger der egentlig ikke andet end en USB-Bolt adapter.

Der er dog ikke noget plastik at spotte i æsken, hvilket er en bekræftelse på Logitechs fokus på miljøet. Produkterne er i øvrigt også lavet af genbrugsplastik, hvor den mørke udgave af sættet er lavet med 62% af slagsen (vores hvide fik vi ikke oplysninger for).

Design

Combo sættet består af to væsentlige dele, som jeg tænker man kan kigge på isoleret set for at give det rigtige billede af, hvad det er for to produkter Logitech præsenterer os for i denne omgang.

K950 Signature tastaturet er en mellemting mellem Logitechs populære Keys serie og så deres billigere alternativer. Med K950 er der tale om et tastatur i fuld størrelse, som vi har fået i en hvid udgave, mens det også kan erhverves i grafit (sort/grå).

Selve K950 tastaturet er relativt fladt og tasterne på det ligeså. Det gør at det ikke fylder så meget i højden og for mig betyder det eksempelvis at en håndledsstøtte ikke er nødvendig. Det forestiller jeg mig heller ikke den er for andre, med mindre det er en vanesag eller et andet behov.

Tasternes flade design gør at de minder om et tastatur fra en laptop, hvor vandringen er kort og fast. Jeg synes selv mere om den lidt mere bløde tastevandring i Keys serien, men K950 er helt klart en forbedring i forhold til de helt bløde taster, som de lidt billigere tastaturer fra Logitech har.

Tastaturet har adskillige genveje gemt i øverste række, hvor du også har dine F1-F12 taster, så disse aktiveres enten med FN eller også direkte afhængigt af hvordan du sætter det op. Der et hav af genveje at vælge af i øvrigt og øverst til højre er der en låse-knap til at låse din computer med i stedet for at du skal taste kombinationen (Windows + L) på tastaturet i stedet.

Undersiden er holdt ret clean, men der er alligevel lidt at nævne. Der er to fødder, som kan vippe tastaturet en smule opad så det for nogen er behageligere at skrive på. Derudover er der et låg, som gemmer på de to AAA-batterier og hvor der også er plads til at opbevare USB-donglen.

Musen er ligeså i samme farve som tastaturet og kan også købes i den mørke graphite udgave. Der er tale om en mus, der minder meget om M650, hvis man skulle kende den. Der er dog her på M750 blevet plads til en knap mere, som står mellem batteriindikatoren og scroll-hjulet på toppen af musen. Denne knap lader dig ændre følsomheden på sensoren, så du eksempelvis kan have en hurtig og en langsom musemarkør.
I siderne er M750 en smule mørkere og måske sågar grå og belagt med en gummioverflade, der er behagelig at have i hånden. Gummien sikrer også et bedre greb om musen synes jeg, så det er helt bestemt et plus.

De øverste og primære knapper er ikke adskilt fra resten af designet og derudover er de meget stille at trykke på. Det betyder du sagtens kan sidde i lokale med andre og arbejde på din computer. Også tastaturet er ret stille i tasterne, men musen er nemmest at sammenligne med andre produkter når det kommer til støjniveau.

På venstre side af M750 musen har du to genvejstaster som for mig er ret nemme at nå. I øvrigt er M750 med de prik samme dimensioner som M650 (dog 0,1 gram lettere), så måske vi kan forvente os at der på sigt også kommer en L (Large) udgave for os med lidt større hænder.

Funktionalitet

Begge produkter i MK955 Combo sættet er kompatible med Logitech Options+ softwaren, som er Logitechs (efterhånden ikke så) nye software til opsætning af kontorudstyr. Appen er genial til simpel opsætning og gør det ret nemt og overskueligt at komme i gang.

De forskellige enheder kan i øvrigt også sættes op til at arbejde sammen på forskellige genveje, så du ved aktivering af en bestemt tastekombination på musen også aktiverer tastaturets genveje. Via Smart Actions kan du i øvrigt sætte bestemte rutiner op for tastekombinationer. Det er egentlig makroer på steroider fordi det du gør er at du lader Options+ styre din computer (sådan da). Du kan eksempelvis sætte en morgenrutine i gang, der åbner alle dine applikationer, som du normalt bruger, samt alle de nyhedssites du plejer at besøge om morgenen mens du henter kaffe.

Du kan ved at bevæge musen fra en skærm på én PC også bevæge den videre på næste PC, som dine enheder er koblet til og fortsætte dit arbejde dér. Det er en funktion, som Logitech har udviklet for en del år siden og som hedder Logitech Flow. Det er ret smart, selvom det er lidt begrænset, hvad du kan “overføre”, men hvis du arbejder med flere forskellige computere samtidigt kan det i visse tilfælde betyde

Tastatur K950

Hvis man ser isoleret set på tastaturet uden at tage softwaren i betragtning, så er der stadig tale om et ret fedt produkt. For mig er kvaliteten høj, om end ikke ligeså høj som det jeg er vant til fra Logitech MX serie. Tastatur og taster føles en smule mere “løse” i det uden at det umiddelbart påvirker min skriveoplevelse.

Tasterne føles som nævnt faste og det er jeg ret vild med, selvom jeg til dagligt plejer at sidde med et mekanisk tastatur når jeg sidder hjemme. Tasterne har en god afstand og det gør det behageligt at skrive på. Derudover synes jeg at jeg kan skrive relativt hurtigt på K950 uden at lave fejl-tryk. I hvert fald ikke fejl jeg kan give tastaturet skylden for.

Personligt kan jeg godt lide når K950 ligger fladt på bordet, men vinklen det får når du løfter fødderne på undersiden er ikke voldsom, så det forbliver behageligt at arbejde på.

Nogle vil måske savne at K950 sammenlignet med netop MX serien ikke er udstyret med baggrundsbelysning på tasterne. For mit vedkommende sidder jeg aldrig i et helt mørkt lokale og arbejder. Selvom jeg gjorde så er det hvide design af vores testudgave af K950 til at spotte. Jeg savner dermed ikke baggrundsbelysningen, som jeg på MX Keys alligevel slukker når jeg bruger det for at spare strøm.

Det er netop batteritiden der lader K950 adskille sig fra MX serien, som har genopladelige batterier, ved at det kan holde strøm i op til tre år. Det er udskiftelige batterier, så selv hvis du skulle bruge det mere end gennemsnittet, så ville der altså gå mange måneder før det blev aktuelt at skifte batterier. Derfor vil jeg ikke nævne processen med at skifte batterier som værende en gene.

Mus M750

Også musen har en ret lang batteritid at byde på. Her er den dog på “kun” på 24 måneder ved almindelig brug og af gode grunde kunne jeg ikke teste om det holder stik eller ej.

Musen har en ganske fin størrelse som kontormus. Jeg ville selv gerne have at den var noget større fordi jeg generelt foretrækker større mus. Højden og krumningen på ryggen gør dog at M750 alligevel fylder fint i hånden og dermed kan min hånd hvile på musen uden at blive slæbt henover musemåtten.

Knapperne er i øvrigt ret nemme at nå. De har en ret blød vandring, hvilket nok er en nødvendighed når de samtidigt skal være “silent” (stille). Det gør at man ikke har en feedback på knapperne, men til kontorbrug synes jeg faktisk ikke det er savnet. Det var noget andet, da jeg prøvede at game med musen. Et er naturlgivis at dens sensor ikke er nær så hurtig og responsiv som en gaming-mus, men også knapperne føltes helt “off”.

Scroll-hjulet til gengæld har feedback om man vil det. Når du ruller hurtigt med musen så agerer den lidt som infinite scroll og ruller langt, men slet ikke så meget som jeg er vant til det fra fx MX Master musen. Det er dog et fint scroll-hjul, der føles rart og med nok modstand i min optik.

Konklusion

For mig at se er det især softwaren, der trækker MK955 Signature Combo sættet op. Ikke fordi tastatur eller mus ikke er gode produkter, for det er de på sin vis begge, men det flotte design, nogenlunde solide byggekvalitet og praktiske taster/knapper er forstærket af at softwaren er nem at lege med. Logitech Options+ gør at Logitech adskiller sig fra andre tastatursæt i markedet og lader brugeren være en del mere produktiv. Det kræver at brugeren sætter sig ind i de muligheder som softwaren gør muligt, men heldigvis er det relativt nemt at finde ud af. Jeg synes ikke selv at jeg kan finde brugsscenarier til alt det som MK955 Combo sættet muliggør, men på den måde rammer Logitech bredt og leverer en god taste- og mus-oplevelse for brugeren. Musen er en af de bedre mus, der følger med i et sæt, så det er også klart et plus synes jeg.

Pris og tilgængelighed

Vejledende salgspris 899,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi er blevet bestykket med et nyt sæt med tastatur og mus fra Logitech i form af deres Signature Slim Combo, som byder på endnu fladere taster og en mus i fuld størrelse ved siden af. Hvad er der i æsken? Combo udgaven er egentlig en...Test: Logitech Signature Slim Combo MK950