tirsdag, maj 7, 2024
ForsideAnmeldelserTest: OnePlus 12R

Test: OnePlus 12R

Foruden deres flagship, så fik vi også lov at lege med OnePlus 12R som med R-betegnelsen er en helt ny serie, der for første gang kommer til Danmark og byder på en opdateret telefon, men hvor enkelte hjørner er skåret for at kunne lande en mere spiselig pris. Vi har set nærmere på om man er gået for meget på kompromis i denne test.

Hvad er der i æsken?

Der hvor der ikke er sparet er kassen, som også til OnePlus 12R byder på en brandrød kasse med både telefon, SIM-kort tool og en 100 Watt oplader i. Telefonen leveres med påmonteret skærmbeskyttelse, så den følger ved egentlig også med, selvom den er sat på ab fabrik.

Design

OnePlus 12R ligner sin storebror af stort set samme navn nærmest på en prik. Fronten af mange telefoner er stort set identisk efterhånden med et stort display fra top til bund, så der kunne man måske ikke forveksle dem, men så man 12R og 12 bagfra kunne man fristes til at sige det var samme telefon med forskellig farve.

Det er nemlig sådan at OnePlus 12R tilbydes i nogle andre farver end storebroren og vores var den blå “Cool Blue” udgave, som du kan se i nedenstående billede.

Der er dog to grundlæggende forskelle i de to modeller, hvor den ene er mere væsentlig og tydelig end den anden. Først og fremmest er OnePlus 12Rs skærm en anelse mindre med sine 6,78″ mod storebrorens 6,82″, hvilket er meget lidt og kommer til udtryk ved at OnePlus 12R er en milimeter mindre i højden.

Størrelsesforskellen mærker man ikke, men til gengæld er OnePlus 12R både tyndere og så har den også en anden overflade på bagsiden. Coveret er nemlig glat plastik og telefonen er en halv milimeter tyndere. Den glatte og blanke overflade bagpå føles måske billigere end storebrorens matte, men til gengæld glider den mindre i hånden, så risikoen for at tabe sin telefon er mindre på OnePlus 12R end på 12’eren.

Det er ikke mange år siden at hvis du havde spurgt mig om en næsten 7″ stor telefon var for stor, så ville jeg nok have svaret ja, men med tiden har man (jeg) vænnet sig (mig) til større skærme og telefoner og OnePlus 12R føles ret behagelig at have i hånden. Det hjælper at den ikke så nemt glider ud af min hånd og den store skærm er fryd for øjet.

Det vil glæde OnePlus fans at 12R også er udstyret med en slider-knap til notifikationer, så du hurtigt kan skifte fra lydløs til lyd uden at skulle åbne skærmen. Der er mange der argumenterer at det ikke nødvendigvis er nemmere eller mere intuitivt end bare at låse skærmen op og skifte notifikationer, men til det skal man ofte bruge to hænder. Jeg vil dog gerne give dem ret i at når nu OnePlus har implementeret knappen, så kunne man ligeså godt lade brugeren selv vælge, hvad den skal gøre og det er ikke umiddelbart tilfældet her.

OnePlus 12R venstre ved siden af OnePlus 12

På undersiden har du på OnePlus 12R SIM-kort med plads til to SIM udover eSIM i telefonen og en USB-C port. Det er ikke muligt at udvide lagerhukommelsen på telefonen, hvilket jeg egentlig synes er ærgerligt. Måske det skyldes at man vil sikre sig en positiv brugeroplevelse fordi et langsomt kort kan resultere i at du ikke kan optage video med højeste indstilling, men det er altså ikke muligt at købe 12R med mere end 256 GB lager, så hvis ikke det er nok skal du op i storebroren der går op til 512 GB.

Funktionalitet

Der hvor OnePlus 12R adskiller sig fra sin noget dyrere storebror er ved at den anvender “gammel” teknologi i form af en Snapdragon Gen 2 processor, som man i øvrigt fandt i flagship (top) telefoner sidste år. Der er dog stadig 16 GB RAM, så den burde have mere end rigeligt punch for så vidt angår ydelse. Det er så det næste vi havde sat os for at teste.

Man ser tydeligt forskel på de to kamera enheder på OnePlus 12R top og OnePlus 12

Ydelse

Foruden at man kan lave en benchmark og få et tal ud, som for nørden kan indikere, hvad denne kan forvente af en telefon som OnePlus 12R (se nedenstående billede), så er der også den daglige brug at tage i betragtning.

Til daglig brugte jeg OnePlus 12R til både at surfe, arbejde, tage billeder og game på. Under ingen af disse opgaver følte jeg at telefonen ikke kunne følge med. Tværtimod var der ofte fint knald på og jeg tænkte til tider, hvorfor man dog overhovedet skulle betale merprisen for at få den seneste nye teknologi.

Kort sagt så er OnePlus 12R ganske fint ydende og jeg oplevede også at spil kørte som smurt og jeg mærkede kun meget få stutters, som jeg ikke oplevede med den lidt kraftigere 12er, men jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt det rent faktisk skyldtes hardwaren. Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt at OnePlus 12R føltes mindre varm under gaming end mange andre telefoner jeg har udsat for samme stres tests.

Kamera

Det vågne øje vil ligge mærke til at kameraet på OnePlus 12R både er mindre end på 12eren og så er der heller ikke HasselBlad branding på. Det er fordi HasselBlad ikke ville sætte navn på denne lidt billigere model.

Det kunne lade en tro at kameraet i 12R er væsentligt ringere og altså ikke performer ligeså godt. Ganske rigtigt er der også alene på specifikationerne ringere kameraer i 12R samtidigt med at der mangler telefoto og 120x zoom.

I dagslys er det også ret tydeligt at der er forskel på de to kameraer og kameraoplevelsen med OnePlus 12R er mindre fleksibel ved at der er færre ting at justere på, men ikke desto mindre, så er det stadig et ret godt kamera.

Generelt kan man rose OnePlus kameraer for at have naturlige farver som det også fremgår her jeg synes den rammer både min hudfarve og resten ret fint

Til gengæld er kameraet i OnePlus 12R næsten ligeså godt som storebrorens når det bliver mørkt og det overrasker mig gevaldigt. Jeg forventede netop her i mørke billeder at der ville være kæmpe forskel, men der hvor den største forskel opstår i aftenbilleder eller i mørke omgivelser er ved at kameraet på 12R er i stand til at skabe større kontraster når der er en tydelig lyskilde som et fjernsyn, men hvis man tager udendørs nattebilleder så er de ret ens og begge med meget lidt støj på.

Skærm

OnePlus 12R har en super lækker skærm med en pixeltæthed på 450 ppi og det er muligt at skifte indstillinger for displayet så dette føles mere levende, hvis det er hvad man foretrækker. Den allerede påmonterede skærmbeskyttelse er måske meget rar at have på når alt kommer til alt, men denne er ikke særlig modstandsdygtig overfor ridser, så de ses tydeligt og opstår nemt synes jeg. Til gengæld føles skærmen ret lækker og hurtig at trykke på.

Selv hvis jeg gør skærmen en smule våd, så reagerer den bedre end mange andre skærme når de bliver våde og det er takket være OnePlus’ Aqua Touch teknologi, som netop er til for dette formål. Den laver til tider underlige ting når skærmen er våd, men generelt en bedre oplevelse end mange andre.

Batteritid

Den store forskel på OnePlus 12R og dens storebror er at denne billigere udgave desværre ikke understøtter trådløs opladning. Hvorvidt det skyldes reele besparelser eller motivation til at du skal købe den store model kan kun OnePlus svare på, men ved en pris på 5K+ (i skrivende stund), så havde jeg forventet at det var en del af pakken.

Til gengæld er batteriet med sine 5.500 mAh i OnePlus 12R en tand større med 100 mAh. Trods størrelsen så sørger batteriet for at blive opladet på under en halv time med den medfølgende 100 Watt oplader. Teknisk foregår det på den måde at systemet forbereder batterierne på opladning så snart man tilslutter en SuperVooc oplader til den og derefter oplader den reelt to batterier på samme tid individuelt. Det er i virkeligheden en meget smart løsning.

OnePlus praler med at du på 26 minutter har strøm på 12R til hele to dage og det er faktisk ikke helt ved siden af. Jeg kunne sagtens lade 24 timer passere efter en opladning og stadig have 30-35% strøm tilbage i telefonen. Jeg satte OnePlus 12R i Fly-tilstand og lod den ligge på skrivebordet i to døgn og batteriet sagde stadigvæk 100%. Kort sagt er batteritiden ret imponerende og man savner nærmest ikke den trådløse opladningsmulighed.

Konklusion

På enkelte punkter føles OnePlus 12R som den entry-level og supplement til storebroren, som den er tiltænkt at være. På andre punkter føles det som om OnePlus 12R er dét OnePlus har stået for før i tiden og været en hård konkurrent til de større brands mens den kostede det halve. Man kan bare ikke kalde OnePlus for den lille udfordrer mere da de er blandt de største Android producenter i markedet og med god grund takket være deres innovation i form af især SuperVooc opladeren som giver OnePlus 12R mere end en dags batteri på bare 25 minutters opladning (testet. Der er ting at ønske sig, såsom trådløs opladning, en højere vandtæthed og måske fokus på AI sammenlignet med konkurrerende produkter, men alt i alt så føles OnePlus 12R bare så lækker som telefon og gør dét til nærmest UG. Alt føles flydende, hurtigt, responsivt og præcist sådan at den i min hverdag bare føltes som en forlænget arm i stedet for et værktøj jeg hele tiden skulle justere på. Man skal ikke købe den for kameraets skyld, men til prisniveauet har den faktisk et fantastisk kamera og tager rigtig fine billeder uden den store overeksponering eller post-rendering. Alt i alt en ganske fornuftig smartphone jeg ikke selv ville gå udenom skulle jeg have ny telefon i 2024.

Positivt

  • Hurtig og responsiv
  • Hurtig opladning
  • Batteritid
  • Skærm føles lækker og præcis

Negativt

  • Ingen trådløs opladning
  • IP64 “kun” på vandtæthed

Pris og tilgængelighed

Set til 5.499,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Foruden deres flagship, så fik vi også lov at lege med OnePlus 12R som med R-betegnelsen er en helt ny serie, der for første gang kommer til Danmark og byder på en opdateret telefon, men hvor enkelte hjørner er skåret for at kunne lande...Test: OnePlus 12R