tirsdag, maj 7, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Philips 243B9H 24" skærm

Test: Philips 243B9H 24″ skærm

Vores mobiltelefoner bliver refereret til som schweizerknive, fordi de kan en hel masse, men et andet sted en lignende trend er opstået er pc-skærme. Vi skal i denne omgang se nærmere på Philips 243B9H/00, som byder på både skærm, webcam og dockingstation i ét.

Hvad er der i æsken?

Philips 243B9H/00 er gearet mod kontormarkedet og æsken er derfor hverken farverig eller fyldt med flotte billeder. Indholdet er det som tæller og består af skærm, HDMI-kabel, DisplayPort-kabel, USB-C til USB-C/A kabel samt strømforsyning og lidt papirværk.

Specifikationer

Skærm: 23,8″ Full HD 1920×1080 pixels
Opdateringshastighed: 75 Hz
Respons: 4 ms (grey to grey)
Kontrast: 1000:1
Lysstyrke: 250 cd/m2
Porte: VGA, DisplayPort 1.2 x 1, HDMI 1.4 x 1, USB-C 3.2 Gen 1×1 (upstream og op til 65 Watt PowerDelivery), USB 3.2 1×1 x 3 downstream
Audio: indbyggede højtalere 2 W x 2
Andet: 2,0 megapixel FHD-webcam med Windows Hello

Design

Philips 243B9H/00 er en helt sort monitor, om end den føles lidt grålig i nuancen grundet det materialevalg, som Philips har valgt til den. Materialevalget er jeg måske ikke helt vild med for jeg havde forventet noget andet i denne prisklasse, selvom man får mere end blot en skærm for pengene.

Som nævnt i afsnittet om æsken, så er Philips 243B9H/00 målrettet kontoret og den professionelle bruger, men alligevel føler jeg at designet godt kunne optimeres bare en lille smule, så det ikke er så kedeligt og mat. Plastikken er nemlig det jeg forbinder med en billig monitor og nu hører Philips 243B9H/00 til Philips’ B-line af monitorer, hvilket er deres mellemsegment så at sige.

Ser man skærmen bagfra så er der også frit udsyn til de to skruer, som holder kameraet på plads. Som bruger er det ikke noget man lægger mærke til oftest, men er ens monitor placeret sådan at man har frit udsyn til bagsiden, så er det ikke kønt.

Det som tæller op i designet er dog at Philips 243B9H/00 er udstyret med en relativt tynd ramme omkring selve displayet på tre ud af fire sider. Bunden har stadig noget kant, hvor man blandt andet finder Philips logo og så teksten til knapperne.

Selve knapperne til styring af skærmens indstillinger er at finde på undersiden af kanten i højre side og kan snildt betjenes med en enkelt hånd. Det kræver lidt tilvænning, men så er man også hurtigt videre.

Foden fylder ikke voldsomt meget på Philips 243B9H/00 og er lavet sådan at den har et lille indhak, så man kan have nogle nips liggende uden at de triller væk. Foden er højdejusterbar og skærmen kan rykkes hele 15 cm i højden, hvilket er fint og giver rig mulighed for at du kan indstille den så den passer dit behov. Vil du slippe for foden, så understøtter Philips 243B9H/00 også VESA 100 beslag og du kan hænge skærmen på en arm eller på væggen.

På toppen af Philips 243B9H/00 har du så et udtrækkeligt webcam, som popper op ved at du trykker på det. Denne funktion kræver dog to hænder for at du ikke rykker skærmen med ned når du trykker på kameraet og det har jeg aldrig været fan af, selvom Philips (og andre) bliver ved med at gøre modstanden i kameraet så stor at man netop rykker skærmen med. At man kan skjule kameraet er dog helt fint for de fleste vil nok foretrække at man netop kan skjule kameraet fysisk, især hvis man har set lidt omkring Edward Snowden.

På bagsiden er Philips 243B9H/00 udstyret med sine porte pegende nedad og det gør at man sammen med kabelføringen på bagsiden af foden også kan føre kabler pænt væk fra skrivebordet uden at de fylder for meget eller roder.

Funktionalitet

Philips 243B9H/00 er nem at betjene og det selvom man har forskellige enheder sat til den. Knapperne og OSD menuen skal man lige vænne sig til, hvis ikke man bruger Philips til daglig, men flowet er meningsfyldt og nemt at finde rundt i.

Knapperne sidder en smule tæt på hinanden, så mine pølsefingre til tider rammer forkert, men det er nok ikke noget jeg udelukkende kan give skærmen skylden for.

Billedekvalitet

Selvom Philips 243B9H/00 “blot” er en Full HD skærm, så står den rigtig flot og skarpt. Ud af boksen er farverne en smule overeksponeret, men sætter man lysstyrke og kontrast en smule ned så er man efter min mening langt hen imod at få et temmelig flot billede med IPS-panelet.

Det er ikke skærmen med de flotteste farver og enhver grafikers drøm, men den klarer sig ganske fint efter min mening og står ganske fint sammenlignet med min laptop.

Hvis du dog kan leve med lidt mere varme i farverne og at farverne ikke nødvendigvis er helt korrekte, så er Philips 243B9H/00 også i stand til at give dig LowBlue-mode, som via software reducerer det skadelige blå lys. Det blå lys er ikke noget som vi i udgangspunkt ser, men vores øjne bliver påvirket af det i mere end en forstand. Først og fremmest er det skadeligt, som nævnt og for det andet holder dette blå lys og kunstigt vågne og aktive. Med LowBlue-mode bliver det mere behageligt at sidde foran Philips 243B9H/00 og det er noget der kan mærkes både på kort og lang sigt var min oplevelse.

Philips nævner selv at Philips 243B9H/00 er med gode betragtningsvinkler takket være IPS-panelet og der må jeg dog nævne at det er ikke helt de 178 graders vinkler jeg ville stå inde for og selv, hvis man sidder tre personer foran skærmen vil man opleve en lidt forskellig farvegengivelse på skærmen.

USB-C

Hvorvidt du vil bruge Philips 243B9H/00 som supplement til din laptop eller udelukkende have billedet over på de 23,8″, som jeg håber er mere end hvad din laptop er udstyret med, så har du altså et flot og behageligt billede foran dig.

Hvis du har en moderne laptop i form af enten Windows, Mac eller Chrome, så er der stor sandsynlighed for at denne er udstyret med en USB-C port til både opladning og data. Sådan en port er som nævnt at finde på Philips 243B9H/00, hvilket betyder at du kan slutte din computer direkte til denne port og få strøm til den via skærmen, samtidigt med at du kobler op til skærmens USB-porte og kamera.

Med Windows Hello kameraet i Philips 243B9H/00 kunne jeg sætte Windows 10 (og naturligvis Windows 11 hvis jeg var udstyret med en sådan) til at logge mig ind ved at jeg blot kiggede ind i kameraet. Opsætningen tager mindre end to minutter, hvis man ved hvor i Windows indstillinger man skal lede og herefter bliver login simpelthen hurtigere og nemmere. Jeg oplevede med Philips 243B9H/00 at login var ret hurtig og uden forsinkelse og nogle gange loggede den ind ved at jeg blot satte mig uden at jeg skulle gøre noget, hvis jeg ikke havde været væk længe nok til at min computer gik i dvale. I øvrigt har Philips 243B9H/00 en PowerSensor, som via infrarøde signaler scanner efter om der er personer foran den for at den kan spare på strøm, når der ikke er. Det er dog en feature jeg vil sige virker i cirka to tredjedel af gangene og resten af gangene bliver man så lidt irriteret over at skærmen ikke tænder når man sætter sig ved den.

Faktisk betyder det også at du kan bruge Philips 243B9H/00 med en Android enhed, som understøtter USB-C skærmdeling eller Samsung DeX, hvor du nærmest kan forvandle din telefon til en computer.

Spil

Til trods for en opdateringshastighed på 75 Hz og responstid på 4 ms, så er Philips 243B9H/00 ikke nogen gaming skærm. Dels fordi den ikke er bygget til formålet, men også fordi jeg oplevede at skærmen havde en del ghosting og screen tearing når jeg forsøgte at spille på den af hensyn til testen. Til casual single player spil tænker jeg dog sagtens den kan gå an, især når man tænker på at ens computer kan være koblet til via USB-C og spillekonsollen via HDMI, så har man jo trods alt muligheden for at have én skærm til begge dele.

Konklusion

Hvis du ønsker at have én skærm fremfor at have både skærm, webcam og dockingstation til din arbejdsplads eller til hjemmekontoret, så har Philips 243B9H/00 temmelig meget at byde på. Designet er måske ikke det flotteste, om end den tynde ramme omkring displayet taler for, men featuremæssigt er der ikke noget konkret at komme efter. Man skal dog have skærmen til kontorbrug primært og ikke primært til gaming, hvor den ikke helt brillerer, men kan gå an takket være flotte og livlige farver. USB-C docken og kameraet spiller godt på både en Windows og MacBook, som var det jeg kunne teste på og hele oplevelsen er flydende og smertefri.

Positivt

  • Gode indstillingsmuligheder
  • Flotte farver
  • USB-C dock med 65 Watt
  • Webcam indbygget med Windows Hello

Negativt

  • Lidt tamt materialevalg og kedelig plastik
  • PowerSensor virker ikke altid

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vores mobiltelefoner bliver refereret til som schweizerknive, fordi de kan en hel masse, men et andet sted en lignende trend er opstået er pc-skærme. Vi skal i denne omgang se nærmere på Philips 243B9H/00, som byder på både skærm, webcam og dockingstation i ét. Hvad...Test: Philips 243B9H 24" skærm