torsdag, maj 16, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Plantronics Voyager 8200 UC headset

Test: Plantronics Voyager 8200 UC headset

For mange af os er hverdagen på arbejde fyldt med en masse telefonsamtaler og de åbne kontorlandskaber betyder at der ofte kan være en masse støj, som gør at man ikke kan koncentrere sig om sit eget arbejde eller samtale. Det er Plantronics Voyager 8200 UC så sat i verden for at ændre på ved at tilbyde aktiv støjreduktion (ANC), Bluetooth, USB og hovedtelefoner i fuld størrelse. Det interessante ved denne test er hvordan den klarer sig i det blandede miljø med kontorbrug og musik, som dette headset er bygget til.

Hvad er der i æsken?

Den lækre indpakning man ellers ser i butikker normalt er ikke at finde med Plantronics Voyager 8200 UC, idet dette headset er henvendt til det professionelle marked og der er det vigtigere med en neutral og billig indpakning. Under låget finder man selve udstyret leveret i et etui af neopren, med forskellige lommer til opbevaring af de forskellige ting. Foruden headsettet finder man i æsken et USB ladekabel, 3.5mm jackstik, BT600 USB adapter, rejseetui, manual og garantibevis.

SONY DSC

Design

Hvis man kender BackBeat Pro 2 headsettet af samme producent, så vil Plantronics Voyager 8200 UC være et familiært syn, idet det overordnede design rent faktisk er det samme. Forskellen ligger i de farver man kan vælge samt de funktioner man får stillet til rådighed. Sidstnævnte kommer vi nærmere ind på under afsnittet om funktionalitet, men først vil vi bryde selve designet ned i bidder.

Det særlige ved Plantronics Voyager 8200 UC’s design efter min mening er at det er et fuld størrelse headset, hvor ørebøfferne altså går ud over ørerne, også kaldet circumaural. Før i tiden havde man på kontoret oftest mindre headsets eller sågar mono, hvor der kun var en hovedtelefon og det andet øre stod altså åbent så man kunne høre kontoret eller folk, der gerne ville fortælle en noget.

Plantronics Voyager 8200 UC er derimod stereo og lukker ørerne tæt ind uden at det er ubehageligt for luft er der faktisk tilpas nok af. Personligt har jeg større ører og ofte oplever jeg at hovedtelefoner godt kan blive en smule for stramme til trods for at de er lavet til at være ud over hele øret.

Vores testeksemplar af Plantronics Voyager 8200 UC er i den hvide udgave, men den fås også i sort. Den hvide er dog ikke helt hvid, men er derimod også blandet af en del creme-farvet kunstlæder mens altså plastikken er hvid. Kunstlæderet dækker de områder, som er i kontakt med ens hoved og hud for at gøre berøringen mere behagelig og det virker også. Kunstlæder er dog ikke altid det optimale materiale til at lede luft væk fra ens hud, så mine ører oplevede også til tider at det blev en smule varmt under Plantronics Voyager 8200 UC.

Designet af Plantronics Voyager 8200 UC formår at holde elegancen trods den mængde af teknik og knapper, der rent faktisk findes på det og det er ikke så lidt. I selve ørebøfferne står der skrevet to store bogstaver, L og R, som naturligvis står for Left og Right for at man på den måde ikke er i tvivl om hvordan man skal sætte disse hovedtelefoner på hovedet.

På den venstre har man på ydresiden et gråligt stykke plastik, hvorpå man har placeret knapperne til styring af musik og lyd. Der er også en knap til parring gennem NFC, hvor altså forbindelsen til ens host-enhed opnås blot ved berøring. Det kræver naturligvis at den anden enhed understøtter denne funktionalitet og forbindelsen bliver så oprettet gennem Bluetooth-kanalen. På siden af den samme hovedtelefon har man en skydeknap, som har tre niveauer og denne er til aktivering af ANC (Active Noise Cancellation), også kaldet aktiv støjreduktion på dansk. Selve funktionaliteten af denne kommer vi ind på senere.

På den højre ørebøf finder man også lidt knapper til forskellige ting. De er også her en knap i det grå plastik til at modtage opkald og ellers styre nogle af funktionerne. I siden har man en skydeknap til at tænde og slukke headsettet med mens man under denne knap finder en metallisk mørkerød knap til at tænde og slukke for talk-through funktionen, som stopper for ens musik/samtale og de ydre mikrofoner, som Plantronics Voyager 8200 UC er udstyret med, begynder så at overføre udefrakommende lyde ind til en. Det betyder at man kan føre en samtale uden at skulle have headsettet af uanset hvor usocialt det måtte være. I bunden af den højre ørebøf har man også microUSB indgangen til opladning og ved siden af denne er så 3.5 mm jackstikket til kablet opkobling.

Det mangler at blive sagt at Plantronics Voyager 8200 UC rent faktisk føles som et ganske lækkert og solidt headset. Plantronics kender de fleste af os for kvalitetsprodukter fra enten deres professionelle serier til kontoret, almindelige headsets til hverdagen eller sågar deres gaming serier, hvor de også har etableret sig godt må man sige. Der er anvendt kraftige materialer og selve indmaden virker til at være metal. Hovedbøjlen er i hvert fald og mellem fingrene føles det som værende ret robust uden at det samtidigt hverken er klodset eller for rigidt.

Funktionalitet

Plantronics Voyager 8200 UC er tiltænkt det professionelle marked og kontorbrugere i særdeleshed, da man i modsat fald måske skal kigge sig for efter en af de andre “modeller”, såsom Backbeat Pro 2. Designet af dette headset er dog ganske fint til også at tage med ud i et ikke-professionelt setting, men det er dens features, såsom UC (Universal Communications), der gør at den passer perfekt ind på et kontormiljø. For ikke at snakke om de andre funktioner, som vi kommer nærmere ind på lidt senere.

Før vi kan komme dertil så er det nødvendigt at sætte Plantronics Voyager 8200 UC op og til at spille sammen med ens telefon eller Skype på computeren. Hvis man skulle have to telefoner, hvilket heller ikke er ualmindeligt nu om stunder, så er det også noget som dette headset kan håndtere. Opsætningen er temmelig lige til og forbindelsen gennem Bluetooth går smertefrit igennem. Ønsker man yderligere adgang til forskellige funktioner og indstillinger, så kan man installere PLT Hub appen på sin smartphone og på denne justere de mange funktioner, som ellers ikke er tilgængelige direkte via headsettet. Et eksempel på en sådan funktion er aktivering af HD Voice eller funktionen til at beskytte ens hørelse mod pludselige høje lyde.

Specifikationer

  • Wideband audio (HD kvalitet på tale)
  • Støjreduktion: DSP med fire mikrofoner
  • SoundGuard (beskyttelse af brugerens hørelse)
  • Handsfree option
  • Genopladeligt batteri indbygget med op til 24 timers taletid eller 20 timers musik
  • Rækkevidde på 30 meter
  • Mullti-Point med mulighed for at forbinde til to telefoner samtidigt
  • A2DP
  • Medfølgende rejse-etui

Lydkvalitet

Det er altid interessant at se, hvordan balancen af antal funktioner og så den lydkvalitet man rent faktisk får ud af det hele. Det sker en smule for ofte efter min mening at man i disse headsets til kontoret glemmer vigtigheden af god lyd til musik når man eksempelvis sidder og nyder denne i stedet for at være i et opkald.

Plantronics Voyager 8200 UC stammer dog fra en anden produktkategori må man sige og det er, som det kan ses, ikke et traditionelt kontor-headset. Lydmæssigt yder de dog alligevel bedre end forventet og det er ikke fordi mine forventninger var lave, idet jeg kender Plantronics fra rigtig mange ting og ved de godt kan lave god lyd. Musikmæssigt forventede jeg dog en lettere dårligere performance end jeg fik, men det skyldes nok at jeg til daglig ellers sidder med et Plantronics Voyager Focus UC og her er musikoplevelsen mildest talt tynd.

Med Plantronics Voyager 8200 UC får man til gengæld rigtig fine og detaljerede toner hele spektret igennem. Selv mellemtonen og diskanten er velafbalanceret uden at gå ind over hinanden for meget, men jeg vil sige at diskanten lider en smule, hvilket gør at Plantronics Voyager 8200 UC ikke er det ideele sæt hovedtelefoner til folk, der hovedsageligt nyder klassisk musik eller lignende. Til alt andet performer dette headset dog ganske glimrende og selv bassen er at mærke uden at den dominere lydspektret.

Telefon og tale

Det som dog også er et af de primære formål med Plantronics Voyager 8200 UC er at kunne kommunikere med omverdenen. Dette kan man så gøre på to måder og det enten værende via ens telefon, hvor man kan tage opkald via telefon eller andre apps naturligvis. Ved almindelige samtaler kan man benytte sig af HD voice for ekstra klarhed i lyden.

Hvis man sidder på kontoret anvender man enten USB-donglen eller sågar Bluetooth til at kommunikere med computeren, hvis for eksempel man har et konferencekald gennem Skype. Headsettet kan i dette tilfælde selve finde ud af at skifte rundt og sidder man fx og lytter til musik på sin computer og et opkald på ens telefon kommer ind, så skifter headsettet med det samme over til telefonen i stedet.

Der er også indbyggede sensorer i Plantronics Voyager 8200 UC, som gør at ligger man fx headsettet ned om halsen eller på bordet, så slukker den automatisk for lyden for at spare strøm. Det betyder også at ligger headsettet på bordet når et opkald kommer ind og man tager headsettet på hovedet, så besvares opkaldet automatisk blot ved denne handling uden at man så også skal trykke på en knap.

Støjreduktion

ANC (Active Noise Cancellation) i Plantronics Voyager 8200 UC anvender eksterne mikrofoner til at opfange lyde omkring én for så at forsøge at screene dem væk fra den lyd man rent faktisk skal kunne høre. Det vil sige at står ens kollega lige ved siden af og snakker så går det igennem ufiltreret. Derimod er der på større kontorer også en masse snak, som forvandles til støj, da ens hjerne ikke er i stand til at høre det højt nok til at forstå det forvandles det til støj. Problemet er blot at ens hjerne gerne vil høre dette og anstrenger sig for at høre efter, hvilket gør at man rent faktisk bliver mere træt på et støjende kontor. Denne type af støj kan ANC i Plantronics Voyager 8200 UC hjælpe en af med.

ANC i Plantronics Voyager 8200 UC har to niveauer i øvrigt. Dette betyder ikke nødvendigvis at den støj man oplever på et niveau på magisk vis forsvinder ved at man skruer op for ANC niveauet. Det er derimod et andet toneleje man filtrerer væk, men det kan være unødvendigt, hvorfor man skal prøve sig frem.

Jeg havde fornøjelsen af at teste Plantronics Voyager 8200 UC både på kontoret, i trafikken og også på en flytur. I forhold til de konkurrenter jeg har haft lov at lege med, så synes jeg faktisk at Plantronics Voyager 8200 UC gør et godt stykke arbejde. Især i trafikken var jeg isoleret væk fra temmelig meget støj og det var ganske rart. På kontoret og i flyet har jeg eksempelvis testet noget Sennheiser, der performede en smule bedre, men alt i alt så er jeg positivt stemt overfor Plantronics Voyager 8200 UC, især når jeg sammenligner dens ANC ydelse med de Voyager Focus jeg ellers sidder med.

Komfort

Ofte oplever jeg personligt at kunstlæder og mine ører ikke er særlig gode venner. Især ikke når jeg bruger et headset, der er med ørebøffer i kunstlæder, i mange timer ad gangen. De bløde puder på Plantronics Voyager 8200 UC hjælper dog gevaldigt og der er faktisk en smule luft der slipper igennem for jeg sveder ikke til trods for at jeg mærker en smule varme ved lang tids brug.

Hovedbøjlen strammer heller ikke om hovedet men føles tværtimod blød mod hovedbunden og headsettet i sig selv mærker man ikke den store tyngde i. Efter noget tid mærker man lidt til at have det på hovedet. Når man bevæger sig så mindes man lige om det for det er et større headset og fylder derfor en del naturligvis.

Kort fortalt så er Plantronics Voyager 8200 UC ganske behagelige at have på hovedet og de er også nemme at indstille i bøjlelængden til at justere i forhold til hovedstørrelse. Hvordan det måtte være at have på et mindre hoved kan jeg ikke sige noget om, men der er plads til at det kan komme på et endnu større hoved end mit.

Batteritid

Det må siges at man er komme temmelig langt hvad angår batteritider. De 24 timer som Plantronics Voyager 8200 UC bør kunne levere på tale og 20 timer ved musikafspilning er egentlig ikke nye, idet nyere Bluetooth standarder kræver mindre strøm, men når det driver de mange sensorer, ANC og musik samtidigt, så er jeg alligevel en smule imponeret. De 20-24 timer er ikke en hel uge på kontoret, hvis man konstant bruger sit headset til musik mellem opkaldende, men går man og snakker med sine kolleger og laver andet end blot at snakke, så er batteritiden til også mere end en uges brug.

En fuld opladning af Plantronics Voyager 8200 UC tager blot tre timer, hvilket er mere end det tager at oplade en moderne telefon. Dog er de fleste telefoner i dag også bygget med henblik på at blive opladt hurtigst muligt, så sammenligningen er måske ikke helt fair hellere.

Begge tider står som angivet af producenten og passer egentlig meget fint overens med de tests jeg foretog mig.

Konklusion

Jeg synes at Plantronics Voyager 8200 UC favner bredt ved at den forsøger at appellere til et bredt spektrum i og med at det er et headset til kontoret, men samtidigt også et par hovedtelefoner, som man kan nyde sin musik på. Det sker til tider at et sådant produkt bider over mere end det kan synke, men jeg føler at Plantronics Voyager 8200 UC faktisk formår at levere varen på begge punkter. Den aktive støjreduktion virker, om end den kunne være en smule bedre når man tager dette produkts pris i betragtning. Lydkvaliteten i både tale og gennem mikrofonen er mere end tilfredsstillende og sidst, men ikke mindst, er lydkvaliteten til musik også en fornøjelse. Der er en god balance mellem tonelejet, hvor jeg dog savner lidt mere diskant (eller en smule mindre bass) til at kunne nyde klassisk musik med.

På toppen af alt dette er Plantronics Voyager 8200 UC funktionsrig med masser af knapper, sensorer og en app til at gøre dette headset til et ægte all-around og samtidigt er det behageligt at have på hovedet takket være god og blød polstring både på ørebøffer og hovedbøjle. Det flotte design er i og for sig prikken over i’et, men til den pris, som den står til på skrivende stund, så skal man være klar i sin beslutning.

 

[checklist]

  • Overordnet god lyd
  • Rigtig lækkert design
  • God komfort
  • God ANC (støjreduktion)
  • Sensorer til styring af hvornår man tager headset på/af osv.

[/checklist]
[badlist]

  • Ikke så godt til klassisk musik
  • Pris

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 2.393 kr.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For mange af os er hverdagen på arbejde fyldt med en masse telefonsamtaler og de åbne kontorlandskaber betyder at der ofte kan være en masse støj, som gør at man ikke kan koncentrere sig om sit eget arbejde eller samtale. Det er Plantronics Voyager...Test: Plantronics Voyager 8200 UC headset