fredag, maj 3, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Creative Omni Portable Wireless Multi-Room højtaler

Test: Creative Omni Portable Wireless Multi-Room højtaler

For en del tid siden startede vi med trådløse højtalere, der nærmest sprøjtede ud alle steder og i alle afskygninger. For tiden er der dog mere fokus på en lidt anden teknologi, hvor de trådløse højtalere benytter WiFi til at forbinde med ens enheder såsom smart phones osv. Til dette segment bringer Creative os deres Omni, som er en portabel multi-room højtaler, der dog også gør det muligt at forbinde via Bluetooth og andet. Med Bluetooth, WiFi, microSD, mikrofon og en IPX4 certificering, så er Creative Omni en funktionsrig højtaler, men om den så også leverer varen vil vise sig her i testen.

Hvad er der i æsken?

Der gemmer sig i og for sig ikke så besynderligt meget bag klæderne og indholdet af æsken til Creative Omni er yderst beskedent bestående af selve højtaleren, microUSB kabel og en masse papirer.

Design

Jeg ved ikke helt hvorfor, men når jeg ser Creative Omni, så begynder jeg at tænke på deres Aurvana Platinum headset, som jeg selv syntes var temmelig fede, men den slog aldrig rigtigt igennem. Om det er farvenuancerne eller formen er lidt svært at sige. Creative Omni er nemlig ved første øjekast i et ovalt design, men kanterne i siderne er rent faktisk sekskanter og resten af designet er præget af dette.

Dette designvalg gør at man ikke skal frygte højtaleren ruller af sted når man stiller den på bordet, men man skal dog være opmærksom på, hvor og hvordan man stiller den, så den ikke smider lydbølgerne et skævt sted hen så at sige. Desuden er der et luftudtag på bagsiden, som bassen skal bruge for at fungere ordentligt og effektivt.

Navngivning af Creative Omni er måske mindre heldig, idet producenten også har et kablet lydkort til PC med stort set samme navn. Der er dog lidt langt mellem de to produktkategorier, så forhåbentlig skaber det ikke så mange problemer for dem, men i skrivende stund er det faktisk ikke så nemt at finde frem til Creative Omni multi-room højtaleren via Google, da den leder os hen til det andet produkt, idet det er bedre SEO-optimeret.

Craetive Omni fås i to forskellige farver, nemlig sort og hvid, mens den bronze kant i siderne er bibeholdt intakt på begge modeller. Dette bronze-stykke er i metal og ligger et pænt præg på det overordnede design af højtaleren. På det som må betegnes toppen af Creative Omni finder man nogle knapper til styring af lyd og musik og disse er en smule for voldsomme efter min mening. De gør at selve designet bliver en smule billigere end det ellers umiddelbart lækre premium look, som man ellers får indtrykket af. Det er en lille detalje, men jeg synes ikke den er helt uvæsentlig.

Man har i øvrigt også de samme knap-funktioner på bagsiden af højtaleren, hvor der dog også er blevet plads til lidt flere knapper of funktioner. Det er også her på bagsiden at man finder tilslutningsoptionerne til de kablede porte. Disse er gemt bag en gummi-flap og gemmer på microSD-slot, AUX og microUSB (opladning). Denne flap gør at selve designet bibeholder sit flotte clean look, men desværre ser det ret tåbeligt ud når så gummiflappen er åben mens man fx bruger AUX eller lader Creative Omni op.

Det skal dog også lige nævnes at eftersom Creative Omni er IPX4 certificeret og dermed kan modstå let vandplask, så er gummiflappen også med til at beskytte enheden fra skader ved poolen eller andre steder. Dermed ikke sagt at Creative Omni er vandtæt og at man kan tage den med i vandet, men små pjask og let regn vil den skulle kunne modstå.

Funktionalitet

Som det fremgår af ovenstående, så er Creative Omni højtaleren ret alsidig i sine anvendelsesmuligheder. Dels kan man tilslutte både kablede og trådløse enheder, men det er faktisk også muligt at føde den med et microSD hukommelseskort for at den kan afspille musik direkte fra denne. Der er ikke noget display på Creative Omni for at man kan følge med i hvad der bliver afspillet, men det er så den pris man må betale.

Applikation

For at anvende Creative Omni via WiFi, så er det nødvendigt at installere den tilhørende app, som i skrivende stund er tilgængelig på iOS og Android. Opsætningen gennem denne app er temmelig lige til og bør være mulig for selv dem, der ikke leger med teknik i hverdagen.

Hvis man har adskillige Creative Omni sluttet til i hjemmet så vil disse også fremgå af appen, således at man kan guide sin musik videre til dér hvor man ønsker musikken afspillet. Faktisk gøres disse højtalere sig også synlige i de gængse musikafspillere på ens smartphone, således at man direkte gennem Spotify kan vælge den Creative Omni man ønsker afspilning på. Dertil understøtter Creative Omni Spotify Direct, hvilket vil sige at musikken fortsætter, selvom man skulle få beskeder på sin telefon.

Det fede ved at forbinde via WiFi er faktisk at man får mulighed for at bevæge sig frit rundt i sit hjem. I hvert fald så længe man har WiFi dækning og det plejer at være en del bedre end Bluetooth. Ofte har jeg nemlig oplevet at jeg sætter musikken til på en Bluetooth højtaler for derefter at bevæge mig med min telefon et sted hen udenfor rækkevidde og så er musikoplevelsen for de tilbageblivende ikke særlig fed.

En anden fordel man kan nyde godt af ved at have flere Creative Omni højtalere er at man kan sætte to enheder sammen til at spille i stereo. Desværre en funktion jeg ikke var i stand til at teste, eftersom jeg “blot” var udstyret med en enkelt enhed, men på denne måde vil man kunne spille en stue op nemt. En helt billig fornøjelse vil det dog naturligvis ikke være da der ikke umiddelbart er mængderabat ved køb af flere Creative Omni sammen.

Lydkvalitet

Creative Omni har en rigtig fin og velafbalanceret lyd med masser af detaljegrad og en klar tone. Jeg havde heller ikke forventet mindre af Creative, men man kunne godt frygte at man i en trådløs og transportabel enhed havde sparret nogle elementer væk Der er ikke dermed tale om HiFi-kvalitet i lyden, men bestemt prisen værdigt og vigtigst af alt kunne den bruges til forskellige genrer af musik og jeg kunne nyde både Metallica, Rammstein, Eminem og Beethoven i samme setting. Man kan naturligvis justere lidt hist og her i equalizer-indstillingerne efter eget ønske, men out of the box vil jeg sige at Creative Omni er fint balanceret.

Dertil hører det at Creative Omni rent faktisk kan spille temmelig højt og en del højere end jeg havde forventet af dennes størrelse og form. Jeg nævnte for oven at man ved at sætte dem i stereo kunne spille en stue op, men tror ikke det ville være et problem fint at spile noget musik med blot en enhed hellere.

Det irriterede mig ganske vidst at der var en del forsinkelse på lyden ved afspilning via WiFi og det gjorde at man ikke kunne bruge den til at spille film på med mindre man anvendte Bluetooth. Der var cirka 3 sekunders reaktionstid fra man trykkede på næste sang eller stop til der faktisk skete noget.

Batteritid

Med trådløse enheder er det alfa omega at man kan have en relativ pålidelig og lang batteritid, for at den trådløse funktionalitet ikke skal gå op i hat og briller. Creative Omni burde jf. producenten kunne holde til omkring 8 timer og det er ikke helt ved siden af. Man skal i den forbindelse bare ikke forvente at denne gør sig gældende, hvis man skruer for højt op og mine testresultater lå ved de 7-9 timer. Personligt synes jeg det er en fin batteritid, men det afhænger naturligvis af ens brug og forventning. Man kan sagtens tømme batteriet på 3-4 timer hvis man giver den gas dog.

Konklusion

Umiddelbart er Creative Omni en hybrid løsning mellem en trådløs højtaler og et multi-room sæt. Man kan naturligvis lade højtaleren stå sat til opladeren hele tiden og på den måde ikke tænke over om der er strøm på den, men det tænker jeg måske ikke er sundt for batteriet i længden. At muligheden foreligger og at Creative Omni dermed nok ikke er den dyreste løsning til formålet tæller dog i hvert fald for. Derudover er den også i stand til at blive brugt på andre måder, så man kan vel kalde den for en multifunktionel løsning om ikke andet.

Designet på Creative Omni er flot og elegant med blot få detaljer, der skinner igennem, såsom gummiknapperne. Disse er dog, ligesom resten af designet, IPX4 certificerede, hvorfor man ikke skal frygte at have Creative Omni spillende udenfor eller ved siden af poolen osv.

Det er de små detaljer der naturligvis gør denne højtaler til en god all-around løsning, men det er også den velspillende højtaler, der taler for at Creative Omni bestemt er et kig værdigt. Af de trådløse portable højtalere jeg har prøvet performer den blandt de bedre og derudover har man disse mange andre features at benytte sig af.

[checklist]

  • God lyd
  • Design
  • IPX4 certificering
  • Multi-funktionalitet (Bluetooth, WiFi, Aux og microSD)

[/checklist]
[badlist]

  • Gummiknap-designet på toppen
  • Forsinkelse på WiFi-afspilning

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 894,-

Køb Creative Omni

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For en del tid siden startede vi med trådløse højtalere, der nærmest sprøjtede ud alle steder og i alle afskygninger. For tiden er der dog mere fokus på en lidt anden teknologi, hvor de trådløse højtalere benytter WiFi til at forbinde med ens enheder...Test: Creative Omni Portable Wireless Multi-Room højtaler