lørdag, maj 4, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Plantronics Voyager Focus UC headset

Test: Plantronics Voyager Focus UC headset

Åbne kontorer er det nye sort, og selvom det bringer en masse fordele med sig, så er det ikke helt uden besvær og udfordringer også. Støjniveauet for den enkelte medarbejder kan være langt højere end, hvis man havde sin egen lille kube at holde sig til. Det åbne miljø føder dog bedre kommunikation kolleger imellem med de fordele det bringer ad sig, så det fænomen går nok ikke væk lige forløbig. Kommunikation med kunder og partnere er dog mindst ligeså vigtigt og det er så her Plantronics Voyager Focus kommer ind i billedet. Headsettet er med stereo, bluetooth, usb, støjreduktion og så har vi fået til opgave at teste det her på sitet. Læs med for at se om dét er headsettet, der er løsningen til de skavanker et åbent kontormiljø giver.

Hvad er der i æsken?

Eftersom Plantronics Voyager Focus er et headset tiltænkt det professionelle marked, så er indpakningen også derefter. Der er tale om en æske i brunt pap uden iøjefaldende detaljer eller billeder. Genbrug er nærmest nøgleordet og det er også et vigtigt signal at sende sine professionelle kunder – at man er miljøbevidst. I æsken finder man Plantronics Voyager Focus headsettet, opladebase, microUSB-kabel, USB-dongle, stofsetui og kort manual.

Design

Plantronics Voyager Focus’ design består i virkeligheden af to dele. Selve headsettet og så opladebasen. Det føles på en eller anden måde mere naturligt at starte med at analysere og kigge på headset-delen og så kan vi bevæge os mod basen efterfølgende.

Det er tydeligt at se med Plantronics Voyager Focus at man har lagt vægt på at designet skal være professionelt og tonet ned med hensyn til unødige detaljer. Ligesom indpakningen tænker man på funktionalitet og anvendelse frem for at det skal se smart ud. Dermed ikke sagt at Plantronics Voyager Focus ikke er flot for det er efter min mening ganske rent i designet og det er en god egenskab i sig selv. Plantronics Voyager Focus er yderst simpelt i sin opbygning og består i grove træk af en hovedbøjle med selvjusterende strop, som hviler på hovedbunden og så to ørebøffer med en mikrofonarm på den ene af disse.

Byggekvaliteten virker ved første øjekast ikke som værende noget særligt, men jeg blev naturligvis nødt til at lave en vridetest på dette headset på samme måde som jeg gør det med gaming headset. Årsagen til at jeg valgte at gøre dette er fordi man godt kan finde på at anvende et headset som Plantronics Voyager Focus i adskillige timer på en arbejdsplads og så er det vigtigt at den kan tåle nogle knubs. Det er også ofte et headset som virksomheden køber til sine ansatte og så passer man oftest bare ikke nær så godt på tingene, som hvis de var ens egne. Under vridetesten var der nogle meget få knirk, men intet tankevækkende eller opgivende efter min mening. Trods den tynde ramme, som Plantronics Voyager Focus har, så er den ret robust.

Plantronics Voyager Focus er nemlig ikke særlig stor eller klodset at have med at gøre. Den vejer også blot 155 gram, så robustheden kommer af at bøjlen er af metal. En tynd og fleksibel en af slagsen, men trods mishandling retter den sig ud til udgangspositionen ret hurtigt. Selve hovedtelefonerne er relativt store sat i forhold til den tynde ramme, men det gør at de trods on-ear designet fylder hele øret og omslutter brugeren i en lad os kalde det lydisolation.

Lydisolationen er ret vigtig, fordi Plantronics Voyager Focus er udstyret med aktiv støjreduktion (ANC = Active Noise Cancellation), som der i øvrigt er en knap til at tænde og slukke for på undersiden af den højre ørebøf. Egentlig er Plantronics Voyager Focus lavet således at man kan dreje den således at mikrofonen kommer fra højre øre, så man kan ikke helt sige højre og venstre når det kommer til stykket. Selve ANC funktionen kommer vi ind på senere. På den samme hovedtelefon er det muligt at dreje ydresiden således at man kan justere lydstyrken uden at skulle aktivere sin telefon eller computer til formålet. I midten af drejecirklen har man så knapper til mediestyring, således at man kan play/pause og skifte frem og tilbage i sangene eksempelvis.

 

På den anden hovedtelefon finder man knappen til at tænde og slukke for enheden og i midten er knappen til at besvare opkald med. Man kan også dobbeltklikke på denne knap og kalde op på det sidste nummer man havde ringet til fra sin telefon.

Funktionalitet

Opsætningen af Plantronics Voyager Focus kunne ikke være mere ligetil. Det er plug and play på computeren og på mobiltelefonen er det blot at koble det til Bluetooth. Hvis man giver den adgang til kontakter så får man lidt ekstra funktionalitet såsom at stemmen, der i headsettet fortæller at der er et opkald siger kontaktpersonens navn når man bliver ringet op.

Basen forbindes til en ledig USB-port for at give denne strøm, idet opladningen af Plantronics Voyager Focus foregår mens den står påmonteret på basen. At sætte headsettet over for at lade er også gjort ret nemt og den glider ind fra toppen og står så fast der til man skal bruge det. Samtidigt skal man smide USB-donglen i en anden USB-port på computeren for at koble det til og få UC-funktionaliteten op at køre. UC står for Unified Communications og går ud på at Plantronics Voyager Focus virker med både telefon og computer, så uanset om man får opkald på sin mobil eller på Skype via computeren vil den skifte lyden over til den kilde, der giver mening. Det samme gør sig også gældende, hvis man er i færd med at høre musik på den ene enhed og der kommer et opkald på den anden. Man skal dermed ikke gøre særlig meget selv. UC betyder også at ens status i Skype for Business status bliver opdateret, hvis man snakker i telefon så ens kolleger ved man er optaget og i et opkald. Plantronics Voyager Focus har desuden sensorer, der fortæller headsettet, hvis man tager det op fra bordet og sætter det på hovedet, så besvarer den opkaldet man får ind uden at man skal gøre noget selv. Lyden mutes også hvis man lægger headsettet fra sig på bordet, så den ikke bruger strøm unødigt. Nogle gange var headsettet dog på bordet, hvor jeg ville besvare opkaldet på mobiltelefonen direkte, men hvor den smed lyden over til Plantronics Voyager Focus i stedet, selvom det ikke var hensigten, så helt perfekte er sensorerne dog ikke altid, men det er en fed feature alligevel.

Lydkvalitet

Når det kommer til lydkvalitet i et produkt som Plantronics Voyager Focus, så er der naturligvis forskellige ting at kigge efter. Først og fremmest skal man huske at der er tale om et kommunikationsværktøj, hvorfor kvaliteten af tale er uhyre vigtig. Derudover så sidder mange af os på kontoret og lytter til vores yndlingsmusik mens vi arbejder, så for et produkt som Plantronics Voyager Focus skal dette også være på plads.

Hvis vi starter med sidstnævnte scenarie, så er forventningerne til Plantronics Voyager Focus ikke just små, idet vi kender producenten for andre af deres headsets, hvor de har leveret ganske fornuftig lyd. Musikken testede jeg ved at smide min playliste indeholdende alt fra metal til klassisk på med sange jeg efterhånden kender rigtig godt og bør vide hvordan skal lyde. Plantronics Voyager Focus performede okay vil jeg sige for den falder ikke ud på noget specifikt, men den mangler en smule klarhed, hvor især mellemtoner og diskant mangler detalje. Bassen er fint til stede og lyden er generelt acceptabel nok til at man kan nyde det mens man arbejder, hvor fokus alligevel bør være på noget andet end selve musikken. Til den audiofile er der dog en smule lang vej igen.

Kommunikation spiller til gengæld rigtig godt og man hører folk meget klart i headsettet samtidigt med at jeg får fortalt at jeg også går meget klart og tydeligt igennem. Jeg oplevede sågar at have besvaret et opkald fra en kollega direkte på mobiltelefonen, men lyden gik tilpas dårligt igennem og samtidigt med at jeg kunne høre støj fra kontoret gjorde det at jeg næsten ikke kunne forstå, hvad der blev sagt, hvorfor jeg valgte at smide Plantronics Voyager Focus på hovedet og fordi der er tale om stereo-lyd, så var lyden lige pludselig isoleret væk fra kontormiljøet og jeg kunne bedre tyde og forstå hvad min kollega sagde, selvom lydkvaliteten fra hans ende var dårlig. Den dårlige lyd skyldtes nok at vedkommende var udenfor.

ANC

Når man arbejder på et åbent kontor, så kommer man ikke udenom at ens kolleger eller andre ting laver støj. Det kan være belastende og også skabe et dårligt arbejdsmiljø i det hele taget. Det er sågar påvist at hvis man sidder på et åbent kontormiljø og folk snakker tilpas langt væk til at man ikke kan høre, hvad de siger, så bliver man fysisk træt, idet ens hjerne forsøger at høre efter hvad der bliver sagt og så bliver støj til en kilde af udmattethed på lang sigt. Begge disse problematikker kan man imødekomme ved hjælp af aktiv støjreduktion, også kaldet ANC, som så tilfældigvis også er at finde i Plantronics Voyager Focus headsettet.

ANC kan ikke gøre underværker og man skal ikke forvente at pludselige lyde kan blive filtreret væk. Det som en ANC gør er at den bruger eksterne mikrofoner på et headset til at opfange lyde og så skaber den modsatte lydbølger i selve headsettet, således at den lyd bliver neutraliseret for os. Det vil sige at har man en kollega, der sidder lige ved siden af en og snakker så hører man denne, men de nævnte kolleger, der snakker langt væk og egentlig blot er en del af kontorstøjen, bliver tonet ud, således at man ikke bliver træt mens man sidder på job. Der er mange der ikke ved at denne baggrundsstøj kan være med til at gøre en utrolig træt mens man er på arbejde og det kan Plantronics Voyager Focus altså være med til at hjælpe en af med. Der mærkes et klart bump i lyden når man slår ANC til og fra på Plantronics Voyager Focus og det er netop kontorstøjen der tones ned, hvorimod man sagtens fortsat kan høre de pludselige toner, hvis en radio spiller musik lige i nærheden eller andet.

Rækkevidde

I henhold til Plantronics skulle rækkevidden på Plantronics Voyager Focus være omkring 30 meter. Jeg havde ikke mulighed for at teste 30 meter af uden vægge imellem, men lyden kommer ikke igennem 30 meter når man bare har 1-2 vægge der blokerer signalet, hvilket også er at forvente. De 30 meter er nok ikke helt ved siden af på et langt kontor uden blokerende elementer for jeg var uden problemer i stand til at gå op til 20 meter væk fra kilden og stadig have mulighed for at snakke videre. Det er en rar feature for dem, der gerne vil gå rundt og snakke, mens de eksempelvis henter kaffe eller gør noget andet, men husk på at det kan være temmelig belastende for dine kolleger, hvis du render rundt på gangene og snakker da det dermed er dig der bliver kilden til støj. Sagen er dog den at jeg skiftede arbejdsmiljø under anvendelsen af Plantronics Voyager Focus og i et mere tæt kontorlandskab, så at sige, var rækkevidden på under 10 meter førend signalet blev afbrudt fra kilden. Der var naturligvis vægge imellem, så det er at forvente, men man skal blot være opmærksom på at vægge og andre trådløse enheder forstyrrer signalet for Plantronics Voyager Focus’ trådløse signal og rækkevidde.

Batteritid

Batteritiden i Plantronics Voyager Focus afhænger af den måde man bruger den på. Eksempelvis så er ANC en stor dræber når det kommer til batteritid, idet den aktiverer eksterne mikrofoner konstant for at modvirke baggrundsstøjen. Til trods for dette så har jeg haft en batteritid, der holdte i mere end en gennemsnitlig arbejdsdag på 8 timer til trods for at jeg både havde ANC tændt og hørte musik stort set hele dagen. Plantronics lover op til 12 timers tale og 15 timers musik mens ANC er tændt. Jeg er ikke bleg for at sige at jeg estimerer tiden til at være cirka 50% bedre når ANC er slukket. At opladebasen er så nemt tilgængelig gør dog at man ikke burde komme ud for at headsettet løber tør for strøm mens man er på arbejde for, hvis man som jeg bare har en smule behov for at der er orden på skrivebordet, så vil headsettet blive stillet på plads når dagen er omme og så er man klar til dagen efter igen. Jeg har også haft glemt at slukke Plantronics Voyager Focus henover en weekend og kommet ind om mandagen hvor der stadig var strøm på det. Headsettet slukker jo lydkilden når det ikke bliver brugt og ligger på bordet, så det var også at forvente.

Komfort

Den lette vægt på 155 gram og den bløde polstring på både hovedbøjle og ørebøffer gør at Plantronics Voyager Focus er ganske behagelige at smide på hovedet. Man mærker ikke at det trykker nogen som helst steder og det er rigtig rart. For mit eget vedkommende var kunstlæderet dog årsag til at jeg efter en time eller tos brug oplevede at mine ører begyndte at svede fordi der blev en smule varmt. Det skal siges i den forbindelse at der ikke skal meget til før mine ører begynder at svede af kunstlæder og ydermere var testperioden i den varme del af foråret.

Konklusion

Plantronics Voyager Focus er en kontorløsning, der bare virker. Gennem hele testperioden oplevede jeg ingen udfald, hvor lyden enten ikke kom igennem eller den valgte den forkerte kilde til lyden. Det er naturligvis også sådan det burde være, men det er desværre ikke altid tilfældet med alle produkter. Lydkvaliteten kan man altid diskutere, dels fordi det stort set altid vil være en smagssag og dels også fordi Plantronics Voyager Focus er et professionelt kommunikationsredskab til kontoret, så man forventer måske heller ikke Hi-Fi lyd umiddelbart. Dermed ikke sagt at lyden er dårlig, men der mangler en smule detaljegrad og klarhed førend jeg vil kunne anbefale Plantronics Voyager Focus som værende et headset til musik.

Foruden at funktionaliteten er på plads, så har man også med et designmæssigt flot headset at gøre, der tilmed er behageligt at have på hovedet grundet bløde puder, der tilpasser sig fint hovedets form og samtidigt vejer næsten ingenting.

Plantronics Voyager Focus holder strøm til en hel arbejdsdag, så hvis man blot husker at smide den i opladeren når man er på vej hjem, så burde man være kørende til dagen efter også.

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 1550,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Åbne kontorer er det nye sort, og selvom det bringer en masse fordele med sig, så er det ikke helt uden besvær og udfordringer også. Støjniveauet for den enkelte medarbejder kan være langt højere end, hvis man havde sin egen lille kube at holde...Test: Plantronics Voyager Focus UC headset