mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Poly Voyager 4245 Office headset

Test: Poly Voyager 4245 Office headset

Måske mere relevant end nogensinde før, så har vi fået lov at teste et UC headset fra Poly i form af deres Voyager 4245, som altså understøtter Microsoft Teams og mange andre UC løsninger. Ideelt til hjemmekontoret og de mange virtuelle møder vi holder nu om dag – eller er det? Vi ser nærmere.

Hvad er der i æsken?

Vanen tro så leveres Poly Voyager 4245 i en neutral æske af genbrugspap uden flashy farver eller indpakning og det er naturligvis fordi disse headset er tiltænkt den professionelle bruger, hvor miljø står højere på agendaen end smarte æsker og lækkerhedsfaktor.

Selve indholdet er ret rigt og jeg har svært ved at skulle pege på at noget skulle mangle, idet der både er headset, to typer af hovedbøjle, to genopladelige batterier, oplader til genopladelige batterier, strømforsyning, adaptere til EU- og US-strømstik, en base, microUSB kabel og en masse adaptere til ørerne.

Design

Som det evident fremgår af billederne er Poly Voyager 4245 et såkaldt mono-headset, hvilket betyder at man kun har én øretelefon at gøre godt med og dette design er ikke alles favoritter, mens det for nogle simpelthen er en nødvendighed og fordel afhængigt af deres arbejdsfunktion og måden de taler i telefon på.

På undersiden af basen finder man en del knapper, som man kan dreje og skubbe til for at justere lydsstyrke, mikrofonstyrke og basens frekvens. Ved at vælge den rette frekvens undgår man eksempelvis interferens på tværs af enheder, hvilket er noget som er mest relevant for det store kontor med mange brugere.

Eksempelvis giver mono-headsets mulighed for at du kan høre omgivelserne og dermed ikke skal tage dit headset af hver gang du skal snakke med en kollega. Det er ideelt for dem der ønsker at kunne bevare kommunikationen med omgivelserne mens de kan slippe for at tage et headset af og på så ofte.

Hvis man monterer headsettet i den holder, som går henover hovedet, så er det ikke muligt at løfte mikrofonen hele vejen lodret og dét gør at den stikker mig i hovedet, hvis jeg finder på at smide headsettet om halsen når jeg ikke snakker.

På selve headsettet er der fire knapper at finde og disse er til henholdsvis at tænde/slukke med, mute og styre volumen op og ned med. Når man skal trykke på knappen yderst så ender man også med at trykke sig selv ind i øret mere eller mindre og det er ikke så behageligt i længden. Det er ikke fordi man skal trykke særlig hårdt, men det er en smule ubehageligt alligevel.

På basen finder man kun én knap, som man forventeligt vil bruge i dagligdagen. Resten er som nævnt at finde på undersiden, men disse på undersiden forventes man ikke at anvende så ofte. Den ene knap på forsiden er så den Teams-certificerede knap og er genkendelig ved at være lilla, ligesom ikonet for Microsoft Teams er illustreret. Denne lader dig hoppe ind på et møde du er tilmeldt ved blot at trykke på denne ene knap, hvis denne eksempelvis blinker. En ret smart feature, som gør at du ikke behøver at lede efter mødet i Teams. Noget jeg ellers har fanget mig selv i at gøre for Teams er ikke altid just intuitiv på den front.

Funktionalitet

Generelt oplever man nu om dage på arbejdsmarkedet at flere og flere arbejdspladser bevæger sig hen imod at deres arbejdsstyrke arbejder hjemmefra. Dette skyldes dels at covid19 pandemien har tvunget rigtig mange ud i dette, men på samme tid har man som resultat heraf konstateret at man ofte rent faktisk sagtens kan holde kvalitative møder virtuelt.

Hvorvidt man synes at Poly Voyager 4245 er et headset til en sådan hjemmearbejdsplads vil jeg ikke være dommer af, men mono-funktionaliteten lader dig i hvert fald have et headset på hovedet og samtidigt fuldt ud kunne høre om der er nogen ved døren, såsom posten eksempelvis. Dermed går man ikke glip af en pakke selvom man er hjemme på tidspunktet blot fordi man ikke kan høre dørklokken, som jeg har været så smart at udøve en enkelt gang.

Derhjemme er der heller ikke behov for lydisolation eller støjreduktion på samme måde, som ved et støjende kontormiljø. Det afhænger naturligvis af, hvor man bor, men det burde gælde i udgangspunktet om ikke andet.

Selvom Poly Voyager 4245 virker ud af boksen og blot ved at du slutter det til henholdsvis computer og mobil, så er det også muligt at installere en software, der gør dig i stand til at justere nogle få indstillinger, såsom ringetone på henholdsvis PC og fastnettelefon. Det var ikke umiddelbart muligt for mig at skifte ringetone på opkald der kommer ind via Bluetooth dog.

Softwaren genskaber så den smule forvirring, der fortsat er omkring Poly navnet, hvor der er tale en sammenslutning af de to virksomheder Plantronics og Polycom, for det er stadig på Plantronics’ hjemmeside at man henter appen og denne hedder Plantronics Hub.

Anvendelse

Poly Voyager 4245 er et Teams-certificeret headset, hvilket betyder at der er direkte integration med Microsofts nye collaboration-app. Helt konkret er det sådan at man blot kan trykke på den lilla Teams kan på basen til Voyager 4245 og så koble direkte ind på mødet.

Opkald bliver besvaret ved at man blot tager headsettet på hovedet fra bordet og basen, mens man skal trykke på knappen mens man har det på hovedet. Knapperne er nemt tilgængelige og efter blot kort tid, så er det hurtigt man leder sine fingre på de rigtige taster.

Jeg havde desværre ikke mulighed for at teste fastnet-funktionen i Poly Voyager 4245, men jeg kan se at der også for denne del er et hav af indstillingsmuligheder. Nogle af disse fra bunden af basen og andre gennem softwaren.

Lydkvalitet

Hvad angår selve lydkvaliteten i Poly Voyager 4245, så er denne optimeret til samtaler og det er altså diskanten som er mest udtrykt, mens bassen er stort set fraværende. Der er ikke så meget andet at sige end at lyden er tydelig og klar, men jeg havde også en lidt spøjs oplevelse, hvor jeg havde en hul og nærmest fjern lyd i samtaler via Teams på computeren, mens lyden via min Android smartphone ved almindelige samtaler var langt mere tydelig og klar.

Det er ikke en forventning at et sæt som Voyager 4245 skal kunne afvikle musik, da det er et kommunikationsværktøj, men gjorde man sig alligevel forhåbninger at nyde lidt musik mens man arbejder, så ville det være en bedre option at smide musikken ud af højtaleren på din telefon. Kort sagt – nej, det er ikke egnet til musik.

Komfort

Tidligere blev det nævnt at mono-headset har den fordel at man ikke behøver at tage dem af, hvis man nu skal snakke med nogen og dermed kan man have det på længere tid, men for at dette skal gøre sig gældende, så er det også nødvendigt at man kan holde ud at have headsettet på hovedet i så lang tid.

Hvorvidt man kan det med Poly Voyager 4245 afhænger (for mit vedkommende) af, hvilken af de tre måder man anvender til at sætte det på hovedet. Hovedbøjlen strammede eksempelvis mig en del i den modsatte side af selve headsettet, så jeg ikke kunne have det på i mere end en halv times tid ad gangen. Derimod var det en anden snak med de to andre bøjler og her mærkede jeg nærmest ikke til headsettet i meget længere tid. Det er svært at sige om alle vil have samme oplevelse som mig, men da bøjlen er temmelig stram, så tror jeg enhver med et bare lidt større hoved vil opleve det samme. Det skal dog også siges at jeg disse dage ikke har noget hår til at tage mod og gøre det hele lidt blødere.

Batteritid

Batterierne i Poly Voyager 4245 giver dig mere end 10 timers batteritid på en opladning. Producenten angiver 12 timers taletid og det er nok ikke langt fra min observation i testen. Dog er det nævneværdigt at de har været lidt smarte i designet og headsettet kan skifte batteri midt under et kald uden at man mister forbindelsen, så egentlig kan man have uendelig lang batteritid, så længe man husker at lade batterierne op.

Konklusion

Hvis du leder efter et all-in headset til kommunikation og ikke behøver at anvende selvsamme til at høre musik og andet lyd igennem, samtidigt med at du helst gerne vil kunne høre, hvad der foregår omkring dig, så er Poly Voyager 4245 bestemt kigget værdigt. Det er headsettet til dig, som snakker meget i telefon eller via Teams (og andre virtuelle platforme) i løbet af dagen og også samtidigt ønsker forskellige anvendelsesmuligheder og temmelig meget fleksibilitet. Alle disse funktioner og fleksibilitet samt høje kvalitet har dog også en pris, så du skal være temmelig dedikeret til dit arbejde for at ville lave denne handel – eller også kan arbejdsgiveren sponsorere og i givet fald er det gode penge givet ud.

Positivt

  • Mono – giver dig mulighed for at høre hvad der foregår omkring dig
  • Komfort
  • Teams certificeret og med Teams knapper
  • Indstillingsmuligheder
  • Forskellige muligheder for at bære det på hovedet

Negativt

  • Mono – ingen mulighed for støjreduktion
  • Lyd ikke egnet til musik – af nogen art

Pris og tilgængelighed

Set til 1.789,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Måske mere relevant end nogensinde før, så har vi fået lov at teste et UC headset fra Poly i form af deres Voyager 4245, som altså understøtter Microsoft Teams og mange andre UC løsninger. Ideelt til hjemmekontoret og de mange virtuelle møder vi holder...Test: Poly Voyager 4245 Office headset