fredag, april 26, 2024
ForsideAnmeldelserTest: QPAD QH-95 gaming headset

Test: QPAD QH-95 gaming headset

QPAD er så småt tilbage og nu med et nyt headset til gamerne i form af deres premium QH-95. Der er tale om et multiplatform gaming headset med surround og vi dykker nærmere i denne test.

Hvad er der i æsken?

De fleste multiplatform headset vinger “multi”-delen af ved blot at have et 4-pin jack, som så kan virke med både en Xbox, PlayStation og Nintendo controller. Nogle producenter adderer sågar en splitter, så man også på PC kan benytte sig af to indgange, men QPAD QH-95 går altså skridtet videre. Der er nemlig både en omformer til brug med 4-pin jackstik, en adapter med indbygget fjernbetjening og et splittet kabel, et 7.1 surround lydkort til USB-tilslutning og en aftagelig mikrofon i boksen.

Design

Før i tiden lavede QPAD ret fede headsets i god kvalitet, men de var (desværre) dengang et overset brand og det resulterede i at de kæmpede lidt frem og tilbage. Af vores seneste test så vi deres QH-25 i den billige ende, men nu forsøger de med QH-95 at vise, hvad de kan. Der er designmæssigt tale om et headset, som minder meget om de gamle produkter jeg lærte at kende og som ikke udstrålede elegance eller var præget af et iøjefaldende design. Derimod var det et simpelt design, som virkede og så var det robust.

Med QPAD QH-95 gentager denne trend sig. Designet er ikke meget anderledes end før, som nævnt, og byggekvaliteten føles utrolig høj. Den obligatoriske vridetest for headsets, hvor jeg vrider det gennem fingrene afgav ikke nogle alarmerende lyde, som kunne tyde på at det ville gå i stykker så nemt. Det flekser temmelig godt, men har også en vis robusthed således at det heller ikke hænger for løst på hovedet.

Mikrofonen på QPAD QH-95 er aftagelig og der hvor hullet til mikrofonen er har man en gummidut, som man smider i for at dække hullet af. Et designvalg jeg godt kan lide, selvom det betyder at der er risiko for at miste nogle dele for gummidutten er meget lille og kan hurtigt falde på gulvet, blive støvsuget og aldrig fundet igen, men til gengæld er det bare pænere, når ikke man bruger sin mikrofon.

Selve mikrofonen er ligeledes både robust og nok fleksibel til at det er passende. På toppen er der et støjfilter, som ikke er til at tage af og selve mikrofonstykket er ret stort sammenlignet med så mange andre fladere designs.

Selve ørebøfferne på QPAD QH-95 er ret store, således at der trods det lukkede design er plads til mine halvstore ører. Ørebøfferne er dækket af kunstlæder, hvilket vi kommer nærmere ind på senere. De flekser i øvrigt fint vertikalt og kan vippes, mens det horisontalt kun kan bevæges meget lidt. Jeg følte dog at både mit store hoved og knægtens noget mindre version sagtens kunne tilpasses til. Skinnerne under polstringen er af metal og det kan mærkes på robustheden.

Fjernbetjeningen, som jeg nævnte i indholdslisten er med et splittet kabel, men den virker optimalt med et mobilt device og derfor er det for mig en smule ulogisk at den er med et splittet kabel i stedte for et samlet 4-pin jack. Hvis man vil slutte dette headset til computeren med en fjernbetjening så giver det vel mest mening at gøre det med 7.1 kortet?

Surroundkortet har i øvrigt også knapper på sig til både at slå surround til og fra med samt at mute og styre volumen. Fjernbetjeningsdelen og kortet er lidt store, men på bagsiden har man en clip-on så man kan hægte det fast til sit tøj således at det ikke trækker ned i én mens man spiller. Logoet på 7.1 lyser op når man aktiverer surround i øvrigt, så man ved det er slået til i tilfælde af at man vil slå det fra og høre noget musik.

Funktionalitet

Som det fremgår af ovenstående er QPAD QH-95 ikke noget designmæssigt vidunder og man låner lidt af funktioner, som er gennemtestet og virker for at skabe et neutralt design, hvor fokus er på det praktiske fremfor at skulle vinde designerpriser. Det er dermed ikke sagt at QPAD QH-95 ikke er et flot headset, for det står faktisk ganske pænt blot uden at være iøjefaldende.

Vi bevæger os dog i de næste par afsnit videre fra udseendet og hen imod selve anvendelsen. Vi ser på hvordan lyden og ikke mindst komforten er. Selv kalder QPAD det for deres premium headset, så forventningerne er skruet en smule op, selvom det at have en forventning kan give bagslag.

Lydkvalitet

Hvis vi først tager udgangspunkt i, hvordan QPAD QH-95 er til afspilning af musik, så valgte jeg at smide min efterhånden ret så gennemtæskede playliste efter det, hvor der er mange forskellige genrer af musik og sange med mange detaljer. Selve lydbilledet er nogenlunde det samme uanset tilslutningsform. Eller i hvert fald er mine ører ikke i stand til at høre de væsentlige forskelle. Hvad angår surround er det naturligvis noget andet og denne funktion skal man holde sig fra når det kommer til musik. Det forvrænger lyden og gør ikke musikken nogen tjeneste.

Lydmæssigt spiller QPAD QH-95 ganske glimrende og med høj detaljegrad på tværs af spektret. Hvis jeg skulle pege så var det de høje toner, som godt kunne komme en smule mere til udtryk, men helt overordnet set altså fint og afbalanceret og med en god bund.

Bunden kommer også ret godt til udtryk i spil, hvor jeg dog savner evnen til at skrue en tand op for den når jeg spiller skydespil, hvor jeg kunne tænke mig at eksplosioner og skud var lidt mere med “umf” på, men ellers kommer detaljegraden i spil også fint igennem og gør at man kan høre sine fjender komme fra forskellige retninger og indlevelsen i spil bliver stor.

Lydmæssigt er der tale om et godt lydende headset. Jeg ville bestemt kalde det et stykke over gennemsnittet, men ligefrem at ligestille det med premium gaming headsets ville jeg ikke strække det til.

Lydkvaliteten på mikrofonen kan du i øvrigt høre her ved at følge nedenstående link.

Surround

Virtuel eller digital surround om man vil er altid noget som både kan blive en dreng og en hest. Det skal forstås sådan at uden tilpasningsmuligheder, så er et headset med surround tunet til en bestemt form af ører og hoved. Med sit surround lydkort tilsluttet er der bestemt mere forskellig retning at lyd i spillene kommer fra. Min oplevelse var bare at jeg følte alle lydene kom bag fra stort set og selve retningsbestemmelse var nemmere i stereo. I film gjorde det ikke nær så meget da det her ikke afhang af “liv og død”. Det betyder ikke at surround er dårlig, men det passede mig ikke. Det passede min søn bedre, men om hans dømmekraft kan bruges i denne sammenhæng kvag hans minimale erfaring med surround skal man måske tage med et gran salt.

Komfort

De store ørepuder på QPAD QH-95 gemmer på 53mm store lyddrivere, så der er temmelig meget plads. Mine ører passer fint ind og uden at være for meget i berøring med headsettet i øvrigt. Selve polstringen er ret blød og der er fin støtte både ved ørerne og på hovedbunden i toppen. Testet under det dejlige forårscoronavejr så led jeg dog lidt under at kunstlæderet og det lukkede design resulterede i at jeg blev nødt til at holde list flere pauser med at tage det af hovedet når det blev varmt end jeg ellers er vant til. Alt i alt meget behagelige, men kortere tid ad gangen.

Konklusion

De nævnte relativt høje forventninger til QPAD QH-95 blev langt hen ad vejen indfriet med det simple design, som virker ret robust lavet. Komforten er i top i begyndelsen, men det lukkede design samt kunstlæderet gør at man efter lange spilsessioner får det ret varmt. Det er dog overkommeligt, men stadig nævneværdigt for de brugere, der måtte døje med det. Lydmæssigt overrasker QPAD positivt, om end selve surround delen skuffer en smule. Helt kogt ned er der altså tale om et simpelt, stilrent headset med tilslutningsmuligheder til det meste og en generelt god lydoplevelse.

Positivt

  • Simpelt design
  • Udstyrspakke med forskellige adapterer
  • Komfort (hovedsageligt)
  • Lydkvalitet

Negativt

  • Kan blive varme
  • Surround middelmådigt

Pris og tilgængelighed

Set til 679,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

QPAD er så småt tilbage og nu med et nyt headset til gamerne i form af deres premium QH-95. Der er tale om et multiplatform gaming headset med surround og vi dykker nærmere i denne test. Hvad er der i æsken? De fleste multiplatform headset vinger...Test: QPAD QH-95 gaming headset