mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Audio Mixer

Test: Razer Audio Mixer

Efter at have leveret en del lifestyle produkter, så er Razer retur med noget til hardcore gameren i form af deres Audio Mixer, som vi har fået fingrene i til denne test. Lad os se om Razer har styr på denne del.

Hvad er der i æsken?

Det er de sædvanlige sorte og grønne farver der præger kassen til Razer Audio Mixer og så er dens features ellers illustreret med både billede og tekst. Når man løfter låget kan man under papirerne finde selve mixeren, der er i en stofspose, samt et USB-C kabel, to korte jack-kabler og to isolatorer til støj.

Design

Jeg blev ikke på vanlig vis introduceret til Razer Audio Mixer med en pressemeddelelse og lignende inden jeg fik stukket den i hånden til test. Derfor havde jeg ingen forventning til, hvad der ville komme ind ad døren andet end at jeg fra Razer fik at vide det var en Audio Mixer og så en embargo dato. At mine forventninger var lidt lave resulterer så måske også i at jeg bliver så overrasket når jeg pakker den op fra æsken og tager noget op, som mest af alt ligner noget, der er blevet skåret ud af en DJ-pult fra diskoteket (ikke at jeg har så meget erfaring med en sådan i virkeligheden).

Razer Audio Mixer er nemlig en del større og tungere end jeg havde forestillet mig, men det skal så resolut ikke lyde eller bære præg af at være negativt. Tværtimod, så er den store mixer noget, der føles som værende kvalitetsfuldt og robust. Altså noget jeg forventer af et audio-produkt, hvis det skal tilsikre mindst mulig støj på linjen, så umiddelbart virker det til at Razer har tænkt denne tanke igennem. Om det gør sig gældende i eksekveringen vil afsnittet under funktion løfte sløret for.

Selvom Razer Audio Mixer er lidt stor, så er den udført i et lækkert blankt finish så den fremstår meget lækker på ens skriverbord. Det hjælper så også at den blanke overflade skaber genklang fra Chroma lyset fra de forskellige knapper og det hele så fremstår endnu mere iøjefaldende og smukt. Det er naturligvis en smagssag, men lige med Razer Audio Mixer er jeg faktisk fan, selvom jeg oftest holder mit udstyr til neutrale farver og uden lyseffekter. Med Audio Mixeren kunne jeg næsten ikke holde op med at lege med forskellige effekter for de forskellige knapper.

Indtrykket af at man har med en DJ-pult at gøre ændrer sig ikke når man vender Razer Audio Mixer om og kigger på bagsiden, hvor der er de forskellige stik man kan slutte til den. Den ene af dem er USB-C som forbindes til computeren, hvorefter man støder på en optisk indgang, line in, line out, 48V og XLR in. Med det sidste stik kan man altså tilslutte sin XLR mikrofon og skulle denne drives af 48V er der også en knap hertil, men vær varsom med at bruge denne knap for hvis din mikrofon ikke understøtter den kan du beskadige den.

Foruden de nævnte stik så er der kun to 3.5 mm jackstik på fronten af enheden, hvor du kan tilslutte dit headset og mikrofon til. Fra siden er Razer Audio Mixer en anelse kileformet så knapperne vinkler opad og dermed gør dem lidt nemmere at betjene når nu selve mixeren er så dyb som den er. Målene på Razer Audio Mixer er nemlig 15,5 x 11,5 x 5,5 cm og har en vægt på over et halvt kilo, hvilket gør at den står fast og er relativt nem at betjene.

På fronten og toppen har Razer Audio Mixer fire skydeknapper til justering af de fire lydkilder du kan sætte op. Disse rykkes og ved at sætte dem helt i bund slukker du for dem, hvilket indikeres ved at mute-knappen lyser rødt (sat som standard). Du kan også trykke på mute-knapperne og slukke lyden øjeblikkeligt om du vil. De to sidste knapper er en “Bleep” knap og mikrofonens mute-knap. Sidstnævnte burde være selvforklarende, mens Bleep-knappen i udgangspunkte er sat til at mute mens du holder knappen inde så du eventuelt kan afreagere på dine holdkammerater uden at de kan høre dig og så slippe knappen igen når du er faldet til ro.

Helt overordnet set virker Razer Audio Mixer rigtig lækker i både design og feel. Det eneste, som der for mit vedkommende skiller sig en smule ud på dette punkt, er gummiknapperne. Disse føles såmænd også robuste og gode af kvalitet, men de føles bare lidt for bløde at trykke på og jeg ender med at være i tvivl om hvorvidt jeg har trykket på dem, hvis det eksempelvis skal gå stærkt.

Funktionalitet

Razer Audio Mixer er et af de produkter, hvor softwaren til dem nærmest er uundgåelig at installere. Ja, den virker uden, men når man starter Razer Synapse softwaren op ser man først, hvor mangfoldig Audio Mixeren er. Der er nærmest ikke nogen indstillinger, som man ikke kan pille ved. Altså kort sagt enhver streamers drøm. Det er nemlig sådan at man i appen ser hver af de fire lydkilders indstillinger. Når man sætter Razer Audio Mixer til sin Windows computer dukker den op som fire separate lydkilder. Det vil sige du kan styre dem til at påvirke dit stream på den måde at du kan have mikrofonen til den ene, spillet i den anden, specialeffekter i den tredje og så en fjerde til hvad du nu måtte finde på – for så derefter at kunne justere og styre dem individuelt.

Der er mange indstillingsmuligheder i Razer Synapse

Du kan sætte en masse farveeffekter op med Razer Audio Mixer, idet alle knapper kan lyse op i selvvalgte effekter og farver. Det er måske ikke for alle at lave et lysshow, men faktisk giver det fin mening at have forskellige lys til de forskellige knapper så man nemmere kan genkende dem og vide om de er aktive eller ej. Den eneste jeg havde et issue med var at man kunne holde mute-knappen inde for at aktivere/deaktivere givne funktioner på Audio Mixeren, men der var ingen indikation af om det skete eller ej. Eksempelvis kunne man ved en fejl aktivere at ens stemme skulle lyde som et monster eller robot uden at man ved det er tilfældet.

Lyseffekterne er smarte fordi du kan bruge dem til at vide om du har aktiveret en funktion eller ej. Eksempelvis kan du programmere Bleep-knappen til det du har lyst til såvel som at et langt tryk på mikrofonens mute knap kan programmeres. På den måde kan du bruge lyset til at vide når du ændrer nogle indstillinger.

Når man i øvrigt starter Razer Synapse softwaren op med Audio Mixer så kan man blive en smule overvældet over de mange funktioner og indstillinger, som det er muligt at pille ved og lege med. Dertil vil jeg sige at det er meget, ja, men for dem der ønsker at skræddersy deres lydoplevelse og stream, så giver det rigtig god mening. Det er også noget man kan bruge i lang tid i starten til at sætte op og så lade virke i baggrunden efterfølgende eller man kan løbende lave nye profilrer til at lade mixeren agere forskelligt afhængigt af om man spiller det ene spill eller andet. Kort fortalt så har Razers omfattende Synapse software og de mange funktioner, for mig, aldrig givet mere mening end med denne Audio Mixer, fordi man netop kan skræddersy den og tilpase hvor det giver mening.

Lydmæssigt er der to aspekter af Razer Audio Mixer. Der er lyden man afspiller i sine høretelefoner og så er der også den lyd mikrofonen bringer videre til ens medspillere eller stream om man vil.

Lydkvaliteten på afspilningen er rigtig fin og klar uden at der er støj på. Denne del afhænger naturligvis også af dine høretelefoner, som du slutter til Razer Audio Mixer, men for så vidt Razer Audio Mixer angår, så er indstillingerne så mange at du kan få dine høretelefoner til at lyde både helt rigtigt og helt forkert. Lydkvaliteten, detaljegraden og (mangel på) støj er efter min vurdering i højsædet. Jeg synes ikke der dér er noget at sætte fingeren på.

Det eneste jeg dog savner ved Audio Mixer fra Razer er at den kan få mine høretelefoner til at spille højere gennem porten på fronten. Jeg skal skrue temmelig højt op for bare at få nogenlunde lyd med. Det er super fedt at kunne styre lyden så detaljeret som det er muligt med den, men jeg havde bare forventet en del mere power gennem en enhed, der altså vejer så meget som den gør. Jeg troede til at starte med det skyldtes at de hovedtelefoner jeg testede med først var for krævende, men jeg prøvede efterfølgende med tre andre sæt og samme resultat. Jeg kan sagtens få blæst ørerne omkuld, men det kræver så også at jeg skruer helt op. Der er en smule støj på linjen ved det tilsluttede headset, hvis man sætter lyden helt op, hvilket isolatorerne hjælper med, men de har også den bagside af medaljen at så bliver lyden endnu mere komprimeret.

For så vidt angår indspilning af lyd, så har du som nævnt adskillige muligheder, hvoraf jeg kun var i stand til at teste mikrofonindgangen på fronten. Der er anvendt en EPOS H6PRO mikrofon fra headsettet og du kan lytte til indspilningen i nedenstående indlejring.

Razer Audio Mixer – EPOS H6PRO headset mikrofon
EPOS H6PRO standalone

De to medfølgende isolatorer havde jeg ikke så meget succes med at teste. Rettere sagt så kunne jeg ikke høre forskel på om de var sat på eller ej og det afhænger virkelig også af ens udstyr, men jeg er sikker på at Razer ikke har inkluderet dem for sjov og at de ved kvalitetsudstyr og ikke mindst for en ægte audiofil sikkert gør en væsentlig forskel. I min optik synes jeg det er fedt de er inkluderet, selvom jeg ikke selv kan høre forskellen umiddelbart.

Konklusion

Razer Audio Mixer er et af de produkter, som har overrasket mig mest positivt under min efterhånden lange tid i denne branche for reviews. Muligvis farvet af at mine forventninger ikke var store, men jeg er også sikker på at det skyldes den overvældende mængde af indstillingsmuligheder, som jeg bliver mødt med under indstilling af enheden. Takket være en stærk Synapse software så er det relativt nemt at gå til selvom mulighederne er mange og man kan skræddersy sine lydindstillinger til nærmest det uendelige. Med profiler og de mange indstillinger er der i hvert fald, efter min vurdering, nærmest ikke noget man ikke kan få sat op således at man takket være Audio Mixer i hvert fald på lydsiden er godt kørende. Der er ikke noget konkret at sætte fingeren på som værende negativt umiddelbart, hvorfor jeg tillader mig at kalde Audio Mixeren for en af Razers genistreger. De mange funktioner er dog ikke nødvendige for alle, så det er nu heller ikke en billig investering, men for dig, der enten vil have fuld kontrol over lyden eller streamer dit gameplay, så er den ganske glimrende til opgaven.

Positivt

  • Styring af fire lydkilder samtidigt
  • Stærk Razer software til indstilling
  • Hurtig og responsiv
  • God lydkvalitet
  • Tung og robust
  • Tonsvis af indstillingsmuligheder og lydtilpasning i hobetal

Negativt

  • Indstilingsmuligheder (mængde) kan virke overvældende
  • Gummiknapperne
  • Kunne godt tænke mig den kunne spille højere

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 2.099,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Efter at have leveret en del lifestyle produkter, så er Razer retur med noget til hardcore gameren i form af deres Audio Mixer, som vi har fået fingrene i til denne test. Lad os se om Razer har styr på denne del. Hvad er der...Test: Razer Audio Mixer