søndag, maj 19, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Naga Pro gaming mus

Test: Razer Naga Pro gaming mus

Kort fortalt så har Razer valgt at gøre en af deres mest avancerede mus trådløs i form af Razer Naga Pro, som leveres med et modulært system, genopladeligt batteri og kabellignende hastighed, hvilket vi naturligvis har sat på prøve.

Hvad er der i æsken?

Straks som man får æsken til Razer Naga Pro i hænderne opdager man at der grundet størrelsen ikke kan være tale om en almindelig mus og ganske rigtigt, så består indholdet af selve musen, opladekabel og to ekstra sidepaneler med forskellig størrelse og mængde af knapper. Dertil er der naturligvis vanen tro også en manual og et par klistermærker, hvis du vil flashe med Razer farver forskellige steder.

Design

Kender man Naga serien fra tidligere, så er det ikke fordi designet nødvendigvis er så abstrakt, men andre vil nok hurtigt bemærke at der er tale om en lidt anderledes mus.

Først og fremmest er Razer Naga Pro en lidt større og bredere mus end gennemsnittet uanset, hvilket sidepanel man vælger at sætte på. Det giver godt hvile til finger og håndflade. På baggrund af denne størrelse er min umiddelbare konklusion dog at Razer Naga Pro bedst egner sig til folk, der hviler hele hånden på musen mens de bruger den. Derudover er musen bygget og formet til højrehåndsbrugere.

Det særlige ved Razer Naga Pro og den klare forskel fra de første Naga mus er at sidepanelerne kan skiftes ud og holdes fast ved hjælp af magneter. Før i tiden skulle man købe sig den Naga, som man ønskede og som passede bedst til dét spil man spillede. Det betød at hvis man havde forskellige behov og forskellige spil man spillede, så ville man have nogle begrænsninger. Med Razer Naga Pro er man ikke mange sekunder fra at skifte musens funktionalitet og form. Bag sidepanelerne er der også et hulrum med plads til din USB-modtager, så du kan have den med dig og ikke miste den under transport. Der er tænkt på detaljerne.

Razer Naga Pro leveres med tre sidepaneler. Den mest simple af dem forvandler musen til en “almindelig” mus med to store og nemt tilgængelige genvejstaster. Den lidt mere komplekse har så seks mindre store knapper at gøre godt med og det allersidste panel/modul har så hele 12 små knapper at bryste sig med.

Hvis du frygter at knapperne på de to avancerede paneler kan være svære at ramme eller kende fra hinanden, så har du desværre ret til din bekymring. Jeg forsøgte adskillige gange og i adskillige spilsessioner at lære mine muskler noget hukommelse, men det lykkedes mig ikke endeligt i min test. Jeg blev bedre, men aldrig hvad jeg ville kalde god. Årsagen hertil vil jeg mene skyldes at knapperne simpelthen ikke er nok differentieret og minder for meget om hinanden samtidigt med at de er tæt på hinanden.

Det gode ved knapperne, for ikke kun at give dem bashing, er at de er ret faste og ensartede, så man har virkelig fornemmelsen af at der er tale om et kvalitetsprodukt her. Det manglede så også bare med det prisskilt man finder knyttet til denne mus.

Det som jeg dog bliver nødt til at pointere og som jeg resolut ikke kan give Razer ros for er deres valg af forbindelse på Razer Naga Pro. Ét er at bunden supporterer forbindelse til den Razer Mouse Dock, som sælges separat og som man kan opgradere sin mus med (og som står listet til 50 USD på Razers shop). Den del kan jeg leve med for det bør netop være et valg om man vil betale for denne ekstra lader eller om man vil lade med det medfølgende kabel og spare penge. Det er så det medfølgende kabel, som jeg har et problem med, for selvom vi så småt er på vej ind i år 2021, så vælger Razer microUSB over USB-C.

Trods den trådløse forbindelse, så sparer Razer ikke på belysning og Razer Naga Pro understøtter Razer Chroma belysning, som giver dig mulighed for at sætte lys i alle regnbuens farver til din mus. Der er tre zoner, hvor lyset kan komme fra forudsat du bruger sidepanelet med 12 knapper, for de to andre sidepaneler har ikke belysningsmulighed. Derudover er der lys i scroll-hjulet og Razer logoet på ryggen af musen.

Når vi nu nævner scroll-hjul, som i øvrigt er 3 knapper i sig selv, så er der også to knapper bag dette scroll hjul samt de to primære knapper på musen. Kort fortalt, så er der knapper nok på Razer Naga Pro uanset om man vælger det ene eller andet panel.

Funktionalitet

Det er tid til at kigge lidt nærmere på den praktiske del af Razer Naga Pro, selvom jeg muligvis godt kunne dvæle en del ved selve designet også. Det fede ved designet er dog at det er så komplekst, men funktionelt på samme tid og nu ser vi nærmere på eksekveringen.

Software

Før vi dog for alvor kan kigge på Razer Naga Pros funktion og virke, så er det nødvendigt at installere Razer Synapse softwaren. En efterhånden ret omfattende softwarepakke, som også er for omfattende (efter min mening), hvis man ikke skal bruge alle dens funktioner. Man bliver nemlig i første menu introduceret til alt det som Razer Synapse kan, såsom spille sammen med Philips Hue, selvom det ikke er noget man selv kan eller agter at bruge.

Når man så downloader og installerer modulet for Razer Naga Pro musen, så er man mødt med et ret simpelt og nemt at gå til interface, hvilket jeg så til gengæld gerne vil rose Razer for. Her er fundamenterne på plads og det er for mig som bruger ret nemt at overskue, hvilke ting jeg kan justere ved på mit produkt. Derfor gør det slet ikke så meget at det er ret omfattende, hvad man kan indstille på denne mus. Det er både dens hastighed, polling rate, RGB belysning og meget andet. Makroindspilning bliver man også guidet igennem så det er til at gøre med for dødelige også og generelt er softwarens opbygning nem at finde ud af.

Det som øger kompleksiteten, eller brugsgraden om man vil, af Razer Naga Pro er at du kan have forskellige genveje og funktioner afhængigt af hvilket modul du sætter på. Det gør at du i og for sig kan nøjes med én profil og så ellers have forskellige genveje og funktioner afhængigt af hvilket af sideknapmodulerne du har sat på. Softwaren finder selv ud af hvilket modul du har sat på i øvrigt og markerer så at det er den du kan redigere genveje for. Det frygtede jeg ikke ville være tilfældet, men der overrasker Razer altså positivt.

Ydelse

Det hele kan jo være nok så godt, hvis eksempelvis sensor eller den trådløse forbindelse ikke kan følge med. Jeg havde derfor Razer Naga Pro gennem adskillige tests både simuleringer og i de spil jeg spiller oftest, såsom Warzone og CS:GO. Jeg følte ikke at jeg kunne konstatere nogle uregelmæssigheder med Razer Naga Pro. Sensoren performede sådan at jeg følte den gjorde nøjagtigt det jeg bad musen om, men jeg er ikke på et højt nok niveau esportsmæssigt til at kunne ytre mig mere end dét. Jeg følte der var en konsistent tracking uden afvigelse eller acceleration (som jeg tænker jeg ville opdage) eller at den ikke kunne følge med ved hurtige bevægelser.

Razer Naga Pro er i øvrigt udstyret med Razers egen optiske sensor, som hedder Focus+ og har en mulig DPI på helt op til 20.000. Du kan læse mere om selve sensoren ved at følge dette link til Razers egen hjemmeside (engelsk).

Komfort

Personligt følte jeg at Razer Naga Pro var en behagelig mus at bruge og den passer ganske fint i min hånd. Hele min håndflade får god støtte og hviler behageligt på musen. At jeg ikke kunne vænne mig til de mange knapper er min mangel på Fingerspitzgefühl og ikke nødvendigvis kun noget, der skyldes knappernes ensartethed. De store knapper var eksempelvis ret behagelige og nemme at ramme. Desuden er knapperne i Razer Naga Pro ret faste, men ikke svære at trykke ned.

Batteritid og opladning

Indgangen til microUSB-porten er proprietær, hvilket betyder at du ikke kan bruge et hvilket som helst andet kabel. Det og at der ikke er tale om USB-C gør denne mus en del mindre fleksibel på dette punkt. Om det er en skjult måde at få flere til at købe den særlige opladestation er måske ikke utænkeligt.

Hvad angår selve batteritiden så er denne angivet til 100 timer via den hurtige forbindelse eller sågar 150 via Bluetooth. En ganske fin batteritid må det siges at være, men jeg selv var nede omkring 60-80 timer fordi jeg testede forskellige profiler, skiftevis satte forskellige moduler på og RGB var i udgangspunktet også aktiveret. Alligevel vil jeg kalde det en ganske tilfredsstillende batteritid og eftersom musen også virker med kablet sat i, så er man aldrig nødvendigvis uden funktion.

Konklusion

Med Razer Naga Pro behøver du ikke have flere forskellige mus liggende eller tilpasse din ene mus til forskellige typer af spil, hvis du er sådan en gamer, der nyder forskellige genrer af spil. Du skifter blot sidepanelet så det passer og giver dig enten et bedre greb eller flere genveje. For det meste spiller dette rigtig godt, men det kræver en stor grad af tilpasningsevne og det skyldes desværre også lidt at knapperne efter min mening ikke er nok differentieret, men alt i alt har du i Razer Naga Pro en fantastisk gaming mus, som har en god størrelse (for den mellemstore eller store hånd), god performance og så er den trådløs. Det er et flot og velbygget design, om end microUSB tilslutningen tæller lidt i den gale retning. Ja, Razer Naga Pro har et heftigt prisskilt knyttet til sig, men sammenlignet med andre trådløse gaming mus, så er det faktisk slet ikke så slemt når man tænker på de mange funktioner man køber sig ind til.

Positivt

  • Modulært design
  • Behagelig form og størrelse (dog stor og bred for nogen)
  • Batteritid
  • Kvalitetsfølelse
  • Razer Synapse softwaren

Negativt

  • Sideknapper kan være svære at kende fra hinanden
  • microUSB i 2020?

Pris og tilgængelighed

Set til 1.299,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Kort fortalt så har Razer valgt at gøre en af deres mest avancerede mus trådløs i form af Razer Naga Pro, som leveres med et modulært system, genopladeligt batteri og kabellignende hastighed, hvilket vi naturligvis har sat på prøve. Hvad er der i æsken? Straks som...Test: Razer Naga Pro gaming mus