lørdag, april 27, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Roborock Q5 Pro+ robotstøvsuger

Test: Roborock Q5 Pro+ robotstøvsuger

I denne test skal vi se nærmere på en selvtømmende robotstøvsuger til en ganske fornuftig pris, Q5 Pro+ fra kinesiske Roborock.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve Roborock Q5 Pro+, samt en docking station (inkl ekstra pose), en moppe og en brugsvejledning.

Design og funktionalitet

Roborock Q5 Pro+ er en robotstøvsuger fra Roborocks mellemklasse, og versionen vi skal se på her er Pro+ versionen, som ganske enkelt betyder at man får en dock med som kan tømme støvsugeren for støv. Har man ikke brug for det, men har mere brug for en diskret dock der f.eks. kan gemmes under et møbel, så skal man vælge Pro udgaven.

Selve Roborock Q5 Pro+ byder på Lidar præcisions navigation, 5500 Pa sugestyrke, og dobbelte gummiruller. Den måler 10 cm i højden (inkl Lidar tårn) og ca 35 cm i diameter.

Vender vi den rundt kan vi se de to gummiruller der løsner snavset fra gulvet, og som især er virksom på tæpper. Roborock Q5 Pro+ har en enkelt sidebørste der flytter krummer og støv hen til de to ruller hvor det bliver suget ind i maskinen.

Den har en rimelig stor støvbeholder på 770 ml, med indbygget filter.

På toppen af Roborock Q5 Pro+ sidder Lidar tårnet, der med en roterende (og usynlig) laser måler afstanden omring robotten, og som er grundlaget for at robotten kan navigere rundt i ens hjem. Roborock Q5 Pro+ har også andre sensorer så den støder sjældent ind i møblerne under støvsugningen, og sker det er det ikke ret hårdt.

Som man kan se er der også 3 knapper på maskinen, den ene sender robotten retur til dockingstationen, den midterste er tænd/sluk mens den sidste starter en spotrengøring.

Roborock Q5 Pro+ har en dockingstation der sørger for at lade maskinen op, og som tømmer den for støv efter endt rengøring. Der sidder en støvsuger i docken der suger støvet ud af maskinen og ind i støvsugerpose mens rullerne kører “baglæns”.

Den process støjer en del, som det kan høres på denne video.

Man betjener Roborock Q5 Pro+ med Roborocks app på sin telefon. Jeg fulgte guiden i app’en, og fik hurtigt koblet Roborock Q5 Pro+ på wifi og var i gang med at danne et kort. Det sker overraskende hurtigt, hvor Roborock Q5 Pro+ kører rundt i få minutter og måler op, og så ender man med et kort i sin app man efterfølgende kan dele op i rum, sætte virtuelle vægge og no-go zoner op. Her kan man se at kortet er dannet, og jeg har lavet nogle områder Roborock Q5 Pro+ ikke må køre i pga løse ledninger og en stejl kældertrappe. Der er godt nok sensorer der forhindrer Roborock Q5 Pro+ i at styrte ned ad trappen, men jeg følte mig lidt mere sikker efter jeg havde sat en virtuel væg i app’en. Jeg har startet en støvsugning, og som man kan se, følger den væggene i rummet først, inden den støvsuger resten af rummet, for så at gå videre til næste rum.

Der medfølger en moppe der kan fyldes med rent vand, og klikkes fast under Roborock Q5 Pro+ så den trækker den fugtige moppe efter sig. Det er dog en meget minimal moppefunktionalitet, der er intet man kan indstille i app’en, og moppen bevæger sig ikke under rengøringen, så det er begrænset hvor stor effekt den har.

Jeg har blandt andet testet Roborock Q5 Pro+ ved at fordele lidt havregryn og mel på vores vinylgulv i køkkenet, og så sende maskinen henover spildet en enkelt gang. Som det ses på videoen bliver langt det meste samlet op efter bare en enkelt støvsugning. Havde jeg bedt den om at køre over det to gange, eller evt havde monteret moppen var jeg sikker på at det hele ville være fjernet.

Jeg har brugt Roborock Q5 Pro+ i en måneds tid, og langt de fleste gange har den klaret opgaven som den skal, uden at fare vild eller sidde fast nogle steder. Men en enkelt gang gjorde den noget underligt, den kørte ud i et rum jeg ikke havde bedt den om at gøre rent, og derefter kørte den tilbage og startede rengøringen midt i rummet som det kan ses på kortet.

Den endte dog med at rengøre hele rummet som den skulle selvom den havde en lidt sær start på processen. Men hvis jeg ikke tilfældigvis havde set det ske, så havde jeg ikke opdaget det, for den støvsugede hele rummet som tiltænkt.

Konklusion

Roborock Q5 Pro+ er en ganske fornuftig robotstøvsuger, den har kørt glimrende i testperioden, og med en sugestyrke på 5500 Pa er den effektiv. De to gummiruller blive ikke viklet ind i hår, som det ellers ofte sker for robotstøvsugere her i huset. Under brug støjer Roborock Q5 Pro+ selvfølgelig noget, jeg ville ikke køre med den i stuen mens jeg så TV. Men den kan køre mens man ikke er hjemme i stedet. Docken støjer ret meget under tømning, men er dog praktisk i hverdagen da man ikke behøver tænke på tømning i mange uger.

Til prisen er Roborock Q5 Pro+ en rigtig god robotstøvsuger, og ønsker man ikke den selvtømmende dock kan man også spare noget på prisen ved at købe Pro versionen.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

I denne test skal vi se nærmere på en selvtømmende robotstøvsuger til en ganske fornuftig pris, Q5 Pro+ fra kinesiske Roborock. Hvad er der i kassen? I kassen finder vi selve Roborock Q5 Pro+, samt en docking station (inkl ekstra pose), en moppe og en brugsvejledning. Design...Test: Roborock Q5 Pro+ robotstøvsuger