torsdag, maj 2, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Samsung Galaxy S6 Edge

Test: Samsung Galaxy S6 Edge

samsung-galaxy-s6-edge-phone

For nyligt lancerede Samsung to nye topmodeller, S6 og S6 Edge og efterfølgende har der været en heftig markedsførings kampagne på disse modeller som direkte konkurrenter til bl.a. iPhone 6 og andre Premium smartphones.

Jeg har de seneste to uger haft udskiftet min iPhone 6 med Samsung Galaxy S6 Edge og vil i denne anmeldelse dele mine erfaringer og oplevelser med Jer.

Samsung Galaxy S6 og S6 Edge er identiske rent teknisk, bortset fra det faktum at Edge modellen har en skærm der buer i siderne, hvordan det fungerer og hvad det betyder kommer vi naturligvis tilbage til, til gengæld betaler man også ca. 1000,- ekstra for den specielle skærm…

Specifikationer

  • Processor: 64-bit Quad core (14nm), 2.1GHz + 1,5 GHz Quad Core
  • RAM: 3 GB RAM
  • Hukommelse: 32, 64 eller 128GB
  • Trådløs funktionalitet: Wi-Fi, Bluetooth, 4G og NFC
  • Skærm: 5,1″ Quad HD Super AMOLED
  • Kameraer: 16 megapixel kamera bagpå, 5 megapixel foran
  • Vægt: 132 gram (S6 vejer dog 138 gram)
  • OS: Android 5.0 Lollipop

Designet

Samsung har længe produceret nogle ganske udmærket smartphones, men Deres design har, efter min personlige mening, været præget af alt for meget plast. Samsung tog første skridt med Deres Galaxy Alpha som jeg selv testede og anmeldte sidste år og for nyligt med et par billigere modeller kaldet Galaxy A3 og A5. Fælles for disse nye modeller er at man bruger bedre og mere eksklusive materialer, såsom metal og glas, fremfor plast og så prioriteres et pænt og lækkert design i lige så høj grad som smarte funktioner. Det betyder så også at man må gå på kompromis nogle steder, bl.a. er der i  Samsung Galaxy S6 Edge ikke mulighed for udvidelse af hukommelsen med microSD hukommelseskort, ligesom man ikke selv kan udskifte batteriet ved at fjerne bagbeklædningen. Den første del kan løses ved at vælge en model med masser af hukommelse, da Galaxy S6 fås med både 32, 64 og 128GB hukommelse.

samsung-galaxy-s6-in-hand

Samsung Galaxy S6 Edge er efter min mening en af de mest veldesignede smartphones på markedet i øjeblikket og jeg fristes til at kalde den “smuk” – selvom det virker forkert, det er jo bare en smartphone. Den store skærm med buede kanter gør den endnu slankere at se på og man får indtrykket af at skærmen går helt til til skærmkanten, mens metal-kanten og bagsiden i glas fuldender det eksklusive design, der dog stadig virker robust og på ingen måder skrøbeligt. Samsung Galaxy S6 Edge er bestemt ingen lille smartphone, da den  er udstyret med en kæmpe skærm på 5,1″ I praksis fylder den den kun lidt mere end iPhone 6 (Ikke plus…), men man får til gengæld en større skærm og den buede skærm gør at den syner mere slank.

På forsiden er front-kameraet på 5 megapixel placeret øverst sammen med højttaleren, og ellers domineres fronten af den store skærm. Nederst er der én fysisk “hjem” tast og to touch-knapper. I bunden er microUSB der bruges til opladning eller kablet overførsel, højttaler og minijack stik til headset eller hovedtelefoner. På siden er der en låse-tast og på modsatte side volume op/ned, præcis som man kender det fra de fleste andre smartphones. I toppen er der plads til SIM-kort, det ligger i en “skuffe” på samme måde som iPhones. På bagsiden er kameraet, på hele 16 megapixel, placeret og der er naturligvis også flash. Derudover et lille, forholdsvis, diskret Samsung logo.

samsung-galaxy-s6-edge-back

Det buede design kræver en lille smule tilvænning, den første dags tid synes jeg kanten var en smule skarp og jeg var lidt nervøs for om man var mere tilbøjelig til at tabe den grundet den smalle, buede kant, det skulle dog vise sig kun at være et spørgsmål om tilvænning.

Funktionalitet og praktisk brug

Det allerførste man bemærker ved Samsung Galaxy S6 Edge er den flotte skærm, den står sindsygt skarp og der er virkelig skrald på farverne, nogle vil måske endda mene det er i overkanten, personligt synes jeg den står fremragende! Med Quad HD opløsning får man en 5,1″ med en nærmest uhørt detaljegrad der giver et knivskarpt billede, uanset om man surfer på nettet, ser billeder eller noget helt tredje – skærmen er ganske enkelt fantastisk. Touch-funktionen er super præcis og jeg har på intet tidspunkt oplevet den som værende upræcis eller at den ikke har reageret som forventet. Størstedelen af tiden betjenes en smartphones via skærmen, så det giver rigtig god mening at Samsung har satset hele butikken her, for det giver en fremragende brugeroplevelse og et førstehåndsindtryk der er virkelig godt. Den buede skærm har et par ekstra funktioner, bl.a. kan man “gemme” sine favoritter heruder og hive dem frem, ligesom man kan bruge kanten som ur om natten, små og et eller andet sted ret ubetydelige detaljer.

Heldigvis fortsætter det postive indtryk af Samsung Galaxy S6 Edge, også når man begynder at bruge den – for takket være den kraftige hardware og Android 5.0 styresystemet er den kvik og man er praktisk talt fri for ventetid. Samsung har suppleret Android 5.0 med Deres egen TouchWiz brugerflade og heldigvis er denne blevet slanket gevaldigt, så der blot er tale om lidt designændringer og lidt ekstra applikationer der giver god mening og ikke en frygtelig masse ubrugelig bloatware som Samsung tidligere har været lidt slemme til at ligge på smartphones såvel som tablets.

Lydkvaliteten er som forventet ganske høj og det samme er mikrofonen, her fornemmer man at der er tale om en smartphones i “premium” klassen. Det samme gør sig gældende i forhold til mulighederne for trådløse forbindelser – her er både Wi-Fi, Bluetooth, 4G og ikke mindst NFC, der bl.a. kan bruges til nem parring med trådløse enheder. Den indbyggede højttaler er dog ikke imponerende, hvilket også sjældent er set i smartphones, for musik afspillet via denne lyder ikke specielt godt, men de fleste vil formentlig også benytte en trådløs bluetooth højttaler eller headset/hovedtelefoner når den skal bruges til afspilning af lyd.

samsung-galaxy-s6-edge-on-hand

Markedets bedste mobilkamera?

Én af de vigtigste funktioner i en moderne smartphone i dag, er kameraet. Vi tager billeder som aldrig før og deler dem med venner og familie på sociale medier og lign. og fordelen ved at bruge smartphonen som kamera er helt åbenlyst at den altid er tilgængelig og man normalvis altid har den med sig – hvilket gør den perfekt til at tage alle dagligdagens snapshots. De fleste smartphones er i dag udstyret med ganske udmærkede kameraer, men de fleste matcher stadigvæk ikke et “rigtigt” kamera så snart vi kommer ud i situationer hvor lysforhold og andet ikke er optimale. Der er dog rigtig mange der praktisk talt kun fotograferer med Deres smartphones og selvom Jeg nok kan betegnes som foto-nørd og ikke selv ville kunne nøjes med “kun” at fotograferer med en smartphone, forstår jeg sagtens dette valg.

Samsung Galaxy S6 Edge er udstyret med 2 kameraer, et frontkamera på 5 megapixel der er ganske hæderligt og så et bagudrettet kamera på hele 16 megapixel med blænde f/1.9, sidstnænvte er et udtryk for at objektivet er enormt lysstærkt og derfor bør det være glimrende til både at håndtere lav belysning og svære lysforhold generelt, noget som de fleste mobilkameraer har svært ved…

Selve adgangen til kameraet i Samsung Galaxy S6 Edge er også optimeret, 2 hurtige tryk på “hjem” knappen og kamera app’en åbner og er klar i løbet af nærmest ingen tid – praktisk talt med det samme efter sidste tryk. I brug kan man naturligvis bruge kameraet som et gængs point and shoot, men for kamera, eller foto-nørden er der også rig mulighed for at stille på alverdens indstillinger – det er dog bestemt ikke et krav for at få gode billeder, for det tager kameraet “ud af boksen”.

Overordnet set er billeder taget med Samsung Galaxy S6 Edge fuldt på højde med et rimelig kompaktkamera og særligt lav belysning håndterer kameraet rigtig flot, uden at billedkvaliteten bliver enormt forringet eller billedet nemt rystet. Kameraet i Samsung Galaxy S6 Edge kan nemt erstatte et kompaktkamera og man skal interessere sig lidt for fotograferi eller “grej” for at have større behov end det som Samsung Galaxy S6 Edge egentlig vil kunne dække, for kameraet er virkelig godt! Den store blændeåbning giver mulighed for at tage billeder med sløret baggrund, uden at skulle efterbehandle billederne og er med til at gøre det muligt at tage fornuftige billeder indendøre og udendørs under svære lysforhold.

Udover at tage still-billeder, så kan Samsung Galaxy S6 Edge naturligvis også optage Full HD video – også i slowmotion/highspeed og endda i en rigtig fornuftig kvalitet.

Andre medier har betegnet kameraet i Samsung Galaxy S6 Edge som ét af markedets bedste mobilkameraer og jeg er helt enig – det er rigtig godt og meget imponerende for et mobilkamera!

Se eksempler på billeder taget med Samsung Galaxy S6 Edge nedenfor.

20150425_103329

20150427_204910

20150502_130541

 

Batteritiden…

Samsung Galaxy S6 Edge er en smartphone der vil “det hele”, den har et smart, slankt og eksklusivt ydre, kraftig hardware, godt kamera og alt hvad man forventer af en premium smartphone i dag. Alt dette får man ikke uden at måtte gå på kompromis og det er også tilfældet her, hvilket er gået ud over batteritiden – og ikke bare en smule. Jeg har i test-perioden haft udskiftet min normale dagligdags-smartphone, en iPhone 6, med Samsung Galaxy S6 Edge og har derfor brugt den mere eller mindre på samme måde, haft installeret de samme apps – faktisk har jeg kun haft installeret de apps jeg egentlig har haft brug for og bruger og endda undladt at opsætte mail af ren dovenskab. Min iPhone 6 kan holde en hel dag, uden opladninger i løbet af dagen, med mit normale forbrug der er en smule tale, lidt SMS og en del data/surf og brug af apps generelt, normalvis vil den være på omkring 20% strøm når jeg går i seng ved 23 tiden og har så kørt siden kl. 06. Samsung Galaxy S6 Edge oplevede jeg derimod flere gange løbe fuldstændig tør for strøm i løbet af eftermiddagen og aftenen, uden at jeg har kunne registrerer at have brugt den anderledes eller mere end jeg normalvis ville have gjort. For mit vedkommende er det lidt en show-stopper, for ét af mine ufravigelige krav til en smartphone er at den kan kører én dag på en opladning, så Jeg kun behøver oplade om natten og her havde Samsung Galaxy S6 Edge meget svært ved at være med, i hvert fald ved helt almindelig brug og uden at tænke på strømbesparende features og andet. For andre vil dette måske ikke have den store betydning, men jeg synes det giver lidt skår i glæden at batteritiden er som den er – det havde jeg ærligt talt ikke forventet af en smartphone i denne klasse.

samsung-galaxy-s6-edge-ports

Konklusion

Efter et par uger med Samsung Galaxy S6 Edge er jeg på mange måder nærmest blevet omvendt – forstået på den måde at jeg sagtens ser det som en mulighed at udskifte sin iOS enhed med en Android enhed. Jeg er på ingen måder Apple-fanatiker, men har ofte valgt iPhones fordi designet er enormt lækkert og kvaliteten høj – samtidig med at at brugervenligheden er høj og alting normalvis bare fungerer. Android 5.0 og Samsung’s TouchWiz brugerflade giver en helstøbt oplevelse der bare fungerer og der er en masse små fine features som man må undvære i en iOS enhed, da denne platform er knap så åben som Android, på både godt og ondt.

Samsung Galaxy S6 Edge er nok den første smartphone jeg kunne forestille mig erstatte min nuværende iPhone 6 – grundet det virkelig lækre og ekslusive design i glas og metal, den über lækre skærm, det super hurtige & det gode kamera… Men batteritiden er simpelthen for kort, i hvert fald til mit behov – også selv man i løbet af kort tid kan oplade Samsung Galaxy S6 Edge, hvilket er ét af Samsung’s egne salgs argumenter. Jeg så hellere at batteriet holdt til én dags normal brug og om det så tog 6 timer at oplade den om natten.

Samlet set har jeg næsten kun ros tilovers for Samsung Galaxy S6 Edge, hvis man ser bort fra batteritiden som Jeg mener er en show-stopper – kan man leve med dette får man i Samsung Galaxy S6 Edge en virkelig lækker smartphone der helt sikkert vil tiltrække opmærksomhed grundet den buede skærm.

Kan man undvære den buede skærm og vil man spare knap 1000,- kan Samsung Galaxy S6 (Ikke-Edge) være et rigtig godt alternativ, da den hardwaremæssigt er identisk, men blot med en almindelig flad-skærm.

[checklist]

  • Lækkert design
  • Materialevalg
  • Højtopløselig skærm
  • Fremragende og lynhurtigt kamera

[/checklist]
[badlist]

  • Batteritiden
  • Buet skærm med begrænset funktionalitet
  • Prisen…

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 6500,-
Se aktuel pris hos PriceRunner

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For nyligt lancerede Samsung to nye topmodeller, S6 og S6 Edge og efterfølgende har der været en heftig markedsførings kampagne på disse modeller som direkte konkurrenter til bl.a. iPhone 6 og andre Premium smartphones. Jeg har de seneste to uger haft udskiftet min iPhone 6 med Samsung Galaxy...Test: Samsung Galaxy S6 Edge