fredag, april 26, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Samsung Galaxy S9

Test: Samsung Galaxy S9

Samsungs seneste flagskib er kommet på markedet, og selvom der på det ydre er tale om mindre fornyelse så lover Samsung bedre og flere funktioner samt et langt bedre kamera. Ganske rigtigt ligner Samsung Galaxy S9 sig selv for det meste, men alligevel har vi sat os for at bryde den ned bid for bid og se på denne telefon i sin helhed såvel som sammenlignet med forgængeren.

Hvad er der i æsken?

Eftersom vi ser det gang på gang, så kommer Samsung Galaxy S9 ikke så overraskende med et hav af tilbehør i æsken. Foruden telefonen, som er på toppen af æsken når man løfter låget, så er der den obligatoriske oplader, med dertilhørende USB-C kabel. Derudover er der omformer fra almindeligt USB-kabel til USB-C samt mikroUSB til USB-C, således at man med sin Samsung Galaxy S9 også kan bruge andre kabler man måtte have liggende hjemme.

Ydermere medfølger der et headset til telefonen af mærket AKG og det lover godt, så det dækker vi også lidt senere i denne test.

Design

Selvom der ikke er sket det voldsomt store i designet fra S8, så er det ikke alle, som nødvendigvis er bekendte med dets design, hvorfor vi går den lidt i sømmene her. At der ikke er sket noget markant på designsiden bør for Samsung fans og kender ikke komme som en overraskelse, idet de ulige numre i serien altid er en refresh i teknologien fremfor en revolution i designet.

Med Samsung Galaxy S9 er der tale om et slankt design med en blank overflade. Den blanke overfalde er ikke at finde i top og bund, hvor den er en smule mat, men stadig metallisk og skinnende. Man kan vælge mellem en sort, lilla, grå og blå farve og vores testeksemplar var den blå, som også hedder Coral Blue. Den blå er meget mørk og jeg ville personligt også foretrække den over den helt sorte, hvis jeg selv skulle vælge.

Samsung Galaxy S9 fås også i en større udgave, navnlig S9+, og hvor S9 er med et 5,8″ display så er S9+ med hele 6,2″. De store displays gør ikke at telefonen føles for stor og klodset i hånden, idet der er tale om et infinity edge display, der går næsten helt ud til kanterne. Det betyder også at Samsung Galaxy S9 ikke har en fysisk knap på fronten, men her er det altså skærmen, der fylder nærmest det hele. I toppen har man naturligvis kamera og sensorer. Indvendigt adskiller de to telefoner sig ved at Samsung Galaxy S9 har 4 GB RAM, mens S9+ har hele 6 GB at gøre godt med og så har S9+ et lidt større batteri at gøre godt med, som trods størrelsesforskellen i skærmen, der normalt også er den største strømsluger i en smartphone, formår at holde strøm lidt længere end S9.

De fornødne knapper til Samsung Galaxy S9 har man placeret i siderne og på den højre side har man tænd/sluk knappen, som også bruges til at aktivere kamera ved et dobbeltklik. I venstre side har man volumeknapperne og en dedikeret tast til Samsungs helt egen assisten, Bixby. Bixby kommer vi også nærmere ind på lidt senere.

I toppen har Samsung Galaxy S9 blot slottet, som man tager ud med den medfølgende lille nål, og denne huser enten to SIM-kort eller et SIM-kort og et microSD udvidelseskort. Bunden er blot en smule mere varieret og her har man altså både 3.5mm jackstik og USB-C indgang til opladning og data. Trods hullerne er Samsung Galaxy S9 vand og støvtæt med IP68 standard.

På bagsiden er Samsung Galaxy S9 udstyret med et enkelt kamera, blitz og fingeraftrykslæser. Storebroren, S9+, har to kameralinser. Fingeraftrykslæseren er flyttet fra siden af kameralinsen til under den og den er her efter min mening langt nemmere at nå med pegefingeren når man skal bruge den end den var på forgængeren S8.

At der på bagsiden af Samsung Galaxy S9 er et påtrykt Samsung logo kan jeg sagtens forstå. Det kaldes branding, men under dette logo er der også et DUOS symbol, som fortæller brugeren om den dual-sim funktionalitet denne telefon besidder. Denne er også påtrykt og ikke noget man kan fjerne fra telefonen, hvilket jeg slet ikke kan forstå designvalget bag. Hvis jeg har valgt at købe denne telefon for dens features, hvorfor skal der så et grimt logo på bagsiden til at minde mig om netop denne funktion?

Lidt af glæden ved at dual-sim Samsung telefoner er begyndt at komme til det danske marked forsvandt for mig lige der.

Samsung Hyperknit cover

Med vores låneenhed fra Samsung fulgte også et separat cover til telefonen. Om det skyldes at de vil have os til at passe lidt ekstra på telefonen mens den er i vores varetægt kan jeg ikke sige, men det cover vi fik med er et ret særligt et af slagsen. Jeg har tidligere haft covers i både plastik, gummi, stål og læder, men aldrig et stofovertrukket et som det er tilfældet med dette Samsung Hyperknit cover. Vi fik et eksemplar, der matchede telefonens mørkeblå farve og selvom stoffet føltes mærkeligt at have sin telefon i så var det nu også rart med lidt skifte efter min mening.

Coveret passer i øvrigt spot on på Samsung Galaxy S9 telefonen og vigtigst af alt, efter min mening, bliver telefonen ikke meget mere klodset at gå rundt med bare fordi man har fået et cover på. At coveret passer bør naturligvis ikke komme som en overraskelse når det er bygget til modellen, men man har også set eksempler på knapper, der er svære at nå når man har cover på og det problem har man ikke her efter min mening.

Funktionalitet

I de næstkommende afsnit ser vi lidt bort fra æstetikken og dykker ned i teknikken, der får det hele til at spille sammen. Vi skal også her se på hvad det hele i virkeligheden er og hvilke fede features, der gør dette til Samsungs topmodel for i år.

Kamera

Vi kan lige så godt starte lige på og hårdt efter min mening. Den absolut hotteste feature ved Samsung Galaxy S9 er angiveligt dens kamera og de muligheder dette giver. Man tænker at foruden at skulle kunne tage nogle fantastiske billeder til den pris denne mobiltelefon koster, så er der vel ikke meget andet den skal være i stand til. Dette gælder måske for den gængse bruger, men denne “funktionalitet” er relativt nem at replikere og kameraet og dens funktioner i Samsung Galaxy S9 skiller den lidt ud fra mængden.

 

Kameraet adapter selv til omgivelserne og giver nogle klare og flotte billeder, der især er fantastiske ved god belysning. Kameraet leverer nogle flotte farver og knivskarpe billeder selv med flere motiver på billedet samtidigt. Billeder i mørke omgivelser bliver naturligvis en smule mere uklare, men resultatet er faktisk bedre end på så mange andre (billigere) telefoner. Det skyldes at kameraet er blevet forbedret fra forgængeren og optikken lader næsten en tredjedel mere lys ind, som altså er med til at levere disse flotte resultater.

Man er også temmelig hurtig til at tage det første billede efter man tager Samsung Galaxy S9 op af lommen, hvilket ofte er en udfordring på langsommere telefoner og det døjer man ikke med på Samsung Galaxy S9. Det var i hvert fald ikke noget jeg oplevede i hele min testperiode på et par uger.

Video og slow motion

Foruden de flotte farver og detaljer, så indeholder kameraet også ekstra features til at spice det hele en smule op. Eksempelvis kan man tage video i høj 4K opløsning med 60 FPS. Derudover kan man tilføje effekter, såsom Super Slow motion til videoen og det giver temmelig fede videoer når man har lært at anvende featuren. Det gælder om at holde det bevægende objekt i centrum og i fokus for ellers bliver der ikke nogen super slow motion ud af det. Det tog en del forsøg at mestre, men når man har fanget mekanikken er det ret ligetil. Super slow motion er begrænset til 720p, hvilket er lidt skuffende kvalitet, men det kræver også en del af telefonen at tage 960 billeder i sekundet.

AR-emoji-stickers

Kameraet i Samsung Galaxy S9 kan man også anvende til lidt sjov og ballade. Det er muligt at lave sine egne AR emojis som man kan sende til sine venner i form af gif. Det er temmelig meget inspireret af det Apple fremviste ved lancering af deres seneste skud fra stammen. Personligt kan jeg ikke helt se hypen, men det appellerer måske til et publikum, der efterhånden må anse mig som værende lidt af en old school.

AOD skærm

AOD står for Allways On Display og er Samsungs betegnelse for den skærm, der egentlig er ens lock-screen. Denne kan man sætte op til at fortælle en om hvad klokken er, men man kan også lade den fortælle status på en masse andre features således at man ikke behøver at låse sin mobiltelefon op, hvis det blot er klokken eller notifikationer man er interesseret i. Flere features koster dog på strømforbruget skal man være opmærksom på. Her ses Samsung Galaxy S9 ved siden af en blank OnePlus skærm og det til trods er batteritiden på Samsung Galaxy S9 ikke værst.

Batteritid

Afslutningen på sidste afsnit ligger lidt op til at man også forholder sig til den batteritid man kan forvente af Samsung Galaxy S9. Batteriet på 3000 mAh har nogle standardværdier, som jeg ikke har tænkt mig at forholde mig til, idet vi alle sammen anvender vores telefoner på forskellig vis. Personligt arbejder jeg på kontor hele dagen med adskillige telefonsamtaler dagligt og en masse surfen på nettet, hvor jeg også søger at få afdækket mit behov for nyheder. I min daglige transport bruger jeg cirka en halv time på at lytte til podcasts og når jeg kommer hjem er det de sociale medier samt lidt spil, der optager på telefonen. Når det er tid til at ligge sig i sengen så er der oftest 20-30 % batteri tilbage på Samsung Galaxy S9 og det er jeg personligt ganske fint tilfreds med. Den skal ikke lades op i løbet af dagen og de fleste af os har efterhånden vænnet os til at man lader op hver nat.

Bixby

Samsung har udviklet deres egen stemmeassistent, kaldet Bixby, som Samsung Galaxy S9 er født med. Der er tillige en dedikeret knap på siden af telefonen, der aktiverer denne service. Hvis ikke man taler engelsk eller en af de andre sprog som Bixby forstår, så er man udfordret med at give sin telefon ordre. Man er nok også udfordret af at man har en knap man kan komme til at trykke på og hver gang blive mindet om at man har nogle features man ikke kan anvende. Førstnævnte problematik med det engelske sprog er nok ikke så nyt for os herhjemme, men at man har en ubrugelig knap er mindre sjovt at skulle forholde sig til efter min mening.

Når det er sagt, så er Bixby integreret helt ind i Samsung Galaxy S9, således at den faktisk kan hjælpe til med en masse indstillinger og funktioner i telefonen. Den lærer af de ting man sætter den til så den hurtigere opfanger kommandoer til næste gang. Man kan bruge Bixby til en masse, såsom kalenderpåmindelser, skrive mails/sms, initiere opkald, starte apps og meget mere.

Ydelse

Som tidligere nævnt er det forskelligt, hvordan vi anvender vores smartphones i løbet af dagen, hvorfor det også kan være svært objektivt at komme med vurdering af ydelsen i Samsung Galaxy S9. Heldigvis er AnTuTu benchmark der for at redde dagen og den kan man sætte til at udføre en generisk test, der simulerer en masse opgaver, som en smartphone skal kunne udføre og på baggrund af hvor godt den klare sig give telefonen en score. Nedenstående er resultatet af min test med Samsung Galaxy S9.

Konklusion

Samsung Galaxy S9 er ganske vidst ikke en revolution i forhold til sin forgænger, men hvis man havde sat sig det til udsigt, så burde man have fulgt lidt bedre med i timen. Samsung Galaxy S9 er nemlig en såkaldt refresh og designet er stort set uændret med lidt forskellige farver.

Det er på teknikken at nyhederne er kommet og man kan nu langt om længe stille sit behov, hvis man er på udkig efter en Dual-Sim Samsung top-telefon. Desværre er det på bekostning af designet, da der er printet et Dual-Sim logo på bagsiden af telefonen, som man så må lære at leve med.

Det er helt klart kameraet og dets funktioner, som er i fokus med Samsung Galaxy S9 og det er også hér at forklaringen på den relativt høje pris i forhold til lignende Android telefoner ligger. Samsung Galaxy S9 har et kamera, der tager nogle flotte billeder og også gemmer på genveje, der skal gøre det nemmere og hurtigere at tage de rigtige billeder.

Bixby er en anden Samsung eksklusivitet, som man sikkert også betaler en del af prisen for, men efter min mening har jeg svært ved at se, hvordan den i praksis adskiller sig fra Googles egen assistent, som følger med andre Android telefoner. Bixby har en bedre integration med nogle apps, ja, men i praksis synes jeg ikke det for mig betød det store.

Samsung Galaxy S9 er en super flot telefon i sig selv og fylder ikke voldsomt meget i lommen hellere. Den har fede features, et godt kamera og er utrolig responsiv, så man får meget telefon, men prisen er også derefter må man sige.

[checklist]

  • Kamera
  • Hurtig
  • Bixby (om man vil)
  • Super slow motion (med begrænsning i billedekvalitet dog)
  • MicroSD udvidelsesmulighed

[/checklist]
[badlist]

  • Stort set samme design som S8’eren
  • Prisen
  • Item #3

[/badlist]

 

Pris og tilgængelighed

Set til 6.199 kr.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Samsungs seneste flagskib er kommet på markedet, og selvom der på det ydre er tale om mindre fornyelse så lover Samsung bedre og flere funktioner samt et langt bedre kamera. Ganske rigtigt ligner Samsung Galaxy S9 sig selv for det meste, men alligevel har...Test: Samsung Galaxy S9