fredag, maj 3, 2024
ForsideAnmeldelserTest: 3D-printer filament fra Formfutura

Test: 3D-printer filament fra Formfutura

Vi har tidligere set på 3D-printer filament fra Formfutura, denne gang skal vi se på deres ReForm serie der er baseret på plastik der ellers ville være affald i produktionen. De laver tre typer, og vi skal se på alle tre i denne test.

Hvis man har læst vores anmeldelser af 3D-printere, så ved man at en 3D-printer virker ved at den smelter en plastiktråd (filament) og lægger den i et præcist mønster. Der findes virkelig mange slags filament, og vi har tidligere set på spændende filament fra Formfutura. Denne gang skal vi se på filament der tilsyneladende måske ikke virker så avanceret, men det er som noget nyt faktisk lavet af affald fra produktionen af deres andre typer filament. Så prisen er ret indbydende, men det findes også kun i sort farve. Vi har fået tre forskellige ruller til test, som jeg har testet på en Felix Tec 4 3D-printer som vi har anmeldt fornylig. Serien hedder ReForm, og de tre typer filament starter derfor med et “r” for at man kan kende dem fra de andre typer filament i deres sortiment.

Alle rullerne bliver leveret i en papkasse i genbrugspap, selvfølgelig indpakket i plastik så filamentet ikke får fugt.

Og selve spolen er også lavet i pap, så genbrugstanken er ført igennem hele produktet.

rPLA

rPLA er ReForm udgaven af den klassiske PLA, som er den mest brugt plasttype til 3D-print. Det er en bionedbrydelig plasttype der er baseret på plantestivelse. Jeg brugte min normale indstilling for PLA da jeg printede med den, og det virkede glimrende. For at kunne sammenligne de forskellige typer filament har jeg printet de samme tre objekter med hver type, med samme lagtykkelse og grundlæggende indstillinger. En 8 mm x 8 mm x 80 mm stav, den klassiske fiskebåd der er en kendt model til at teste printere og materialer med, og til sidst en vase printet med en perimeter i tykkelsen.

Staven printede jeg med det formål at knække den for at lave en primitiv test af materialets styrke. Fiskebåden kan afsløre en hel masse ting om både printer og materiale. Vasen printede jeg for at få en idé om overfladekvaliteten af de forskellige plasttyper.

I rPLA ser fiskebåden ud som forventet. Der er ingen store fejl, kun nogle få fine tråde som er nemme at fjerne fra det færdige print. Med lidt fin-justering af print indstillingerne kan man sikkert minimere trådene, men helt generelt er det et absolut godkendt print.

Vasen afslører ingen fejl, og den har en fin halvblank overflade og har ingen huller eller revner.

Da jeg knækkede staven, så var det et ret rent brud, der var ikke meget der gav efter inden den knækkede.

rPET

rPET er baseret på affald fra Formfuturas produktion af HDglass filament som er deres egen udgave af en PETG plastik. PETG er en plastiktype som vi f.eks. kender fra sodavandsflasker. Den er mere solid, og kan tåle mere varme end f.eks. PLA. Den skal derfor også printes ved en højere temperatur, som igen betyder at lagene i printet smelter bedre og mere solidt sammen. Som man kan se på fiskebåden så har rPET (ligesom andre typer PETG plast jeg har prøvet) en tendens til at lave mange fine tråde i printet. Det er fordi når rPET når smeltepunktet, så bliver det en smule mere flydende en f.eks. PLA, og så kan det sive ud af printhovedet mens printeren flytter til et nyt sted på printet. Som sagt er et ret nemt at fjerne de fine tråde fra det færdige print, og selvom det ser voldsomt ud på billedet, så er det også det jeg ofte ser med andre PETG typer.

Som man kan se på vasen er der også en smule tråde på den, men intet af betydning. Overfladen er noget mere blank end rPLA. Igen så er der ingen fejl, huller eller revner i vasen.

Da jeg knækkede staven skulle der lidt flere kræfter til end med rPLA, og som man kan se på bruddet, så er det ikke et rent brud, det virker til at rPET binder lidt bedre sammen end rPLA.

rTitan

rTitan er baseret på affald fra produktionen af Formfuturas TitanX filament, som er deres egen formulering af et ABS baseret filament. ABS kender vi fra f.eks. LEGO klodser. Det er en solid, stabil plasttype. Normal ABS kan give problemer ved 3D-print, det har en tendens til at trække sig uens sammen når det køler af, hvilket giver skæve print. Vedhæftningen til printpladen kan også volde problemer. Alle disse problemer siger Formfutura de har løst i deres TitanX, og dermed også i deres rTitan filament. Og jeg må give dem ret! Det var overraskende nemt at printe med, og gav ingen problemer med hverken skævheder eller vedhæftning. Det er en formstabil plasttype der kan tåle noget mere varme end PLA og PETG, og har egenskaber der gør det meget egnet til funktionelle print. Som man kan se fiskebåden, så klarer rTitan opgaven rigtigt godt. Der er nogle få fine tråde, men ellers er printkvaliteten meget imponerende.

På vasen kan man se at overfladen flot mat og lag-linjerne er lidt mindre tydelige end i de to andre print. Der er ingen fine tråde i printet, og ingen revner eller huller i vasen. Den virker ret solid, på trods af at den er printet så tynd som printeren kan klare.

Da jeg knækkede staven, så gav den sig ret meget inden den endelig knækkede over. rTitan er alt lidt mere eftergivende end det går i stykker, hvilket kan betyde at et print er mere solidt end f.eks. rPET og rPLA printet. Men det kommer selvfølgelig an på udformningen af objektet man printer. Det er ret tydeligt at se på bruddet at staven gav efter inden den knækkede over.

 

Konklusion

Jeg er stor tilhænger af idéen bag Reform serien, at man kan bruge plastik der ellers ville være endt som affald, til et produkt der rent faktisk fungerer rigtigt godt. Det sparer både ressourcer og energi, og som forbruger kan man få et godt produkt til en god pris. Bagsiden er at det kun findes i sort, hvilket jo giver god mening når det er lavet af affald fra produktionen af alle de andre farver i sortimentet. Alle tre typer plast printede glimrende på Felix Tec 4, og resultatet er helt på højde med “almindeligt” filament. Så skal man lave print hvor farven ikke betyder noget, så kan jeg godt anbefale Formfuturas Reform serie. Specielt deres rTitan imponerede mig, det var let at printe med, og resultatet ser både flot ud, og er temmelig solidt.

Pris og tilgængelighed

Alle tre typer Reform filament kan købes direkte hos Formfutura.

rPLA koster ca 25 Euro for en spole med et kilo.

rPET koster ca 30 Euro for en spole med et kilo.

rTitan koster ca 30 Euro for en spole med et kilo.

 

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har tidligere set på 3D-printer filament fra Formfutura, denne gang skal vi se på deres ReForm serie der er baseret på plastik der ellers ville være affald i produktionen. De laver tre typer, og vi skal se på alle tre i denne test. Hvis...Test: 3D-printer filament fra Formfutura