mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Denon PerL Pro

Test: Denon PerL Pro

In ears findes i et utal af typer, kvalitet og prisklasser ikke desto mindre. I denne omgang ser vi nærmere på Denon PerL Pro, som befinder i den høje ende af alle nævnte skalaer, hvilket også har sin pris – bogstaveligt.

Hvad er der i æsken?

PerL Pro kommer i en lækker hvid æske, der næsten også har en unboxing oplevelse over sig. Det hele er nydeligt anrettet i æsken og består af øretelefonerne, ladeetui, ladekabel, fire størrelser øredutter foruden dem som ér på og et ekstra øre-hanke for optimering af pasform.

De fem størrelser af øredutter er i øvrigt af forskellige materialer, hvor du har gummi og skumgummi så du forhåbentlig kan ramme lige nøjagtig dets som passer dig.

Design

Ud af boksen virker Denon PerL Pro ret store af et par in-ears at være. Selve ladeetuiet er egentlig ikke så voldsomt stort, mens den ydre del af øretelefonerne er. Da de er runde på ydersiden kommer størrelsen også ret meget til udtryk når man har dem i ørerne.

Trods størrelsen så vejer øretelefonerne kun 8,6 gram, så de føles overraskende lette i ørerne fordi man forventer mere når man tager dem op.

Måden du sætter Denon PerL Pro i ørerne på er ved at sætte dem i fra neden nærmest og så drejer i øret så de sidder bedre fast.

På ydersiden af Denon PerL Pro har øretelefonerne touch følsomme knapper, som du bruger til styring af musik og opkald.

PerL Pro er ret veludførte, selvom de hovedsageligt udvendigt består af plastik, så formår Denon at lade dem fremstå ret high-end. De føles på samme tid ikke skrøbelige på nogen måde og de er da også IPX4 rated, hvilket gør dem i stand til at modstå en træning og løbetur, men de bør altså ikke udsættes for meget væske andet end måske lidt regn.

Selve ladeetuiet til Denon PerL Pro er i sig selv ganske almindelige af udseende. Sættet fås i øvrigt (for nu i hvert fald) kun i sort, så der er ikke meget at vælge mellem, hvis man vil have et andet udtryk. Det almindelige ladeetui er dog ikke helt almindeligt alligevel for det har trådløs opladning i bunden og USB-C på bagsiden.

Funktionalitet

Denon har udviklet en app du kan hente til både din iPhone og Android, hvor du kan tilpasse din lydoplevelse. Det er en klar anbefaling herfra at man installerer denne app. Dels fordi man derigennem får adgang til det som egentlig gør PerL Pro unikke og årsagen til at de koster en del mere end så mange andre in-ears på markedet, men også fordi du får mulighed for at tilpasse hvad knapperne gør eksempelvis.

Denon PerL Pro ser lidt voldsomme ud, uden at være tunge at have i ørerne

Ikke fordi jeg forventede en dårlig app af Denon, men generelt ser man ikke så veludførte apps, som kun er et biprodukt til hovedproduktet og det trækker helhedsoplevelsen en smule ned nogle gange. Jeg har oplevet det med større brands såvel som mindre, så det er ret rart at Denon har haft en anden tilgang til opgaven og appen føles ret stabil, nem at navigere rundt i og så har den de funktioner man forventer. Derudover så slår indstillingerne igennem på selve øretelefonerne ret hurtigt efter at man har slået dem til og fra i appen.

Mapning af personlig lydprofil er nemt at komme igennem og spiller rigtig godt

Det eneste minus jeg har ved appen er at den kræver en registrering af en bruger. Det synes jeg bare burde være frivilligt, hvorvidt man ønsker, selvom jeg ved at de indstillinger man så laver ikke kan gemmes på tværs af enheder eller hvad nu formålet med en registrering er.

Flere og flere headsets, deriblandt også PerL Pro, understøttter noget man kalder Multipoint, som jeg tidligere i tests har nævnt bør være obligatorisk. Det betyder man kan forbinde til to enheder på samme tid. Det er for mig en ret essentiel feature, som gør at jeg kan forbinde PerL Pro til både min telefon og tablet og så skiftevis lytte til den ene og den anden uden at skulle ind i indstillinger og slå til og fra. Det kører ret flydende.

Komfort

Der medfølger som nævnt en del ekstra størrelser og former af øredutter til PerL Pro, hvilket bør gøre det muligt for de fleste at finde noget, som passer.

Jeg fandt noget som passede mig ganske fint, selvom mine ører generelt ikke er venner med så mange in-ears. Med PerL Pro er det dog ekstra vigtigt at man finder noget, som passer godt, da man ellers ikke får den personlige lyd med Masimo AAT at opleve. Guiden om opsætning kan simpelthen ikke køre igennem, hvis ikke du får et godt fit i dine ører.

De små øredutter er ikke helt nemme at tage af og på, så håbet er at finde den rette størrelse i første forsøg

Udover at jeg kunne finde et fit, som gjorde at jeg havde en god lydisolation og at de ikke faldt ud når jeg bevægede mig, så var PerL Pro også ret behagelige i det hele taget at have på.

Min udfordring med in-ears kommer dog til udtrk når jeg vil bukke hovedet forover, for så ryger de nogle gange ud af ørerne på mig. De endte også på gulvet et par gange uden at jeg kunne se de havde fået skrammer af det.

Lydkvalitet

En del af årsagen til Denon PerL Pros størrelse er at finde i deres 10 mm lyddrivere, som de er udstyret med. Dét også fire mikrofoner i hver enhed gør vel sit.

De fire mikrofoner skal bruges til blandt andet at sikre en god lytteoplevelse for dem du snakker med. Det kan du lytte til i nedenstående indspilning. Mikrofonerne er efter min mening ok, uden at være mere end det. De er heller ikke verdens bedste til at lave noise cancelling, hvilket jeg måske havde lidt forventning til prisklassen taget i betragtning.

Derudover bruges mikrofonerne til den nævnte Masimo AAT mapping af din hørelse. Foruden at være udstyret med fire mikrofoner i hver, så er to af disse med bone conduction teknologi. Via dette og lydisolering så skaber du en helt unik lydprofil til netop dine ører og hørelse.

Selv var jeg relativt skeptisk fordi noget lignende har givet blandede resultater fra andre forsøg, såsom Creatives Super X-Fi spatial holography. Selv syntes jeg Creative egentlig gjorde det ok også og gav mig en rumfornemmelse, men det er slet ikke på niveau med det jeg oplever med Denon og altså Masimo AAT.

Da det er en personificering af profilen kan jeg kun tale ud fra egen erfaring, hvor jeg oplevede en kæmpe stor forskel lige efter at have kørt opsætningen igennem. Lyden blev mere detaljeret, på en måde varmere og så oplevede jeg også at det nærmest ikke føltes som om det kom fra et par in-ears, men snarere et par højtalere ved siden af mig.

Sådan helt kort fortalt, så spiller Denon PerL Pro bedre end noget andet in-ear jeg kan huske at have haft i ørerne. Det dog med med personificeringen, for ud af boksen og uden indstillingen så føles det som om man har underspillet lydprofilen for at give en størrre wow-effekt når man har fået lavet mappingen.

Det eneste jeg oplevede, som var lidt uhensigtsmæssigt, men som jeg ikke helt kan bekræfte om ville gøre sig gældende i andre apps eller om det bare var VLC, der måske var årsagen. For at teste lydkvalitet afspiller jeg min beskedne samling af FLAC filer, som altså er renere og med langt højere bitrate end MP3 eksempelvis. Her vil Denon PerL Pro at hver gang jeg starter appen og en sang første gang at jeg skal høre et sekund, afbrydes et sekund og så spiller de ellers videre uden problemer.

Du kan også aktivere Spatial Audio med PerL Pro, som er lidt noget andet end den personlige indstilling, men giver også en del dybde til lyden. Her synes jeg at det virker ret godt i mange sange, men ligeså mange sange bliver en lidt blandet fornøjelse uden at jeg kan finde et mønster i genre eller instrumenter.

Batteritid

Selvom producenterne er gavmilde med en tid de forventer deres headset holder strøm, så er det altid noget, som skal tages med et gran salt for deres test er ofte udført ved lavt lydniveau og med få features slået til. Jeg oplever da også med PerL Pro at batteritiden varierer fra cirka fem timer til lidt over syv afhængigt af om jeg har slået nogle ting til eller ej såsom Spatial Audio, og Active Noise Cancellation.

Du får så også yderligere tre opladninger via ladeetuiet, men den køber jeg så til gengæld ikke helt. Det var muligt for mig at oplade dem to fulde gange og så cirka halvvejs den tredje gang, men jeg indrømmer også at der kan være gået nogle dage mellem opladningerne. Det fede er dog at casen lader via trådløs opladning så bare man stiller den de rigtige steder lader den også op.

Konklusion

Hvorvidt prisen for et par in-ears kan retfærdiggøres at ligge så højt som det er tilfældet for Denon PerL Pro afhænger lidt af, hvad man er på udkig efter, som med så meget andet. Det er en høj pris, men til gengæld var det for mit eget vedkommende det bedst lydende in-ears jeg har leget med og så er den personlige lydprofil man kan få sat op også ret fed at opleve. De er ret lækre uden at være decideret luksuriøse. Strømmen holder, appen giver adgang til maser af indstillingsmuligheder og så er ladeetuiet med trådløs opladning. Samtidigt kan du forbinde til to enheder samtidigt, så helt uretfærdigt er det i hvert fald ikke, men man skal gå op i sin musik

Positivt

  • Lydkvalitet
  • Design
  • Personlig lydprofil
  • Komfort

Negativt

  • Pris
  • Noise cancelling

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 2599,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

In ears findes i et utal af typer, kvalitet og prisklasser ikke desto mindre. I denne omgang ser vi nærmere på Denon PerL Pro, som befinder i den høje ende af alle nævnte skalaer, hvilket også har sin pris - bogstaveligt. Hvad er der i...Test: Denon PerL Pro