mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: EPOS Impact 1000 headset

Test: EPOS Impact 1000 headset

Vi skal her se på et kontorheadset fra EPOS i deres nye Impact 1000 serie. Det er et headset til brug på det åbne kontor, og jeg har netop brugt det på kontoret i en måned.

Hvad er der i kassen?

EPOS Impact 1000 er en konfigurerbar serie hvor man kan vælge om man vil have et headset til begge ører, eller kun til den ene side, om man vil have ANC, og om man vil have ladestander. Jeg modtog “den store” pakke til test med alle tilvalgene, optimeret til Microsoft Teams. Den hedder i denne konfiguration Impact 1061T ANC

Pakken jeg modtog var ganske neutral:

I pakken finder vi selve Impact 1061T ANC headsettet, en ladestander, et USB kabel og en USB dongle.

Design og funktionalitet

EPOS Impact 1061T ANC bliver leveret i et stofetui med plads til den lille dongle der sørger for nem forbindelse mellem computer og headset.

Selve headsettet er af typen der sidder på øret, i stedet for at omslutte det.

Mikrofonarmen kan drejes hele vejen rundt, så man kan selv vælge om man vil have den på højre eller venstre side. Smart lille detalje.

Ørepuderne er polstret med noget der minder om kunstlæder og føles behageligt mod huden. Trykket på ørerne er lidt til den kraftige side. Når man bruger briller og har headsettet på, så kan man godt mærke brillestængerne trykkes mod hovedet. Men det var ikke værre end jeg sagtens kunne have EPOS Impact 1061T ANC på det meste af en hel arbejdsdag uden de store gener. Toppen af bøjlen er også blødt polstret og gav ingen gener under brug.

I midten af bøjlen er der et fladt område, det gemmer på et modtager til trådløs opladning. På ladestativet er der ligeledes en trådløs oplader.

Når man hænger headsettet på stativet, så starter en opladning (Forudsat stativet er koblet til strøm naturligvis). Det er en ret elegant løsning synes jeg.

På siden med mikrofonarmen sidder en knap til at besvare opkald, og man kan ligeledes se en mikrofon der bruges til aktiv støjreduktion (Active Noise Cancelling, ANC)

På samme side finder vi også en multifunktions-vippeknap der bl. a. bruges til at styre lydstyrken. Der sidder også en kontakt til tænd/sluk/bluetooth parring. Og endeligt et USB-C stik til opladning hvis man ikke benytter ladestanderen.

På modsatte ørekop sidder der en enkelt knap til at styre om ANC skal være aktiv eller ej, samt om headsettet aktivt skal lukke lyde fra omgivelserne ind.

Under min test har jeg brugt EPOS Impact 1061T ANC som mit primære headset på storrumskontoret. Det betyder mange (og nogle gange lange) møder i Microsoft Teams, på et kontor hvor der af og til kan være meget snak. Mikrofonen på EPOS Impact 1061T ANC klarede det rigtigt godt, der var ingen klager fra modparten i møderne, og den lange mikrofonarm fik mikrofonen tæt til munden. ANC derimod, er lidt svag. På et kontor er det typisk andre folk der snakker, som virker forstyrrende. Og det bliver ikke dæmpet særligt effektivt. ANC tager toppen af støjen fra f.eks. udluftningsanlæg og kontormaskiner, men stemmer er åbenbart svære at dæmpe effektivt. De bliver reducerede, men kan stadig virke forstyrrende når man er i møde.

Lydkvaliteten under møder er helt i top, headsettet gengiver stemmer helt klart og tydeligt uden støj. Når man lytter til musik kan man dog godt ønske sig lidt mere bas. Musikken er klar og tydelig, diskanten er sprød uden at være skinger, mellemtoner og specielt stemmer lyder rigtigt godt, men når man når den mørke ende af frekvensskalaen, så mangler den dybe bas. Det er tydeligt at headsettet er optimeret til at gengive tale, og det gør det også rigtigt godt.

Konklusion

Under min månedlange test på kontoret, oplevede jeg 2 gange at lyden jeg hørte blev metallisk og hakkende, og en gang mistede jeg helt forbindelsen. Jeg arbejder på et kontor med usædvanligt meget bluetooth trafik, og jeg benyttede den medfølgende dongle i min laptop. De gange jeg oplevede problemerne måtte jeg tage donglen ud og sætte den i igen for at opnå en god forbindelse igen. Det er altså ikke super professionelt under et møde. Men de par udfald var også de eneste fejl jeg oplevede under min test. Lyden er rigtig god under møder, men mangler lidt fylde og bas når man lytter til musik. ANC kunne godt være stærkere mod stemmer, men det er åbenbart en svær opgave, for jeg har endnu ikke testet en headset hvor ANC kunne dæmpe stemmer effektivt nok. Ladestanderen er en elegant løsning, og det samme gælder mikrofonarmen der kan svinge over 180 grader rundt. EPOS Impact 1061T ANC er et godt headset, men dog ikke fejlfrit.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på et kontorheadset fra EPOS i deres nye Impact 1000 serie. Det er et headset til brug på det åbne kontor, og jeg har netop brugt det på kontoret i en måned. Hvad er der i kassen? EPOS Impact 1000 er en...Test: EPOS Impact 1000 headset