lørdag, maj 4, 2024
ForsideAnmeldelserTest: JBL Quantum TWS

Test: JBL Quantum TWS

JBL har blandet to verdener og byder nu på earbuds til gamere i form af deres Quantum TWS, som byder på trådløs frihed, hurtig forbindelse og Aktiv støjreduktion (ANC). Det ser vi nærmere på og om det lever op til vores forventninger.

Hvad er der i æsken?

Indpakningen til JBL Quantum TWS adskiller sig fra øvrige true wireless produkter fra producenten i kraft af at farverne på fronten er lilla og fra deres gaming serie, men toppen er stadig JBLs obligatoriske orange farve. Indholdet består af selve øretelefonerne, ladeetui, USB-dongle med USB-C tilslutning, et orange USB-C ladekabel og ekstra øredutter i forskellig størrelse.

Design

På et par trådløse øretelefoner, som skal sidde fast i ørerne, så er der ikke meget plads til artistisk udfoldelse for så vidt angår design. Alligevel har man JBLs side formået at få plads til både sort og krom, hvor sidstnævnte virker til at være af metal og det løfter, for mig at se, design- og kvalitetsniveauet i forhold til meget andet på markedet.

På ydersiden af øretelefonerne har JBL Quantum TWS silikone-dutter, som du kan skifte, så du kan vælge den størrelse, der passer dine ører. Sammenlagt har du tre størrelse at gøre godt med og burde dermed kunne ramme noget der passer. Dét, hvis ikke du har ører som mine, som bare ikke er glade for så mange in-ears og med Quantum TWS fandt jeg desværre ikke en størrelse, der passede mit venstre øre så godt og den faldt ud af øret, hvis jeg var for aktiv.

Ladeetuiet til JBL Quantum TWS er en smule højere end gennemsnittet og fylder, for mit vedkommende, en tand mere end hvad der behageligt kan passe i en bukselomme. Det skyldes nok mest den medfølgende USB-dongle, som man kan opbevare i etuiet når denne ikke bruges. Jeg synes at løsningen er ret genial for alternativet var nok at man mistede donglen et sted og så ville man være mere frustreret over dét end at etuiet fylder en smule mere.

USB-donglen har nemlig ikke den smarte funktion, som de to earbuds, som du kan sætte op til at du kan finde dem, hvis du skulle have mistet dem. Det er en lidt simpel løsning og går ud på at en app, som du installerer på din smartphone, gemmer den sidste position de blev anvendt og så kan du på denne lokation håbe at din telefon genforbinder til dem, hvorefter du kan afspille en høj lyd for at finde dem. Det er ikke anbefalelsesværdigt at teste denne lyd når du har Quantum TWS i ørerne da lyden er højere end hvad godt er for dine ører.

Stilkene, som jeg vælger at kalde dem, er en anelse lange på JBL Quantum TWS, men sammenlignet med JBL Tune 225, så er det slet ikke så slemt i virkeligheden. Det føles i hvert fald ikke som noget, der trækker i øretelefonerne og på den måde er de behagelige at have i ørerne. Det som nogle gange er en anelse ubehageligt er når du trykker på de touchknapper, som earbudsene er bestykket med på JBL logoet.

JBL Quantum TWS (højre) ved siden af Tune 225 (venstre)

Ladeetuiet har som nævnt plads til både de to earbuds og USB-donglen, som er kompakt grundet USB-C tilslutningen og så er den bare gjort ret smal og praktisk.

Funktionalitet

At sætte JBL Quantum TWS til din smartphone eller computer er ret ligetil. Du kan bruge appen, som er udviklet til Android og iOS, hvis du vil åbne op for yderligere indstillingsmuligheder. Du kan justere niveau af ANC og så min egen favorit en equalizer til at justere lyden med.

ANC kan du altså indstille så du justere om der er fokus på mere lyd og kvalitet eller at omgivelserne bliver screenet ud. Indstillingerne er nemme at finde ud af og de opdaterer live på selve earbudsene så du kan høre forskel med det samme.

Appen er helt klart anbefalelsesværdig fordi den virker ganske fint og så også fordi du kan justere, hvad touchknapperne i siden af øretelefonerne gør når du trykker på dem. Det eneste som drillede mig var at appen har en funktion, som fortæller dig om du har valgt den rigtige størrelse øredutter og sat dem ordentligt i. Her fortæller appen mig uanset hvad jeg gør at jeg burde finde noget andet. Jeg forestiller mig at den bruger mikrofonerne til at lytte om der slipper for meget lyd ud, men processen er ikke beskrevet yderligere.

QuantumENGINE giver dig samme indstillingsfrihed blot på din computer. Her kan du tweake indstillinger og equalizer på din PC så når du gamer på denne, så kan du også få lyden til at være lidt mere som du foretrækker det.

Lydmæssigt overrasker Quantum TWS ganske godt. Der er nemlig tale om en velafbalanceret lyd fra fabrikken og så som prikken over i’et kan du indstille den yderligere med equalizer. Der er en overraskende god dybde i bassen og detalje i lyden, så jeg ville ikke være bleg for at anbefale Quantum TWS til andre end gamere. Lyden er ganske fornuftig i den størrelse de nu engang er.

Du kan også prøve surrond indstillinger men effekterne er ikke nær så gode som med de større headsets i Quantum serien

Når nu vi nævner gaming, så hører Quantum TWS ganske vist til JBLs gaming produkter, men takket være USB-donglen så er det faktisk ganske fint til brug med konferencekald på computeren såvel som gaming. USB-donglen gør i øvrigt ikke blot at du har en trådløs forbindelse til andet end Bluetooth-enheder, men hastigheden på den trådløse lydforbindelse er markant hurtigere og i henhold til pålidelig kilde fra JBL skulle forsinkelsen være under 50 ms.

Designet er en smule gaming inspireret, men ikke i så høj en grad at du ikke vil kunne bruge Quantum TWS i offentligheden uden at skrige du er gamer. Faktisk så er forbindelsesmulighederne mere nogt, der gør Quantum TWS en del mere fleksibelt end de fleste true wireless på markedet og den hurtigere USB-forbindelse gør bare at de er endnu mere gaming-egnede. Hvis de kunne passe bedre i mine ører så var de nærmest så alsidige jeg også vil kunne bruge dem til sport. Til sport nævner producenten dog ikke noget om, hvorvidt materialet kan modstå sved, men det er IPX4 ratet og kan altså modstå en lav mængde væske.

JBL lover os op til otte timers batteritid på én opladning af selve earbuds og disse kan så oplades yderligere to gange gennem det medfølgende lade-etui. Dette er uden ANC aktiveret og tiden med ANC bliver op til fem timer cirka.

Min egen afspilningstid var ikke langt under den angivne tid og kom ret tæt på egentlig, om end jeg ikke ser den store værdi i ANC for mit vedkommende. Det er dog her at gaming-delen bliver en smule udfordret for du har ikke andre muligheder for at oplade Quantum TWS end gennem ladeetuiet og det betyder at skulle du løbe tør eller glemme at lade op, så har du ikke andre muligheder end at vente på at det bliver ladet op. En skidt situation at sidde i som gamer og det tager cirka to timer for en fuld opladning i øvrigt.

Konklusion

Takket være den hurtige forbindelse og den gode lyd, så mener jeg bestemt at JBL Quantum TWS kan bruges af gamere, især for dem, der ikke ønsker at have et headset i fuld størrelse og måske ønsker en universel løsning de kan bruge til både hjemme og på farten. JBL Quantum TWS har virkelig ikke meget man kan sætte en finger på for det spiller godt, har en solid app, har en god batteritid og forbinder til både USB og Bluetooth enheder. Personligt døjer jeg lidt med at de falder ud af ørerne og ikke sidder så godt fast, men er også klar over der her vil være tale om en individuel oplevelse.

Positivt

  • God lyd
  • Virker med både Bluetooth og USB-C enheder
  • God batteritid

Negativt

  • Pasform kan måske drille en smule
  • Ingen trådløs opladning i etui

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1199,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

JBL har blandet to verdener og byder nu på earbuds til gamere i form af deres Quantum TWS, som byder på trådløs frihed, hurtig forbindelse og Aktiv støjreduktion (ANC). Det ser vi nærmere på og om det lever op til vores forventninger. Hvad er der...Test: JBL Quantum TWS