mandag, april 29, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Skullcandy Crusher hovedtelefoner

Test: Skullcandy Crusher hovedtelefoner

Hvis man er til bas, så er det Skullcandy Crusher man skal vælge! Vi skal se nærmere på dem her.

Hvad er der i kassen?

Den flotte æske kan lukkes op, og så kan man se flere informationer om hvordan det virker.

I selve kassen finder vi selve Skullcandy Crusher hovedtelefonerne, et USB kabel til opladning, et lydkabel og en lækker stofpose til at opbevare det hele i.

Design og funktionalitet

Skullcandy Crusher er bluetooth hovedtelefoner der hviler omkring øret, så de dæmper naturligt en del støj fra omgivelserne. Der er dog ikke aktiv støjreduktion i den model vi havde til test. De findes i flere flotte farve kombinationer, hvor den vi havde til test var i en flot dybrød farve.

De har bløde polstrede ørepuder betrukket med en god kvalitets kunstlæder, mens der på bøjlen er skumpolstring på undersiden, og oversiden er betrukket med fløjl. Størrelsen kan trinløst reguleres, og selve bøjlen er et kraftigt stykke fjedrende stål, der holder ørekopperne tæt ind til øret.

De er hængslet så de kan foldes helt sammen, og er derfor nemme at smide i tasken når man skal afsted.

De bliver ladet op via et micro-USB stik på venstre ørekop, og det er også her vi finder stikket til det medfølgende lydkabel man kan bruge hvis ikke kan benytte bluetooth.

En opladning giver op til 40 timers spilletid, og er de løbet helt tør, så kan en 10 minutters opladning give 2 timers spilletid.

På højre ørekop sidder der tre knapper, plus og minus tegnene bruges til at styre volumen og skifte mellem sange. Den midterste knap bruges bl. a. til tænd/sluk og til besvare/afslutte telefonopkald.

På venstre ørekop sidder der også en skydeknap der bruges til at bestemme mængden af bas-boost.

Nu startede jeg med at skrive at hvis man er til bas, så var det Skullcandy Crusher man skulle have. Så lad os snakke lidt om lydkvaliteten. Jeg har lyttet til meget forskellig musik, og de spiller godt. Mellemtonen er klar og fyldig, diskanten er klar, men har dog til tider en lidt skinger klang ved høje lydstyrker. Bassen, den kan man indstille ved at justere på skydeknappen. Jeg har mest lyttet til musik med knappen sat til ingen boost, og her er bassen fin, den er til stede og nogenlunde præcis. Meget musikalsk. Men er man til mere bas, så kan man skyde knappen lidt op, og med det samme får man mere bas! Jo længere man skyder den op, jo kraftigere og vildere bliver bassen. Den kan skrues op til det helt ekstreme og så bliver det lidt fjollet, for så er bassen så dominerende at musikken drukner. Bassen er så kraftig at man fysisk kan mærke det, ørekopperne vibrerer simpelthen, og det ret voldsomt! Jeg har ikke turde skrue musikken helt op med bassen skruet op til max, det har jeg mine øre for kært til. Men ligger de på bordet, virker de som glimrende små højttalere! Så hvis man søger bas, så kan man få alt det man vil have, med en enkelt justering på venstre ørekop.

Jeg har testet rækkevidden på bluetooth signalet, jeg efterlod min iPhone 11 Pro på kontoret i kælderen og her skulle jeg halvvejs op af trappen til 1. sal inden musikken faldt ud. De har altså en lidt kortere rækkevidde end mange af de andre nyere hovedtelefoner vi tidligere har testet. Men til normalt brug er rækkevidden dog rigelig.

Da jeg testede lyden under opkald hørte jeg en svag, repeterende, hyletone i hovedtelefonerne. Modtageren af opkaldet hørte den ikke, og sagde at lyden var fin, dog med en lille smule støj, men ikke noget der var generende. Så lyden under opkald er ikke perfekt, men bestemt god nok.

En lidt sjov ting jeg oplevede under min test var at fordi bøjlen er et stort stykke fjederstål, så giver det en sjov lyd hvis man rammer bøjlen mens man har Skullcandy Crusher på, det kan også høres svagt når man trykker på knapperne. Det er en ren mekanisk lyd, og ikke rigtigt generende under brug med musik i ørerne.

Konklusion

Skullcandy Crusher er det mest ekstreme sæt hovedtelefoner jeg har testet, mængden af bas man kan få ud af det er vanvittig. Men på trods af muligheden for ekstrem bas-boost, så spiller de faktisk rigtig godt til prisen, de er overraskende musikalske. De sidder godt på hovedet, dog kan ørerne godt blive lidt varme efter noget tids brug. De har en rimelig solid bluetooth forbindelse, og virker fint til telefonopkald.

Pris og tilgængelighed

Er set til ca 890,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Hvis man er til bas, så er det Skullcandy Crusher man skal vælge! Vi skal se nærmere på dem her. Hvad er der i kassen? Den flotte æske kan lukkes op, og så kan man se flere informationer om hvordan det virker. I selve kassen finder vi...Test: Skullcandy Crusher hovedtelefoner