lørdag, maj 4, 2024
ForsideAnmeldelserTest: TP-Link Archer C5400 Tri-Band MU-MIMO Gigabit Router

Test: TP-Link Archer C5400 Tri-Band MU-MIMO Gigabit Router

Med adskillige prisvindende designs og produkter, så har TP-Link skabt sig et navn også herhjemme. TP-Link Archer C5400 er den største hjemme-router fra producenten med en høj båndbredde og så er den spækket med funktioner, såsom Tri-Band, Smart Connect, Beamforming bare for at nævne nogle af disse. På papiret kan dette betyde nok så meget, men det er i praksis at det har en værdi og i denne test sætter vi funktionalitet og design på en prøve.

Hvad er der i æsken?

Æsken til TP-Link Archer C5400 er med TP-Link metalliske blå farve ret stor og man tænker indholdet er mangfoldigt af den årsag. Måske bare fordi man forventer det, men i virkeligheden består indholdet af to manualer, routeren, strømforsyning og et LAN-kabel. Der er også en lap papir med WiFi koden på, som man også kan udfylde sin egen WiFi kode på, hvis man skulle finde på at ændre standardkoden.

Design

Med sine indbyggede otte antenner er TP-Link Archer C5400 en stor router, men det er ikke den største i sin klasse af AC5400 routere. Den er faktisk den mindste af dem jeg selv har haft glæden af at være i berøring med, hvorfor det bliver spændende at se om den kan leve op til ydelsen af konkurrencen.
De nævnte antenner bøjer udad fra midten og er nødvendige, hvis man vil sprede signalet i en større bopæl. Under test var det dog muligt at lade dem stå klappet sammen og stadig have signal i hvert fald i den lille stue, hvor routeren blev placeret.

Grundet sit design har TP-Link Archer C5400 også vundet nogle priser, men det er ikke fordi den er ekseptionel flot ligefrem. Det skyldes at priser bliver givet ud i kategori af produkter og i sit domæne er TP-Link Archer C5400 bestemt en af de kønnere i klassen. Dermed ikke sagt at routeren ikke er pæn, for den ville takket været det simple design sagtens kunne tåle at stå fremme på et synligt sted, men det der forhindrer den i det er dens størrelse i virkeligheden. Den er mindre end mange af sine konkurrenter, men der er stadig tale om en router på 23 x 23 x 4,3 cm, så den fylder altså en smule uanset hvordan man vender og drejer det. Det ærgerlige ved det ellers flotte design er måden antennerne og resten af designet er bygget op på for hvis man vil hænge TP-Link Archer C5400 på væggen, som der også er lagt op til at man kan med skrue-huller i bunden, så vil antennerne være lukket inde og have en indflydelse på hastigheden.

Det som også hjælper på design-prisen er at overfladen på TP-Link Archer C5400 ikke er hverken blank eller mat, men derimod med et mønster, der får den til at skille sig en smule ud fra mængden. Der er blot tale om små trekanter, der er sat sammen for at danne en ikke så monoton overflade og det hjælper rent visuelt.

På frontens venstre side af TP-Link Archer C5400 finder man LED-lamperne, der lyser afhængigt af status for WiFi, LAN, osv. På den højre side har man knapper til at tænde og slukke for disse LED-lamper, hvis de skulle være forstyrrende, idet routeren er placeret synligt i stuen eksempelvis. Derudover har man også tænd og sluk knappen til WiFi samt WPS-knappen, der hurtigt kan forbinde en ny enhed til routeren uden at man skal taste en kode.

På siderne har TP-Link Archer C5400 ikke nogle forbindelser eller lys, hvorfor man skal hele vejen om på bagsiden, hvor man finder routerens porte. Disse består af to USB-porte hhv. 2.0 og 3.0, Internet-port, fire LAN-porte, tænd/sluk knap og strømindgang. Andre routere i denne klasse har vi set med mere end fire LAN-porte, hvorfor det overrasker en smule at TP-Link ikke har medtaget lidt flere muligheder. De to USB-porte er dog mere end velkommen, idet man kan forbinde både printer og harddisk til routeren, således at man forvandler et almindeligt drev til et netværksdrev med adgang for alle på netværket.

Funktionalitet

Før man kan komme i gang med TP-Link Archer C5400 skal denne sættes op naturligvis. Hvis man er tilfreds med fabriksindstillingerne bør man være kørende allerede fra man kobler TP-Link Archer C5400 til sin netværksforbindelse og denne er i stand til at genkende din internetudbyders indstillinger. I modsat fald skal man logge ind på routeren og følge anvisningerne til at indtaste detaljerne manuelt. Uanset hvad er det temmelig lige til og bør ikke volde de store problemer. Selve menuen til indstilling og styring af TP-Link Archer C5400 kan man også vælge skal være på dansk.

For de fleste brugere er selve justering og tilpasning af routere en ganske overflødig feature de med stor sandsynlighed aldrig kommer til at røre ved. Alligevel synes jeg det er et vigtigt emne at komme omkring, idet der er nogle få, der har særlige behov når det kommer til deres internetopsætning.

Foruden at have dansk menusprog, så har man også mulighed for både simpel og avanceret fremvisning og de respektive undermenuer skiftes herefter til den type bruger man er. Uanset, hvilken af disse man vælger er menusystemet temmelig nemt at forstå og opbygningen er meget simpel. Funktionerne er selvforklarende og man kan gå i krig med port-forwarding og meget mere i løbet af meget kort tid.

I de næste afsnit ser vi nærmere på de aspekter af en router, man som minimum bør overveje når man erhverver sig en sådan ny. Listen er ikke udtømmende men omfatter rækkevidde, hastighed og simplicitet i brug.

 

Rækkevidde

Eftersom TP-Link Archer C5400 er en Tri-Band router, så er der tre trådløse bånd, som den transmitterer ud i lokalerne, nemlig et 2.4 GHz bånd og to separate 5 GHz bånd, hvilket også er årsagen til at den samlede båndbredde i denne router teoretisk set er 5400 Mbps. Jeg siger teoretisk, idet et netværk kun er ligeså hurtigt som det svageste led og bare for at eksemplificere, hvad der menes med dette, så har en almindelig computer kun mulighed for at forbinde til et af disse bånd på samme tid og få den båndbredde de to enheder nu en gang kan udveksle mellem hinanden.

De tre bånd operer på forskellig vis. Det ældre og mere udbredte 2.4 GHz bånd er mindre koncentreret og har en længere rækkevidde. Det betyder også at hastigheden er lavere på denne forbindelse, så her bør man forbinde de enheder, som ikke kræver for meget. De to 5 GHz bånd er i og for sig ens så at sige, men man har to bånd således at man kan have flere enheder på samtidigt. Disse bånd er langt mere kompakte og har en langt højere hastighed, men det er på bekostning af rækkevidden. Det er også her man bør forbinde sine gaming og streaming enheder, idet disse kræver højere båndbredde. Forudsat man selvfølgelig ikke er i stand til at sætte disse til med kabel, da dette er både hurtigere og mere stabilt.

I min test viste TP-Link Archer C5400 sig egentlig at performe ganske tilfredsstillende. Både hvad angår 2.4 GHz båndet og 5 GHz båndene så var dækningen i mit hjem ganske tilfredsstillende. Vi bor i et tre-plans rækkehus på 115 kvadratmeter og 2.4 GHz kom rundt i alle hjørner uden problemer. Det var ikke helt tilfældet for 5 GHz båndene, hvilket også var at forvente, men TP-Link Archer C5400 skuffede bestemt ikke. Til trods for at signalet ikke kom hele vejen rundt så var det ganske tilfredsstillende. Begge signaler havde problemer med at dække på terrassen og udenfor, men det skyldes at vores vinduer er med isolation og så blokerer det for temmelig meget signal.

Hastigheder

Samlet set på tværs af alle bånd og enheder er TP-Link Archer C5400 i stand til at præstere en overførselshastighed på op til 5400 Mbps og det er temmelig meget, hvis man skulle være i tvivl. I dagligdagen bliver hastigheden delt op mellem rigtig mange enheder. Mit eget netværk har eksempelvis en kombination af 15 trådløse og kablede enheder. Tidligere var udfordringen for routere at når disse skulle smide trådløst signal til flere enheder samtidigt, så var de kun i stand til at smide en streng af data ad gangen. Måden hvorpå den enkelte bruger ikke oplevede at dennes netværksforbindelse blev afbrudt mens routeren havde travlt med at overføre data til de andre enheder var fordi skiftene skete så hurtigt at den enkelte bruger egentlig ikke oplevede udfaldet. TP-Link Archer C5400 er dog kommet videre end dette og er udstyret med MU-MIMO antenner. Denne teknologi lader routeren smide data til adskillige kilder samtidigt og dermed forøge hastigheden for den enkelte.

Målte hastigheder vil altid være den maksimale båndbredde en given enhed på netværket kan håndtere og så afhænger top-hastigheden af dennes netværksadapter. Hastigheden på TP-Link Archer C5400 blev testet på en HP EliteBook bærbar og vi kom frem til følgende hastigheder på henholdsvis 2.4 GHz og 5 GHz båndene.

2.4 GHz
Læse: 103Mbps
Skrive: 86 Mbps

5 GHz
Læse: 453 Mbps
Skrive: 363 Mbps

Man skal dog huske at en maksimal hastighed blot er et tal i virkeligheden. Naturligvis fortæller dette tal om routerens potentiale, men det gælder i ligeså høj grad, hvor “dygtig” routeren er til at fordele båndbredde mellem ens forskellige enheder således at de alle sammen får den rigtige hastighed. Jeg testede et sådant scenarie ved at have en Netflix stream på fjernsynet, YouTube streamende på en tablet og Tidal på en smartphone samtidigt med at jeg spillede CSGO på computeren, der for testens skyld ligeledes var koblet til trådløst. Der var ingen af disse enheder, hvor jeg oplevede tab af hastighed eller lag. Dette skyldes naturligvis dels den internethastighed man har i hjemmet, men hvis routeren ikke er i stand til at formidle denne blandt enhederne, så kan det også være ligemeget. Man skal huske at ens netværk altid vil være nøjagtigt ligeså stærkt som det svageste led. Det eneste jeg ikke umiddelbart fandt en funktion til på TP-Link Archer C5400 var evnen til at de to 5 GHz bånd kørte ind over hinanden med samme SSID, hvor så de forskellige enheder kunne koble til den der var optimal i forhold til båndbredde og signalstyrke. Måske jeg har overset noget så simpelt.

TP-Link Tether app

Hvis man hører til den type netværksbruger, der oftere end gennemsnitligt skal skifte indstillinger på sin router og netværksindstillinger, så er der også godt nyt at hente for denne proces har TP-Link valgt at gøre nemmere ved at tilbyde en app de kalder TP-Link Tether. Denne giver brugeren adgang til routerens indstillinger gennem et smart device, såsom en mobiltelefon eller tablet. Appen findes til både Android og iOS og er ganske simpel af opbygning. Modsat hvis man skulle tilgå TP-Link Archer C5400 via ens browser så er det kun engelsk sprog man har mulighed for at vælge herinde.

 

Selvom appen byder på en masse indstillingsmuligheder, så er menuen slet ikke så omfattende, som hvis man skulle tilgå routeren via browseren, men det forventer man et eller andet sted også vil være tilfældet for de mere avancerede indstillinger vil man også have nemmere ved at fikse via en computer.

Konklusion

Det moderne hjem kræver i stigende grad en router, der kan håndtere den datamængde der efterhånden hober sig op. Internethastigheden er blot én af disse datastrømme, men hvis man har adskillige enheder, såsom netværksharddiske, printere, smart devices, osv. Der skal snakke sammen på kryds og tværs, så kan en svag router meget hurtigt blive udfordret.

Med beamforming, MU-MIMO antenner, Triband og ellers en stærk indmad sørger TP-Link Archer C5400 for at levere en solid ydelse hele vejen rundt. Som nævnt oplevede vi i hjemmet ingen udfald på netværket, selvom vi pressede den så meget vi nu en gang kunne.

Designet af TP-Link Archer C5400 kan man naturligvis diskutere om man vil, men i virkeligheden er der tale om en router, så det behøver slet ikke være det mest sexede man har stående i hjemmet. Hvis man har den stående fremme er det naturligvis rart, hvis den også er nogenlunde flot at kigge på. TP-Link Archer C5400 kan man både have stående og hænge den op på væggen. De hastigheder man får med den er i hvert fald uanset hvad man gør ganske tilfredsstillende og det er især på 5 GHz båndet at man får sig et boost.

[checklist]

  • God ydelse
  • Simpel opsætning og brug
  • Tether app
  • Flot design

[/checklist]
[badlist]

  • Kun fire LAN-porte
  • Designet fylder

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 1.917,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Med adskillige prisvindende designs og produkter, så har TP-Link skabt sig et navn også herhjemme. TP-Link Archer C5400 er den største hjemme-router fra producenten med en høj båndbredde og så er den spækket med funktioner, såsom Tri-Band, Smart Connect, Beamforming bare for at nævne...Test: TP-Link Archer C5400 Tri-Band MU-MIMO Gigabit Router