fredag, marts 29, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Beauty and the Beast (Blu-ray)

Anmeldelse: Beauty and the Beast (Blu-ray)

disney_30_beauty_and_the_beast_-_diamond_edition_2_disc-28625809-frntl

Disney-selskabet oplevede i årene 1989-99 en periode, som senere er blevet kaldt Disney-renæssancen. Der skete simpelthen en genopstandelse af interessen såvel som opfindsomheden i selskabet, og nogle af de helt store favoritter blev kreeret i disse år. Her kan man bl.a. nævne Aladdin, Løvernes Konge og ikke mindst Herkules. 90’erne var generelt en tid, hvor man virkelig fik ny energi og det ses tydeligt i denne film, Beauty and the Beast. Her har man igen fokuseret på et skrevet værk, skabt af Jeanne-Marie Le Prince de Beaumont, og skaberne af filmen har virkelig formået at få magien frem på det store lærred.

Vi følger en arrogant prins, som ikke tænker på andre end sig selv. Da en heks, forklædt som en tigger, dukker op ved hans port i håb om ly for regnen, bliver hun afvist noget så grusomt. Hun vælger derfor at kaste en forbandelse over prinsen, som forvandler ham til et modbydeligt monster. Sammen med forbandelsen følger en rose, som repræsenterer hans mulighed for at slippe af med forbandelsen – hvis han ikke finder ægte kærlighed, inden det sidste blad rammer jorden, vil han for altid være et monster. Efter uendelig lang tid i ensomhed dukker den smukke Belle pludselig op, og tingene tager sig en uventet drejning.

Dette er virkelig den smukkeste Disney-film, der nogensinde er blevet kreeret. Den er både smuk i handlingen såvel som på den visuelle side og det hele spiller bare sammen. Den rummer virkelig essensen af, hvad man forbinder med Disney-magi, da den har formået at bearbejde nogle helt fantastiske elementer fra den franske eventyrfortælling. Handlingen er fyldt med en helt i gennem fantastisk morale med, at det indre tæller mere end det ydre, og så beskæftiger filmen sig med nogle generelle principper i et kærlighedsforhold, som virkelig formår at beskrive processen helt eminent. Det er nok en af de mest intelligente Disney-film, som nogensinde har set dagens lys, da den virkelig går tæt på karakterportrætterne og formår at grave dybt ned i nogle menneskelige egenskaber på godt og ondt. Alligevel formår filmen at formidle det i et niveau, som rammer alle målgrupper – man føler sig ikke ramt af et pussenusset univers eller på den anden side en alt for voksenvenlig fortælling, men i stedet en film, som rammer lige i midten af skalaen.

Opfindsomheden i filmens opbygning er en bjergtagende oplevelse af smukke sange og flotte animationer. Hele filmen kommer bogstaveligt talt til live, og både service og møblementer danser rundt og gør filmen til en sand fornøjelse. Denne film var desuden også den allerførste Disney-film, som blev til et teaterstykke og man kan tydeligt forstå hvorfor. Hele filmen er nærmest struktureret som en formidabel teaterforestilling, hvor vinklerne, temaerne og følelserne direkte bliver påvist gennem personernes bevægelser, placeringer og interaktioner med omgivelserne. Visuelt er filmen derfor ganske imponerende, og monsteret er nok en af de mest originale og fantastiske figurer, som Disney har kreeret. Der er ikke sparet på farver, montager og flotte teknikker i denne musikalske oplevelsesrejse, og hele konceptet hiver bare filmen op på et utroligt højt niveau. Kontrasterne og bevægelserne af de forskellige figurer er helt i gennem overvældende og man bliver virkelig grebet af den vanvittige professionalitet i effekterne.  Musikalsk er filmen bjergtagende – den gennemgående musisk er fantastisk til at skabe en stemning, men de mere originale sange er uovertrufne. Filmen vandt også fortjent 2 Oscars for henholdsvis bedste filmmusik og bedste originale sang, og man kan kun give dem ret.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan filmen godt være lidt kedelig i starten, og har lidt svært ved at komme op i tempo – men det er heldigvis utroligt kort tid, hvorefter man bliver fortryllet af den fantastiske musical-stemning. Filmen blev i sin tid nomineret til en Oscar for bedste film, hvilket var Disneys første af den slags nomineringer – det kræver noget af en animationsfilm og samlet set er der heller ikke noget at pege direkte fingre ad på den negative front. Filmen er underholdende, gribende, smuk og utroligt vellavet og fortjener uden tvivl en god plads på hylden i enhver filmelskers hjem.

Bonusmateriale

Her kommer vi tæt på hele skabelsesprocessen, som giver et herligt indblik i, hvordan filmens musikalske struktur blev til en aktualitet. Derudover kan man komme tæt på den efterfølgende teaterproduktion samt se nogle slettede scener – i forhold til filmens ikoniske plads i Disney-klassikerne er det en meget lille omgang bonusmateriale, men alligevel ganske underholdende.

Pris og tilgængelighed

Release: 30-10-14 på DVD og blu-ray.

Find forhandler og den bedste pris på Beauty and the Beast

Beauty and the Beast trailer

https://www.youtube.com/watch?v=CGQcM8vBZLM

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer