onsdag, april 24, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Dexter - The complete series (Blu-ray)

Anmeldelse: Dexter – The complete series (Blu-ray)

dexter-the-complete-series

I det seneste stykke tid har sendefladen været præget af nogle banebrydende serier, som for alvor har redefineret hele serieformatet overalt i verden. Serier såsom Breaking Bad, Supernatural og ikke mindst Dexter, hvoraf den sidstnævnte for nyligt er blevet udgivet i en samlet boks. Jeg har begravet mig i universet af seriemordere og blodige gerningssteder og anmelder i denne omgang alle 8 sæsoner af Dexter.

Sæson 1

Den første sæson lægger fundamentet for vores bekendtskab med den unikke personlighed, Dexter. Michael C. Hall brillerer som den dygtige blodanalytiker med manglende empati og en morderisk trang. Serien starter ud med at komme helt tæt på personerne og giver på den måde et dybdegående indblik i karaktergalleriet, hvilket er en af de fantastiske fordele ved en serie frem for en film. Serien udstråler en meget sortkomisk fortælling om hævn, lyster og det menneskelige sind, mens man bliver komplet opslugt af Dexters geniale måde at balancere sin hverdag med sine likvideringer af kriminelle i nattens mørke.

Sådan er det nærmest altid med succesfulde serier – den første sæson vil altid være en af de bedste, netop på grund af at den første sæson definerer det allerførste møde med det nye univers. Dexter tog verden med storm med sit meget moralsk forskruede koncept, blodige detaljer og ikke mindst uhyre detaljerede aspekter i en klassisk ’detektiv’-fortælling. Man har aldrig forestillet sig, at man nogensinde ville heppe på en seriemorder! Første sæson er generelt set en meget ’personlig’ kickstart af Dexter-serien, hvor mordene ’bliver i familien’ og universet er meget intimt og djævelsk underholdende.

Karakter: 5/5

Sæson 2

I 2. sæson bliver universet ekspanderet en smule mere end sin forgænger, og Dexters fejlfrie nedslagtninger af kriminelle dukker op til overfladen under navnet ’Bay Harbor Butcher’ – spørgsmålet er bare, om politiet er kloge nok til at forbinde alle punkterne. Dexter har fundet et alibi såvel som en klippe til at støtte i form af kvinden Rita, men hendes diametrale modsætning Lila begynder at puste til ilden og skubbe Dexter over imod mørkets opslugende kraft. Alt i mens skal Dexter forsøge at opklare en lang række mord omkring sig, og som om det ikke skulle være nok, så har FBI sendt specialagenten Frank Lundy ned til afdelingen for at undersøge nærmere omkring ’Bay Harbor Butcher’.

Denne sæson beskæftiger sig mere med frustrationen i at have en afhængighed, og balancerer mellem det at falde for fristelsen og det at kunne holde sig tilbage. Tingene er begyndt at spidse til for vores hovedperson, og det giver en ufattelig god spænding i konceptet, da både seeren og Dexter skal forholde sig til helt nye spilleregler. Tingene virker til at være på vej mod undergangen for vores unikke seriemorder, men serien er fyldt med utrolige plottwists, som nærmest formår at toppe første sæson. Fordelen er dog, at sæsonerne er meget forskellige, og byder derfor ind meget noget nyt og unikt, som langsomt bygger flere og flere detaljer op omkring det ellers meget intime univers. Succesen fortsætter og 2. sæson er mindst ligeså underholdende som sin forgænger.

Karakter: 5/5

Sæson 3

I denne tredje sæson bliver Dexters moralitet sat på prøve, da han ved et uheld bevæger sig udover det kodeks, som hans fader havde kreeret til ham for at holde ham i snor. Gældende for denne sæson og den foregående sæson er, at Dexter bliver påvirket af nogle personer, som opdager hans rigtig jeg. Forskellige mennesker præger hans syn på livet, og det er også gældende i denne sæson. På den måde fokuserer sæsonen på en form for metafor, hvor djævlen eller englen sidder på skuldrene af Dexter og forsøger at pejle ham i den rigtige retning i livet.

Sæsonen er også præget af et fængsels-koncept, og hvis der er noget, jeg elsker, så er det fængselskoncepter. Det skaber en større dybde i serien, hvor Dexter udvider sit univers til et lidt mere omfattende aspekt, og flere mennesker bliver involveret i den yderst komplicerede tilværelse. Rita finder bl.a. også ud af, at hun er gravid, og Dexter skal nu forholde sig til, hvorvidt han blot bruger familien som et skalkeskjul, eller om han reelt set kan indlede et forhold til et andet menneske. Sæsonen er også præget af endnu en opfindsom seriemorder, som arbejder på højttryk i Miamis gader. Et af kendetegnene ved Dexter er efterhånden en fornem udvidelse af universet gennem en større karakterinvolvering eller nye skurke, og tredje sæson fortsætter den kæmpemæssige succes.

Karakter: 4,5/5

Sæson 4

Dette er absolut min yndlingssæson i hele denne serie! Det var også for denne fjerde sæson, at både Dexter og hans største offer vandt en Emmy for deres fantastiske præstationer. Selve sæsonen byder på en Dexter, som er blevet far og har formået at bygge noget af et liv op omkring sin vanvittige blodrus om natten. Dog finder han hurtigt en modstander, som for alvor udspiller ham mere, end han nogensinde har oplevet før. Han møder den mystiske Arthur Mitchell (John Lithgow), som udadtil virker som en tilforladelig familiefar, men Dexter har en dårlig fornemmelse omkring ham. Dexter finder hurtigt ud af, at han ude på dybt vand.

Dette er nok en af de mest uhyggelige og skræmmende sæson i hele serien, da den behandler to forskellige former for psykopatisk adfærd og det er skræmmende at se, hvor normale mennesker kan se ud udadtil, men stadigvæk være de største psykopater, når persiennerne bliver trukket for. Sæsonen byder på det fornemmeste skuespil og hvert eneste afsnit er en intens rejse ind i den menneskelige psyke på godt og ondt. Plottwists har aldrig haft så stor og så vigtig en plads i serien, men denne fjerde produktion formår virkelig at samle alle de gode ting i de foregående sæsoner i én enkelt sæson. Konceptet er en fornem balancegang i forhold til alle de tallerkener, Dexter efterhånden er nødt til at balancere i forhold til at holde sig skjult og stadigvæk være en aktiv seriemorder.

Karakter: 5/5

Sæson 5

Sæson 5 adskiller sig en del fra de andre sæsoner, da den mere involverer en Dexter på udebane, hvor han forsøger at kapere de ting, som skete for ham i sæson 4. Der er langt flere anderledes følelser på spil i denne sæson, af Dexter er lidt ude af form i forhold til sine tidligere evner. Dog fokuserer denne sæson også på en person, som opdager Dexters hemmelighed og det resulterer i endnu en vej ud mod en ukendt fremtid, hvor Dexter bliver påvirket af andres syn på livet. I denne serie er der også langt mere fokus på indbyrdes forhold hos de andre vigtige biroller, og man får et mere omfangsrigt plot.

Sæson 5 er meget underholdende, men lever måske ikke helt op til de andre niveauer, som man tidligere har oplevet i de fire foregående sæsoner. Der er langt flere abstrakte komplikationer i hverdagen, som hiver Dexter ned på en menneskeligt niveau og på den måde skubber meget af den herlige mystisk omkring ham væk fra fokusset. Det er lidt en skam, men alligevel bliver man underholdt af de nye tiltag, som hele tiden formår at holde serien livlig og frisk sæson efter sæson. Den er ikke den bedste i serien, men heller ikke den dårligste. Den kommer desværre tæt henimod slutningen.

Karakter:4,5/5

Sæson 6

Sæson 6 byder på den mest opfindsomme seriemorder i hele serien! Som noget helt nyt har konceptet fået et fanatisk, religiøs aspekt indlejret i den i forvejen psykotiske opsætning. Faren omkring afsløringen af Dexters identitet og indblanding i mordene under navnet ’Bay Harbor Butcher’ er så småt dæmmet lidt ned, men ligeså snart et problem er løst, dukker der et nyt op. Mens Dexter har fået ro på sine egne lyster og de skulende blikke bag ham, er han for alvor kommet på prøve med den mest brutale, mest utrolige og mest vanvittige seriemorder nogensinde. Med religiøse symboler i ligene og totalt forskruede opfattelser af livet og døden bliver den nye seriemorder en apokalyptisk psykopat med referencer til Biblen.

Denne religiøse instans fungerer overraskende godt i forhold til hele mordkonceptet, da man på den måde får et indblik i, hvordan opfattelser af livet i gennem religiøse overbevisninger kan skubbe mennesket helt udover grænsen. Skuespillet er desuden helt i gennem fantastisk, og aldrig før har Dexter været på så dybt vand, og det er forfriskende at se den fattede antihelt være helt ude i hampen. Jeg vil personligt mene, at dette er den næstbedste sæson af dem alle, og kun bliver overgået af sæson 4. Opfindsomheden er utroligt underholdende og vanedannende, og man føler virkelig, at universet kan blive ved i en evighed. Det vækker dog også en uro, da man så småt frygter, at sæsonerne får svært ved at toppe dette sjette vidunder.

Karakter: 5/5

Sæson 7+8

De to sidste sæsoner har jeg tidligere anmeldt her på eReviews.dk og de kan findes her:

Konklusion

Samlet set er Dexter en formidabel og fantastisk serie, som åbner op for et nyt univers, hvor tingene er vendt på hovedet og karakterdannelse ligger i fokus. Skuespillet er fantastisk, handlingen fornyer sig sæson efter sæson og hele konceptet fungerer efter alle præmisser. Serien halter lidt henimod slutningen, men set som et samlet hele fortjener boksen den største ros af dem alle.

Bonus

Der er ikke noget decideret nyt bonusmateriale på denne samlede boks, men der er stadig masser at kigge på i forhold til hver enkelt sæson. Her finder man interviews, behind-the-scenes-optagelser og ikke mindst et langt større indblik i skabelsen af Dexter. Spændende bonusunderholdning som indrammer hver eneste sæson.

Pris og tilgængelighed

Release: 17-07-14 på Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Dexter – The complete series

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer